Man må sige til Daneborgs ros, at han gjorde det godt, når det gjaldt om at underholde forretningsforbindelser på repræsentationskontoen. Stedet var en af Københavns bedre restauranter og menuen var superb. Begge de to australiere var fra deres hjemland vant til endog særdeles god mad, og den australske vin, både den røde og den hvide, hørte til i en klasse, hvor de fineste franske vine også befandt sig. Pudsigt nok er det nemlig sådan, at hvor englænderne er berømte eller berygtede for at kunne ødelægge næsten hvad som helst, når det drejer sig om madlavning, så har australierne, der dog hører under Commonwealth, det lige modsat. Med andre ord Alfred og Bert var meget forvænte.
   Aftenen startede meget lovende. Præcis på den fastsatte tid dukkede Daneborg op ved den aftalte restaurant, men han var ikke alene. Han havde medbragt en eskorte fra et såkaldt modelbureau. Den bestod, foruden af hans egen ynglingsdame af to særdeles nydelige unge damer, Gitte og Lis, der var udvalgt specielt til formålet at underholde de to udlændinge. Begge havde udmærkede sprogkundskaber ud i det engelske, så Bert og Alfred havde ikke særligt svært ved at forstå de unge damer, hvorimod de unge damer havde en del besvær med australierens særprægede accent med de flade a'er der gav anledning til megen misforståelse til gensidig glæde for alle parter, der morede sig fortræffeligt.
   Middagen selv lod heller intet tilbage at ønske.
   Rejecocktailen med tilhørende hvidvin var en god drøm. Alfred bestilte derefter en T- bone steak med mixed salat, og efter at have spist restaurantens version af en T- bone steak, tørrede han sig om munden med servietten og erklærede, at det var en så god smagsprøve på en steak, at tjeneren godt måtte bringe selve retten.
   Tjeneren for dybt rystet ud i køkkenet og fik efter svære overtalelser kokken til at producere en T- bone steak i normal australsk størrelse.
   Alfred satte også denne bøf til livs og erklærede sig tilfreds, mens Daneborg, der ellers ikke var uvant med svimlende restaurationsregninger, våndede sig. Alfreds borddame, der til at begynde med havde været ret reserveret over for ham, så på ham med et glubsk beundrende blik, en mand, der med den største sindsro kunne æde en halv okse og skylle den ned med 1 hel flaske rødvin, måtte have visse interessante kvaliteter.
   Berts borddame havde fattet en kærlighed for Bert, der gik langt ud over pligtens bud og genstanden for hendes beundring havde i den grad gengældt disse følelser, at det var gået ud over appetitten. I stedet var de godt i gang med at drikke hinanden under bordet ved hjælp af et par "gule enker" Bert havde indforskrevet fra tjeneren på et tidspunkt, hvor Daneborg vendte ryggen til.
   Daneborg var ved at indse, at hans selskab i den grad var i gang med at udvikle sig til en succes, og tænkte med gru på regningen.
   Daneborg resignerede, og gav sig i stedet for til at fortælle sin veninde om internationale valutatransaktioner, og det lykkedes hende at se tilpas interesseret ud, skønt det der ellers foregik ved bordet var nok så underholdende.
   Bert var meget forsigtig ved at fylde en tåløs damesko med champagne, mens hans borddame hængte om halsen på ham og tilsyneladende var igang med at suge hans ene trommehinde ud. Samtidig var Alfred ved at berette for sin veninde, hvordan han egenhændigt havde ryddet et værtshus nær King's Cross i Sydney. Denne demonstration tog en del på sevicet, idet Alfred byggede en model af værtshuset ved hjælp af flasker og glas og derefter meget livagtigt demonstrede, hvordan det hele gik i kvas.
   Ingen tog notis af, at tjeneren og dørvogteren, der også fungerede som udsmider, i baggrunden af restauranten var kommet op at skændes om, hvorvidt politiet skulle tilkaldes eller ej. Tjeneren, der i parantes bemærket havde fået 500 kr. i drikkepenge af Daneborg for at holde bordet velforsynet, og i øvrigt ikke blande sig uanset hvad der skete, havde travlt med at skrive på regningen efterhånden, som der lød det ene kvasende krasj fra bordet efter det andet. En lydlig demonstration af Alfreds evne til at rydde værtshuse.
   Udsmideren på sin side følte, at det var hans pligt at gribe ind, men da han ikke havde lyst til at komme i karambolage med Alfreds store næver, var han kommet på ideen med at ringe efter forstærkning.
   Midt i alt rodet sad Daneborg og så forpint ud. Han var klar over, at denne restaurant for hans vedkommende ikke ville danne rammen om flere sammenkomster, men det måtte være en trøst for ham, at hans gæster havde det godt.
   - Skål, råbte Bert og svingede en højhælet sko størrelse 38 så dens indhold af champagne sprøjtede ud til alle sider. Bert satte skoen for munden og tømte den. Gitte hans ledsagerske hvinede henrykt og kyssede ham mellem øjnene. Bert fik travlt med at undersøge indholdet af udskæringen i hendes kjole, nu han var i nabolaget, og konstaterede med høj lykkelig røst, at der var to dernede.
   - To, buldrede Alfred, ja gu` var der to, og de røg på mig fra hver sin side, og ved du hvad jeg gjorde? Lis, Alfreds partnerske, rystede på hovedet. Hendes blik var stift rettet mod Alfred, og hun havde tabt underkæben.
   - Jeg gjorde sådan, Alfred greb en flaske og hamrede den i bordet, så servicet sprang, og så pandede jeg dem nogen i skalden.
   - Er det ikke rigtigt Bert? Alfred vendte sig mod Bert.
   - Bert, brølede han, er det ikke rigtigt. Men Bert var på det tidspunkt så opslugt af Gittes anatomi, at det var umuligt at få en bekræftelse på Alfreds historie.
   - Nu begynder de nok snart at bolle hinanden, sagde tjeneren og fulgte slagets gang ved bordet.
   - Ja, gid det var så vel, brummede udsmideren, det er da i det mindste en mindre larmende beskæftigelse, og så smadrer de ikke møblementet og servicet så længe.
   - Skidt med det, det kommer på regningen altsammen, sagde tjeneren trøstende.
   - Det kan godt være, men skriver du også på regningen alle de gæster, der ikke mere vil sætte deres ben her i biksen?
   - Bare rolig, vi mister ikke gæster, tværtimod, vi har to gratis manegeklovne, og de andre gæster tager det som en oplevelse. Jeg tvivler på, der er nogen, der kan tage de fire for virkelighed.
   - Daneborg ser nu ellers ikke ud til at nyde det.
   - Det er sgu ikke noget under, det er ham, der skal betale gildet.
   - Så skidt med det, den ågerkarl har godt af at blive plukket for en gangs skyld.
   - Plukket siger du, ja vel bliver han plukket, men han skriver hvert eneste smadret glas og hver eneste ædt bøf på repræsentationskontoen, og ved du så, hvem der får lov til at betale i den sidste ende, det er skatteborgeren og de skvadderhoveder, der er kommet i kløerne på Adolf Daneborg, og de har ingen steder at trække Daneborgs ågerrenter, for skattefolkene godkender endnu ikke 1000% om året i rente som fradragsberettiget.
   - Ok det er da bare et spørgsmål om tid. Daneborg ender såmænd med at blive en agtet mand i finanskredse, hvis han ikke allerede er det.
   - Mine herrer, mine herrer, forsøgte Daneborg sig uden nogen tog særlig notits af ham. - Mine herrer det er sent, og arbejdet kalder snart. Jeg håber I har haft en hyggelig aften, men jeg føler mig træt og vil gerne i seng.
   De sidste ord trængte igennem til hans glade gæster.
   - I seng, råbte Bert, ja vi skal i seng, ikke sandt Gitte?
   - Yep, skreg Gitte, i seng, i seng det er sagen, man kommer ingen vegne på et par stole, og hun slyngede armene om halsen på Bert, og havde nær bidt næsen af ham i et forsøg på at kysse ham over hele ansigtet på en gang.
   - Manden har ret, sekunderede Alfred, vi skal sgu i seng, der er også udkæmpet mange slag, ikke skat, sagde han og krystede Lis ind til sig?
   - Til fronten, skreg Lis og purrede op i Alfreds hår. Begge parrene kom på højkant og begyndte en parade mod døren. Bert og Gitte forrest.
   - Hej hå, hej hå i kanen hjem vi gå, sang de og Bert tegnede røgspiraler i luften med sin cigar.
   Daneborg dukkede sig beskæmmet og skulle til at signalere efter regningen, men det var ikke nødvendigt. Tjeneren stillede som et lyn ved hans højre side med en fem siders regning og udsmideren, der nu følte sig på sikker grund, stillede sig på den venstre side og fjernede med en provokerende mine dugen på bordet for at undersøge, om bordpladen havde fået skrammer.
   Tjeneren skrev et stk. bord på regningen, hvorefter han gik i gang med at debitere Daneborg for fire stole.
   - Ja, hr. Daneborg sagde han, - der vil nok gå en halv times tid med at tælle regningen sammen, men hvis De ikke synes De har tid at vente, vil jeg gerne acceptere et depositum for regningen på for eksempel 5000 kroner, så kan vi ordne resten senere.
   - 5000 kroner, spruttede Daneborg, det er jo vanvittigt.
   - Hr. Adolf Daneborg, jeg er overbevist om, at dette udbrud kun var et udtryk for den glæde, De føler ved at slippe så billigt, sagde udsmideren og så Daneborg stift i øjenene. Vi vil alle gerne undgå skandale ikke sandt, og denne rare mand, han pegede på tjeneren, - har faktisk forhindret mig i at ringe til politiet flere gange i aften. Nu da Deres fine venner er gået, skulle det ikke mere være nødvendigt, for jeg kan sagtens ordne denne sag alene, mand og mand imellem, hvis det er det De vil have, så slipper De selvfølgelig for at betale de 5000 kroner, i hvertfald til restauranten her, så ved jeg ikke hvor meget Deres sygekasse vil dække. Eller det kommer måske under ulykkesforsikringen?
   Daneborg svælgede og fik travlt med tegnebogen. 5000 kroner skiftede ejermand og forsvandt ned i tjenerens lomme.
   - Æhm, sagde udsmideren og strakte hånden frem, - jeg hører lige, at tjeneren har fået 500 kroner i drikkepenge, jeg finder, at et hm mæglersalær måske ville være på sin plads. Jeg har trods alt også haft mit besvær, eller hvad mener De selv?
   Daneborg så vild ud i øjnene, da endnu en stor seddel forsvandt op af hans tegnebog og dennegang over i udsmiderens lomme.
   - Mange tak hr., jeg vidste De ville forstå min tankegang.
   - Kom, sagde udsmideren til tjeneren, lad os hjælpe denne gentleman til dørs, og sammen hankede de op i Daneborg og halvt bar, halvt skubbede ham ud ad døren. Daneborg befandt sig pludselig ude på fortovet med hatten skævt på hovedet og jakken i uorden. Slipset der sad ham i nakken fuldendte hans noget derangerede påklædning. Hans værtinde for den aften var lige så stille forduftet, men hun var også betalt forud.
   Daneborg så sig omkring og fik øje på en lille gruppe mennesker, der var ved at borde en taxa. Han genkendte sine gæster og med en kuldegysning forsvandt han om et hjørne efterladende sine gæster til deres eget forgodtbefindende.
   Daneborgs lille selskab klarede sig fortræffeligt uden hjælp. Grunden til uroen var, at alle fire ville sammen ind på bagsædet af taxaen, der absolut kun havde plads til tre.
   Alfred, Lis og Gitte var sluppet ind, men der var ikke rigtig plads til Bert, der stod udenfor og protesterede i høje toner.
   Taxachauføren, der var ved at blive træt af sine støjende passagerer, løste problemet i en håndevending, med et snuptag fik han Gitte halet ud igen og stoppet Bert ind med Gitte ovenpå.
   - Sådan, erklærede han tilfreds, så kan vi måske komme i gang.
   - Ja, den er mægtig taxamand, råbte Alfred, kom bare i gang, vi har travlt. Bert kan komme op og få luft engang imellem, hvis han gider og ellers kan han sgu lade være, så bliver det en skøn død.
   - Damen er kommet øverst, lød det halvkvalt fra Bert, det er imod naturens orden, jeg protesterer.
   - Store, dumme dreng, hvinede Gitte, du er håbløst gammeldags, men du skal nok få lov at ændre det senere på natten, og så rullede taxaen mod hotellet.
   Firkløveret ankom i overstadigt humør. Taxachaufføren fik sit livs største drikkepenge og forsvandt med et lettelsens suk ud i nattetrafikken igen.
   Alfred og Lis kom helt sammenslyngede ind i vestbulen og stilede hen mod receptionen, hvor Alfreds gode bekendt portieren havde vagt.
   - Kan jeg få min nøgle, forhørte Alfred sig.
   Portieren gloede på parret og derefter på Bert og Gitte, der kom bagefter.
   - Nej, den går ikke, udbrød han, - ikke i dette her hotel, det er et anstændigt hotel, det vil jeg ikke finde mig i, nix siger jeg.
   - Lad være at skabe dig mand, sagde Alfred, kan du ikke se, det er min gamle mor jeg har med, og jeg skal nok betale for en ekstra opredning. Han klaskede overstadigt Lis i bagdelen.
   - Vel er det ej Deres gamle mor, og vel skal De ej op at sove, jeg ved godt, hvad De skal, og det må De ikke, for dette her er et anstændigt hotel, siger jeg Dem. Portieren var oprigtigt forarget, og ikke uden grund. Han plejede altid at få mindst 50 kroner for at vende ryggen til, når hans gæster ville have damebesøg på værelset, og Alfred havde ikke antydet så meget som en 25 øre.
   - Og hvad mener du så, jeg og min gamle mor skal oppe på mit værelse i nat, hvis vi ikke skal sove? Alfred lod kærtegnende en hånd glide henover Lis' velformede bagdel i den korte stramme nederdel.
   - De skal op for at bolle skal De, og det vil jeg ikke finde mig i, for det er et anstændigt hotel dette her.
   Alfred reagerede som et lyn, med sin venstre hånd, den højre var stadig travlt optaget af den agterste del af Lis, greb han fat i portierens kravetøj og halede ham halvt ind over skranken. Han gloede på ham med øjne, der var blevet til to små olme sprækker.
   - Insinuerer du et blodskamsforhold mellem mig og min gamle mor, dit svin, hvor må du have en beskidt tankegang, og så var det den nøgle, eller jeg bliver rigtig gal.
   - Javel hr., kvækkede portieren, og De må meget undskylde hr., hvis jeg forløb mig hr., og vil De ikke godt slippe hr., så jeg kan få lidt luft hr.? Portieren var ved at blive blå i hovedet. Alfred slap, og manden på den anden side af skranken samlede sig så meget sammen, at han fandt den rigtige nøgle og fik den udleveret.
   Bert, der kom lige bagefter fik sin nøgle uden kommentarer, portieren havde fået nok for den aften. Han følte et vist behov vælde op i sig efter at komme på rekreation et eller andet sted, der var meget langt væk. Eller måske på førtidspension.
   De to par gik sammen hen til elevatoren. Lis klemte henrykt så meget af Alfred, som hun kunne fatte på en gang. Portieren kikkede efter dem. Pokkers også, man ikke selv havde råd til sådan et par duller tænkte han, men han var en ædelmodig mand på visse punkter, og hvis den ene af de to mænd, der nu var på vej hen mod elevatoren, ikke havde været Alfred, som han på dette tidspunkt afskyede, så havde han i sit stille sind ønsket dem begge, ja alle fire en god og arbejdsom nat.