Alfreds naboer holdt sig på respektfuld afstand, mens udbruddet varede. Flere af dem havde et respektabelt job, der lige så meget tålte dagens lys, som Alfreds. Derfor var der heller ingen, der skeg om hjælp eller ringede til politiet og klagede over støjen.
   Kontoret så ud, som om en tornado var gået hen over det. Stole var knust, kontorinventaret var flyttet rundt på den forunderligste måde, og midt i dette kaos afreagerede Alfred.
   Længe efter at hans lejesvend havde taget flugten, for han forbitret rundt i sit kontor, bandende og svovlende og ryddende en bred vej for sit raseri i det mere og mere ramponerede møblement. Tilsidst sank han forpustet om i en vakkelvorn kontorstol, smækkede benene op på et skrammet skrivebord og begyndte at lægge en slagplan.
   En ting var han klar over. Der var sket en forandring med Bertie. En ændring der bevirkede, at han Alfred den Store selv måtte tage affære. Han svor en hævn, der både skulle blive dyr og effektiv i al sin grumhed. Alfreds plan var gået i vasken. Det var en ting, men det afskyelige kryb til Bert havde hånet ham. Ja, han havde i den grad trampet Alfred på alle hans store tæer, at dette formidable nederlag kun kunne hævnes af Alfred selv og på den for Bert mest nedværdigende måde. Alfred ville..... Hans fantasi var i fuld sving med planer, der gjorde Dantes helvede til en børnehave for engle.
   Det vigtigste var imidlertid, at hævnen blev udført promte, og Alfred, der ikke kunne få fat i tanks, flammekastere, kanoner, atombomber, bombefly eller diverse andre udryddelsesmidler i den størrelsesorden, ihvertfald ikke i en fart, blev mere sober og derfor desto farligere i sin tankegang. Han skulle nok få has på Bertie, han ville benytte den gode gamle metode, han havde brugt i sine velmagtsdage, men Bert skulle vide, hvem der gjorde det af med ham. Han skulle have lov til at svede angstens sved og forbande sin skaber, der engang havde tilladt ham at gøre grin med Alfred.
   Nået så langt i sin tankegang gik Alfred over til det mere praktiske. Han rejste sig fra sit bord og gik over til sit pengeskab, som han åbnede med en ekspertise, der røbede øvelsen i faget, også på skabe, hvortil han ikke havde kombinationen. Han skovlede et par sager og nogle bundter pengesedler til side, før han fandt det, han søgte. To brune papæsker, som han satte over på skrivebordet, derefter fulgte en blå med påskriften cal. 38 magnum og en rød, hvor der stod Colt cal. 45 high speed.
   Alfred tøvede og kløede sig i nakken. Dette job skulle gøres ordentlig, han måtte hellere sikre sig. Han hentede en brun læderkuffert frem fra skabet og lagde den ved siden af det andet. Det sidste han fremdrog fra skabet, var en hat. En stor bredskygget hat, hvor skyggen var slået op mod pulden på den ene side. Denne hat anbragte han på sit hoved. Han greb en cigar, bed spidsen af den og spyttede den ud på gulvtæppet. Fik ild på cigaren og satte sig derpå i stolen for at inspicere sit artilleri.
   Han åbnede den ene brune papæske. Den havde flere mørke oliepletter på siden, fordi indholdet, en Colt cal. .45 automatpistol model 1911A var smurt omhyggeligt ind i et lag olie. Han tørrede det overflødige olie af med en klud, så ladede han magasinet op fra den røde æske. Han stak magasinet op i pistolen og pumpede et par patroner ud af det ved at tage ladegreb på våbnet et par gange. Alfred brummede tilfreds, den fungerede fortrinligt. Han ladede atter og tog derefter fra den anden brune kasse en Smith & Wesson revolver magen til den Bert havde brugt. Han svingede tromlen ud til siden og sigtede gennem de tomme kamre. Ikke en plet. Nydeligt, han fyldte fem patroner i tromlen og smækkede den ind på plads. Han tog revolveren med højre hånd og gned tromlen mod den venstre. Tromlen gled rundt med en blød metallisk plutten, der røbede præcisionsarbejdet.
   Alfred sikrede sig, at det tomme kammer var ud for piben. Han var en gammel rotte i faget, at omgås skydevåben, og vidste, at mere end en havde skudt tæerne, eller det, der var være af sig selv, fordi han ladede sin revolver med alle seks skud.
   Han lagde revolveren fra sig og trak kufferten hen til sig. Den indeholdt en riffel af svær kaliber. Alfred tog skæftet og løbet med låsetøjet frem og samlede våbnet. Han tog ladegreb et par gange for at sikre sig, alt var i orden, før han ladede den med otte patroner i en laderamme.
   Alfred lænede sig tilbage og betragtede sit værk. Han havde nok til at starte sin egen lille krig, og det var netop det, han ville gøre. Han bed kindtænderne sammen om cigaren. Nu skulle der ske noget, og gud nåde og trøste den, der kom ham i vejen. Han puttede pistolen og revolveren i sine jakkelommer, så tog han riflen. Han tøvede et øjeblik, hvor skulle han have den?
   - Pokker heller, brummede han halvhøjt til sig selv, en mand har vel lov til at gå på jagt i et frit land. Han trak hatten ned i panden, så den kunne skygge for solen, når han kom ud på landet, så trampede han ud af sit kontor og smækkede døren i lås efter sig. Riflen havde han i den ene hånd.
   Han lignede også en rigtig jæger, som han kom trampende ned ad gangen i kontorbygningen på vej til garagen. Riflen hvilede nu i hans bøjede højre arm. Kolben fra Colten stak op af hans ene jakkelomme, og den anden posede voldsomt ud på grund af S & W'en. Bukselommerne havde det heller ikke for godt, fyldt op som de var med reserveammunition. Cigaren stak ud af hans mund som et kanonløb. Alfred var rasende, og det kunne ses, at han var på vej for at gøre noget ved det.
   Parkeringsvagten i garagen trak sig om bag en pille, da han så Alfred, og der blev han, til Alfred havde startet sin vogn og med et brøl fra motoren og et hyl fra de spinnende baghjul var forsvundet ud af garagen. Hævneren var på vej.
   Alfred for som en tornado ud af byen. Gadeskilte og huse hvirvlede forbi vognens ruder. Instinktivt fulgte Alfred den rigtige vej mod Berts ranch. Han ville have nået sit mål og udført sin hævn midt på eftermiddagen, hvis der ikke var sket noget, der havde givet ham stof til ubehagelig eftertanke.
   Ca. 50 km. uden for Perth blev Alfred sinket i sit hævntogt af en politispærring. En politibil holdt tværs over den ene vejbane og en større flok mennesker var forsamlet om noget der holdt bag politibilen.
   Alfred kørte langsomt frem til spærringen, hvor han blev stoppet af en politimand.
   - Hvad er der i vejen? Alfred stak sit røde ophidsede hoved ud af vinduet og gloede på betjenten, gal over at være blevet standset.
   - Der er sket en ulykke sir, betjenten tog til kasketten, vær venlig at passere stedet ganske langsomt.
   Det var ikke noget kønt syn, der mødte ham. En bil holdt i vejkanten, den var komplet ødelagt. Dens dæk var brændt væk og den stod på de klistrede sodede rester af gummi, der stadig sad på vognens fælge. Sædernes polstring var også bortbrændte og sorte fjedre kunne ses gennem de sprængte ruder.
   En politifotograf var ved at tage nogle nærbilleder af vraget, mens en anden mand rodede ved noget, der lignede et par ødelagte herresko. Ved siden af skoene lå et spænde til en livrem.
   Alfred gøs trods det varme vejr, han ville se væk, men kunne ikke lade være at kikke, og så var han forbi spærringen. Hans tanker vendte atter tilbage til den sag, han var på vej ud for at løse, og han trådte speederen i bund. Den store vogn sprang fremad.
   Han var næsten ti kilometer fra ulykkesstedet, før synsindtrykket, der havde fæsnet sig på hans nethinde nåede op til hans hjerne og fortalte ham, hvad det var for en bil, han havde set. Alfred satte farten ned. En ting var bataljen mellem Bert og Alfreds udsendte medarbejder gengivet af en forvildet og lettere komisk udseende fyr, mens man selv sad i et behageligt kontor med klimaanlæg. Noget helt andet at få slynget de barske kendsgerninger i hovedet: Et sodsværtet bilvrag og nogle forkullede klædningsstykker, samt politifotografer og teknikere, der tog sig af resterne. Alfred satte farten yderligere ned.
   En af Perths værste banditter var blevet behandlet så skammeligt af Bert, der burde være en lille forsagt fyr. Alfred kørte ind til siden og standsede bilen. Han gav sig til at spekulere. Bert kunne have dræbt denne skrappe fyr, så let som at klø sig i nakken. Hvorfor havde han så ikke gjort det? Blødsødenhed?Næppe. Hvad da? Var det for at fortælle Alfred noget?
   Det var måske en påmindelse om, at Bert ville være i stand til at knuse ham, selveste Alfred, så let som ingenting og uden større anstrengelse.
   Alfred vidste altfor godt, hvor frygtsom Bert havde været før i tiden. Hvad var det for en mand, der var som genfødt nu, og med overlegen arrogance havde behandlet en bandit på denne måde, og til og med en bandit, der havde prøvet at myrde ham fra et baghold, og derefter selv var gået i et. Alfred måtte beskæmmet indrømme for sig selv, at han sikkert havde skudt denne fyr, hvis han havde været i Berties situation, om ikke andet, så for at undgå et nyt og måske mere vellykket mordforsøg.
   Hvad havde Bert gjort? Behandlet manden som en uartig skoledreng, givet ham en lærestreg og var derefter kørt sorgløs bort uden et øjeblik at spekulere på, at denne nedværdigende behandling ville afføde et mere personligt hævnforsøg. Eller var han klar over dette og derfor på vagt?
   Alle disse dystre tanker løb gennem Alfreds hjerne, og som et resultat af dette besluttede Alfred sig til at vente til mørket brød frem, før han rettede sit knusende angreb mod sin tidligere kompagnon.
   Det blev nat. Solen var gået ned, og Berts ranch lå i ensom majestæt milevidt fra nærmeste nabo. Alt åndede fred og ro. Et enligt lys skinnede ud fra et vindue i beboelseshuset og røbede det eneste tegn på liv.
   Men det var kun tilsyneladende, alt var så roligt. En bil med slukkede lygter nærmede sig langsomt ranchen.
   Den famlede sig frem i mørket til dens fører kunne se lyset fra stuehuset. Så skete der pludselig noget. Vognens motor blev speedet op til maximale omdrejninger. Den sprang fremad med et ryk og hvirvlede gruset på gårdspladsen op bag sig, idet den jog hen mod stuehuset. Samtidig blev forlygterne tændt, og de sendte deres skærende hvide lys mod døråbningen, hvor de ville blænde enhver, der kom frem i døren.
   Alfred stampede på bremsen og vognen skred i gruset og standsede, i et tigerspring var han ude med revolveren klar. Han for ind over verandaen og sparkede døren op med et brag. I et nu var han indenfor, hvor han straks kastede sig tilside fra døråbningen. Hans blik for rundt i den sparsomt møblerede stue og fandt genstanden for sin hævn. Han halvt sad, halvt lå i en stol. Han havde smidt benene op på bordet og var midt i nydelsen af en god cigar. Noget der i den grad optog ham, at han tog den ud af munden og betragtede den kærligt, inden han kikkede op og fik øje på sin gæst, der kom med så megen brask og bram.
   - Dav Alfred, sagde han, hvad bringer dig hid i denne sene nattestund? Sæt dig ned og lad hvilen falde på, du ser stresset ud gamle ven.
   Alfreds øjne stod frem i deres huler, han så ud, som om han ville til at skyde, så smittede den andens ro af på ham, og han sank om i en stol lige overfor Bert. Revolveren holdt han stadig i hånden, og den pegede stadig på Bert, der sad roligt lige overfor det truende løb.
   - Din modbydelige lille slyngel, begyndte Alfred, jeg er kommet for at udrydde dig.
   - Så, så små slag, hvad vil du dog begrunde denne hidsighed med? Har vi måske ikke været partnere engang, og er det måske ikke mig, der burde være sur. Husk dengang du løb fra mig i New York, for slet ikke at tale om dengang du smed mig ud af bilen, da vi var i Danmark. Det var forresten det, der inspirerede mig til den lille happening med din lejede mand. Syntes du ikke, det var fikst fundet på, i stedet for at sende ham tilbage til dig i en trækasse. Bert stoppede sin talestrøm og så på Alfred med et ironisk udtryk i øjnene.
   Det hele gik i hårdknude for Alfred. Det havde været hans tanke at skyde Bert ganske langsomt. Mindst fem skud ville han have brugt til at gøre Bert til en klynkende klat gele, der bad om nåde, og så det sjette til at forvandle ham til så og så mange kilo affald, som det ikke var hans, Alfreds job at skaffe af vejen. Det kunne gribbene eller dingoerne få lov til.
   - Jeg skyder dig som en gal hund, tordnede Alfred.
   - Rolig gamle ven, det får du jo ikke noget ud af. Husk, hvor mange søde stunder du har haft til at udpønse en efter din mening passende hævn. Alt det går du glip af, hvis du skyder mig nu. Desuden er jeg, som du jo ser ubevæbnet. Nej, Alfie, det ville du aldrig få over dit hjerte.
   Bert blæste en røgring fra sig og iagttog asken, der i samtalens løb var vokset til næsten en tommes længde. Med et kærligt blik på sin cigar tog han afsked med den, og ved hjælp af tommel og pegefinger knipsede han den over i hovedet på Alfred, der lige skulle til at komme med et rasende udbrud over at blive kaldt Alfie.
   Alfred så cigaren komme sejlende gennem luften, men nåede ikke at dukke sig før den ramte ham i panden, og han fik en regn af sviende askepartikler i øjnene. I næste øjeblik satte Bert fødderne imod bordet og væltede det over mod Alfred, der var blindet og fuldstændig uforberedt på angrebet, han fik overbalance og med stolen under sig og bordet over sig, tumlede han om på gulvet.
   Bert var hurtig, også han væltede med stolen, men det havde han forudset. Han var iøvrigt også i øvelsen med den slags manøvrer. Endnu mens han lå på gulvet, lykkedes det for ham at få fat i en flaske og smadre lampen med et velrettet kast. I næste nu var han på benene og for ind i det andet værelse efter et skydevåben.Febrilsk rev han en skuffe op og tog sine to revolvere og en æske patroner frem. Han kunne høre, hvordan Alfred bandede og svovlede inde ved siden af, mens han befriede sig for møblementet. Bert havde fået sine våben frem, men de var endnu ikke ladede, da Alfred med et tyrebrøl og sin revolver højt hævet over hovedet sprængte døren ind til Bert og angreb med en kraft, som en hel flok bissende bøfler. Bert så kun en udvej. Med et spring var han henne ved vinduet. Det var ganske vist lukket, men i en krisesituation generer den slags ikke store ånder. Bert sprang på hovedet gennem den lukkede rude, rullede rundt i en byge af glasskår, kom på benene og forsvandt i natten.Alfreds revolver bjæffede efter ham, og han hørte et par kugler rikochettere i nærheden og fare bort i natten.
   Alfred for hen til vinduet og skulle til at følge Bert, men han kom på bedre tanker. Hans modstander var både beregnende, hurtig og meget farlig. Alfred kunne forestille sig selv sidde fast i vinduet, mens Bert med velbehag pumpede ham fuld af kugler. Han gøs ved tanken, men så blev han atter handlingens mand. Han for tilbage gennem stuen for at komme ud af døren i det fri. Han slog sit skinneben mod et bord og bandede højt, men kvalte hurtigt lyden og stavrede videre. Han kom ud på verandaen. Mørket var overalt. Alfred, der var vant til byen, kunne slet ikke forestille sig, at der kunne være så mørkt nogen steder, det lagde sig som en dyne over ham og kvalte ham næsten. Han knælede ned bag verandaens rækværk og så sig omkring, men hans blik trængte ikke engang et skridt ind i mørket. Hans synssans var døvet, og han blev et lille stykke tid siddende for at sunde sig. Så hørte han cikaderne, der ufortrødent filede løs på usynlige violiner et eller andet sted derude. Alfred følte sig pludselig knapt så forsvarsløs. Han kunne stadig høre, spørgsmålet var bare, hvor godt Bert kunne liste, og hvor godt han kunne se herude. Det gik op for ham, at Bert var meget bedre rustet til den slags krig, end han selv, der var vant til byens lys, og Bert var, stod det med al tydelighed klart for Alfred nu, en lige så stor bandit som han selv.
   - Ham har jeg lært alt, hvad jeg viste, og dette her er altså takken, brummede han for sig selv opfyldt af en pludselig selvmedlidenhed.
   På engang syntes Alfred, at han hørte listende skridt, men han kunne ikke afgøre, hvor de kom fra. Han følte, det som om der var en hel hær af soldater på listefødder på vej i mørket for at udslette ham. Han blev pludselig rasende.Det var ikke ærligt at lokke ham til at deltage i en sådan krig under betingelser, han ikke var vant til. Men ingen skulle sige, at det var mod, han manglede. Nu skulle Bert have, hvad der tilkom ham. Alfred rettede sig i sin fulde højde.
   - Juhuu, Bertie din bandit, hvor er du, skreg han og løftede sin revolver i mørket.
   Herovre Alfie, er du mørkeræd Alfie? stemmen lød spottende ude fra gårdspladsen.
   Alfred skød. Tre gange smældede hans revolver, tre gange flammede mundingen. Så smed han sig ned med en ed. Ligesom tre kugler smældede ind i træværket lige bag det sted, hvor han havde stået for et par et sekunder siden. Bert havde endnu engang taget fusen på ham. Han havde lokket ham til at skyde efter sin stemme, og derefter selv skudt efter Alfreds mundingsild. Et betydelig lettere mål. Det gik med ubehag op for Alfred, at det nu var anden gang, Bert havde fået ham i madrassen inden for kort tid. Hvordan var det nu, slog det ham pludselig. Hvor meget havde han forresten skudt? To skud inde i huset og tre udenfor. Det var fem.Det var tid at genlade. Hårene rejste sig på hovedet af Alfred, og han fik en følelse, som om et kompagni tusindben marcherede ned ad hans rygrad på kolde fødder. Al Alfreds ammunition lå i bilen. Alfred selv lå på verandaen. Bert lå et eller andet sted og ventede på at skyde ham ved første givne lejlighed. Det var, hvad strateger ville kalde en uholdbar situation.
   Han blev liggende musestille, mens han overvejede sin stilling. Der var kun en ting at gøre, han måtte over til sin bil, koste hvad det ville. Han bakkede ganske forsigtigt ned fra verandaen. Her kunne han i hvert fald ikke opholde sig. Han krøb sammen ved husets ene væg. Bert kendte selvfølgelig hver en krog af ranchen selv i mørke, men heldigvis ville Bert ikke drømme om, at Alfred var løbet tør for ammunition, Alfred tog bestik. Hvor var bilen henne?
   Han fandt en sten i mørket og ventede, til han mente han havde fundet retningen. Så smed han stenen vinkelret på den kurs, han skulle følge for at komme over til bilen. Han hørte den falde i noget buskads, og i samme sekund, åbnede Bert ild. Om stenen blev ramt er ikke godt at vide, men skudafgivelsen var meget præcis, og Alfred sprang for sit liv. Han nåede over til bilen, rev sidedøren op og kastede sig ind på sædet. Hans hånd lukkede sig om Coltens kolde skæfte. Alfred var atter påklædt.