Buddet kom ud på eftermiddagen. Han vaklede under vægten af en blomsterkurv. Han blev promte standset af panserne.
   - Ingen adgang, før vi har set efter, du ikke er ude på numre, sagde den ene brøsigt.
   Buddet lod sig villigt visitere for våben, bomber og Gud ved hvad, før han fik adgang til Alfreds suite. Han stillede kurven fra sig på bordet.
   - En lille hilsen fra gamle venner, sagde han og rettede sig op.
   Alfred gispede, da han genkendte manden.
   - Hvordan fanden er De kommet her, sagde han hæst.
   - Tsk tsk hele Amerika taler om sin nye nationalhelt, sagde manden, det var bare nødvendigt at kikke fjernsyn eller købe en avis for at finde ud af, hvor Miamis æresgæst bor.
   Han tog en lille mappe frem. - Jeg har forresten nogle papirer, som jeg er sikker på, vil interessere Dem, det er angående Manfordsagen. De skal få dem specielt billigt, fordi De er sådan en berømt mand. Husk der er strissere lige udenfor døren, sagde han venligt. Det ville være kedeligt, hvis de fik papirerne.
   Alfred sank sammen på en stol: - Det ser ud til De har fået skovlen under mig, sukkede han. Hvor meget?
   Manden puttede omhyggeligt checken på 20.000 dollars i lommen, og belavede sig på at forlade værelset.
   - Det er sandt, hvad hedder De? spurgte Alfred mat.
   - Åh kald mig bare Manden fra Perth, Vestaustralien, so long, og væk var han.
   Alfred kunne ikke rigtig lide det "so long", han håbede ikke at se manden mere i sit liv.
   Alfred flygtede i panik samme aften. Han ville for alt i verden have rystet manden af sig. Han fløj til Rio og allerede næste dag promenerede han rundt i byen og legede turist, overbevist om, at han havde undsluppet sin plageånd.
   - Shoeshine sir? Alfred kikkede ned i et par brune bedende barneøjne. Drengen løb ved siden af ham og plukkede ham i ærmet.
   Alfred kikkede på sine sko og tilbage til drengen. Skoene trængte til at blive pudset og drengen til at blive vasket. Alfred overgav sig og lod sig trække ind i en lille bod med det prangende skilt "Martinez shoeshine", medens drengen for ud på gaden for at hverve nye kunder.
   Der sad en mand på en stol ved siden af Alfreds. Han fik også pudset sine sko. Nu så han op.
   - Rio er sandelig noget andet end Perth Vestaustralien, sagde han.
   Alfred sprang øjeblikkelig op, rev sin fod til sig med en hast, så Martinez, eller hvad han nu hed, nær var blevet en højresko i prima læder rigere. Alfred styrtede ud på gaden, mens skopudserens råb lød bag ham:
   - Stop ham, han har ikke betalt!
   Alfred kom ikke langt, en stor betjent stillede sig i vejen for ham.
   - De snyder vel ikke en ærlig skopudser, sagde han brøsigt.
   - Nej, nej, stammede Alfred forpustet, man han var ikke engang begyndt at pudse mine sko.
   - Så meget desto værre, brummede betjenten, - sørg for at få pudset Deres sko og betal manden ordenligt, ellers skal jeg tage mig af Dem. Han klappede meget sigende på sit pistolhylster, og Alfred, der opgav at argumentere mod sådan en logik, resignerede og vendte tilbage til skopudserstanden.
   Manden smilede over hele ansigtet, da Alfred kom tilbage og tungt satte sig ned.
   - Alt så travlt gamle ven, De skal ikke være bange for mig, jeg bider ikke, jeg lever af at sælge papirer til folk, som min gamle far sagde:
   - Viden er magt og mange penge værd. Hvor havde han dog ret, den gamle.
   - Jeg er ikke interesseret i hvad Deres gamle far altid sagde, snerrede Alfred. - Hvad har De nu til salg.
   - Ih, det er fine sager, hele Milton- sagen komplet.
   Alfred gøs og kikkede ud ad døren, men opgav ethvert flugtforsøg. Betjenten stod lige udenfor og daskede sig selv på låret med sin knippel, han så ud til at have oceaner af tid.
   - Ufatteligt, brummede manden, medens Alfred skrev en ny kæmpecheck ud. I U.S.A. havde det kostet mindst 100 dollars at bestikke en betjent, her kan det gøres for bare 10.
   Han puttede checken i lommen og forlod skopudserstanden.
   - Ciau gamle ven, som de siger i Italien, sagde han muntert og var væk.
   Endnu engang var Alfred på flugt. Det var ham et under, at manden kunne følge hans spor på den måde, og hvordan var han i det hele taget kommet på sporet af ham til at begynde med?
   Alfred tog flyveren til Cape Town og håbede svagt, at han derved kunne ryste sin plageånd af sig. Han tænkte ikke over, at netop det, at han tog en flyvemaskine gjorde, at han var lettere af følge. Han havde jo haft held til at ryste manden af, dengang han flygtede fra New York, og det var kun episoden med flypiraterne, der havde bragt manden fra Perth på sporet af ham igen.
   Hans hovedløse flugt gjorde, at han var lige så let at følge for manden, som en horde bissende elefanter er lette at følge for en jæger i Afrikas bush. Et par spørgsmål her og en tidollar trykket diskret i en svedig hånd der, og manden fik alle de oplysninger han ville have.
   Alfred var kun alt for godt klar over, at hans bankkonto ikke i det lange løb kunne stå for de stadige store udskrivninger.
   Det gik også galt i Cape Town. Endnu engang måtte Alfred tænderskærende se sig lænset for et betydeligt beløb. Han blev mere og mere desperat og overvejede flere gange at slå manden ihjel uden hensyn til konsekvenserne. Første gang Alfred var udsat for pengeafpresning, klarede manden sig ved at deponere de famøse papirer i en bankboks og kun komme med kopierne, men de følgende gange havde han altid papirerne på sig og sørgede for, at der var en eller anden politimand i nærheden, som beskyttelse.
   Alfred talte sine sparsomme skillinger og tog derefter en fragtdamper til Bombay, hvortil han ankom tre søsyge lange uger senere. I nogle uger drev han rundt i millionbyen, så indså han, at han måtte starte et eller andet for at opretholde livet. For sine sidste penge fik han fat i en stor skopudser stand, og for første gang i sit liv begyndte Alfred at arbejde for føden på ærlig vis.
   Forretningen gik strygende, for Alfred kunne ikke dy sig og brugte specielle overtalelsesmetoder til at overbevise folk om det kloge i at få pudset sko netop hos ham.
   Sådan gik et par måneder og Alfred arbejdede ihærdigt. En dag, da han sad i sin stand, fik han en speciel kunde.
   - Goddag, goddag, sagde manden og lettede på hatten. Her kan man måske få pudset sine sko, tilføjede han temmelig overflødigt. Han satte sig på en stol og strakte fødderne frem foran sig. Under armen havde han en af de små mapper, som Alfred efterhånden havde lært at kende så godt.
   - Jeg har ingen penge, jeg kan ikke betale, skreg Alfred. Han havde mandens sidste besøg på tilpas afstand nu, så det virkede hårdere på ham pludselig at se ham igen.
   - Jeg har kun nogle få sager tilbage, sagde manden, - og jeg tænkte, De ville have dem lidt billigt, for nærmest at få samlingen komplet. Med Deres livsbane ville jeg lave en stor scrapbog. Nu holder jeg snart op med at handle med Dem, fordi jeg ikke har mere materiale.
   - Jeg kan sælge de sidste ting meget fordelagtigt, en slags ophørsudsalg, kan man sige. Jeg må sige, De har været mig en god kunde, selvom De ikke altid har været lige villig til at handle.
   Han åbnede sin mappe. - Jeg vil gerne have pudset min venstre sko for Hannabysagen, sagde han. Det er da billigt, og hvad med at give min højre sko en omgang for Janssonsagen.
   Alfred var målløs, det var dog det frækkeste han havde hørt i hele sit liv. Men så fik den sunde fornuft overtaget. Såvidt Alfred kunne huske, var der kun to sager mere af alvorligere karakter, og dem kendte manden åbenbart ikke. En skopudsning for at få Hannaby- og Jansson- sagerne var faktisk billigt i betragtning af, at han havde måttet give mindst 50000 dollars for dem i sine velmagtsdage. Alfred bøjede sig ned og begyndte at pudse mandens sko. Han var det første menneske, der havde fået Alfred til at falde på knæ for sig, men hvad gør man ikke for at spare 50000 dollars.
   Da Alfred var færdig med skopudsningen, rettede han sig op og betragtede sit værk. Skoene var gejlede så man kunne spejle sig i dem.
   Manden var synlig tilfreds. Han betragtede et øjeblik Alfreds værk, så åbnede han sin mappe og tog to chartequer frem og overrakte dem til Alfred. Han kikkede et øjeblik ned på sine sko, og fik øje på noget, som han tilsyneladende ikke havde set før.
   - Hvad med et par nye snørebånd jeg synes de gamle er ved at være slidte.
   - Nix, råbte Alfred, - jeg vil ikke handle mere med Dem, De sagde selv, De ikke havde mere at sælge.
   - Jeg sagde ikke, jeg ikke havde mere at handle med, afbrød manden venligt med den stemme, som Alfred kun alt for godt vidste betød, at manden havde et eller andet i baghånden. - Jeg sagde, det var noget af det sidste jeg havde.
   - Hvad med et par snørebånd for de sidste to sager? De troede, da ikke, at en forretningsmand, som mig havde overset dem?
   Alfred sank noget. - Er det så det allersidste De har, sagde han.
   - Er der mere? spurgte manden interesseret, og Alfred skyndte sig at tie.
   Alfred satte rasende nye snørebånd i mandens sko og fik til gengæld overrakt mappen med sagerne.
   - Behold bare mappen, sagde manden generøst. De har faktisk også betalt for den. Farvel og hav det godt, sagde han og rakte hånden frem. - Vi ses nok ikke mere. Han rejste sig og forlod fløjtende Alfreds stade.
   Alfred så befriet efter ham, da han forsvandt i Bombays mylder.