Daneborg var arriveret på skuepladsen for fem minutter siden. Formålet med hans besøg var at give en af sine moralprædikener, efter at hans gorillaer havde udført det grove arbejde. Det at forarbejdet var udført, gav Daneborg lejlighed til at tale uforstyrret, da hans tilhørere sjældent vovede at bevæge så meget som et flækket øjenbryn af frygt for, at en af gorillaerne skulle fortsætte, der hvor han var sluppet, da Daneborg ville overtage belæringen. Straks Daneborg trådte ind i forkontoret, fornemmede han, at noget ikke var helt som det skulle være. Trods de lydtætte vægge og døren kunne han tydeligt høre, at der foregik noget voldsomt i det indre kontor. Daneborg stod lidt og lyttede med hovedet på skrå. Så bulede døren til det indre kontor pludselig udad og i næste øjeblik blev den slået op med et brag, da låsen gav efter. Ganske vist satte Daneborg pris på, at hans gorillaer udførte et grundigt stykke arbejde, men det skulle helst ikke gå ud over møblementet. Han havde en bebrejdelse på læben, da han opdagede, at den mand, der havde tjent som rambuk og ødelagt døren, var ingen ringere end en af hans egne betroede folk.
   G. Pedersen sendte ham et smertefuldt blik, gendkendte sin chef og besvimede derefter promte. Daneborg følte en kuldegysning løbe ned ad rygraden. Han var vant til at se enkelte genstridige klienter pyntet til, som Pedersen nu var det, men det at strømmen idag åbenbart var gået den modsatte vej, behagede ham ikke ret meget. Det stod klart for ham, at uden sine to gorillaer til at beskytte sig var han Daneborg, direktør, i allerhøjeste grad overladt til sig selv, og Daneborg var ikke så lidt af en kryster, når det kom til vold.
   Daneborg hørte Alfreds og Berts stemmer inde i kontoret og trådte et skridt fremad, hvorved han fik lejlighed til at beundre sin anden gorilla, der havde fundet hvile oven på et smadret skrivebord. Daneborg var klar over, at han ikke havde nogen chance for at flygte og besluttede sig derfor til at tage tyren ved hornene.
   - Her er det sandelig gået hårdt til, begyndte han. Bert og Alfred vendte sig og stod et øjeblik og kikkede på ham, før de genkendte ham.
   Daneborg var iført en af sine pæneste habitter.
   - Klæder skaber folk, plejede han at sige. At klæder også sommetider får folk til at skabe sig, kom i den forbindelse ikke sagen ved, og det tænkte Daneborg da heller aldrig på. Under armen bar han en lang tynd pind af den type, som visse officerer før i tiden gik rundt med. Daneborg havde engang i et førende billedblad set en godsejer, hvis familieliv blev portrætteret, gå rundt med en sådan pind, og da Daneborg havde en stor ambition her i livet, nemlig at komme til at ligne nogle af de fine mennesker, hvis fornemmeste livsopgave er at holde disse billedblade i live ved stadig forsyning med oplysninger om deres sexualliv og andet liv, så gik selvsamme Daneborg altså med en sådan pind under armen. En freudianer ville sikkert være i stand til at fortælle en hel del om Daneborgs sjæleliv ved at se denne pind.
   Mennesker, der havde specialiseret sig i undersøgelser af SS's meriter under krigen kunne uden tvivl også drage visse paralleller, andre havde før sammenlignet Daneborg med visse medlemmer af det stortyske rige under krigen og ikke bare fordi, Daneborg hed Adolf til fornavn.
   - Jeg er en mand af få ord, sagde Daneborg strengt. Vi havde en kontrakt, som De har brudt. De har forsyndet Dem mod mig og min organisation, det skal De bøde for. Daneborg, der på trods af sin nys fremsatte påstand, var ordskvalderens mand om nogen, så strengt på Bert og Alfred.
   - Jeg afskyr vold, oplyste Alfred og suttede på en forslået kno. - Det er rigtigt, at vi havde en kontrakt, selvom den ikke var skriftlig, men som De sikkert selv ved, forekommer der i enhver kontrakt en paragraf om force majeure, og det var netop den paragraf, jeg var nødt til at tage i anvendelse, da der skete noget æh hændeligt, der tvang mig til at forlade landet i en hast. Alfred skævede hen til Bert, der sad på et skrivebord og så uskyldig ud.
   - I øvrigt, tilføjede Alfred, - havde vi gjort et stort forarbejde, der som bekendt er det vigtigste af alt. Med det forarbejde i ryggen kunne hvem som helst udføre det grove arbejde, der bare bestod i at trykke på aftrækkeren. Fik De forøvrigt has på denne mand? Alfred så interesseret ud.
   - Nej, sagde Daneborg, det gjorde vi ikke, for det var ikke muligt at finde en mand til det grove. Men det gør heller ikke noget, for det er sådan, at næst efter Gud og fanden er kreditforeningerne og Nationalbanken de største magtfaktorer her i landet, og i øjeblikket er det ikke så meget på mode at være religiøs. Der er faktisk sket det, at vor regering og bankinstitutionerne i den grad har begunstiget min position ved deres politik, at forretningen går endnu mere blomstrende end før.
   - Forstår De, disse institutioner er begyndt at tage så høje renter af befolkningen for de lån, de giver, at man har været nødt til at ophæve begrebet åger og ditto renter. Det vil sige, at grundlaget for deres anklager mod mig er faldet væk, og da vi nu kan siges at arbejde sammen, - mere eller mindre-, så var det pludselig ikke mere nødvendigt at gøre noget ved vor ven nationalbankdirektøren.
   - En forretning som min, har dog store vanskeligheder, og det er kunderne. Når jeg udlåner penge til 20. prioritet i et hus, så er jeg naturligvis også nødsaget til at tage et gebyr og en rente, der kan dække mig ind for den store risiko, jeg løber. Det er almindelig udlånspraksis, men beklagelig vis er det ikke alle kunder, der er lige positivt indstillet på at betale, når terminen kommer. Her er det, mine G- mænd kommer ind i billedet. Daneborg kastede et bebrejdende blik på sine to håndlangere, der ikke så særlig aktive ud.
   - Jeg kan imidlertid se, de to herrer ser ud, som om de trænger til førtidspensionering, og jeg vil derfor høfligst anmode dem mine herrer om at hjælpe mig ud af denne prekære situation, så jeg stadig vil være i stand til at inddrive mine ærligt tjente penge på sømmelig vis. Jeg tror, De lige er mænd af den støbning, jeg har brug for, og det var måske en god ide, om vi kunne finde ud af lidt samarbejde. Skal vi se helt ærligt på det, så skylder De mig jo faktisk også lidt penge, og hvem ved, måske kan et sådant samarbejde blive så frugtbart, at der ligefrem kan blive tale om et kompagniskab.
   Daneborg så spændt fra den ene til den anden, for at finde ud af, om han skulle have et lag tærsk, eller hans ord havde båret frugt og reddet ham ud af en farlig situation.
   - Hvad siger du Bert, skal vi hjælpe den stakkels mand, der har så store personaleproblemer, med at inddrive hans ærligt tjente penge? Alfred sendte et ironisk spørgende grin til Bert.
   - Kære Alfred, synes du ikke, det er forkert at opgive det selvstændige meget liberale erhverv, vi har haft hidtil for at blive aflønnet medhjælp for den herre. Bert spillede over til Alfred, og sendte samtidig et blik til Daneborg, der begyndte at ryste i bukserne.
   - Jamen kære kollega, hørte du ikke udtrykkeligt, at manden sagde, der ville blive tale om et kompagniskab. Vi får naturligvis hver 33% af udbyttet. Er det ikke rigtigt, eller har jeg misforstået noget? Alfred åbnede og lukkede sine store næver, samtidig med han rystede jakken på plads på sin svære krop, mens han nærmede sig Daneborg.
   Daneborgs griskhed kæmpede en overgang, men også kun en kort overgang med hans angst for korporlig overlast. Da Alfred stod mindre end et skridt fra ham, så han i ånden, hvordan store pengesedler flagrede hans næse forbi, så overgav han sig.
   - Som jeg sagde før kunne der blive tale om et kompagniskab, og ved nærmere eftertanke, tror jeg, det ville være en god ide at starte det kompagniskab på stedet, sagde han nervøst og skævede op til Alfred. Det var faktisk også lige præcis det, jeg mente lige før, må De forstå.
   - Jeg syntes nok, jeg hørte rigtigt, sagde Alfred.
   - Nå hvad siger du så Bert?
   - Ok, sagde Bert. Jeg tænkte nok, det var det, der blev ment, men jeg ville lige være sikker. Selv om jeg var fuldstændig klar over, at hr. Daneborg er en meget ærlig mand i pengesager, er det en god ide med det samme at få slået partnerskabet helt fast, så der ikke opstår pinlige misforståelser senere hen. Jeg kan godt lide at have orden i pengesager, så jeg er sikker på ikke at blive snydt. Syntes du ikke også, at det er en god ting Alfred? Alfred skulede og kommenterede ikke denne bemærkning, og Daneborg, der ikke var klar over, om den var møntet på ham eller ej, skyndte sig at nikke samtykkende.
   - Ja men så skulle det være i orden, sagde Daneborg hurtigt, skulle vi ikke tage ud på en god restaurant i aften og få en middag, jeg giver, på repræsentationskontoen naturligvis, det er jo, som de herrer sikkert ved fradragsberettiget ha ha. Så kan vi holde et møde i morgen, om, hvordan vi skal fordele opgaverne, men i aften vil vi ikke tale forretninger, i aften skal vi more os og have det godt, ikke sandt mine herrer? Daneborg så med et forekommende smil på sine to partnere.
   Daneborg lod sit blik hvile på sine to tidligere ansatte G- mænd, og hans blik blev strengt. Disse to mænd havde i tidens løb tjent en del penge hjem til Daneborg, men nu havde de kostet ham en del penge til gengæld, kun fremtiden ville vise, hvordan han skulle sno sig ud af dette belastende forhold igen uden alt for mange skrammer på sin person og sine bankkonti. En trøst for ham var det dog, at hverken Bert eller Alfred vidste noget, om de hemmelige konti, han havde i Schweiz. Daneborg var en dreven rotte, og drevne rotter og ræve har det tilfælles, at de skal have flere udgange fra deres huler, så de ikke kan fanges i en alt for let fælde. Daneborg var allerede ved at udspekulere nye planer, så han atter kunne blive af med Afred og Bert.
   - Mine herrer Olsen og Pedersen, sagde han med påtaget ligegyldighed, jeg behøver vel næppe at sige, at de er fyret fra dette øjeblik at regne, deres løntilgodehavende vil blive eftersendt, selvføgelig fratrukket en passende erstatning for det, der er blevet ødelagt i dag. Det drejer sig jo om en del, der hørte ind under de herrers ansvarsområde. De kan gå.
   De to herrer Olsen og Pedersen rejste sig smertefulde fra deres ubekvemme lejer og humpede af, og Daneborg vendte sig atter med et forekommende smil mod Bert og Alfred.
   - Og nu kære Bert og kære Alfred, for nu vi er kompagnoner, kan vi godt være på fornavn. Københavns natteliv ligger åbent foran os, lad os nyde det i aften, før pligterne kalder igen i morgen.