Bert var begyndt i det små. Uden større held eller fortjeneste havde han arbejdet sammen med forskellige andre småforbrydere.
   Da han var blevet 25 år gammel, indså han med lysende klarhed, at han altid ville komme til at beskæftige sig med småting som biltyverier og rapseri i forskellige butikker, medmindre han brød den onde cirkel og blev selvstændig. Bert besluttede at springe ud på det dybe vand, så måtte det gå som det kunne. I lang tid kikkede han sig om efter et værdigt emne for sin nye status som vordende storforbryder. Hans blik faldt på en lille provinsbank.
   Her var et virkeligt job, som sømmede sig for en mand af hans stand. Ganske vist var det kun en provinsbank, men Bert lovede sig selv, at den bare skulle bruges til at træne sig på, så ville han specialisere sig i storbanker.
   I flere måneder planlagde Bert, hvordan han ville gribe sagen an. Han havde ikke råd til at investere ret meget af den simple grund, at han ingen penge havde, og det var ikke værdigt for en storforbryder, som hele Australien snart skulle tale med ærefrygt om, at begå et gement butikstyveri for at skaffe startkapital. En del af Berts planer gik i opfyldelse, men også kun en del, hele Australien kom til at snakke om ham, bare ikke med ærefrygt, men med et skraldergrin, og det bare fordi han fra barnsben, med mange øretæver, havde fået inprentet af sit fædrene ophav, at han skulle være høflig.
   Til sit store kup indkøbte Bert seks patroner i løs vægt. Pistolen havde han allerede, det var en del af uniformen i hans profession. Desuden købte han en taske til at bære de mange rare penge bort i, og da hans midler som sagt var stærkt begrænsede, faldt hans blik på en gammel brugt jordemodertaske i en marskandiserbutik, og den købte han.
   Det skulle han aldrig have gjort. Da han stod i banken, pegede han på kassereren med pistolen og forlangte med en stemme, han håbede var frygtindgydende, at få tasken fyldt med sedler. Kassereren adlød uden kommentarer ordren og dykkede ned i kassen, hvorfra han hentede en stak penge- sedler. Der stod han med favnen fuld af gysser og skulle til at fylde dem i Berts taske, og så var den ikke åben.
   - Hør, det mindste De kan gøre er sgu da selv at åbne Deres taske, når jeg står med hænderene fulde, sagde den ellers rare bankmand vredt til Bert, og Bert, der var en høflig mand, åbnede beredvilligt tasken for kassereren, og her var det han gjorde sin anden store fejl. En jordemodertaske af så gammelt fabrikat og for dens sags skyld også en ny, kan kun åbnes med to hænder. Bert lagde skyderen på skranken og åbnede tasken. Det var hans fejl nummer to.
   Han fik 5 år, hvor han kunne sidde og inprente sig bankrøverens første læresætning: Læg aldrig skyderen foran kassereren, når du åbner en taske. Så længe du selv har skyderen, har du kommandoen.
   Da Bert kom ud, var det ikke så meget fængselsstraffen, der sved i hans sind som det at han havde været til grin for et helt kontinent.
   Han var godt på vej til at miste sin selvrespekt, da Alfred dukkede op på arenaen og reddede ham fra at gå helt i hundene. Alfred var dengang havnesjover med en række mindre og større forbrydelser bag sig. Han havde begyndt sin karriere i Melbournes dokker og havde arbejdet sig frem bogstavelig taget med sine egne næver, som var blevet brugt i adskillige kampe for tilværelsen. Alfred havde store visioner om fremtiden, men han manglede en partner, og det fik han i Bert. I begyndelsen gik det udmærket, men snart begyndte Alfred at dominere. Derfor aftalen om, at Bert kun skulle have 35% af udbyttet af deres forretninger.
   Berts tanker havde beskrevet en komplet cirkel, han var tilbage ved procentproblemet igen. Han havde brugt en del tid til at regne på sit problem, og han havde fundet ud af, at Alfred havde snydt ham læsterligt igennem længere tid. Bert var udemærket klar over, at han kun havde meget få chancer for at få Alfred til at hoste op med det manglende beløb, men han var fast besluttet på at prøve, koste hvad det ville.
   Bert rømmede sig højlydt: - Alfred! Intet svar fra bagsædet.
   - Alfred! Denne gang lidt højere, medens hans hjerte begyndte at slå hurtigere.
   - Hrmf! Lød det omme fra bagsædet. Hvad er der Bertie? Er vi ved at være hjemme?
   - Nej, Alfred, men der er noget, jeg vil spørge dig om, det er angående Mandfordsagen. Nu Bert var kommet igang gik det som en kæp i et hjul. - Kan du huske, du sagde vi havde fået l0000 for Mandford sagen, men du gav mig kun l500, jeg skulle have haft 3500 ifølge vor aftale.
   - Så har jeg husket forkert, brummede Alfred. Du har fået, hvad du skulle have, og hold så kæft og lad mig sove, jeg har haft en anstrengende dag, at du bare ved det.
   - Men Alfred, hvor meget fik vi for Mandford sagen, spurgte Bert desperat, bange for at Alfred ville slå det hele hen. Bert havde regnet ud nøjagtig, hvor stort et beløb Alfred skulle have fået for, at 1500 dollars ville passe med 35%, og han viste at Alfred altid kunne huske, hvor meget de havde fået for en sag, han var også klar over, at Alfred ikke var i stand til at regne ud i hovedet, hvor stort beløbet skulle være for at passe med Berts procenter. Det var altså en god prøve for at se, om Alfred virkelig havde snydt.
   Det samme havde Alfred indset med pludselig skarphed. Med et var han lysvågen.
   - Påstår du, at jeg har snydt dig dit lille svin, brølede han pludselig. Bertie hoppede af forskrækkelse på sædet, og vognen slog et stort sving på vejen.
   - Nu vil jeg ikke høre et ord mere om den sag, ellers kan du få lov at gå resten af vejen, skreg Alfred.
   - Jamen Alfred, sagde Bert, jeg spurgte bar- -
   Længere kom han ikke før Alfred greb ham hårdt i skuldrene.
   - Stop! brølede han, og Bert, der var bange for Alfreds rå styrke standsede.
   Alfred sprang ud af vognen, som en tordenvind var han omme ved fordøren og rev den op. Før Bert havde fået tid til at samle sig, blev han hevet ud på vejen. Alfred skubbede ham til side og satte sig selv ind bag rattet.
   - Nu kan du få lov til at gå resten af vejen Bertie, hujede han, - så kan du få tid til at regne en masse procenter ud på turen. Og væk var han, mens Bert stod tilbage på den øde landevej midt om natten uden penge, dem havde han nemlig glemt i pensionatet, og det vidste Alfred, der altså var udmærket klar over, at Bert nok skulle komme tilbage.
   Et par minutter stod Bert på vejen ude af stand til at tænke. Så begyndte han mismodigt at gå den lange vej mod Liseleje.
   En halv time senere, da han så småt havde erhvervet sig et par vabler - han var ikke vant til gangsport - gjorde Bert noget, han aldrig ville have troet, han skulle nedværdige sig til. Han stjal en cykel i Klampenborg.
   Ti kilometer senere holdt han op med at bande over Alfred, han havde nemlig ikke mere vejr i sig til at kunne køre cyklen og bande over Alfred samtidig.
   Det var en meget træt Bert, der ud på morgenstunden ankom til Pension Sommerfryd og smuttede ind ad hoveddøren, som Alfred meget venligt havde undladt at låse efter sig, da han kom hjem. Bert var så træt, og havde så ondt i enden af at cykle, at han helt opgav alle de raffinerede planer, han havde om at ombringe Alfred på en langsom og pinefuld måde.
   Bert vaklede syg af udmattelse ind på sit værelse og lod sig falde om på sengen. To minutter senere sov han trygt.
   Dagene gik og Alfred og Bert begyndte forberedelserne på deres arbejde. Jobbet som Daneborg ville have udført, og var villig til at betale fedt for.
   De havde begge meget travlt med tilrettelæggelsen og planlægningen af operationen, og der var ikke tid til at drøfte episoden fra deres første nat i Danmark. Alfred håbede at Bert havde glemt det hele, for sandt at sige havde Alfred lidt dårlig samvittighed overfor Bert, som han med rette betragtede som temmelig hjælpeløs i den store verden. Bert derimod var stadig rasende, men prøvede at bide ydmygelsen i sig ud fra den betragtning, at han ikke kunne klare Alfred.
   Tilværelsen på Pension Sommerfryd gik også sin vante gang.Hanne berettede overfor Dorthea om nogle af sine amorøse eventyr med unge fyre nede på stranden og ude i klitterne om natten. Hanne sprudlede af livslyst og fortælletrang, og desuden frydede det hende at se på Dorthea, Dortheas øren strittede, og hun skælvede af forargelse, når Hanne fortalte.Når Hanne sluttede sin beretning var det Dortheas tur til at fortælle, hvordan hun et par gange i sine unge dage var undsluppet den skæbne, der var værre end døden, og hvordan hun havde undgået det skarnsfolk, der hed mænd. Dorthea var ikke kommet langt op i tyverne, før det ikke mere var nødvendigt at afvise nogen. Der var ingen, der gad forsøge sig. Man var anstændig dengang, og føjtede ikke omkring med alle og enhver.
   Det sidste var et citat fra Dorthea. Resten var fortalt som det klassiske eventyr om Sankt George og dragen med Dorthea i Sankt George's rolle og mandkønnet som dragen. I sit stille sind byttede Hanne rollerne om, men hun syntes, det var skægt at høre Dortheas indignerede beretninger.
   Dorthea sluttede uvægerligt med at advare Hanne mod den skæbne, der var værre end døden, og Hanne, der havde prøvet Dortheas version af dette mange gange, takkede for rådet og tænkte i sit stille sind, at hendes egen version af det, der var værre end døden måtte være at ende som Dorthea.
   Da de to kvinder således talte hvert sit sprog og ingen af dem forstod, hvad den anden sagde, kom de glimrende ud af det med hinanden og brugte endeløse timer til at snakke sammen.