Fjerde del

- Zieh du fremder Schweinhund, sagde John Wayne og skød derefter lynhurtigt fem huller i sin modstander. Skuddene rungede med germansk efterklang i Alfreds hovedsæt. DC 10'eren fra Lufthansa pløjede sig støt gennem lufthavet. Dens tre motorer tudede som tusinde forladte ulve under den indiske halvmåne, mens Rajastahnørkenens gudsforladte landskab gled væk 36000 fod under dens bug.
   - Han har håndelag, nikkede Alfred med kendermine og nippede til sin champagne, bare synd man ikke kan forstå disse tyske skuespillere, og så kunne jeg lide at vide, hvordan han bærer sig ad med at skyde 40 skud med en seksløber uden at genlade. Alfred beordrede friske drinks, mens John Wayne nedlagde yderligere seks fjender og i ægte westernstil var ved at besvimeover synet af en dameankel, mens 100 violiner pludselig begyndte at spille i natten på prærien for at tilkendegive, at achtung, her kom lidt romantik.
   Lis krængede sit hovedsæt af, trak fødderne op under sig, krøllede sig sammen så godt det kunne lade sig gøre og smøg sig ind til Alfred. Han lagde en arm om hende, men tog ikke blikket fra lærredet. En halv time efter sluttede filmen i en sidste bragende finale og også Alfred belavede sig på at få lidt hvile. Gitte og Bert var forlængst gået til ro. De delte fire sæder i den midterste kolonne stole i flyet og skønt ubekvemt var det dog bedre end intet.
   Uendeligt tidligt næste morgen. Maskinen kravlede langsomt henover brune landskaber, før den begyndte at tabe højde og gå ned mod Thailands oversvømmede rismarker, der lå som blinkende spejle i grønlige toner og ventede på at tage imod dem.
   De to kvinder gispede efter vejret, da de steg ud af maskinens air conditionerede indre og for første gang i deres liv mødtes med tropernes lumre hede. Skønt tidlig morgen føltes det, som at gå på bunden af et akvarium fyldt med opvarmet glycerin.
   Det havde ikke været noget problem at flyve videre med Lufthansa, men Alfred havde fået den ide ind i hovedet, at han allerede nu ville indsuge Australiens atmosfære, og derfor ville han videre med Quantas fra Singapore til Sydney langs kængururuten, som denne strækning var blevet døbt af luftfartsselskabet.
   Efter en svedende time i transithallen i Bangkoks lufthavn. Airconditioneren gav kun et skvæt kølig luft fra sig af og til, gik det lille selskab atter ud i den ubarmhjertige sol for at bestige en 737 fra Malaysian Airlines.
   Lis gav et indianerhyl fra sig, da en bille på størrelse med en gråspurv pludselig krydsede hendes vej.
   Slap af skat, sagde Alfred og tog hende under armen. Du kommer snart til at opleve verdens bedste luftfartsselskab, når vi skal flyve til Sydney. Det er folk, du ikke vil opleve andre steder på jorden.
   - Ja, der vil en stewardesse sandsynligvis forsøge at putte sådan en bille ned ad ryggen på dig, hvis hun kan komme afsted med det, sagde Bert ironisk. - Hvorfor skulle vi absolut med Quantas, du ved dog hvordan de er?
   - Årh ti stille, sagde Alfred fortrydeligt, bare fordi der var en, der sparkede dig over benene sidste gang, behøver du da ikke bære nag til evig tid.
   - Hvad så med hende, der spildte din drink ned over dig og bagefter påstod, du havde været grov overfor hende, for at undgå at give dig en ny drink?
   - Nu må vi hellere skynde os at komme ombord, sagde Alfred og satte farten op.
   Snart var de i luften og maskinen satte kursen stik syd. De to kvinder havde hver fået en vinduesplads, og de sad bjergtagne og kikkede ned på den grønne jungle, de bløde brune bjerge og vandet direkte under dem, som det lå i tropesolen og lyste klart grønt med den skarpe rene farve, man kun finder i troperne. Undrende så de, hvordan havet skiftede fra grønt til dybblåt og tilbage igen, mens små palmedækkede øer dukkede op og atter forsvandt.
   Flyet gik lavt ind over Repuplikken Singapore.Det krængede over i en skarp kurve, og en af verdens smukkeste havne lå bredt ud under dem. Hundredevis af handels- og krigsskibe fra ethvert hjørne af jorden lå på reden og ventede på at blive lastet eller losset, og sampaner og junker gik i fast rutefart fra den indre havn til skibe for at betjene dem. Flyet mistede højde og fløj forbi havnen og de mange fabriksanlæg, der skød op som paddehatte på hver en ledig stump jord, der var tilbage på den lille ø, samt på de arealer, man under megen besvær havde erobret fra havet.
   En ting kan man sige om Singapores taxaservice: Det er ikke nødvendigt at vente på en vogn her. Det er snarere et problem at undgå at blive samlet op af en. Derfor varede det heller ikke længe, før de alle fire var installeret i en taxi, der skumplede ind mod Singapores centrum. Chaufføren snakkede uafbrudt. Byens seværdigheder blev opremset og berømmet. Specielt de af seværdighederne, der kunne skaffe taxichaufføren en returkommission.
   Takket være det faktum, at Alfred og Bert allerede havde dameselskab, var det ikke med i nogle af de mange fristende tilbud, skønt begge mænd vidste fra tidligere, at udvalget i denne absolut store seværdighed, var særdeles omfattende.
   Alfred hørte i nogen tid tålmodigt på chaufførens opremsninger og forespørgsler, så afbrød han temmelig brat.
   - Slap af kammerat, sagde han, - vi kender hele turen udenad, og har besøgt flere forretninger med bedre udvalg, end du kan nævne i den tid det tager dig at køre den direkte vej til vort hotel. Pas forresten lige på du ikke farer vild og kører en omvej for eksempel ned omkring havnen eller Chinatown, for jeg kender vejen og skal gerne vise den for dig, så du ikke tager fejl.
   Chaufføren tav rystet i sin sjæls inderste. Han havde været så sikker på, at de fire mennesker var fremmede turister, at han allerede havde sat næsen op efter en større sightseeingtur rundt i Singapore, før han afleverede sine passagerer. Surmulende kørte han det sidste stykke vej til Shangri La hotellet, men livede dog op, da Alfred generøst betalte for turen i amerikanske dollars efter taxametret i stedet for Singarpore dollars, der ganske vist så pænere ud end Onkel Sams mønt, men var meget mindre værd.
   - Nu skal det gøre godt med en lur, brummede Alfred og strakte sig, da de stod i hotellets vestibule.
   - Og det skal være uden sjov i sengen, tilføjede han med et sideblik til Lis, der stod og grådigt drak sceneriet ind.
   - I hvertfald ikke før efter jeg har fået den lur.
   Alfred vågnede et par timer senere, og startede på eget initaitiv det sjov han ellers gerne ville have sig frabedt, men Lis protesterede ikke.
   - Det er en lang tur hjem, sagde Alfred kløgtigt, da de alle fire om aftenen spiste middag på Meat Market, den kæmpestore friluftrestaurant, der om dagen tjente som noget så prosaisk som parkeringsplads. Alfred og Bert fremskaffede utallige eksotiske retter fra de mange små vogne, der solgte alle mulige og umulige spiselige ting fra blæksprutter til ristet andeskind. Lis og Gitte kæmpede med de uvante spisepinde, mens de hyppigt kølede deres brændende indre med smeltet is og saften fra licheefrugter.
   Lis tyggede eftertænksomt på en velsmagende bid, som hun til alt held for sin sjælefreds skyld ikke vidste hvad bestod af.
   - Alfred, kan vi ikke blive her et par dage, her er så smukt og spændende, lagde hun til, da hun havde fået den sidste bid ned.
   Alfred var langt væk. Nu hvor hans hjemrejse til Australien var nært forestående, led han af hjemve, og han skammede sig en lille smule over det, selv om han selvfølgelig ikke ville indrømme for sig selv, at han faktisk for første gang i sit liv havde så sentimentale følelser. Hvis nogen havde fortalt ham, at det kun var en naturlig ting, at han ønskede at komme hjem til sin fødeegn med sin mage, noget alle individer fra de laveste pattedyr til Homo sapiens, instinktivt gjorde, ville han da også forarget have benægtet det. For Alfreds vedkommende var det hele måske også knapt så romantisk, idet han havde været tvunget til at forlade samme fødeegn for mange år siden med halvdelen af det australske politikorps i hælene. Nu regnede han imidlertid med, at sporet var kølet så meget, at han kunne tillade sig at returnere, og derfor var han langt væk i indre betragtninger over, hvad han skulle og ville, når han kom tilbage for at bygge rede i sin barndoms dal. Alfred var imidlertid en kraftig modstander af at indrømme den slags betragtninger, selv for sit indre jeg.
   Lis måtte derfor gentage sit spørgsmål endnu engang, før det trængte ind hos Alfred. Det gav et skyldbevidst sæt i ham, han havde været så langt væk i sine egne tanker, at han var bange for, man kunne se på ham, hvad det var han sad og tænkte på.
   - Ih jo, selvfølgelig bliver vi her et par dage, hvis I har lyst til det hele, skyndte han sig at sige, for at bortvejre en eventuel mistanke om, at han sad og blev sentimental ved tanken om, at Australien ventede forude.
   - Jubi, samstemmede begge pigerne, og Lis udbrød: - Jeg var bange for at du var sunken helt hen i minderne om Australien og gamle dage, så du partout ville hjem så hurtigt som muligt.
   - Sludder og vrøvl, sagde Alfred en tone for brøsigt og en smule for hurtigt, - Australien klarer sig nok uden min hjælp de par dage. Jeg har før været væk fra det kontinent, uden det er sunket i havet, eller der er sket anden uoprettelig skade. Han så sig om i den lille kreds.
   - Ja, sagde Bert med et lunt grin, men når du har været på dit kære hjemlige kontinent, så har det til gengæld gungret og rumlet, som en kæmpemave med fordøjelsesbesvær. Forstå det hvo der kan. Ja rygtet vil vide, at der sågar har lydt bøsseknald, eller det der var værre.
   - Ti elendige, sagde Alfred, - man har vel lov til at gå på jagt med gamle venner.
   - Ja, hvis jagten ikke går hen og bliver mod gamle venner.
   Lis og Gitte så med undren, og uden at forstå, hvordan tordenskyer trak over Alfreds pande.
   - Jeg ved ikke, hvad I to har haft gan i før i tiden, men nu må I ikke blive uvenner og ødelægge aftenen. Gitte lagde en forsonende hånd over hver af de to mænds, og hendes indbryden i den optrækkende konflikt fik gemytterne til atter at kølnes. På grund af, at det var Gitte, der brød ind, var det Bert der først tog ordet.
   - Kære Alfred lad os være gode venner. Husk vi er kompagnoner på godt og ondt. Vi har ikke brug for at blive uvenner, når vi atter sætter fod på Australsk jord. Vi har stadig et par uvenner dernede må vi huske, og nu vi begge er blevet gift med et par søde piger, har vi ikke rigtig brug for at skulle forlade landet igen i en fart. Jeg foreslår derfor, at vi fra nu af står last og brast, hvad pokker der så end sker.Kun Alfred forstod tilfulde, hvor store ord, det var i en australiers mund. Han havde lige før været i et sentimentalt hjørne og fattede nu også, at Bert havde det lige som han.
   - Ok partner, sagde han og hans store næve gav Bert et kraftigt dask på skulderen, så Bert var ved at vælte med sin stol. Bert røg op og gav Alfred et drøn i ryggen. - Det er en aftale kammerat, brølede han. De omkringsidende asiater kikkede på de to australiere, rystede sagtmodige på hovedet og fortsatte med at grave i deres madskåle med deres spisepinde, mens et hold europæiske turister belavede sig på at overvære en større nævekamp, uvante som de var med australske livsudfoldelser.
   De to kvinder stirrede på deres ægtemager.De havde aldrig oplevet dem på slap line før, men forstod dog hurtigt, at det kun var et venligt ment følelsesudbrud fra to medlemmer af en fremmed og livsnær nation og ikke starten på en atomkrig.
   Gitte kikkede fra den ene til den anden med strålende øjne, så sagde hun: - Vore forfædre vikingerne plejede at slå hinanden oven i hovedet med en afgnavet lårknogle fra en okse, når de var i rigtig godt humør og ville vise hinanden evigt venskab. Skal vi ikke skåle på, at vore antipodevikinger har sluttet fred. Bare de nu ikke slår hinanden helt ihjel af bare venskab.
   De næste par dage gik som en hvirvel af begivenheder skrevet af efter en turistbrochures turprogram. Både Alfred og Bert var fortrolige med Singapores seværdigheder og specielt dens natteliv, og kvinderne fik set, hvad de ønskede at se, plus et par steder turisterne aldrig besøgte, ja end ikke anede eksisterede.
   Mætte af sightseeing sad de den sidste aften i Sydøstasien ved kanten af Shangri Las nyreformede svømmebassin og nød tropenattens milde lune luft, der svøbte sig om dem og gav den særlige atmosfære, der er så særegen for dette hjørne af Asien.
   - I morgen går det atter hjemad, sagde Alfred og strakte sig. Han havde en daiquiri i hånden og spiste små tørrede fisk fra en skål for at holde tørsten vedlige.
   - Det har været dejligt, sukkede Lis, men nu vil jeg gerne til Australien. Det skal blive skønt at se sit fremtidige hjem. Er det rigtigt, at junglen breder sig lige udenfor Sydney og at disse ab- abo- eller hvad det nu hedder strejfer frit omkring i gaderne.
   - Nej min skat, junglen befinder sig i Sydney, sagde Alfred venligt, ja man kan endda sige, at der sommetider foregår vilde safarier i byens gader og med hensyn til dine aborigines, ja så strejfer de frit omkring og slår fredelige borgere i hovedet med deres stenøkser.
   - Der er kun en ting, føjede Bert til, der er egentlig ingen fredelige borgere i Sydney, det er allesammen nogle tamme vilde, - der går som i et reservat. Hvis du spørger pænt, må du sikkert gerne få lov at komme med ned til grotten og fodre dem med bananer.
   - Øv I gør grin, surmulede Lis, men bare vent, jeg skal nok tage hævn, hvis i fylder mig med løgn. Hverken Lis, Bert eller Alfred vidste på det tidspunkt, at ikke alt var løgn. Det kunne faktisk godt gå vildt til i Sydneys gader, og det fik Alfred at føle senere. Det var altsammen noget, der hængte sammen med et par gamle forbindelser, der endnu bar nag til Alfred og Bert og ikke bare af politimæssige, men i allerhøjeste grad også af personlige grunde. Den ene af disse herrer var Tom Harris forhenværende politichef for en mindre politistation i omegnen af Perth, nu menig detektiv i Melbournes politistyrke. Den anden var Theodore Wilkinson tidligere detektiv i Perth, nu menig gadebetjent i Sydney.