Harris modtog først dette budskab næste morgen. Han skumlede. Hvor det dog lignede Wilkinson. Han havde set Alfred og Bert en gang mellem Sydneys tre millioner indbyggere, og straks gik der panik i ham, så han ikke kunne tænke klart. Harris sendte et svar afsted til sin partner. Et svar, der ikke lod nogen tvivl om, hvem der var hovedkraften bag forfølgelsen af de to mænd, der nu var set i Sydney.
   Attention Theodore Wilkinson: Find adresse. Stop. Dit kvajhoved. Stop. TH.
   Det var næsten ikke til at bære. Theo havde følt sig som et med de store. Harris var trods alt ikke degraderet længere ned end til detektiv efter hin mindeværdige episode. At Harris havde haft langt større rang at "tage af" faldt ikke Theo ind. Så skarptsynet var han dog heller ikke. Wilkinson havde halvt om halvt ventet, at Harris var kommet til Sydney med det første fly for at overtage kommandoen og dermed ansvaret. Nu var han, - Wilkinson-, blevet sat på en opgave, der ikke huede ham, for sæt nu Alfred eller Bert fandt ud af, at han prøvede at opsnuse deres adresse i Sydney. Ja, så kunne man aldrig vide, hvad der skete.
   Pludselig fik Theodore et strålende indfald. Han gravede i sin uniformslomme og fandt et stykke sammenkrøllet papir. Han lagde det foran sig på skrivebordet og glattede ud. Sagen var klaret. Harris skulle nok blive stolt af ham. Wilkinson ringede til motorkontoret for at høre, hvem der ejede den vogn, hvis nummer han havde noteret på sin bødeseddel. Svaret kom som et chok for ham. Det gjorde han nemlig selv.
   - Jamen adressen, sagde han desperat, da han havde fået taget sig lidt sammen.
   - Herregud, ved du ikke hvor du selv bor, svarede stemmen, - ja men så må du enten gå til politiet, der sikkert køber dig en is og låner dig en kasket til din mor kommer og henter dig, - eller også må du henvende dig på motorkontoret medbringende fire bajere. Det må være en rimelig afgift. Rasende fik han omsider adressen og konstaterede, at det trods alt ikke var hans egen. Samme aften tog han sin bil og kørte ud til den opgivne adresse, hvor han holdt huset under observation med en prismekikkert, til han var blevet overbevist om, at Alfred virkelig boede der. Hvilken enorm frækhed, tænkte han, at løbe omkring med hans pas og politiskilt, ja ovenikøbet med hans tidligere titel. Det stod klart for Wilkinson, at Alfred havde sikret sig en fredelig tilværelse ved at overtage hans, Theodore Wilkinsons identitet som politimand. Men nu skulle piben få en anden lyd.
   Endnu engang gik en fax afsted til Melbourne, og dennegang var modtagelsen en anden. Hvis Theo havde vidst, hvad Harris havde at sige om ham og hans kløgt, havde han grædt sig i søvn den nat, men til alt held for hans sjælefred, hørte han det ikke.
   Tom Harris derimod begyndte allerede den nat at lægge skumle planer for den endelige ombringelse af sine to plageånder fra forne tider.
   Resultatet af disse overvejelser blev, at han lånte nogle penge af politiets kasse og købte sig en returbillet på et AA fly til Sydney. Hans officielle ærinde var en opdigtet jagt på en mindre forbryder fra Melbourne. En mand af så ringe værdi for politiet, at hans chef først ikke var meget for at foretage bevillingen, men dog omsider gav efter, da Harris talte sin sag så godt, at den var en meget bedre sag værdig.
   - Ja, ja, sukkede politichefen omsider, - efter din hidtidige karriere trænger du sikkert til lidt oprejsning. Så det er klart, du må begynde med at fange små forbrydere. Det ene skal jo svare til det andet, tilføjede han og så meget sigende på Harris. For engangs skyld var Harris så tilpas ydmyg, at han ikke gav et rapt svar igen. Han og politichefen var ikke de bedste venner, al den stund politichefen ikke gerne gav Harris lov at glemme sit bratte fald fra tinderne.
   Tom Harris var derfor i slettest muligt humør, da han bordede maskinen til Sydney, men han havde dog fået billetten, og han havde også en rekvisition på en civil politibil, i Sydney, i lommen. Med tre dåseøller skvulpende inde i sig, begav han sig ind til politistationen i Sydney for at hente sin bil. Det lykkedes ham at undgå Theodore, som han foragtede over al måde, og snart var han på vej til den adresse, han havde fået opgivet af sin partner.
   Når Harris undgik sin makker, skyldtes det ikke bare hans foragt for denne, men også det faktum, at Harris skyldte Alfred og Bert betragtelig mere end Wilkinson, og derfor havde et ønske om at ombringe de to med egne hænder, og han var ikke i tvivl om, at det var netop det, han ville gøre. Hvis alting skulle gå i hårknude for ham, ville han måske anvende noget af den magt, han havde i kraft af sit job, og så tage følgerne for sig selv senere, men Harris var indstillet på, at han ville klare paragrafferne som civilperson, og derefter søge tilbage i sin gamle stilling i Melbourne, når jobbet var veludført.
   Han havde ikke de store illusioner tilbage vedrørende menneskeheden, og tanken om at give Alfred en form for fair play faldt ham ikke et sekund ind. Dertil skal siges, at Alfred uden tvivl heller ikke ville have givet Harris noget tilsvarende, hvis han havde vidst, hvad Harris pønsede på.
   Hele den lange dag holdt Harris Alfreds villa under observation. Harris var ude på at begå mord, men han var ikke indstillet på selv at komme for meget i fedtefadet, derfor slog han ikke til og gik til angreb på huset, men lurede som en kat ved et musehul til en heldig lejlighed viste sig.
   Det blev ud på aftenen, og solen var gået ned, da Harris endelig fik bekræftet, at Alfred beboede den opgivne adresse, idet selve personen, der var genstanden for hans stærkeste følelser, selv om disse ikke just var af kærlig karakter, kom ud af huset med en kvinde under armen. De satte sig ind i en bil og forlod huset med Alfred ved rattet. Hans store Holden strøg forbi Harris' vogn i en afstand af kun en meter på den smalle villavej, og hvis Alfred havde set til siden i stedet for at være beskæftiget med at snakke med Lis, havde han set sin gamle uven lige i øjnene.
   - Nå så vor ven Alfred den Store har fået dame på, brummede Harris for sig selv, mens han vendte sin bil og optog forfølgelsen. Det var dog en skam, tænk hvis det skulle gå ud over hende også. Harris strøg tanken fra sig. Nu gjaldt det om at få has på Alfred, og hvis hans damebekendtskab tilfældigvis var i vejen, nå ja, så ville det ikke røre Harris at lade hende gå med i købet.
   Harris slog to fluer med et smæk. En kilometer fra, hvor Alfred boede, stoppede denne sin vogn, og Harris, der holdt i passende afstand, så med slet dulgt tilfredshed, Bert med dame stige ind i bilen. Du alstyrtende, tænkte han. Det kan jo udarte sig til et rent blodbad, hvis jeg skal udrydde dem alle fire. På den anden side, slog han sig til tåls, betød det ikke så meget, om han skulle begå to eller fire mord den aften, for når det kom til stykket, var det så ikke bare et lille bitte mord, der var udslagsgivende for, om man var morder eller ej?
   Intetanende begav de fire sig afsted til en restaurant med et godt danseorkester i Sydneys nordlige ende. En god middag med påfølgende dans var målet for aftenens ekspedition, og ingen af dem havde den ringeste anelse om, at de blev skygget. Derfor var de heller ikke bevæbnede eller i det hele taget forberedte på det overfald, der fulgte.
   Middagen var fremragende og vinen skøn, blød og fyldig. Orkestrets musik var blid og romantisk så alt tegnede til en såre behagelig aften for firkløveret. Mens de således morede sig udmærket, sad Tom Harris udenfor restauranten i sin bil og lagde grumme planer. Han var fast besluttet på, at det skulle være den aften slaget skulle stå, men trods alt kviede han sig dog ved at foranstalte et blodbad på hele fire mennesker, når det kun var de to, han var ude efter. Det kostede ham megen grublen at finde frem til en løsning på dette problem, for det gjaldt jo om at få skilt parrene på passende måde, før han kunne bringe sin hævn til udførelse. Han ville også gerne have Alfred og Bert hver for sig af sikkerhedsgrunde. For selv om de to herrer havde set meget fredelige ud sammen med deres koner, så kunne Tom godt huske, at de ikke var slet så nemme at bide skeer med, som man skulle tro, når man så dem i aftendress på vej til danserestaurant.
   Omsider syntes han, han havde fundet en løsning på adskillelsesproblemet. En løsning, der ville sørge for, at han kun traf mændene og kun én af gangen. Harris smuttede ud af sin bil og gik gennem restaurantens svingdør, forbi garderoben og ind på herretoilettet. Her forsvandt han ind i et af de små aflukker og trak døren til efter sig. Ved forsigtig at lukke døren på klem, hver gang der kom en besøgende, kunne han afgøre, om det var en af de to han søgte. Han var ret overbevist om, at de trods alt ikke gik parvis på toilettet, og han var også ret sikker på, at selv om Alfred og Bert var aldrig så meget nygifte, så ville de sikkert ikke tage deres ægtemager med sig derud på det lille ydmyge sted.
   Det kostede Harris halvanden times ventetid siddende på et toiletsæde, tittende ud gennem en dør, før hans hedeste ønsker om et personligt møde gik i opfyldelse.