- Hvorfor i himlens navn skulle vi absolut tage et job mere, sagde Bert, da de var på vej ud mod deres nye adresse.
   - Jeg er nysgerrig, indrømmede Alfred, - du ved, det er lige som, når man bliver ved med at se en dårlig fjernsynsudsendelse i håb om, der kommer noget godt. Jeg vil finde ud af, om der en tydelig linie i Daneborgs transaktioner. Det skal i øvrigt blive sjovt at se, hvad han finder på for at få has på os. For han finder sig ikke i mere end en omgang af den slags vi, gav ham, men han er nok for meget af et skrog til at ringe til politiet og stikke os anonymt efter den trussel, han fik.
   - Hvis du vil høre min mening, lejer han sikkert en livvagt, der dels skal holde ham ude af billedet, og dels skal skaffe ham af med os, mente Bert.
   - Jeg tror du har ret, så lad os lige passe lidt på i aften, når vi kommer tilbage til Daneborgs kontor. Nå her er den gade, hvor vor næste klient bor. Alfred drejede nedad en stille villavej.
   - Det ligner til forveksling det kvarter, hvor Ole boede, brummede Bert, - men hvad er det for en forsamling nede for enden af gaden? Bert pegede. I den anden ende af gaden var vejen spærret af en menneskemasse, og man kunne se nogle politibiler med blinkende lanterner. Alfred satte farten ned og kørte nærmere, så nær han kunne komme. Så steg de to mænd ud og begav sig hen mod menneskemængden.
   De var kun ti meter fra en politibil, da der lød et langtrukkent knald, og den roterende lygte blev pulveriseret, så stumperne spredtes udover bilens tag. Næsten samtidig lød der en kort salve fra en maskinpistol.
   Alfred fattede sig lynhurtigt, med Bert i hælene satte han i løb og nåede hen i dækning bag politibilen. Han gik forpustet ned på hug bag vognen.
   - Det var et riffelskud, oplyste han overflødigt.
   - Ja, og jeg er svært bange for, det kom fra den adresse, vi skal besøge, tilføjede Bert.
   Alfred fiskede en seddel op af lommen og sammenlignede adressen med nummerskiltet på døren, der førte ind til villaen, hvorfra skuddet var kommet.
   - Du har ret, sagde han. - Det her bliver vist svært, men nu må du da indrømme, at den mand, der bor i det hus, er en anden støbning end Ole Petersen.
   - Glem ikke, at Ole også greb til våben, da han var i nød, og det var kun et tilfælde, at han ikke brugte det, indskød Bert.
   - Sandt nok, indrømmede Alfred fortrydeligt, - men lad os høre, hvad det hele drejer sig om, der ville ikke være så mange tilskuere, hvis der ikke var chance for at få noget blod at se.
   - Ja, om det så bare er en tilskuer, der ved et uheld får en kugle i skallen, så er dagen reddet for alle de andre, lagde Bert til.
   - Undskyld min gode mand, kan De fortælle mig, hvad der foregår her? Alfred viftede en tyggegummityggende mand om næsen med et officielt udseende kort. Manden blev lutter velvilje, dels ved tanken om at kunne vise, hvor god han, i hvertfald i egne ører, var til at tale engelsk, og dels fordi det, at han blev udspurgt af en mand, der tydelig nok var udenlandsk politiofficer, gav ham en del status i naboernes øjne.
   - Forstår De, begyndte han, - i det hus bor der en mand, der altid har rod i sine pengesager, og nu er han kommet til at skylde så mange penge væk, at han er blevet helt skør og har forskanset sig inde i huset. Han truer med at skyde alle, der kommer i nærheden af ham, og han har både en riffel og et jagtgevær hos sig. Nej, det er det jeg altid har sagt, Olsen har jeg sagt til mig selv, den mand bliver aldrig noget godt menneske, det går galt for ham før eller senere, og han har kun sig selv at takke for det, og så render hans hund og sviner i min have, nej siger jeg, det er en skidt kal' helt igennem. Manden kaglede henrykt over at have ret i sine forudsigelser. Jeg hedder forresten Olsen og bor derovre, sagde han, og pegede over mod et hus. - Hvis De skal bruge et godt vidne mod den fyr, så er jeg til tjeneste, og så rydder han aldrig fortovet om vinteren, sådan som en ordentlig borger skal, nej siger jeg, en helt igennem skidt fyr.
   - Er han alene derinde? Alfred forsøgte at dæmme op for mandens talestrøm.
   - Alene, nej hans kone er der også, og han truer med at skyde hende, hvis politiet ikke giver ham frit lejde, men det tror jeg nu ikke han gør, og det tror politiet heller ikke, for nu har han holdt dem stangen i flere timer, uden at have skudt hende, og det siger jeg bare, hvis han gør det, så er der ikke sket meget ved det, for det er en værre kone han har. Det siger min kone selv, og så vasker hun kun gulv en gang hver fjortende dag, skønt min kone gør det tre gange om ugen, og så går hun på arbejde, og når man nu ved, en kvindes plads er i hjemmet. Synes De ikke, det er forkasteligt? Olsen vendte sig mod Alfred, kun for at opdage, at Alfred var forsvundet. Manden spyttede på gaden, skønt det var noget kommunen havde forbudt. Pokkers også, her var man ved at forklare hele baggrunden for den bandits optræden og så forsvandt politimanden bare. Nej politi skulle man ikke stole for meget på, og så var man endda med til at betale deres løn gennem skatterne. Nej, men han Olsen ville vide at hævne sig, når dette her var forbi, ville han gå ind og skrive et brev til avisen, et brev hvor der skulle stå, hvordan politiet hånede et vigtigt vidne. Olsen stak hænderne i lommen og gav sig atter til at betragte det belejrede hus.
   - Jeg kunne godt tænke mig at aflægge den mand et besøg, sagde Alfred og nikkede mod huset.
   - Selvfølgelig skal vi ind til ham, samtykkede Bert ironisk, - det må være helt klart, som politikerne siger, når de ikke ved, hvordan de ellers skal begrunde deres idiotiske handlinger. Hvorfor vil du partout ind til den mand? Han giver sikkert ikke kaffe alligevel.
   - Jeg vil slå en sludder af med ham, finde hans baggrund.
   - Skidt med hans baggrund, svarede Bert, - jeg vil ikke indlægges til tvungen farvefjernsyn på ubestemt tid.
   - Det bliver du heller ikke, sagde Alfred, - far her passer på dig.
   - Årh rend mig, sagde Bert. De to mænd lå side om side på jorden under nogle ribsbuske og iagttog huset. De havde således allerede erhvervet en første parket, som mange af gadens tilskuere ville misunde dem.
   Der lød et højt kort bum fra et jagtgevær og en langtrukken klirren fra frontruden på en politibil, ruden forsvandt i en sky af glitrende glasstykker.
   To unge betjente, der hele formiddagen havde dirret af iver efter at få lov til at bruge deres maskinpistoler åbnede ild med deres våben. En ældre mere erfaren betjent kastede sig over dem.
   - Slap af gutter, I må ikke sådan ødsle med krudtet, så bliver vi bare allesammen beskyldt for frådseri og politibrutalitet.
   - Årh, det er meget sjovere at brænde hele magasinet af på en gang og så lyder det ovenikøbet godt, indvendte den ene betjent.
   - Sandt nok, svarede den ældre, og kastede et længelsesfuldt blik ned på sin egen pistol, - men husk nu, kun korte byger, som efter reglementet, da da da, ta ta ta. Vi skal ikke på forsiden af Ekstrabladet, fordi vi giver en stakkels social taber høreskader ved for meget skyderi.
   - Da sparer han ellers ikke selv på krudtet, sagde den anden betjent.
   - Uha, det er skam noget helt andet. Husk på han forsvarer sig mod et brutalt uforstående samfund, der benytter en samling åndsforstumpede, sortuniformerede, fascistiske landsknægte, som deres våben til at nedkæmpe ham, glem ikke det gutter. Den ældre betjent klappede sine unge kollegaer på skuldrene og vendte tilbage til sin egen stilling.
   - Kan du se, hvad jeg mener, ingen problemer. Alfred og Bert stod i en kælder under huset. De havde benyttet sig af det meget skyderi til at tilbagelægge den korte distance fra ribsbuskenes skjul til huset.
   - Det skal jeg udtale mig om, når vi atter er ude af huset og mange mile væk, brummede Bert, - jeg kan stadig ikke indse nødvendigheden af dette her, vi var jo enige om at give Daneborg en røvfuld.
   - Slap nu af kære ven og kom med, Alfred prøvede nogle døre indtil han fandt den til trappen. Lidt efter stod de i en entre.
   - Ikke værst, mente Alfred og så sig om, egetræspaneler på væggene og tæpper på gulvet. Ikke dårligt.
   - Glem ikke han har det hele på klods hos Daneborg.
   - Lyseslukker, brummede Alfred. Han vendte sig om mod en dør, bag hvilken, der hørtes et skud. - Det er vist her, vor ven holder til, sagde han temmelig overflødigt og trak sin revolver. - Lad os se giraffen. Han skubbede døren op.
   Det var en nydelig stue, de trådte ind i. Også her var der træpaneler overalt og tæpper på gulvet. Det eneste, der forstyrrede denne illusion af pæne og ordnede forhold var en mand, der lå på knæ ved et smadret vindue. Han sigtede med et jagtgevær ud gennem den knuste rude. Han koncentrerede sig helt om, hvad der foregik i haven og bemærkede derfor ikke sine to gæster. Ved hans side på gulvtæppet lå en riffel og nogle patronæsker.
   - Hænderne op, sagde Alfred på gebrokkent dansk, det var et udtryk, han havde lært sig på en halv snes forskellige sprog og ofte havde brug for.
   - Så fangede I mig endelig, sagde manden med et overgivende suk og uden at vende sig om.
   - Det er ikke politiet, sagde Alfred, vi kommer fra Daneborg vedrørende en mindre skyldpost.
   Reaktionen var omgående. Manden snurrede omkring og i næste sekund pegede geværet mod Alfreds mave. Alfred havde ventet noget lignende, og med en lynhurtig bevægelse slog han til løbet, skuddet gik af og fjernede en kvardratmeter puds fra loftet.
   - Slap af kammerat, sagde Alfred med revolveren rettet mod mandens mave, mens småstumper af gibs langsomt dryssede ned over ham.
   - Vi vil dig ikke noget ondt, vi kommer for at snakke med dig, desværre kan vi nok ikke hjælpe dig ud af denne situation, men efter at have snakket lidt med dig, har vi materiale nok til at sørge for, Daneborg ikke vil genere dig eller for den sags skyld nogen anden mere, hvad siger du til det?
   - Jeg ved ikke hvem I er, eller hvad I laver, sagde manden, - men den der kommer fra Daneborg er en forbandet slyngel, der fortjener at blive skudt, langsomt, lagde han til, og stirrede ondt på de to mænd.
   Alfred kikkede over mandens skulder, så løftede han sin revolver, sigtede og skød. En betjent, der var på vej på alle fire om bag en busk ude i haven, sprang en halv meter i vejret og satte derefter verdensrekord for baglænskravlen på alle fire for uniformerede betjente. Kuglen var anbragt en meter til siden for ham, og rev en fuge i havegangen, så støv og jord steg op i en røgsky.
   - Nu får vi sikkert fred et par minutter, sagde Alfred, - lad mig nu høre, hvad er din historie? Hvordan kom du i kløerne på Daneborg, og hvor meget skylder du ham.
   Manden stirrede mistroisk på ham, så ladede han atter sit gevær, men Alfred så til og lagde det derefter på gulvtæppet ved siden af riflen.
   - Jeg kom helt på spanden, da jeg byggede huset her, begyndte han, - forstår du, vor udmærkede regering ændrede politik lige midt i mit byggeri, så jeg kom i klemme med 50.000 kroner, og måtte se i øjnene, at det blev nødvendigt at sælge. Vi kunne dog lige have klaret os igennem med skindet på næsen, hvis ikke min kone var blevet syg, så hun måtte holde op med at arbejde. Derefter var der kun en ting at gøre, enten sælge, og så havde vi mistet alle vore sparepenge, samt to års slid med huset, eller også måtte vi ty til det såkaldte grå eller sorte pengemarked. Her var det Daneborg kom ind i billedet med et meget fristende tilbud, som vi var tvunget til at acceptere. Men det viste sig snart, at han havde lavet et par småfiduser med mine pantebreve, så jeg lige pludselig kom til at skylde ham over 100.000 kroner. Det kunne jeg naturligvis ikke betale, og så anlagde han inkassosag. Alle kunne se, at hans metoder stank til himlen, da han foretog denne transaktion, men der var ikke noget, jeg kunne gøre. Det lykkedes mig at få nogle udsættelser med inkassoen, selv Daneborg var for klog til at ville presse den igennem af frygt for, hvor meget snavs der ville blive hvirvlet op omkring hans person. I stedet pudsede han et par gorillaer på mig, dem jagede jeg væk ved at true med at skyde dem. Derefter gik der nogle dage, hvor der ikke skete noget, men her til morgen ringede han og fortalte, at nu var det slut, og at der ville komme to meget barske herrer, og at de ville være bevæbnede, så nu havde jeg bare at betale, ellers ville han sørge for, at jeg aldrig så solen stå op mere.
   - Uheldet ville, at den første der ankom her til morgen var en agent i leksikonner. Jeg troede, det var Daneborgs lakaj og skød et skræmmeskud efter ham, hvorpå han tilkaldte politiet, og det er altså som sagerne står nu. Manden sukkede. Nu er der åbenbart ingen redning, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
   - Hvor er din kone henne, forhørte Alfred sig.
   - Hun ligger syg i sengen inde i soveværelset, og nu er det hele gået i skuddermudder for mig, jeg kan ikke holde stand her hele dagen, og når jeg ryger i spjældet for at skyde efter politiet, skylder jeg stadig Daneborg 100.000.
   - Nu skal jeg sige dig noget, sagde Alfred, - jeg lover dig, at du aldrig kommer til at høre noget fra Daneborg. Når vi atter er forsvundet, overgiver du dig og fortæller, at der gik en klap ned for dig, og at du har lidt af hallucinationer i nogen tid på grund af alle dine bekymringer, så slipper du billigt. Vi sørger for, Daneborg glemmer alt om det lille hmm lån han har ydet dig, og at han ikke føler trang til at forsøge sig mere med den slags virksomhed, er det i orden.
   Manden sad på gulvet med armene slået om de bøjede knæ. Han så op på Alfred og nikkede tungt.
   - Hvordan har du tænkt dig, det skulle løbe af stabelen, spurgte han. Daneborg er en meget stærk mand, med en mindre hær af gorillaer til at indrive sine penge. Han elsker at skræmme folk med vold, og det går kun alt for godt, for ingen tør melde ham af frygt for repressalier.
   - Der er en ting, Daneborg elsker mere end vold mod andre, det er at beskytte sit eget skind, og vi agter at sørge for, at han får dette skind så kært, at han ikke tør sende så meget som en eneste gorilla i byen mere. Desuden skal vi sørge for, der kommer lidt kludder i hans æh bogholderi, så han ikke mere kan finde ud af, hvem der skylder hvad, og hvis det ikke kan få ham til at holde op, så har vi andre midler.
   Alfred gjorde en kunstpause. - OK? Sagde han og rakte hånden frem. - Nu overgiver du dig om fem minutter, og ikke et ord om os to.
   - OK, manden gav Alfred hånden, - men jeg forstår ikke, hvor I to kommer ind i billedet.
   - Det skal du ikke bekymre dig om, lad os sige, vi har drevet lidt forretninger med Daneborg, og vi synes ikke om manden, farvel og hav det godt. Alfred rejste sig. Han trak sin revolver og affyrede de sidste fire skud ud i haven. - Vi skal lige have lidt knaldeffekter, så politiet har andet at tænke på, mens vi forsvinder. Stik nu ind i soveværelset og giv lillemor et knus, den slags gør sig, når politiet kommer, farvel med dig. Alfred vinkede med armen og forsvandt ud i entreen.
   Det tog kun et øjeblik for de to mænd at komme ud af huset usete og smutte over til buskene i haven. Derfra var vejen ud i friheden sikker, og lidt efter stod de på fortovet.
   - Du giver den rigtig som rar mand på dine gamle dage, sagde Bert ironisk, da de atter stod i klyngen af mennesker på fortovet.
   - Årh hold kæft, sagde Alfred, - men hvad sker der her, det er sgu da det mærkeligste, jeg har set endnu. Han begav sig i rask gang nedad fortovet mod sin bil, han havde endnu en rygende revolver i hånden, men havde helt glemt dens tilstedeværelse.
   Der mødte dem et mærkeligt syn. På fortovet ved Alfreds bil stod en betjent iført sin skudsikre vest. Over skulderen havde han sin maskinpistol, og han var i færd med at notere Alfreds bil. Da han så de to mænd, rettede han sig op og gjorde honnør, som reglementet foreskriver. Derefter kom han i tanker om, at han havde sin maskinpistol over skulderen og følgelig ikke kunne gøre honnør. Så hans hilsen døde i luften. Et øjeblik stod han usikkert og fægtede med højre hånd, så fik han blandet sin militære og politimæssige uddannelse sammen. Akavet fik han hevet maskinpistolen ned fra skulderen og trukket den an mod buksesømmen. Notesblokken og blyanten i venstre hånd blev ligeledes trukket an og betjenten knaldede hælene sammen, nu havde han i hvert fald gjort sit til at aflevere en korrekt hilsen, men den skulle også gerne være 500 kroner værd for politikassen, for Alfred holdt i et parkeringsforbudsområde.
   Alfred stak revolveren ind under venstre arm, hvor den sad med løbet pegende bagud, så gav han betjenten hånden.
   - Goddag kære kollega, hvad har du på hjertet?
   - Er det Deres bil, spurgte betjenten strengt?
   I baggrunden knaldede et par skud.
   - Ja da, sagde Alfred, noget galt?
   - Ja, den er parkeret, hvor der ved lov er parkeringsforbud.
   - Tsk tsk, sagde Alfred, det var dog skrækkeligt, men hvorfor bekymrer politiet sig om den slags, når udenlandske kollegaer gerne vil hjælpe dem i en pinlig situation?
   - Er De amerikaner, forhørte betjenten sig.
   - Himlen forbyde det, svarede Alfred og puttede sin revolver i skulderhylstret under jakken.
   - Hvad mente De så med det, De sagde lige før, betjenten så ned i sin blok, - og hvor er forresten Deres våbentilladelse?
   - Åh jo, jeg er detektiv i det australske politi, og jeg kom lige forbi, da det brændte på for jer, så jeg tænkte, jeg ville give en hjælpende hånd. Alfred fremtryllede et pas, et ID- kort og et politiskilt, som han gav betjenten. - Der kan du bare se.
   Alfreds allermest velvillige kontrafej lyste ud af ID- kortet, der oplyste, at Alfred var det meget ærede medlem af det australske politikorps.
   Politimanden undersøgte omhyggeligt papirerne og skiltet, der virkelig tilhørte en detektiv i Australien. Det var imidlertid ikke til at se, at det ikke var Alfred, for han havde fået "justeret" det til eget brug efter sin ankomst til Danmark.
   Betjenten åndede lettet op og gav Alfred tingene igen.
   - Alt i orden, sagde han. Du skal have mange tak for hjælpen, men jeg tror, vi kan klare den selv. Han gjorde atter honnør uden at huske sin maskinpistol og Alfred besvarede honnøren med to fingre.
   - I orden kære kollega, Alfred låste bilen op og satte sig ind bag rattet. Han lænede sig tværs over passagersædet, så han kunne åbne for Bert, og denne vinkede til betjenten og satte sig ind.