Hans Christian Jensen så sig begejstret om i det lille hus. Der lugtede svagt af mug og måske også skimmelsvamp, men det var hans, I hvert fald så længe han betalte lejen til kommunen. Brevet var kommet samme morgen. Den tidligere lejer af kolonihaven var afgået, om det var ved døden eller blot til en anden kommune var Hans Christian ligegyldigt. Han stod næst på listen over liebhavere.
   Hans Christian ufaglært lagerarbejder havde lært en ting for nylig, nemlig at når firmaet flyttede en lagerrobot ind på hans arbejdsplads, og man ikke straks meldte sig til at lære at betjene den fra en computer, så røg man ud, og hans eneste anden kollega, der havde forstået budskabet, var lynhurtigt gået i gang med at finde ud af, hvordan man styrede robotten. Hans fnøs, nu kunne djævelskabet fistre rundt og samle dimser ind efter en plukliste, og den forhenværende kollega pakke skidtet og sende det. Hans Christian var ligeglad.
   Her var noget at rive i. Haven var misligholdt og skuret med navnet "Slottet" sømmet fast over indgangsdøren lugtede indelukket, men det kunne luftes ud. Derimod var lugten fra det store gamle skab i hjørnet af det lille rum en anden sag. Mange års henstand, i en uopvarmet hytte om vinteren, havde fået de engang fine spånplader til at bule ud, og da han vred døren, op så han mugangrebene nede ved bunden. Det skab skulle ud som det aller første. En helt konkret og overskuelig opgave.
   Han så på sit ur. Ellen hans kone, der gjorde rent i diverse SFO'er på et ugudeligt tidspunkt om natten, kom først hjem til deres lille toværelses i Valby om et par timer og gik så gerne lige i seng efter at have spist morgenmad. Der var masser af tid.
   Skabet var alt for stort og tungt til at skubbe omkuld og slæbe uden for, han måtte brække det itu inde i huset. Hans Christian fandt et gammelt rustent stemmejern og en hammer i det lille værktøjsskur bag huset og gik i gang med skabet. Døren var nem at brække af, og hylderne skulle bare have et slag med hammeren, så var de lige til at pille ud. Bunden var en anden sag. Det var en solid spånplade, og ovenpå var der sømmet en krydsfinerplade. Han stak stemmejernet ind mellem de to plader, slog til med hammeren til jernet bed og brækkede pladen op.
   - Hvad pokker var det for noget? Der var savet et stort hul i den oprindelige bund og nedenunder kunne han skimte et eller andet pakket ind i gammelt snavset plastik. Han fik med besvær vrikket en stor pakke op ad hullet og fjernet plastikpresseningen. Indeni var en Adidas sportstaske.
   Hans Christian hev den rustne lynlås op og stod så og stirrede forbløffet ned på taskens indhold. Den var fyldt til bristepunktet med pengesedler en enorm formue, man behøvede ikke engang at tælle dem for at vide, der måtte være millioner.
   Han stod lidt målløs og gloede på taskens indhold, så begyndte han at rode i den og tage nogle af de mange pakker op. De første var hundredekronesedler, nydelig bundtet med ni stk. i hvert bundt og en tiende som omslag, der var en del pakker med ti bundter i hver, suget pænt ind i plastik. Der var også tusindkronesedler og 500 kronesedler, som Hans Christian stadig væk referede til som plovmænd. Nogle af pakkerne væltede ud på gulvet, og han skyndte sig at samle dem op og lægge dem ned i tasken igen, da han hørte fodtrin uden for. Der blev banket på døren. Forskrækket stillede han den afrevne skabsdør op ad skabet og råbte: - Ja.
   En ældre dame stak hovedet inden for: - Hej, sagde hun, jeg ville lige hilse på, jeg er din nye nabo. Jeg hedder Ida, Ida Hansen tilføjede hun og stak hånden frem.
   Forfjamsket præsenterede Hans Christian sig, men kald mig bare HC tilføjede han, det gør alle andre.
   - Du er ny her på stedet ikke også, sagde Ida?
   - Jo, det er jeg da, fik faktisk besked i morges, Hans Christian hakkede lidt i det, han var mere optaget af det, der lå skjult bag skabsdøren end den elskværdige nabo.
   - Ja men så velkommen til, det er dejligt at få en ny nabo. Min mand Peter savner lidt selskab. Han sidder i sin gamle lænestol det meste af dagen og læser avis eller sover, du er velkommen til at komme over og hilse på. Han kan også godt lide et spil kort engang imellem tilføjede hun sin talestrøm. Så giver jeg kaffe.
   - Jo, tak, sagde HC forfjamsket, men jeg skal lige hjem og se om min kone er stået op. Øh, altså hun har natarbejde føjede han til, da han så en skygge glide over Idas ansigt, en slags misbilligelse over at nogle lå og snuede på en strålende formiddag.
   - Jeg kommer så snart jeg kan, og så tager jeg lidt kage med, så vi kan få hilst ordentlig på hinanden, Hans Christian smilede, hvad han håbede var et overbevisende smil, skønt hans tanker var langt borte eller i hvert fald omme bag den skjulende skabsdør med den mystiske skat.
   - Det er fint, så går jeg hjem til mig selv og sætter vand over, så kan vi alle få en hyggelig snak.
   - Pyh, stønnede HC, da Ida var gået, det var tæt på, hun havde opdaget noget. Hurtigt skovlede han pengebundterne ned i sportstasken og lagde den op i mælkekassen, der var surret bag på knallerten.
   Han trampede sin Puck Maxi i gang, hans trofaste trækhest gennem mange år og kørte igennem gaderne med tankerne alt for langt væk til at tage tilstrækkelig hensyn til trafikken, et sted overså han en lyskurv og kørte over for rødt.
   - Ups, sagde han til sig selv, nu skal du da vist til at passe på, så så han i sidespejlet en motorcykelbetjent lægge ud til overhaling lige bag ham, et øjeblik efter kom en stor behandsket hånd ud og gjorde tegn til, han skulle stoppe. En anden betjent standsede umiddelbart bag ham.
   Hjertet susede helt op i halsen på ham, pulsen tordnede af sted.
   - Sig mig, så du ikke lyskurven. Betjentens blik skannede hen over Hans Christian. Den gamle knallert, mælkekassen bagpå. Den gamle snavsede sportstaske i kassen med en elastik over. HC var klassificeret med det samme.
   - Jo, jo hr. betjent, men den kom så hurtigt, og jeg kunne ikke nå at standse, det må De meget undskylde hr. betjent. Forstår De jeg er lige blevet fyret, og så får man så meget at tænke på, og og jeg skal finde andet arbejde, det er ikke let i min alder. Ordene væltede ud af munden på ham, noget hakkende og gjorde ham mere sølle, end han var i virkeligheden.
   - Hm, sagde betjenten, må jeg se din forsikring!
   - Ja, ja, selvfølgelig, Hans fumlede beviset frem af inderlommen, beviset havde han da heldigvis husket at få med.
   - Hop lige af og lad mig kikke på motoren. Hans Christian hoppede, og betjenten overtog knallerten og gassede op og ned et par gange.
   - Hm, sagde han igen, det ser ud til, du er den eneste i Danmark, der har en Puch Maxi, som ikke er boret. Du skulle egentlig have en bøde, men vi lader nåde gå for ret denne gang.
   - Tusind tak hr. Betjent, tusind tak, det er jeg glad for. Hans Christian besteg sit køretøj endnu en gang.
   - Hov lige et øjeblik, sagde betjenten og lagde en hånd bremsende på tasken i mælkekassen. Den kasse er da vist ikke din, så sørg lige for at få den afleveret på rette sted. Vi inden for politiet kan ikke lide folk, der tager andres ting.
   - Selvfølgelig hr. Betjent, det skal jeg nok, sagde Hans, må jeg så køre ?
   - Ja, stik bare af. Betjenten smilede næsten, men havde sin autoritære mine på til Hans Christian var forsvundet, så vendte han sig til sin kollega på den anden motorcykel.
   - Hold da kæft mand, han var vist nær ved at få et hjerteslag, da vi standsede ham, forhåbentlig har han så lært at køre ordentlig en anden gang.
   Vel hjemme i karreen skyndte han sig ned i kælderen og låsede sig inde i det lille pulterrum, der hørte til lejligheden. Her kom hans kone aldrig og Hans gemte selv en del ting der. Ting der måske kunne blive brugelige en gang, men var for gode til at smide væk, pulterrummet var lille, men i sin nuværende tilstand ganske god at gemme ting i.
   Han kunne ikke dy sig men åbnede endnu engang Adidas tasken og væltede indholdet ud på gulvet. Der var stabler af danske kroner, men også D-mark, franske francs. Jo, der var rigtig mange, men den udenlandske valuta tilhørte lande, der vist nok for længst var gået over til Euro, nogle af de danske sedler var også udgået til fordel for nye. Mon man kunne få dem vekslet overhovedet, og mon man kunne få D-mark og Francs vekslet?
   Pludselige blev han vred. Fandens til roderi, her havde han troet, han var rig, og så var han det måske ikke, og der ville i bedste fald være en stor risiko ved at skulle veksle al det her. Hvordan gjorde man i øvrigt, Hans Christian kunne ingen fremmedsprog, så bare rejse til Tyskland og Frankrig var uoverstigeligt for ham. Rasende stoppede han de mange sedler ned i tasken igen.
   Så slog det ham pludselig. Damen i haven, han havde lovet at komme over til kaffe, men var rendt sin vej. Han fik et stik af dårlig samvittighed. Han kunne tage derud igen med en forkølet undskyldning og, som et sonoffer, den kage, som han havde lovet. Det ville også forhale det tidspunkt, hvor han skulle finde ud af, hvad han skulle gøre.
   Hans Christian besteg sin Puch og red ud til kolonihaven.
   Hej, råbte han oprømt, og svingede med en pose fra den lokale bager. Basser til kaffen. Min kone var ikke stået op endnu, hun har natarbejde, tilføjede han, som for atter at retfærdiggøre det sene tidspunkt at ligge i sengen på.
   - Peter sover vist også, men det er ikke fordi, han har lavet noget og er blevet træt af det, han sover bare en ordentlig morfar hver formiddag og eftermiddag.
   - Peter, råbte hun vågn op, der er kaffe, og du har fået en gæst, vor nye nabo HC.
   Det gav et ryk i Peter, og der lød et kraftigt snork, så åbnede han øjnene. Der lyste et glimt af interesse i dem, da han så Hans Christian, og det tydede Hans, som at manden ganske enkelt kedede sig halvt i hjel, og det var grunden til han snorkede det meste af døgnet væk. På gulvet ved hans stol, en ældgammmel udslidt Chesterfield, der så ud som den var købt på et koppetorv, lå en ugeavis til den ene side og et kryds- og tværsblad med en sjov tegning på forsiden til den anden. Sværhedsgrad to stod der med stjerner, så Peter var nok ikke den store ørn til kryds og tværser, skønnede HC.
   Ida hentede krus og nogle paptallerkner frem. Tallerknerne var ikke nødvendige mente HC, de kunne da bare rive posen op og lange til, men Ida mente nu, der skulle tallerkner på bordet, når det var første gang.
   Samtalen gik trægt om vind og vejr, TV-udsendelser og det seneste om den lokale fodboldklub, og HC blev mere og mere åndsfraværende. Hans tanker var andet steds, og han spekulerede på, hvordan han kunne slippe væk på en høflig måde. Da noget Peter sagde, pludselig fik ham til at spidse øren.
   - Undskyld, hvad var det du sagde, jeg fik ikke lige fat i det, sagde han, jeg var fraværende et øjeblik.
   - Jo gentog Peter, det var ellers en spændende lejer, altså den andensidste. Ham den sidste var der sgu ikke meget grin ved, og han havde haven i hele seks år, men ham før, det var noget af en bandit, siger jeg dig.
   - Såh, sagde HC, hvordan skal det forstås?
   - Han var medlem af en bande, der plyndrede en pengetransport for et kæmpemæssigt beløb, og det tog politiet en masse tid at fange ham og hans medskyldige, men pengene fandt de aldrig, i hvert fald kun halvdelen. De lå gravet ned ude på Amager fælled, og det var et rent tilfælde, de kom frem. Der var en hund, som var ude på aftenstur med sin herre, og køteren fik dem gravet op ved et tilfælde. Din have blev også gravet igennem af politiet på jagt efter resten af byttet, men de fandt aldrig noget. Høh høh. Tænk om man kunne finde sådan en dynge penge, så behøvede man ikke bestille mere i sit liv.
   - Du bestiller da ellers ikke noget i forvejen, mente Ida lidt hvast. Haven trænger, og vi skal have anlagt det bed, du ved nok, jeg gerne vil have.
   - Ja, ja, det render ingen vegne, men sig mig engang Hans Christian, hvad ville du gøre, hvis du fandt en million, der ikke havde nogen ejermand.
   HC fik en kagekrumme i den gale hals og hostede kraftigt, inden han fik taget sig tid til at svare.
   Det ved jeg såmænd ikke, sagde han, da han fik vejret igen. Min kone vil vist gerne ud at rejse. Hun har en fætter i Sydafrika, men det er ikke noget for mig, jeg har det godt herhjemme. Jo, måske føjede han til efter lidt eftertanke, min knallert er temmelig gammel, og en af de nye 45 knallerter ville da ikke være så ringe.
   - Det var billigt sluppet, mente Peter, så er der da en del tilbage. Ja, jeg ville nu nok tage ud at rejse, der skulle være så kønt på Mallorca, og bajerne er billige tilføjede han drømmende.
   - Så kunne du sidde i solen og drikke Hof'er, sagde Ida og få dig en middagslur bagefter, ja, det ville lige være dig hva'.
   Peters øjne blev et øjeblik drømmende, så slukkedes lyset atter i dem: - Men så heldige er vi garanteret ikke tilføjede han.
   - Det er der nok ingen der er, sagde HC, så kikkede han på sit armbåndsur og rejste sig.
   Det er vist tid at komme af sted, sagde han. Tak for kaffe.
   - Velbekomme og tak for kagen returnerede Ida og Peter og kom endelig over igen, og tag din kone med, så kan vi hygge os lidt.
   - Ja, og få et slav kort, tilføjede Peter, og lyset i hans øjne tændtes igen i et kort glimt.
   Ellen var kommet hjem og havde fået sovet, nu var hun i gang med at ordne vasketøj, hun så fortravlet ud, for der var ikke så langt til spisetid, og HC havde ikke det ringeste begreb om at lave mad. Dække bordet kunne han dog, og de snakkede sammen, mens det stod på. Hans fortalte om kolonihaven, men sit fund nævnte han ikke, der skulle tænkes over tingene først. Ellen havde også planer, som hun kom frem med lige efter, de var gået i seng. Hans var træt og ville gerne sove. Ellen skulle op allerede klokken 4 for at komme på arbejde.
   - Hans Christian, sagde hun, der er noget jeg har tænkt på.
   - Øhm, sagde HC ubegavet, han var allerede halvt bevidstløs.
   - Du ved, det der pulterrum, vi har i kælderen, nu vi har fået kolonihave, ville jeg gerne rydde op i det, så vi får lidt mere plads til mine ting dernede, så kan noget af dit komme derud. Der er for eksempel den gamle cykel, du aldrig kører på alligevel, og så er der en del skrammel, vi godt kan undvære. Ja, noget af det kan vi måske endda kassere, når vi nu aldrig bruger det alligevel.
   HC var med et lysvågen, og han fik helt hjertekvababbelse ved hendes ord, hvad om hun bare havde tænkt sig at gøre det, og havde fundet tasken.
   - Du har måske allerede ryddet op, spurgte han forsigtigt.
   - Nej, men i morgen vil jeg gå i gang, så kan vi se, om vi ikke kan få mere plads dernede, der er garanteret mange ting, der ikke er noget værd, så dem smider vi bare ud, synes du ikke det ville være en god ide?
   - Jow da, sagde HC søvnigt. Han indså, at han havde fået respit og var nødt til at flytte sportstasken med pengene inden Ellen kom hjem til sit rydde-op-flip. Godt han var blevet advaret i tide.
   Hans Christian var pludselig blevet huslig den morgen, efter en næsten søvnløs nat.
   Ja, han stod endda op og lavede morgenkaffe til Ellens store forundring.
   Ikke så snart var hun i midlertid ude af døren klokken 5, før han listede ned i kælderen og låste sig ind i pulterkammeret.
   Sportstasken stod grim og snavset på gulvet, og Hans åbnede den med bankende hjerte og hældte indholdet ud på gulvet, så smed han den tomme taske over i et hjørne, den skulle i hvert fald ud uden Ellen opdagede det. Dernæst gik han i gang med at tælle penge.
   Det var ikke helt nemt. Til at begynde med sorterede han de danske kroner fra i en bunke. En anden bunke blev lavet til D-mark og en tredje til Francs. Så sorterede han de danske kroner op i de forskellige seddelværdier. Det tog ham over en time at tælle det hele op, og han drev af sved, inden han var færdig. Resultatet skrev han op på en lap papir, han stak i sin pung. Resultatet var chokerende. Der var over 10 millioner kroner. 3 millioner D-mark i ubrugte sedler og et par millioner Francs. Svimlende summer, hvor kom de dog fra og kunne de tyske og franske penge overhovedet være noget værd, nu man var gået over til Euro?
   - Skide være med det, sagde HC til sig selv, det er ligemeget, jeg vil ikke være i stand til at rejse til Tyskland og Frankrig for at veksle dem, og gøre det her i Danmark indså han ville være umuligt. De danske kroner vidste han dog hvad var, og der var rigeligt af dem, så det udenlandske pjat kunne være ligegyldigt. Men hvad skulle han gøre med dem, han kunne ikke lige pludselig begynde at bruge penge uden det ville rejse en masse spørgsmål, først og fremmest fra Ellen, men også andre ville hæve nogle øjebryn særdeles højt, hvis arbejdsløse lagerarbejder Hans Christian begyndte at spille rig mand. Her skulle tænkes grundigt over tingene, men en ting var sikkert, så længe Ellen ikke vidste noget om dette her, så skulle pengene ikke ligge i pulterrummet, hvor hun ville finde dem. Der var kun en ting at gøre.
   Hans hentede nogle nettoposer og fordelte de forskellige valutaer i de solide poser og bandt sejlgarn om dem på både kryds og tværs, så bar han dem op til knallerten og lagde dem i mælkekassen. Ovenpå anbragte han den gamle sportstaske, før han surrede det hele med en elastik. En halv time senere var han ude i kolonihaven og begravede poserne bag "Slottet". Han gravede en busk op, udvidede hullet og lagde poserne ned i hullet, før han fyldte jord på og satte busken på plads igen, så skrabede han lidt jord sammen fra et andet sted i haven og strøede det ud over stedet, så ingen kunne se, der havde været gravet der.
   Han betragtede stolt sit værk og syntes selv, han havde været ret snedig. Derpå gik han i gang med at brække det gamle skab fra hinanden, og da Ida og Peter kom et par timer senere, havde han allerede startet et lille bål og fyldt hullet, hvor det gamle skab havde stået. Sportstasken havde han også været lige ved at brænde, men havde ombestemt sig. Dels ville det uden tvivl ose forfærdeligt, dels var der metalspænder og nitter på den, der så skulle smides væk. I stedet havde han droppet den i en affaldscontainer, der stod i en gade et stykke fra haven.
   Han havde været så optaget af sine sysler og stod nu og dagdrømte. Han havde heller ikke lagt mærke til en Harley Davidsson med en stor kraftig fyr på. Han sad på sin maskine og havde tilsyneladende ingen ting at bestille, men af og til kikkede han sig omkring og skævede også over til kolonihaven. På et vist tidspunkt steg han af cyklen og gik over mod "Slottet", men vendte om, da Ida og Peter dukkede op.
   Hans Christian blev prompte inviteret på kaffe og morgenbrød, selv havde han været så forsynlig at tage en Gammel Dansk med. Den blev modtaget med begejstring. Ida skyndte sig ind at hente små glas.
   I mellemtiden blev Peter mere og mere snakkesalig.
   - Du havde ellers fint besøg i går, sådan lige efter du var gået. Jeg synes jeg kunne genkende ham gutten, jeg snakkede om, ham der røg i spjældet, men da han hørte du var kørt hjem, sagde han farvel, og han ville komme igen en anden gang, bare sådan for at hilse på og se, hvordan det gik med hans gamle have, som han havde holdt så meget af. Det må ellers have været hårdt for ham, han fik vist otte år, men de slipper dem ud allerede efter seks, hvis de opfører sig ordentlig. Det må også være svært at sidde og bore røvhuller i gyngeheste, dyrke styrketræning og se farvefjernsyn, sluttede han sarkastisk.
   Hans Christian var endnu engang ved at blive kvalt, denne gang i et glas Gammel Dansk. Ida bankede ham barmhjertigt på ryggen.
   - Hvordan ser han ud ham fyren, fik han omsider fremstammet.
   - Tja, stort brød, egentlig noget af en rockertype, og så kører han Harley, sagde Peter. Det må give godt at sidde i spjældet, når man har råd til en motorcykel. Jeg siger dig, den har nok kostet mindst 250.000. Peter slikkede sig om munden og kikkede længselsfuldt efter flasken. Hans skyndte sig at skænke igen og de to herrer lagde nakkerne tilbage og bundede.
   - Ah, sagde Peter, det er godt at have fået en ny nabo, men desværre kan vi ikke blive her ret længe i dag, vi skal ud og passe et barnebarn. Ja, det er altså Ida, der passer, jeg er der bare. Men tak for skænken, han rejste sig.
   HC stod længe og passede sit bål, der var ved at brænde ned. Han tænkte så det knagede. Hvad skulle han gøre. På den ene side var han fristet til at beholde pengene, man kunne købe mange ting for ti millioner, selv om de udenlandske ikke var noget værd. Hvordan forklare omverdenen, at man havde fået råd til hus, bil og kørekort og alt det, som så mange havde, men han aldrig havde fået råd til? Man kunne også aflevere hele skidtet til politiet og det ville så være det, og han havde være en oplevelse rigere.
   Så kom han til at tænke på sin knallert, Puch Maxien var noget gammel, og en ny 45'er ville da vist ikke være så dårlig, men han var nødt til at fortælle Ellen om, hvorfor han pludselig havde råd til sådan en, og hvad ville hun så sige? Han havde enda for sjov kikket på knallerter i nogen tid, der var en flot rød en, Yamaha hed den vist, og den var vist også italiensk eller japansk eller noget helt tredie, men skidt med det, han skulle jo ikke tale med den, så det kunne vel være lige meget..
   Han blev afbrudt i sine dagdrømmerier, ved der kom nogen op ad havegangen. Det gav et sæt i HC, da han så manden. Han vejede ikke under 125 kilo, og det var muskler det meste. Han var glatbarberet på issen og en stor tatovering af en slange med lyn omkring snoede sig op fra hans skjorteflip og rundt om øret.
   - Hej du der, prajede han HC, der pludselig følte det, som om han stod ved foden af en klippe, og kikkede op i et barsk og skræmmende ansigt.
   - Jeg ser, du har overtaget den have, jeg havde en gang, og nu brænder du mit pæne gamle skab af. Sig mig, du fandt vel ikke tilfældigvis noget i det skab. For så er det mit, at du ved det. Han lød ikke desideret uvenlig, men alligevel fløj hjertet op i halsen på Hans Christian.
   - Nej, ikke spor, skyndte han sig at sige. Skabet var gammelt og råddent, så jeg smed det ud og har lige brændt det, det var tomt og lugtede forfærdelig af skimmelsvamp.
   - Og der var ikke noget neden under skabet hva'. For det er altså også mit, tonen var blevet mere grov?
   - Ikke spor, forsikrede Hans med bævende stemme, den uforskammede fyr havde en facon og størrelse, der ikke indbød til en større diskussion. Hvis der har været noget, så har den sidste ejer, nok smidt det ud, hvad er det du leder efter?
   - En sportstaske, en Adidas, og hvis du finder den, så er det altså min, og du skal ikke begynde at kikke efter for at se, hvad der er i den. Han rystede på de brede skuldre, og hans ansigtsudtryk blev pludselig meget ondskabsfuldt, for så vil mig og mine venner tage sig af dig - forstået! Han vendte sig om og gik atter ned ad havegangen, han lagde en hånd på lågen og åbnede den, så drejede han hovedet om mod HC, der stod tilbage dybt rystet.
   - Husk det nu, sagde han, jeg holder øje med dig, og du skal ikke forsøge at tage pis på mig, så vanker der!
   - Nej, nej, det kunne jeg da aldrig drømme om stammede HC.
   Hans Christian stod tilbage, da rockertypen var gået. Han var ikke bare rystet, nej skrækslagen. Hvad havde han dog rodet sig ind i? Beholdt han pengene ville han få en rockerbande på nakken, havde han udleveret dem til fyren lige her og nu, havde han sikkert også fået problemer, så det store grovbrød ikke risikerede at han sladrede.
   Der var kun en ting at gøre slog det ham, aflevere dem til politiet og håbe, at de barske typer ikke ville hævne sig på ham. Så havde han da heller ikke dårlig samvittighed over at bruge pengene eller at skulle fortælle Ellen, hvor han havde dem fra. Det stod ham med et klart, at hun sikkert heller ikke ville synes, det var en god ide at beholde nogle penge, der ikke var deres, skønt de sikkert blot havde tilhørt en bank eller et forsikringsselskab, som Hans var overbevist om sagtens kunne overleve alligevel.
   HC tog en hurtig beslutning og gik op til sin knallert. Politiet kunne få hele skidtet - kunne de. Han gravede poserne frem igen og smed dem op i mælkekassen bag på og satte i gang. Han var så optaget af det, at han ikke så den blankpudsede Harley Davidson, der lagde ud fra fortovskanten og fulgte efter.
   Det var først efter et par kilometer og flere sving, at han blev opmærksom på den store motorcykel, der lå lige bag ham. Hans fik koldsved over hele kroppen, det kunne umuligt være et tilfælde, og det var et stort grimt brød, der sad på maskinen. Hans' fantasi fejlede ikke noget, og samvittigheden var pludselig i uorden. Han drejede op for knallertens gashåndtag. Den kunne naturligvis ikke køre fra en motorcykel, men den kunne sno sig bedre i trafikken. Det lykkedes ham at komme uskadt over tre røde lys med den kraftige maskine lige bag sig, og de andre trafikanters tuden og skældsord i ørerne. Så så han det grønne skilt med de sorte bogstaver og bremsede så kraftigt, at Harley'en nær var kørt ind i ham. Han røg af Puch'en og styrtede op ad tappen og ind ad en dør, med poserne i favnen skarpt forfulgt af den grimme kraftkarl fra Harley'en.
   - Stands din lort, råbte bøllen, men Hans hørte ikke efter, han brasede ind ad døren til et kontor og ramlede ind i en skranke med et brag. Poserne fløj ud af hans hænder og røg gennem lokalet, hvor de eksploderede mod en computer.
   Pludselig var rummet fyldt af pengesedler, der flagrede rundt over det hele. Hans befandt sig med et på gulvet med det store brød ovenpå. Bøllen tog kvælergreb på ham og hvæsede ind i hans nakke: - Jeg skal den onde lyne mig ondulere dig din lort. Så kom to betjente til hjælp og med et var Hans den allernederste i cirka et kvart ton kæmpende mandfolk. Al luften røg ud af hans lunger og det sortnede for hans øjne.

Hans Christian sad og kælede for en Carlsberg øl fruen puslede med et glas rødvin af lokal oprindelse. Hans Christian var i dårligt lune. Han længtes efter sin kolonihave, hvor kirsebærtræet hos naboen sikkert stod i blomst nu og den røde Yamaha ventede.
   De sad på en fortovsrestaurant og kikkede på livet, der pulserede forbi. Han tænkte tilbage på den sidste måned, der havde vendt op og ned på hans tilværelse.
   Først var der politiet med deres mange spørgsmål, og da det var overstået stillede der en dag en mand i fint jakkesæt. Han havde en trækasse med vin i favnen. Han forklarede, at han kom fra et forsikringsselskab, og de ville da så gerne sige mange tak for hans ulejlighed og ærlighed ved at give seks gode flasker. Det var som han forklarede, da kun ret og rimeligt.
   HC var på det tidspunkt godt sur og en glatsleben tunge kunne han genkende fra sit arbejdsliv, når man holdt fællesmøder og forklarede, hvordan det gik og til sidst ned, da han selv blev fyret, fordi han ikke kunne følge med og lære at bruge robotten. Så han meddelte manden, at rødvin var noget surt sprøjt og kun for kvinder og andre svagelige væsener, men hvis han kom fra forsikringsselskabet, kunne de jo passende hoste op med en findeløn i omegnen af ti procent eller der omkring.
   Manden havde forføjet sig bort efter at have sat kassen ved hoveddøren, hvor Ellen skyndte sig at bjærge den. Hun kunne godt lide rødvin, mens Hans udelukkende var til Hof.
   Hans Christian ringede til politiet og satte dem ind i sagen: skulle han ikke have en slags findeløn, han havde dog været ærlig. Han undlod at fortælle, at alternativet havde været et overfald, en omgang tæsk og endelig fratagelse af alle de rare penge. Efter en del tovtrækkeri havde han så fået en findeløn på nogle ganske få procent og i et øjebliks storladenhed foreslået Ellen at tage til Sydafrika for at besøge noget af hendes familie.
   De havde været på safariture, hvor Hans havde set flere af de dyr, han lige så godt, og for langt færre penge, kunne have set i Valby i Zoo. Ellen havde overhørt hans gnaverier, dette var hendes livs oplevelse, at Hans var hjælpeløs, når han ikke kunne eller ville lære engelsk medvirkede sikkert til hans surhed. Hun havde hjulpet lidt på sine egne manglende skolekundskaber ved at gå på aftenskursus i nogle sæsoner. Den slags pjat ville Hans ikke, han var dansker og det var nok. Alt udenlandsk var sikkert dumt eller fjendsk, og når man ikke kunne få en Hof, frikadeller og rugbrød var alt andet også lige meget.
   Nu sad de på en fortovsrestaurant og drev den sidste time væk, før det var tid at tage i lufthavnen.
   Hans frygtede også flyveturen, det var første gang, han var oppe at flyve, da maskinen lettede fra København på den første etape til London.
   Senere det lange trek sydøstover til Johannesburg og videre til Cape Town. Nej, rejselivets glæder gik hen over hans hoved.
   Ellen rejste sig og lagde en hånd over hans: - Nu må du ikke være ked af det, sagde hun. For nu kommer taxien, der skal køre os til lufthavnen, og du skal vide, at jeg har nydt hvert minut, og nu skal du hjem til din have og din nye knallert, er du så ikke glad?
   Hans Christian rejste sig også og bar tavst kufferterne hen til taxien.
   Først da den startede på turen til lufthavnen, fik han mælet igen: - Nu håber jeg ikke kirsebærtræet er blomstret af til vi kommer hjem, sagde han og tog hendes hånd og gav den et lille forsonende klem.