- Westward ho, next stop California, skreg Victor Calhoun og svingede sin riffel højt over hovedet, så stak han den i hylstret ved sadlen, sporede sin hest og galoperede frem foran flokken af emigranter.
   - Kom så i gang i høvle, hylede han, der er guld i jorden, der er frugt på træerne og jeg skal fanden ta' mig nok få jer alle derud.
   Victor Calhoun, der med sit ildnende råb "next stop" foregreb en hel anden folkebevægelse med over halvandethundrede år, var en rå børste, dertil med en fysik og et sprog, der nok skulle sætte respekt, om ikke andet fordi han kunne tæve alle de andre om nødvendigt en ad gangen eller i bundter.
   Victor var som han selv sagde det så smukt: Den bedste forpulede fører, forfører og vejviser på sporet fra Oklahoma til California. Bare host op med 50 spir folkens og jeg skal føre jer til helvedet og tilbage om nødvendigt. Mæ' garanti. Garantien kunne ganske vist kun opnås, hvis man var hurtigere til at få hevet skyderen frem end Calhoun, og det var ikke sandsynligt, for han var hurtig og havde endda en af de nymodens Colt revolvere, som han havde fået fra en deserteret mariner, som udbetaling på rejsen vestpå, og da denne gerne ville lidt hurtigt afsted havde Calhoun ikke syntes han burde spilde tiden på at give byttepenge på billetten.
   Calhouns to medhjælpere for ned langs raden af vogne heste og mennesker, der havde alt deres jordiske gods med sig på den lange rejse til Californien. Mange ville falde fra undervejs, enten af den ene eller den anden grund. Den ene grund var sygdom, den anden udmattelse eller indianeroverfald, endelig var der en tredie, nemlig de få, der syntes godt om et stykke land undervejs og derfor slog sig ned der.
   Der blev vrinsket råbt og bandet, mens geledderne blev banket af til en pæn ordnet række. -Vi skal afsted med manér folkens mente Calhoun, og der var ingen der havde mod til at sige noget andet om den sag.
   - Kom så igang skrålede Calhoun og hev sin revolver og fyrede den af over hovedet. Langsomt satte det lange vogntog sig igang og i behersket tempo gik det ud af No Mans City, en by der med sin ene hovedgade og 250 sjæle svarede til sit navn, det gik trevent og Calhouns hjælpere galopperede utrættelig op og ned ad geledderne og råbte bandede og puffede, endelig var der kommet gang i foretagendet, farten var sat, målet var kendt og kursen lagt. For enden af hovedgaden strakte sig prærien lige fra No Man City til Rocky Mountains mange ugers rejse mod vest. Der var kun et problem, en enlig rytter dukkede op for enden af hovedgaden som en prop i hullet mod friheden. Han holdt sin hest an og sad roligt og ventede til Victor Calhoun var inden for bekvem prajehold.
   - Flyt dig stodder, eller du bliver trampet ned, var Calhouns venlige opfordring. Han lagde megetsigende hånden på skæftet af sin nye Colt.
   - Stop det vogntog jeg har en kunde mere til dig, og jeg vil være sikker på du ta'r ham med. Manden på hesten tog sig ikke det mindste af Calhouns truende positur.
   - Holdt folkens, skreg Calhoun og rakte hånden op, geledderne standsede men ikke uden at nogen kørte op i hinanden og seletøj blev filtret, der blev bandet råbt og skreget, men holdt gjorde de alle.
   - Og hvad ønsker så herren, forhørte Calhoun sig med honningsød stemme?
   - Hold op med det pis Victor Calhoun, du ved hvem jeg er, jeg behøver vel ikke slå dig i hovedet med en blikstjerne, du skal have en kunde mere. Han hedder John, og hvis jeg nogensinde ser ham her igen endsige -her gik der en skælven gennem Wild Bill Hancock- hører ham, så vil jeg jage dig herfra til dommedag og fange dig og flå dig og hænge din pels op så coyoterne kan lette ben op af den.
   - Yes sir, Victor Calhoun var en hård hund, men han kendte godt sin overmand, selvom han indså, at det var beklageligt for diciplinen på den lange færd at møde ham så tidligt.
   - Jeg vidste du ville forstå mit lille problem, sagde Wild Bill med det nærmeste hans stemme kunne komme til engleblidt. -Før arrestanten frem folkens!
   Frem bag det sidste hus kom en hestevogn med et mærkeligt monstrum på ladet delvist dækket af en presenning. Man kunne skimte en skorsten af en slags og noget stort rundt og solidt nedenunder. På bukken sad en stor mand iført skødefrakke, høj hat, samt et imponerende sæveøje. Ved hans højre side red vicesheriffen med sin riffel i anslag over saddelknappen og på den venstre side en menig betjent med sin revolver fremme, begge bar skrammer efter et større slagsmål, og det var tydeligt at de ikke tog chancer med deres arrestant, der sad der på bukken af sin enspænder og slet ikke lignede èn man havde lyst til at synge i kirkekor med om søndagen.
   - Godt, sagde Wild Bill, her er han og her er dine halvtreds spir, og se så at komme afsted, der er lang vej til Californien og jeg skal ikke være den der holder på Victor Calhoun og Big John Supersound. Go' tur.
   Sheriffen og hans to hjælpere flankerede optoget til det var vel ude af byen, så lagde de sig i arrieren og fulgte på vej med Big John og hans vogn klemt inde mellem bagtroppen og den lille eskorte.
   Emigranttoget var vel fem miles ude af byen og No Man's City var næsten forsvundet under horisonten, det var nemlig før skyskraberne blev opfundet, da Sheriffen red op på siden af Big John.
   - Her fortsætter du som en pæn dreng sammen med de andre, og hvis jeg ser dig igen så svarer jeg ikke for følgerne, hverken for dig eller din helvedesmaskine er du med.
   - Ukulturelle plebejer, sagde den anden med langsom destinkt stemme, ingen sans for kultur, og det der er skønt i tilværelsen.
   - Jeg kan forstå en flot kælling og en god treugers whisky, men dig lærer jeg sgu aldrig at blive klog på, hva' er det du siger.
   - Big John rankede sig på bukken af sin vogn: -Snotdumme stodder, åndsamøbe, kulturelle fladlus, var det bedre?
   - Meget bedre bette John og stik nu af med dig inden farmand bliver vred. Wild Bill lindede på revolveren.
   - Ja ja, ou revoir monsiour.
   - Bon voyage John, sheriffen løftede på hatten med et bredt grin, hans franske var begrænset til det han havde lært på horehuse i bayou distriktet i New Orleans.
   - De tre politimænd sad på deres heste og så vogntoget bevæge sig mod vest. Next stop California. Der vil sgu komme mange stop undervejs, inden da, men med Big John Supersound får de det ikke kedeligt.
   - Det er både sikkert og vist, sagde hjælpesheriffen og følte på en ophovnet skramme i panden.
   Big John sad på bukken af sin vogn, mens hans hest sindigt luntede afsted i sporet af de mange andre. Han var sur, men på den anden side også så meget show mand at han fornemmede at han her havde et helt publikum med sig på den lange vej vestpå, og hvad mere kan en kulturel person med speciale i god musik dog ønske sig, og så kunne den åndssvage sherif bare pakke sammen, han var i bedste fald fuldstændig tonedøv, når han kunne stoppe Big John Supersounds show og vise ham ud af byen endda med en betalt envejsbillet til Californien. Så begyndte han at nynne det sidste nye superhit fra Stephen Fosters hånd, jo, den gut kunne skrive så folk kunne forstå det og han Big John Supersound skulle vide at give folket hvad folket ville have. Oh Susanna, kors mand, det svingede, den skulle han hurtigt lære at spille, så der ikke var et øje tørt.
   Hele den lange dag bevægede vogntoget sig vestpå, da de havde kurs lige mod den synkende sol kommanderede Victor Calhoun holdt. Han red ned langs geledderne og konstaterede med tilfredshed at alle så trætte, støvede og udtørrede ud efter den lange dag med den skoldende sol over sig, støvet omkring sig og uvisheden forude, samt en kummerlig tilværelse bagude.
   Victor Calhoun kunne lide, hvad han så, folk kune lige så godt lære hvad det drejede sig om, så de havde pevet færdig til de nåede Rocky Mountains og skulle over. Så ville der nemlig blive noget at pive over. Rocky Mountains gav ikke ved dørene. Det gjorde de store sletter nu forresten heller ikke, det var varmt som ind i helvedet. Støvet lagde sig som en kvælende sky over nybyggertoget og alle var ødelagte, og nu kom så arbejdet med at slå lejr, lave mad og ikke at forglemme bevogte lejren. Indianere var en trussel mod nybyggerne, for indianerne havde tidligt lært, at den hvide mand var ret hæmningsløs, når det gjaldt om at besætte den røde mands land. Hvid mand talte med kløvet tunge, hvid mand skød med tordnende ildstok, hvis man var en klog rød mand , gav man hvid mand et los i nosserne, og når han så efter, hvad der blev af dem, var en tomahawk i nakken ingen dårlig ting for hvid mand altså.
   Jo, rød mand havde fået erfaring, og Victor Calhoun vidste det, en god indianer er helt afgjort en død indianer mente han.
   Det var den røde mand ikke helt enig med den hvide i, men forskellen bestod kun i farvevalget på manden, der skulle være død.
   Alle disse udmærkede tanker løb gennem Calhouns hoved, mens han red ned langs kolonnen.
   - Se så at komme igang med at formere en vognborg folkens, skreg han og så skal vi have noget at æde. Bønner og flæsk forstår sig, det er mad for mandfolk, og hvis I sætter pris på at bevare helbreddet og jeres kvinder, skal I være friske og stærke, vi kommer snart ind i indianerterritorium, og de kan lide at hakke sådan nogle sløve beder i småstykker og hugge deres kvinder. Hvid squaw, det er ikke nogen fremtid, så kom igang. Han standsede nede for enden af rækken og stirrede på sin sidst tilkommende gæst.
   Big John var igang med at lave lidt mad til sig selv, han så støvet og beskidt ud, men iøvrigt hverken træt eller mismodig. Han var en ordentlig kleppert i skødefrakken, der nu var grå og den høje hat med et par buler i samt noget, der lignede et skudhul.
   Victor trak sin hest an: -Du der John eller hvad du hedder, hvad med at få taget dækkenet af det feltkøkken og lav lidt ædelse til os andre også. Han så med foragt ned på John, der uforstyrret bøjede sig over sit lille kogebål og ristede bacon og bønner på en gammel bulet blikpande.
   John rettede sig langsomt op: -Er det mig den herre tiltaler, så kan jeg meddele den herre, at jeg ikke er i besiddelse af et feltkøkken, men tvært imod et meget fint og højkulturelt musikinstrument, som den herre ikke skal vove at gøre grin med, hvis vi skal vedblive at være venner.
   - Du skal bare holde din kæft og parere ordre, ellers skal jeg fanden gale mig sørge for du kommer til det, skrålede Victor og steg langsomt af hesten med en mine, der før havde fået en mand til at ryste i bukserne og skyndsomt overveje at gå ind i kokkefaget eller desertere ud over sletterne.
   - Min herre, sagde John uanfægtet, jeg må gøre opmærksom på, at jeg har et meget følsomt sind, der ikke godt tåler, at man tiltaler mig med andet end blide ord.
   - Nå så det har du, sagde Victor og hans stemme sank en oktav, jeg anmoder eder høfligst om at tilrettelægge et velsmagende måltid for mig og mine mænd på eders udmærkede feltkøkken for ellers, her steg hans stemme til orkanstyrke- skal jeg fanden gale file fløjte og fortære mig lære dig at parere ord..... Længere kom han ikke, han kunne pludselig ikke få vejret, og det var ikke typisk for Victor, der eller kunne lire langt længere og saftigere eder af sig, men når han ikke kunne få vejret var det fordi en stor næve havde lukket sig om hans kravetøj. John havde ikke just små kvindehænder, og nu holdt de Victor i kvabsen, så han blev blå i hovedet af luftmangel. Victor strittede imod, men blev langsomt trukket helt hen til John, så han så denne ind i øjnene fra en afstand af 10 tommer.
   - Du taler pænt til mig, hviskede John ind i hans ophovnede ansigt ellers bliver jeg sur, forstået? Han slyngede med et voldsomt kast Victor hen ad jorden.
   Victor kom langsomt på benene. Han knappede hylstret over sin ny Colt op og i næste nu lå den i hans barkede næve. Løbet pegede lige mod Johns mave. Han hev endnu efter vejret, men hans hensigter var der ingen tvivl om selvom han endnu ikke kunne formulere dem, da han havde travlt med at få vejret.
   - Vær venlig at lægge den kanon, eller jeg tager den fra dig, og propper den ned i din skide hals. Johns stemme var stadig blid.
   - Kom du bare an, snerrede Victor, jeg gad nok se den, der kan tage min Colt fra mig.
   John kom, meget hurtigere og meget mere uventet end Victor kunne have forestillet sig. Brisantgranater og eksprestog var endnu ikke opfundet, for så havde Victor haft et godt sammenligningsgrundlag for det der ramte ham lige i hans gangsterfjæs med en hastighed på ca. 50 miles, samtidig blev hans revolverhånd slået til side og den store .44 Colt gik af med et brag, der skræmte heste, kvinder og børn i miles omkreds. Så lå Victor Calhoun på jorden, mens han så interessante himmellegemer snurre rundt over sit hoved og små fugle syntes at synge en helt speciel sang kun for ham.
   - Jeg hader vold, bekendtgjorde John og rakte en hånd ned og samlede Victor op i kravetøjet. -Jeg er kunstner, musiker og et kulturelt menneske, og jeg agter at holde koncert, når vi kommer vestpå. Men jeg vil gerne øve mig allerede nu, og du og dette fortræffelige selskab skal få fornøjelsen af at være mine tilhørere.
   - Javel, var det eneste Victor kunne få frem, han skævede omkring sig for at se om andre havde bemærket optrinet, ja men det er så iorden, han rystede sig, men se så at komme igang med det, mens det endnu er lyst.
   - Jeg har brug for et par mand til hjælp og noget brænde, sagde Big John Supersound uanfægtet, dem må du se at stille til rådighed, så skal jeg til gengæld give jer en smuk musikalsk oplevelse I aldrig vil glemme. Såvidt John angik var optrinet glemt og tilsyneladende havde ingen andre i optoget lagt mærke til det. Victor havde reddet æren, kun han og John vidste bedre. Victor kunne også være en stor mand, han rakte hånden frem: -OK pardner, sagde han jeg skaffer folkene, du sørger for underholdningen, vi kunne nok trænge til lidt opmuntring efter den første dag på sporet.
   Victor var god til at sætte folk i sving, og snart var vognene kørt i en cirkel, der beskyttede mod den onde verden uden for. Heste og muldyr var spændt fra og græssede fredeligt i yderkanten af lejren, mens de trætte nybyggere gjorde sig til gode med aftensmaden, der bestod af bønner og flæsk. Ædelse man vidste hvad var, sagde Victor og smækkede med læberne. Et par mænd slæbte brænde hen til Big John, der havde rykket sin mystiske vogn ind i vognborgen og nu var ved at fyre op under en stor kedel. Det kogte og dampede allerede fra en beholder, og af og til kom der et klagende piv fra monstrumet. Big John slog med åben hånd på siden af beholderen, der var en tingest, sælgeren havde kaldt en sikkerhedsventil, den havde en uvane med at sætte sig fast og skulle have en på kassen, ellers lavede den mærkelige lyde midt under spillet, og det ville Big John ikke have, når han nu skulle foredrage de nyeste hits for en måbende forsamling.
   Tiden var inde, Big John satte sig til tastaturet, som enkelte af nybyggerne, med en kulturel baggrund eller en baggrund fra bedre værtshuse kunne genkende som et klaviatur, og slog prøvende en tast ned.
   Det gav et øresønderrivende vræl fra en fløjte, John prøvede igen. Et af muldyrene genkendte det som et brunstkald og svarede igen med en forventnignsfuld skryden, men kunne ikke komme igennem vognborgen, en hund vendte snuden mod himlen og begyndte at tude. John ignorerede det. Et par nybyggere rykkede tættere sammen og en eller anden begyndte at fingerere ved sin muskedonnert for at se om den var ladt. Så rejste John sig i al sin vælde, jeg er en meget kendt pianist begyndte han, og det er min glæde her iaften at kunne foredrage nogle kendte værker direkte fra de verdensberømte scener i New Orleans, Han satte sig ned ved klaviaturet efter at have skuet rundt i kredsen med et blik, der krævede bifald.
   Victor fangede den og sprang op: - En hånd for den berømte musiker folkens brølede han og klappede overstrømmende, og lad os så få en bitte dram til musikken, han rakte ind i sin vogn og hentede en flaske hjemmebrændt. Flere andre fulgte hans eksempel, god underholdning og spiritus hørte sammen. Selvfølgelig kunne man godt more sig uden, men så blev resultatet også derefter.
   John satte i: -I come from Alabama with my banjo on my knee, I am bound for Lousiana my Susannah for to see. Oh Susannah --, et par af nybyggerne fangede melodien og begyndte at klappe takten, det var faktisk ganske godt det her. På en tid hvor forstærkere endnu ikke var opfundet var et damporgel et godt udendørsinstrument, der kunne give væg til væg musik, syntes de, helt fra Atlanten i øst til Rocky Mountains i vest - på en gang.
   En mand sprang op og ind i lyskredsen, han gjorde en lille stepdans og sang: - I come from Oklahoma with my organ trailing me, I'm going to California my sweet heart for to see. Snart var dansen igang. Glemt var trætheden, sang fulgte på sang og whiskyen gled over tørre tunger og gav stemningen glød. Men nybyggerne var ikke alene fra præriens mørke blev de iagtaget af indfødte indianere.
   Der var to og de sad på deres heste uden for synsvidde og iagttog det sæsomme skuespil på den åbne prærie. Fra deres plads på hesteryggene havde de første parket til lavningen med nybyggernes vognborg.
   Fjertende Ørn var efter alle drengebogsnormer for den ædle vilde en discountindianer. Lille og kortstammet med en topmave, der kom af at drikke for meget hjemmegæret øl, der udover andre tvivlsomme kvaliteter også udviklede en forfærdelig masse luft i maven, hvad der havde forskaffet ham hans tilnavn. Nu lettede han sig lidt på hesten og lod en ordentlig vind gå. Hesten spidsede øren og flyttede uroligt på benene, den kendte sin herre og vidste, at der nu snart skulle ske noget.
   Hans ledsager Syngende pil, lignede noget, der havde været udsat for en alvorlig ulykke i en ikke så fjern fortid. En ulykke, der lynhurtigt kunne sammenfattes i visdomsordene. "Ung mand skal ikke beligge nabos squaw, især ikke hvor nabo kan komme forbi med våben i hånd og overvære parringen".
   Udover de synlige spor efter denne pinagtige oplevelse, var det også den almindelig opfattelse, at der var rystet noget løs inden i hovedet på Syngende Pil. Hvad der fik Fjertende Ørn til at vælge sin ord med omhu, når han talte, for at være sikker på at Syngende Pil også var med på, hvad der blev sagt, og hvad meningen var.
   - Hvid mand har mudder under skalpen, sagde Syngende Pil og stirrede på det sælsomme sceneri.
   - Ja bestemt mente Fjertende ørn, men Store Elskovsfulde Coyote, der hyler mod månen er slet ikke ringe - af en blegansigt at være. Han tappede takten mod hestens flanke med en mokkasinklædt fod. Lad og deltage i festen. Han huggede hælene i hestens flanker og uden at vente på protesterne, som han vidste Syngende Pil ville komme med, lod han sin lille seje hest galoppere ned mod de intetanende nybyggere.
   Fjertende Ørn galopperede lige hen til Victor. Han havde sin bue fremme, og nu spændte han den til bristepunktet. Han pegede på Victor og råbte: - Freeze white man, I got you covered.
   Herved dannede han skole for mange senere underholdningsfilm, men Fjertende Ørn var af den mening, at nogen, der var så lyse i huden dels var meget kuldskære og dels lod sig let forskrække.
   Victor kikkede op over kanten af sin flaske og sagde: -Oh, ædle vilde, med mig kan I gøre som som I vil, men skån vore squaws og papuaer. Ønsker ædle høvning Fjertende Ørn lidt ildvand til at styrke sig på efter lang færd under Store Ånds overhøjsyn.
   - Ja stik mig bare lidt whisky, sagde Fjertende ørn og sænkede buen. Først nu så han, at han havde glemt at lægge en pil på, men han håbede ikke Victor havde bemærket det, det ville være lidt pinligt især efter den meget effektfulde entre.
   Victor rejste sig og rakte en flaske op til Fjertende Ørn, der greb den, bed proppen af og tog sig en forsvarlig slurk efter at have spyttet proppen ud på jorden, den flaske skulle alligevel ikke lukkes før den var tom. Han gled besværligt af hesten, det gjorde nu også forbandet ondt at ride, særlig på de dage, hvor hæmorrhiderne gnavede allermest.
   Han gjorde et skrab ud mod Victor. Må jeg præsentere min gode ven og kollega Syngende pil, han pegede med åben hånd over mod sin ledsager. Han er en værre kussetyv tilføjede han, det er derfor han ser sådan ud, men tag ikke fejl af det, han er stadig aktiv, selv om han har mistet håret. Damens mand glemte at skalpere ham der, hvor det havde været mest tiltrængt.
   Fjertende ørn grinede sjofelt og tog sig en dram mere, så smaskede han velbehagelig med læberne, strøg det stride mørke hår væk fra øjnene og sagde: Har hvid broder en ny samling grønskollinger med på turen vestpå, hvor store ånd går til køjs med alle sine squawer.
   - Det kan du bide spids på, sagde Victor, og nu skal vi ha lidt sjovt, vi har en gut med, der påstår, han kan underholde os allesammen, så jeg har beordret ham til at spille for os. Han er lidt sur over at blive tvunget, tilføjede han, så du skal ikke sige noget til ham. Victor blinkede fortroligt med det ene øje og Fjertende Ørn slap en lydelig vind som tegn på han havde forstået.
   - Fisende Fjerkræ slår til igen, sagde Victor beundrende, hvor får du det dog fra.
   - Sig det ikke til nogen, men det er et naturtalent, der tager lang tid at opøve, men hvad med en lille dans, til al den dejlige musik, som Store Elskovsfulde Coyote spiller? Fjertende Ørn så længselsfuldt hen på bålpladsen, hvor man havde glemt indianerne og nu stillede op til squaredance.
   - Hjælp dig selv, sagde Victor gæstfrit og slog ud med hånden. De to havde kendt hinanden i mange år og det var svært at sige, hvem af dem, der var den værste slyngel.
   - Tak som byder, sagde Fjertende Ørn slap hesten og tog nogle små chasétrin hen mod lyskredsen, lige som damporglet satte i med en ny melodi. Han begyndte at nynne nogle strofer.
   - Heja heja huhuhuhu, skreg Fjertende Ørn og sprang op på en kasse. Der blev dødstille i lejren bortset fra et par knæk, fra nogle geværhaner, der blev spændt.
   - Rolig blegansigter, jeg gør ikke noget, skreg Fjertende Ørn og slog én så buskene bøjede sig fem meter bag ved ham. Jeg synes hvide blegansigter stor hygge her, mig gerne være med og lære blegansigt dans, ja?
   Immigranterne slappede tydelig af og fem bøssehaner blev forsigtigt lagt ned og et par store Colt revolvere gemt af vejen.
   - Mig og så Syngende Pil her har en mægtig go' dans som jeg syntes alle ska' lære. Taler alle engelsk her på stedet eller er i kommet ovet store vand i krigskano uden padle?
   Alle nikkede bejaende, skønt det ikke var helt rigtigt, og det kneb lidt med at forstå et halvlitermål af en indianer, der dels havde en kvart flaske whisky indenbords, af den gode hjemmebrændte forstås, og dels skiftede fra engelsk til det mærkelige indianer engelsk han formodedes at tale.
   Fjertende Ørn vendte sig om mod John. Hej du maestro, spil noget rigtig cool noget og lidt tjept i takten, du ved buum, bom, bom bom, buum. John rejste sig op og stak sikkerhedsventilen en på kassen, den var begyndt at sige mærkelige lyde. Han kunne godt kende et tændt publikum, når han så det. Han viftede til en hjælper, der promte smed et par stykker brænde i fyret, så satte han sig på sin bænk ved tastaturet og slog et par toner an.
   - Passer det Sir, spurgte han? Folk der kaldte ham for maestro, havde god smag og derfor krav på høflighed.
   - Helt fedt mand, strømmede Fjertende Ørn over, nu tager vi og danner en kæde, herrer og damer skiftesvis, læg armene over hinandens skulder. Hej hej der, skrålede han, ikke gramse, husk på jeres vært iaften får ikke noget, ihvert fald ikke endnu, tilføjede han tankefuldt. Nu tæller jeg og så starter musikken, så går i fire skridt til venstre på takter, jeg tæller for og der drejer i jer og går så fire skridt til højre, drej og fire skridt frem, så fire skridt tilbage og så tager i jeres dame--- Fjertende Ørn var helt forpustet og måtte snuppe sig en ordentlig slurk, før han fortsatte.
   -Parat, tre, fire, start, to, tre, fire. John satte i og kæden satte sig i bevægelse, men det gik ikke helt som ventet, alle var ikke lige musikalske og alle var ikke lige gode til at forstå deres instruktør. Parrene ramlede samme, da nogle gik til venstre, hvor de skulle til højre og omvendt. der blev grinet og fjantet under indflydelse af en ikke ringe gang våde varer.
   - Holdt holdt, skreg Fjerntende Ørn, det går ikke, hvid mand har mudder under skalpen, når han ikke kan kende forskel på højre og venstre. Vi prøver igen. Tre fire start venstre, venstre, venstre, og så højre, højre, højre. I er nogle værre beder, der ikke har fortjent at komme vestpå hvor store Ånd bor, før I har lært et kende forskel på venstre og højre og danse en ordentlig dans, nu tar' vi den en gang til, men denne gang på en anden måde. Ka' I se de klipper derover, Fjertende ørn pegede på nogle store sten i udkandten af lejren, altså det er venstre og derover står nogle vogne, det er dem der skaL rulle jer vestpå, rulle rulle forstås, det er sku' da noget selv den sløveste bede af et blegansigt kan forstå. De kikkede alle på den imponerende lille mand med den store autoritet, så stillede de op på række igen og tog hinanden om skuldrene.
   John satte i med melodien. Kom så skreg Fjertende Ørn, hans pandebånd med ørnefjeren sad skævt, og han var blussende rød i hovedet af anstrengelse, men han fortsatte, stenbunke stenbunke stenbunke allesammen, skreg han så øjnene stod ud af hovedet på ham, og så rullevogn, rullevogn, rullevogn. Det virkede faktisk ikke så dårlig, men Fjertende Ørn kunne godt indse, at stemmen ikke holdt til det. Han standsede forpustet sin tælling.
   - Bravo blegansigter, nu tager vi den en gang til på engelsk så alle kan være med. - Jeg bliver sku' hæs af det her så nu siger jeg bare sten og rul. Kom så: Tre, fire, start, Rock rock rock everybody, roll, roll roll everybody, syng med skreg han, så alle holder takten, han sprang ned fra kassen og greb en enlig dame og begyndte at svinge hende rundt. Syngende Pil var allerede igang. Alle skrålede: Rock rock rock everybody, roll roll roll everybody og svajede frem og tilbage til orglets toner. John havde rejst sig og hamrede i tangenterne af bare iver, det fjantede stykke rødhud med den store brandert og den endnu større kæft havde fat i det rigtige.
   Der var også andre, der anerkendte Fjertende Ørn genius.
   Elvira var en lille museagtig skolefrøken med en sund sans for at en mand var en god ting til hjælp med det praktiske i den daglige tilværelse, når hun nu drog vestpå for at søge lykken i landet, der flød med guld, mælk og honning. Nu nuslede hun sig farligt nær til den mest eligible ungkarl i rejseselskabet: -En god melodi og en fin dans, synes de ikke også mr. Presley? Men mr. Presley lyttede ikke efter, han sad intenst foroverbøjet og gjorde ivrigt notater på en krøllet lap papir, han havde taget frem af sin skjortelomme.
   -Jo, jo svarede han åndsfraværende, de har ganske ret miss Elvira, men måske nok endnu lidt avanceret, men jeg vil dog glæde mig til at fortælle mine børnebørn om det. Han stoppede papiret i lommen og greb hende i armen, kom lad os blande os, sagde han, og Elvira lod sig lykkeligt bortføre i dansen, og så ledes gik det til at Elvira og Mr. Presley blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende, men forinden berettede han dog for sine børnebørn om den sælsomme nat på prærien, hvor han lærte en ny dans og en ny melodi, og hvor spillemandens orgel til sidst sprang i luften og vendte bunden i vejret på hele lejren, spillemanden så de aldrig siden, for han sad allerede ved sit stambord på sky nummer syv, og de andre i nybyggertoget slap uskadte, men tog oplevelsen med sig over de store sletter, over de store bjerge og helt til Californiens guld, hvor de levede mere eller mindre lykkeligt til deres dages ende. Men på månelyse nætter på de store prærier kunne man i lang tid efter høre spøgelseslyden af et damporgel for fuldt tryk og en lille topmavet indianer der ledede dansen med sine høje tilråb: -Rock rock rock everybody, roll roll roll everybody.