Jo stod på et ben og lænede sig til sit spyd, mens han skuede ud under de store buskede øjebryn ned på savannen, der lå hundrede meter under ham og strakte sig så langt øjet rakte til den gik over i "Det store sand" tre dagsrejser borte. Han var tolv år gammel og allerede mand. Med sine halvanden meters højde, og med det viltre sorte krøllede hår og de fremtrædende kraniebuer over øjnene kunne han sagtens vække respekt i stammen, nu da han havde bestået sin manddomsprøve og nedlagt sin første kænguru med et kraftigt kast med en boomerang, han selv havde lavet. Pigerne i stammen var heller ikke helt upåvirket af Jo, men det tilkom ikke dem at have en mening, når tiden kom skulle høvdingen nok bestemme, hvem af dem Jo skulle have, og så var den sag ude af verden. Men man havde vel lov at falde lidt i staver over de muligheder der var, og Jo havde et fortrin frem for så mange af de andre unge mænd i stammen, og det var grunden til han stod netop her. Jo kunne gøre musik, og just nu var han ved at være færdig med sit nyeste projekt. Et blæserør, som det havde taget ham dage at fremstille. Ville det lykkes for ham at lave det færdig i dag eller ville det kikse som sidste gang?
   Jo holdt hånden op som en ekstra skygge over den lave pande, og skuede endnu engang ud over landet. Alt herskede fred, den fjendtlige stamme, der var draget forbi forleden dag var ikke at se. Jo kunne hellige sig sit kald.
   Han lagde forsigtigt spydet fra sig og betragtede sit musikinstrument blæserøret. Det bestod af en passende lige gren på ca en meters længde, og kunsten i fremstillingen bestod i at gløde og brænde et hul på langs gennem røret uden at ilden trængte sig ud gennem siden og ødelagde det hele. Han følte på det, det var varmt i den ene ende, der hvor nogle gløder langsomt gnavede sig frem, en skælven gik gennem Jo's krop, kun en fingerbredde endnu og røret var færdigt. Han pustede forsigtigt ned i det og så svagt gløden i mørket. En varm glæde strømmede gennem ham, det skulle nok lykkes for ham idag. En gang havde han set sit snit til at prøve et blæserør og da fremkaldt den herligste musik til ejermanden var dukket op og havde givet ham et lag tærsk, fordi blæserøret var et højt skattet og meget personligt instrument, men ejeren havde dog i sit stille sind måttet indrømme at Jo's præstation på røret havde været af høj klasse og bedre end noget han nogensinde selv havde været i stand til at frembringe. Jo havde altså talent, og derfor også lyst til at udvide det, og derfor stod han nu en glohed sommerdag og var ved at lægge sidste hånd på det enerverende og spændende arbejde med at udhule en gren, så han kunne få sit eget personlige musikinstrument.
   En tynd røgspiral snoede sig ud fra den fjerne ende af røret og det gav et sæt i Jo. Han løftede røret og undersøgte det opmærksomt. En lille sort plet bredte sig langsomt, og mens han spændt betragtede den gik der et lillebitte hul og han kunne skimte gløden. Røret var næsten færdigt.
   To dage senere sad Jo og så med kærligt blik på sit færdige musikinstrument, så satte han sig på hug og med røret mellem knæene begyndte han langsomt at blæse. Et fuldttonende brøl fyldte luften. Jo ændre takt og kadence, hvor var det smukt, han svævede helt hen på musikkens vinger til en verden, hvor bjergene, savannen og "Det store sand" var helt uvirkeligt. Det samme gjaldt kænguruen, næbdyret og emuen, ja selv de fede lækre larver Jo plejede at grave frem af en trøsket træstamme til glæde for sig selv og sine mindre søskende, der endnu ikke havde alle broderens færdigheder, men var en varm beundrer af ham.
   Han standsede forpustet efter sin første præstation og opdagede til sin forundring at stammens medlemmeer stilfærdigt havde samlet sig og iagttog ham. Der var ingen tvivl, de ville have mere, og Jo var ikke den der ville skuffe dem. De fleste af mændene i stammen havde også et sådant blæserør, men ingen kunne mestre det som Jo. Det ene øjeblik slog det kærlige triller som et elskovssygt menneske, det næste buldrede det i en musikalsk beskrivelse af en krig mellem to stammer, så slog det over i hidsende rytmer og beskrev jagten på den hurtige kænguru eller den farlige krokodille for at slutte hvislende som slangen, der havde skabt verdensaltet ifølge det Jo havde lært ved at lytte til stammens ældste krønikefortællere. Selv kvinderne og børnene var kommet til for at lytte til hans udfoldelser, de stod i en halvkreds bag mændene og lyttede og de unge pigers beundrende blikke lod ikke Jo upåvirket. Uden at være klar over det var Jo blevet en helt, et samlingspunkt for stammen, den første dygtige entertainer på det australske kontinent, og i den kommende tid, som han blev dygtigere og dygtigere fandt han også ud af at hans talent blev belønnet Jo var pludselig blevet priviligeret. Han sov ikke mere alene om natten. Skiftende ungmøer i stammen sørgede med glæde for det, og det var heller ikke nødvendigt for ham selv at sørge for at skaffe sig føden ved jagt eller fiskeri, Jo havde fået en mission i livet og stammen betalte ham med glæde, men i de ufredstider der fulgte måtte selv Jo tage sin andel som natte vagt og denne bestemte nat blev også højdepunktet i hans karriere som musiker.
   Jo sad på en klippeknold med spydet ved sin side og sit blæserør i hænderne. Han havde nattevagten og hans stammefæller sov trygt rundt om på jorden. Jo åndede blidt ned i sit musikinstrument, mens han fremtænkte nye variationer af sit talent. Så optaget var han, at han ikke hørte de listende fødder før det var for sent. Pludselig groede fjenderne op ad jorden ganske kort fra stammens nattelejr. Med løftede spyd og buer og pile stormede de nærmere.
   Jo så dem og blæste alarm, hans sidste store solokoncert, en brusende fanfare tonerne gungrede ud af røret, ikke bare larm, som de andre ville have kunnet præstere, nej dette var en regulær kampmelodi. Til våben venner, fjenden kommer, gjaldede signalet.
   Den fremmede stamme standsede et øjeblik rådvilde aldrig havde de hørt magen til musik, så gik de til angreb på den enlige spillemand. Men de hidsende toner havde gjort deres gavn og den fremmede stamme blev jaget væk uden yderligere tab, stammens medlemmer samledes sørgmodigt omkring deres spillemand, der lå på jorden, men det var kun Jo`s jordiske efterladenskaber, der lå der ved siden af det smukke blæserør, der havde frelst stammens liv og som var brugt af en barbarisk fjende til at slå stakkels Jo kriger og spillemand i hovedet, så han nu var på vej til astralplanet.
   - Velkommen, sagde den tilsynsførende, du skal få en smuk plads her ved musikernes bord. Du er nemlig den første sorte musiker vi har, så det er en stor ære, senere om et par tusind år eller der omkring vil der komme en del fra et land der kommer til at hedde Amerika, men det kan vi altid snakke om. Nyd det nu mens du er her. Jo satte sig forsigtigt på en stol, sådan en havde han faktisk aldrig før set, og det bord der stod ved stolen var også nyt for ham, men snart fandt han sig tilrette og med sin stammes sans for at vente, rettede han blikket indad i sig selv i en slags dvaletilstand. Den rare mand havde jo lovet at hjælpe ham, så han atter kunne komme ned til jorden.