Alfred steg langsomt op gennem bevidstløshedens tåger. Lyset, der kom ind gennem det mønstrede gardin, generede ham. Han rullede om på siden og ramte noget, der lå og fyldte op i hans seng. Han blev liggende ganske stille, mens han prøvede at komme i tanke om, hvor han havde lagt sin revolver. Hvis der var noget, der fyldte op i hans seng på dette ukristlige tidspunkt, måtte det afgjort fjernes. Specielt, hvis det var det australske politikorps. Alfred skubbede forsøgsvis til fremmedlegemet og fandt pludselig ud af, at det havde to bløde arme, et par foretagsomme hænder og en varm mund, der hjalp hans hukommelse på gled.
   Alfred slappede beroliget af og sank tilbage i sengen, mens han lod Lis vække ham på sin egen maner. Det var en ganske fortræffelig oplevelse, syntes han. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før, undrede han sig og begyndte at gengælde hendes kærtegn. En forpustet time senere rullede Alfred ud af sengen og mixede et par Bloody Maries til dem begge.
   - Drik det, min skat, sagde han, - det er godt for dig, fuldt af vitaminer, tilføjede han, da Lis vrængede på næsen af drikkens udseende. Hun satte sig op i sengen og nippede til glasset.
   - Et hår af hunden, der bed dig i går, sagde Alfred og tog en stor slurk. Han kikkede på sit armbåndsur, hans eneste beklædningsgenstand. Klokken var næsten elleve. Han greb telefonen og beordrede morgenmad til to. Bacon og æg, ristet brød, en spand kaffe og godt med orange juice, og hurtigst muligt. Han lagde telefonen tilbage på plads. Lis strakte en arm ud og tog fat i Alfred, det første hun kunne nå fra sin liggende stilling, og Alfred, der stod ved siden af sengen tog mod invitationen og forsvandt ned under dynen til hende.
   Der lød en diskret banken på døren, og de hørte morgenmaden blive kørt ind i værelsets entrè på et rullebord.
   Alfred gjorde sig halvt fri af en omfavnelse og vendte hovedet mod døren.
   - Alt i orden råbte han, vi klarer selv resten. De hørte yderdøren atter blive lukket, og Alfred hentede bordet ind i værelset. De spiste morgenmaden i sengen og Lis pludrede løs, mens Alfred styrkede sig med et overmål af proteiner efter sine seneste energiudfoldelser.
   Da de to var færdige med morgenmaden lænede Alfred sig tilbage i sengen og kikkede endnu engang på sit ur. - Pokkers som tiden dog går, sagde han. Vi skulle have mødt master Daneborg for flere timer siden.
   - Skidt med ham, sagde Lis. - han har godt af at vente.
   - Helt enig, sagde Alfred. - men lad os lige høre, om de andre har fået øjne. Vi skal jo op på et eller andet tidspunkt. Han rakte ud efter telefonen og ringede til Berts nummer. Det tog en rum tid, før der var nogen der svarede, så lød Berts røst i den anden ende af ledningen: - Slap af makker, telefonen er ved at brænde sammen af al det ringeri.
   Bert udviste i det pågældende øjeblik et eksemplarisk eksempel på sparebestræbelser, idet han delte badekar med Gitte og derfor ikke var i humør til at snakke med Alfred.
   - Hør nu kære kollega, du er ansat som funktionær og meddirektør i firmaet Daneborg. Vi har lovet at møde samme herre klokken ti, det er næsten tre timer siden. Hvad siger du til, om vi kom afsted på et eller andet tidspunkt i dag, så kan vi sende pigerne i byen, de kan sikkert finde på et eller andet at tage sig til, mens vi snakker med dette agtværdige medlem af den danske finansverden.
   - Ærværdig, min fod, han er lige så ærværdig som en kanin er bly ved forårstid, men skidt med det, skal vi mødes nedenunder klokken 2?
   - Det er en aftale. Alfred lagde røret på, og vendte sig mod Lis.
   - Du hørte, hvad manden sagde. Han og gav hende et kys.
   - Lad os komme ud og få et bad. Han gav Lis et kys til, og da hun sprang ud af sengen et kærligt klask i hendes bare bagdel.Lis hvinede og forsvandt ud i badeværelset.Hvorfra Alfred kort efter hørte karret blive fyldt.
   - Ju hu, råbte Lis lidt efter, - så kan du godt komme. Alfred steg værdigt ud af sengen. Strøg sit ur af og tændte en cigar. Så gik han ud til Lis.
   Klokken var præcis tre, da Alfred og Bert trådte ind i kontoret til Daneborg. De sidste fem timer havde Daneborg svævet i både håb og frygt. På den ene side håbede han aldrig at se de to mænd mere, på den anden side havde han hårdt brug for et par inkassatorer, nu han havde afskediget sine to tidligere medhjælpere.
   Da døren ind til Daneborgs Kontor derfor brat og uden nogen forudgående banken blev slået op, var Daneborg stadig i vildrede over, hvordan han skulle modtage sine to nye medarbejdere, hvis de dukkede op. Han kunne imidlertid godt have sparet sig sine bekymringer om, hvordan han skulle optræde. Nedladende eller overstrømmende hjertelig. Nedladende som en vred fader dagen efter, hans søn har været offentlig fuld for første gang og lavet skandale, eller hjertelig for at undgå at få et lag tærsk for den måde, han havde indledt bekendtskabet med Bert og Alfred her ved deres andet besøg i Danmark.
   Daneborg fik nemlig ikke en fod til jorden.
   - Dav makker, indledte Alfred og smed sig i en lænestol foran Daneborgs skrivebord. Bert tilegnede sig et skrin med cigarer og forsynede sig, inden han også smed sig i en lænestol. Han tændte omhyggelig sin cigar og tilbød Alfred en, førend han satte skrinet tilbage på gulvet ved siden af sig, så han let kunne nå det.
   - Vi tre direktører skulle vel have en lille konference her ved arbejdstids begyndelse, lagde Alfred ud og blæste et par røgskyer mod loftet.
   Daneborg blinkede nervøst med øjnene. Han skyndte sig at bryde ind for dog at prøve at få et skær af forretning over samtalen.
   - Ja mine herrer, jeg forstår, De kommer lidt for sent, det var vist en lidt anstrengende aften i går.
   - Ikke nær så anstrengende som resten af natten, kan jeg forsikre dig, oplyste Alfred og skubbede Bert i siden.
   - Men skidt med det, det var anstrengelserne værd, lad os komme til sagen, det var forretninger vi skulle diskutere.
   - Ja, ja, sagde Daneborg, - jeg har en interessant sag her, som jeg synes vi skal tage os af nu. De må jo i forretningens interesse sætte Dem ind i visse aspekter af dette foretagende. Han åbnede hurtigt en skuffe og stak hånden ned i den samtidig med, han iagttog de to mænd. Alfred havde hånden indenfor jakken så hurtigt, at Daneborg dårligt kunne følge bevægelsen, men han forstod meningen. Ganske, ganske langsomt fiskede han et charteque op af skuffen og lagde det på bordet. Han drog et lettelsens suk, da Alfred atter tog sin hånd frem i dagslyset, hvor Daneborg kunne se den. Daneborg var nu kun alt for klar over, at det ikke var nogle fordrukne tøsedrenge, han havde overfor sig.
   - Nu skal De se mine herrer, jeg har en debitor, hvis forpligtelser overfor firmaet lader lidt tilbage at ønske, måske de herrer kan bringe ham til at forstå, at en gensidig forståelse mellem os og vore kunder om overholdelse af mutuale aftaler er det bedste. Han rakte et stykke papir over til Alfred.
   - Her er denne kundes adresse, og det beløb han er i deficit.Det er fredag, så han kan nå at komme i banken efter de penge, han skylder os, hvis han har penge i banken, og ellers er det op til de herrer. Daneborg lod resten hænge i luften, så --
   Alfred fyldte ud for ham. - At tæve den herre til han spytter guldtænderne ud, så du kan omsætte dem i kontanter ikke sandt?
   Daneborg krympede sig og tav. Hans tavshed sagde mere end ord, men Daneborg holdt af at omgive sig med fremmedord og lægge røgslør ud over livets hårde realiteter, han var kun interesseret i debit og kredit, og hvordan bogholderiet kom til at balancere til hans fordel var ham uvedkommende, så længe det balancerede.
   - Daneborg er afgjort en lort, sagde Bert, da de lidt efter kørte gennem trafikken på vej mod den opgivne adresse i udkanten af byen.
   - Vel er han en lort, men lad os nu se, om han er en lort overfor ligesindede, eller om han udsuger småfolk, der er på spanden.
   - Det er iorden, men hvis han er det, jeg tror, så vil jeg ikke have noget imod at give en hånd med til hans opdragelse, sagde Bert og lænede sig tilbage i sædet, og overlod til Alfred at kæmpe med den uvante højretrafik i Københavns myldretid.
   - Goddag frue, sagde Alfred, vi kommer fra hr. Daneborg angående et mindre lån, Alfred bukkede høfligt. Kvinden så lettere hærget ud og Alfred lagde mærke til, hun kun havde en strømpe på.
   - Min mand skal nok betale, sagde kvinden, - så sent som i morges, snakkede vi om det, og han er lige gået ned i banken efter pengene.
   - Glimrende, sagde Alfred, - hvilken bank var det, så kunne vi måske træffe ham på vejen, det ville spare alle for besvær.
   - Landdelsbanken nede på hjørnet, svarede kvinden.
   - Er der nogle særlige kendetegn til at identificere deres mand på, spurgte Alfred.
   - Ja, medmindre der samtidig er andre mennesker tilstede, der skylder Daneborg penge, så vil han være den eneste, der er iført elefanthue og et oversavet jagtgevær, men pas på han ikke bliver taget, for han har den ene halvdel af mit sidste par strømper trukket ned over hovedet, hun pegede på sit ene bare ben.
   - Tak for oplysningen frue, sagde Alfred, - kom Bert, vi må hellere skynde os. En amatør kan let kvaje sig i den branche, og så ryger vor chance for at inddrive pengene. Ikke sandt Bert?
   Bert krympede sig et øjeblik ved Alfreds hentydning, så nikkede han. - Ja lad os endelig skynde os, forsikrede han, - så skal vi nok prøve at undgå, der sker deres mand noget.
   - Det har jeg ondt ved at tro på, svarede kvinden bittert, - men jeg kan vel hverken gøre fra eller til, når Daneborg har en finger med i spillet. Hun smækkede døren i for næsen af de to mænd.
   - Hun lød nu ikke som om hendes mand var medlem af en bande, som Daneborg plukker, brummede Bert, da de begav sig ned mod Landdelsbanken.
   - Nej, det var tydeligt nok en privatmand, sagde Alfred, - men lad os nu se, hvordan han klarer sig.
   Det fik de snart at vide. De var kun 100 meter fra banken, da alarmen lød og begyndte at miave sit nødråb ud for alle vinde.
   - Tak spids, nu gælder det om at handle hurtigt, råbte Alfred og standsede bilen. Han var ude af den med Bert i hælene, næsten før den var standset helt, og sammen satte de i løb ned mod banken. En mand kom styrtende ud af banken med en indkøbspose under armen, et øjeblik så han sig forvirret omkring, så begyndte han at løbe nedad gaden mod Bert og Alfred. I det fjerne hørtes allerede en politibils sirene.
   - Kom her mand, Bert greb manden i armen og Alfred sluttede op på den anden side. - Vi to må vist hellere hjælpe lidt med, hvis du skal klare dette her. Sammen satte de i løb nedad gaden.
   - Herind, råbte Alfred og trak manden i armen. Hurtigt smuttede de alle tre gennem et hul i et plankeværk ind til en byggeplads.
   Pladsen var helt tom, arbejderne var gået hjem for weekenden. De sprang ned i et hul gravet af en buldozer, og løb tværs over denne udgravning og over mod et lille skur, der tjente som opholdsrum for arbejderne under frokost og bajerpauserne. Alfred kastede sit massive korpus mod døren og trak de to andre med sig indenfor.
   Manden de holdt imellem sig rystede af ophidselse, men han krystede stadig sin pose til sig, og endnu havde han sit oversavede jagtgevær i højre hånd. Alfred så sin fangst an.
   - Tag den latterlige strømpe af, kommanderede han, - men pas på der ikke render en maske, din kone har hårdt brug for den, ved du forhåbentligt. Manden adlød, han var endnu for fortumlet og for forvirret til at fatte meget af det, der foregik omkring ham. På den anden side af byggepladsen, udenfor plankeværket, hørtes nu ophidset råben og skrigen blandet med et par sirener. Ingen havde tænkt på at stoppe bankens tyverialarm endnu, så den blandede sig også i den almindelige støj og forvirring, uagtet hjælpen i skikkelse af lovens lange arm var nået frem og i færd med at omringe området.
   - Nu putter du strømpen i lommen, og så giver du os det gevær, inden der sker ulykker, det var Bert denne gang.
   - Vi vil gerne se, hvad du har i posen, for vi skulle gerne have nogle penge til Daneborg, ham kan du vist ikke undgå at kende.
   Manden stirrede chokeret på Bert.
   - Her, sagde han halvkvalt, - tag pengene, men lad være at gøre mig noget, jeg kunne ikke gøre for, jeg kom til at skylde Daneborg så mange penge, på ære, det var min eneste chance for at betale tilbage, skån mig. Han begyndte at ryste endnu mere.
   - Så, så tag det nu roligt, trøstede Alfred, - vi er allesammen i en suppedas, for vi har jo faktisk hjulpet dig, vi vil bare gerne have de penge, du skylder Daneborg, og så kan du for vores skyld gøre, hvad du vil med resten, men lad os nu se, hvordan vi slipper ud herfra.
   - Lad os se, han så sig omkring i skuret, og derefter ud ad vinduet.
   - Først gemmer vi skyderen her, den vil først blive fundet mandag morgen, og så er det for sent for politiet at gøre ret meget ved det, for så er vi over alle bjerge.
   Han åbnede forsigtigt døren i skuret og så ud. Alt åndede fred på byggepladsen, men det ville kun være et spørgsmål om tid, før politiet ville begynde at interessere sig for området på deres side af plankeværket.
   - Her tag disse her på. Bert havde fundet et garderobeskab og fremtaget tre kedeldragter. Han smøgede hurtigt sin jakke af, flåede slipset op og begyndte at vrikke sig ned i kedeldragten. Alfred skyndte sig at følge hans eksempel, samtidig med, han betydede røveren, at han skulle gøre ligeså.
   Et minut senere gik tre mænd i gamle snavsede kedeldragter ud af skuret og begav sig over byggetomten hen mod udgangen modsat plankeværket ud til gaden. De kom forbi en forskalling, hvor en betonkanon var kørt i stilling til at begynde sit arbejde mandag morgen. Alfred kastede et blik ned i udgravningen, så satte han over forskallingen i bunden af støberenden og skjulte geværet og elefanthuen. Med besvær klavrede han op af hullet og denne gang så hans forklædning helt ægte ud med mudder i panden og på hænderne.
   - Hurtigt, sagde Bert, - der står et rugbrød derovre, det snupper vi. Sammen satte de i løb over mod folkevognsbussen, hvis rustne skrammede sider forkyndte, at den ejedes af Olsen og Olsen entrepenører.
   Alfred sprang forpustet ind bag rattet, og Bert stoppede den stadig meget fortumlede røver ind på forsædet, inden han selv fulgte efter. Et par minutter senere kørte en gammel skrammet kleinbus ud fra en byggeplads og ned ad en sidegade, og kort tid efter var de tre mænd flere kilometer fra det sted, hvor der var begået et bankrøveri i Landdelsbanken. Her delte Alfred og Bert byttet med røveren, der oplyste, han hed Ole.
   - Det er vældig pænt af jer, at I lader mig beholde nogle af pengene og kun tager det Daneborg skal have, sagde Ole. I skal også have så mange tak, fordi I reddede mit skind. Det skal jeg aldrig glemme jer for.
   - Ingen årsag, sagde Alfred, - men hvordan kan det være, du render rundt og laver bankrøveri ved højlys dag, det er da vist ikke rigtig din stil vel, han så spørgende på røveren.
   - Nej, bestemt ikke, men jeg var helt på spanden engang, mistede mit arbejde på grund af nedskæringer i firmaet og var nødt til at tage et lån hos Daneborg. Før jeg vidste af det, sad jeg i til halsen. Daneborg skal have 1000% i renter for sine lån, og kan han ikke få sine penge, så sætter han nogle gorillaer til at gennemtæve sine kunder, så de ikke tør andet end betale. Det var derfor, jeg gik ned i banken, jeg var simpelthen mindre bange for følgerne af et bankrøveri end for at få besøg af et par af Daneborgs gorillaer. Men nu kan jeg se, I egentlig er nogle flinke fyre, der godt kan hjælpe i en snæver vending.
   - Ih tak, sagde Bert, - jeg er helt rørt, men du er faktisk heldig, for så sent som i går var vi slet ikke ansat hos Daneborg, da var det et par anderledes skrappe fyre, der tog sig af sagerne. Men stik nu hjem med dig, og tag dig lidt kærligt af lillemor, jeg tror, hun trænger til det.
   - Tusind tak, sagde Ole og forsvandt skyndsomt nedad gaden. Han havde endnu sin plastikpose knuget under armen. Han lignede en jord og betonarbejder på vej hjem med resterne af dagens madpakke.
   - Og husk nu at give strømpen tilbage, råbte Alfred efter ham.
   - Det skal jeg nok, råbte Ole tilbage, han løftede armen til en vinken, og derefter forsvandt han skyndsomt nedad en sidegade.
   - Jeg er godt sur på den bandit til Daneborg, sagde Bert, - ganske vist er vi ikke selv helgener, men vi lader det trods alt kun gå ud over nogle slyngler, der ikke har fortjent bedre. Korrumperede politikere, svigagtige bankdirektører og skurkagtige politibetjente og den slags folk, ikke sådan en flink fyr som Ole.
   - Bliv nu ikke sentimental gamle jas, så sød har du nu heller ikke været. Det kunne jo være en tilfældighed. Lad os nu se, hvem vor næste kunde er, og er det også en lille, flink, forskræmt fyr, så vil jeg være helt enig med dig om, at en vis hr. Daneborg trænger til at få en lærestreg. Men lad os nu se at komme hjem, vi har tjent til dagen og vejen i den sidste time, så nu kan vi trække os tilbage og atter tage fat på en frisk i morgen.
   Alfred så sig omkring i den stille gade, så krængede han kedeldragten af og smed den ind i bilen. Han iførte sig atter jakke og slips og tørrede ansigt og hænder i et lommetørklæde.
   - Så nu er jeg atter præsentabel, lad os komme tilbage til pigerne og se, hvad de har bedrevet, mens vi var væk.