Klokken var over seks om aftenen. Alfred kom ned ad trappen i Pension Sommerfryd og skred med en konges værdighed gennem forhallen. Han var indhyllet i røgskyer fra en dyr cigar. Dorthea syntes, den stank afskyeligt.
   - Vi skal til et større forretningsmøde i aften, sagde han. Så vi kommer sent hjem. De har måske en nøgle, vi kan låne, så vi kan komme ind uden at forstyrre nogen?
   Han fik nøglen uden protest. Dorthea var indstillet på at holde på den gode gæst så længe som muligt.
   Alfred fortsatte ud til bilen med Bertie i hælene, og snart efter var de på vej mød København. Bertie sad ved rattet og Alfred koncentrerede sig om sin cigar på bagsædet.
   - Godt vi kom væk fra Australien, hvad lille Bertie, sagde Alfred vennesælt, her kan folk jo ligefrem smile til os. Det er noget helt andet end de sure miner, vi så dernede.
   Bertie brummede noget uforståeligt fra sin plads. Han havde travlt med at undgå at køre for mange bilister og andet godtfolk ned. Han var ikke vant til den danske trafik.
   Sådan er livet, fortsatte Alfred filosofisk, mere henvendt til sig selv end til Bert. Hvem pokker kunne også vide, at den rådne bank ville gå fallit, fordi vi tog lidt penge fra den. Det var også et kedeligt uheld, at bankbestyreren var så gode venner med politichefen hvad?
   - Politichefer burde virkelig have lidt bedre styr på deres pengesager, syntes du ikke Bertie? Hvorfor skulle den forbandede kasserer også spille helt og begynde at hyle op på det forkerte tidspunkt, det ragede jo ikke ham, at jeg tog et par håndører, han fik sin hyre for at stå der i kassen alligevel, ikke?
   Bertie brummede samtykkende fra forsædet. Det kunne jo dog trods alt være, han var bange for at blive arbejdsløs, hvis banken krakkede, sagde han.
   - Kan gerne være, indrømmede Alfred, men derfor er der vel ingen grund til at få en bule i hovedet.
   - Hvis det kvaj til politichefen ikke havde lavet underslæb, så han måtte låne penge i banken til at dække sig ind med inden revisionen kom, så havde bankdirektøren ikke været nødt til at have så mange penge i kassen den dag. Penge som ikke engang var forsikret.
   Havde de bare været forsikret, var der ikke en kat, der havde gøet, fordi vi tog dem. Nu gik den forbandede bank fallit og politichefen måtte sætte alt ind på at skaffe gysserne igen for at undgå en større skandale, fordi bankdirektøren var desperat og ville afsløre ham. Nej, Bertie, det der var galt fra starten var, at de to fyre var så gode venner, at bankdirektøren skaffede politichefen det lån på tværs af aktionærerne og direktionen.
   Havde han bare kunnet give ham rede ærlige penge, og de så havde været forsikrede ordentligt, men deres transaktioner var lyssky, føj. Alfred var oprigtig forarget. Den slags forretninger, som bankdirektøren og politichefen havde haft sammen, var ikke noget for ham Alfred E. Manning, forretningsmand.
   - Det var nu alligevel synd for kassereren, sagde Bertie. Det var hans første besyv til samtalen.
   - Som jeg sagde før, han skulle have holdt sin kæft, så havde han ikke fået buler i hovedet, indvendte Alfred.
   - Jamen, hvorfor lånte bankdirektøren også politichefen så mange penge? Nok var de venner, men derfor kunne han vel godt have sagt nej.
   - Simpelt kære Bertie simpelt. De to grisebasser havde været på bordel sammen. Politichefen kunne bevise, bankdirektøren havde været der, hvis det blev nødvendigt med lidt pression, mens det omvendte ikke var tilfældet.
   - Næh, lille Bertie, det var ikke på grund af kassereren, der blev så stor larm, at vi måtte forlade Australien. Det var fordi de herrer ville undgå skandale, og det der var værre. Nu blev hver eneste gudsfordømt panser sat til at rende rundt med snuden i jorden for at finde frem til os og alle kontanterne, sikken noget rod. Næh du, så var Mandford- sagen meget bedre, et rent og kontant arbejde vil jeg sige. Bang en i skallen til ham og titusinde gode australske dollars ned i foret til os.
   - Hvor ved du forresten alt det om bankdirektøren og politichefen fra, spurgte Bert. Havde vi vidst det noget før, kunne vi have taget en anden bank, det havde trods alt sparet os for en del besvær.
   - Meget enkelt kære Bertie, det stod at læse i avisen bagefter. Da strisserne ikke kunne få fat i os rullede lavinen, og ved du hvad? Alfred lænede sig frydefuldt fremover og pustede en stor røgsky i nakken på Bert, der kom til at hoste.
   - De røg i spjældet begge to gjorde de, det havde de godt af. Jeg tror forresten, jeg sender bankdirektionen en regning på to flyvebilletter, det er sgu det mindste, de kan gøre for os, efter at vi har afsløret deres korrupte bankdirektør.
   - Banken er jo gået fallit, indvendte Bertie, inden han blev klar over, at Alfred ikke mente det alvorligt.
   - Ved du hvad Bertie? Lad os holde os til sådan noget som Manfordsagen og deslige. Vi sætter prisen, der er ingen der sladrer, og vi får en god pris hver gang. Det er svært at finde en ærlig håndværker i vort fag i dag, en mand, der giver valuta for pengene.
   Med Mandfordsagen hentydede Alfred til en minister, der efterhånden var blevet meget upopulær i visse kredse, så disse kredse tilsidst havde betalt Alfred og Bert for at skaffe ham af vejen, hvilket de da også havde gjort prompte og med stor præcision. Hele Australien talte bagefter om det fashionable selvmord.
   Alfred sad tavs hensunken i minder om fordoms storhed. Så åbnede han sin mappe og tog et bundt turistbrochurer frem og gav sig til at studere dem omhyggeligt. Det var en af Alfreds svagheder, han skulle altid have alle de brochurer, han kunne få om de steder, han besøgte i verden, og Alfred E. Manning and Co. Enterprises havde været mange steder på jorden.
   Bertie sad tavs. Han havde fået noget at tænke på. Alfred havde fortalt sig, eller også var der noget andet galt. Ifølge en aftale de to havde sammen, skulle Bert have 35% af alle de indtægter, de fik ved deres fælles forretninger, og selv om Bert ikke kunne regne det nøjagtige beløb ud i hovedet, lige i øjeblikket, så kunne han dog indse, at de 1500 dollars han havde fået for sin andel i Manfordsagen var væsentligt under 35% af l0000 dollars, som Alfred havde nævnt som betaling for jobbet. Men var der ikke noget med at Alfred havde nævnt et andet beløb dengang? Sådan at de 1500 dollars lige havde svaret til 35%?
   Sådan havde hver af dem sit at spekulere på, mens den store vogn fortsatte mod sit mål, og snart var de fremme ved deres bestemmelsessted.
   Alfred og Bert sad ved et stort konferencebord i et mødelokale på et af Københavns mest fashionable hoteller. Alfred fiskede en dyr cigar op af en kasse, der stod i behagelig nærhed, og fik fyr på den. Han tog sig en ordentlig slurk af sin Chivas Regal og følte sig særdeles veltilpas. Med den største velvilje rettede han derefter sin opmærksomhed mod hr. A. Daneborg, direktør for foreningen af mindre finansieringselskaber i Danmark.
   Daneborg skulle lede det møde, som Alfred og Bert var inviteret til som specielt indbudte gæster. Som Daneborg fremstillede sagen:
   - Når man skal have løst et problem, tilkalder man specialister, og vel at mærke specialister, der er de bedste på området, uanset prisen. Valget var faldet på de to herrer efter lang tids efterforskning, og da de begge, som følge af klimaudviklingen i Australien, fandt det sundest at forlade landet, i det mindste for en tid, havde de begge indvilget, eller rettere Alfred havde givet sit samtykke og Bertie var fulgt med, som det tynde øl.
   - Tjener, råbte Daneborg, - lad os få noget mere is, og så vil vi ikke se mere til Dem i aften med mindre, vi kalder på dem. Tjeneren skulle lige til at protestere, men lukkede munden, da en 500 lap blev stukket i hånden på ham. Han forsvandt som lyn og torden og dukkede op igen med en isspand, som han stillede på bordet, hvorefter han trak sig tilbage, med et sidste nysgerrigt blik ind på forsamlingen.
   - Hansen, døren! Daneborg udstedte sine ordrer, og en mand med en skikkelse en gorilla kunne have misundt ham, stillede sig op ved døren, hvor han passede på, at ingen uvedkommende skulle vove sig ind. Intet levende væsen større end en myre ville have den fjerneste chance for at forcere denne barske dørvogter.
   A. Daneborg rejste sig og slog på sin dirigentklokke. A'et stod for Adolf, men det pralede Daneborg nu ikke af, særlig ikke efter, at en af hans kunder i et kendt formiddagsblad havde anklaget ham for at anvende metoder ved inddrivelse af sine udlån, der stærkt mindede om metoder anvendt af en anden mand ved navn Adolf, hvorom det bedste man kunne sige om denne sidstnævnte var, at han havde været død i over fyrre år.
   Daneborg skuede med herskermine ud over forsamlingen. Han elskede at sidde i udvalg, og han elskede at holde konferencer, hvor han selv havde ordet.
   - Mine herrer, begyndte han. Vi er i dag forsamlet for at drøfte et meget vigtigt emne. Jeg formoder, at alle de herrer er klar over, hvad det emne er, men dels som et resumè dels for at orientere vore to gæster, her pegede han på Alfred og Bert, der rejste sig halvt og bukkede for forsamlingen. Vil jeg lige ridse den sidste tids begivenheder op.
   - Det er velkendt at det er svære tider for vor branche. Daneborg gjorde en kunstpause, tog et dybt drag af sin cigar, ægte havaneser, og en stor slurk af sit sjusglas.
   - I de sidste år er det blevet stedse dårligere. Ikke fordi vi mangler kunder, dem er der nok af, men fordi vi flere gange er kommet i offentlighedens søgelys, af så den ene så den anden grund.
   - Som De alle ved, har der været flere undersøgelser af vore virksomheder, som alle beskæftiger sig med udlån til mennesker, der ellers ikke ville være i stand til at låne penge. På grund af den store risiko, vi løber ved disse udlån, er vi naturligvis også nødsaget til at tage en rente, der svarer til risikoen. Et system enhver bank eller kreditinstitution anvender. Han gjorde igen en pause, så der var tid for hans tilhørere til at komme med "hør, hør" bemærkninger.
   - Imidlertid er visse personer i indflydelsesrige kredse blevet sure over vor virksomhed på grund af den provision og den rente, vi nødvendigvis må beregne os, hvis vi skal holde næsen oven vande i disse vanskelige tider.
   - For at imødegå denne tingenes tilstand, har vi, i lighed med enhver anden institution, nedsat et udvalg, der kan forsøge at løse vore problemer. Mine herrer, jeg har sammenkaldt Dem i dag for at fortælle Dem, hvilket resultat udvalget, som jeg har den ære at være formand for, er kommet til.
   Her gjorde Daneborg en ny pause, og spændingen i forsamlingen steg. Der hørtes mumlende røster rundt omkring, der alle kom med en løsning.
   Daneborg ventede et helt minut med et smil på læben, mens han lod mændene snakke, så slog han igen på sin klokke.
   - Mine herrer! Der faldt ro over forsamlingen.
   - Vi er kommet til den konklusion, at et menneske alene er ansvarlig for denne tingenes beklagelige tilstand. Og hvem er da denne person, der forstyrrer vort arbejde? Forstyrrer vort arbejde på en sådan måde, at enkelte af os har været nødsaget til at opgive vor virksomhed? Han så sig spørgende om i forsamlingen.
   - Fru Hansen fra Vesterbrogade, lød det hjælpsomt fra et vittigt hoved i forsamlingen. Daneborg dukkede sig et øjeblik, men sendte så den vittige hund et så morderisk blik, at denne så ned.
   Fru Hansen fra Vesterbrogade var et mørkt Kapitel i Daneborgs liv. Dengang hed han ikke Daneborg, men Petersen, men han drev også da en blomstrende udlånsforretning, og den nævnte fru Hansen havde været en af hans kunder. Hun havde i et svagt øjeblik manglet 500 kroner til afdrag på et dyrt guldhalsbånd, hun i et andet svagt øjeblik havde købt på afbetaling i en dyr strøgforretning. For at klare skærene havde hun altså lånt 500 kroner og på den måde reddet sit halsbånd, i hvert fald for en tid.
   Da hun tre måneder senere skulle betale lånet tilbage, "små nemme afdrag, De ikke vil mærke frue", havde hun desværre for Petersen opdaget, at hun ville komme til at betale næsten 1200 for lånet af de 500. Det havde næppe betydet ret meget for hende, for hun hængte sig normalt ikke i den slags trivielle bagateller, men hun stod netop og manglede 1200 kroner til udbetaling på sit nye stereoanlæg, og derfor strittede hun imod med hænder og fødder, da Petersen begyndte at rykke for sine ærligt tjente penge.
   Affæren var kommet et kendt formiddagsblad for øre, og da redaktøren netop stod og manglede stof til en god skandale, var sagen fru Hansen versus hr. Petersen vand på hans mølle.
   Bladet, der havde specialiseret sig i at sammenligne hæderlige forretningsmænd af Petersens type med visse større arter af den maritime fauna kendt under det latinske navn galeocerdo cuvieri eller slet og ret haj, havde haft megen fornøjelse af sagen. Oplaget var røget betydeligt i vejret, mens sagen stod på, i særdeleshed, da bladet galant betalte fruens lån, hvilket fremkaldte mange tårer rundt omkring i de små hjem og gav oplaget yderligere en tand.
   For at dysse det hele ned, havde Petersen holdt en meget lav profil. Bladet havde dog ikke af den grund ladet ham være i fred, så til sidst var han taget på en "forretningsrejse" til Sydamerika, og siden havde man ikke hørt noget til nogen hr. Petersen i låneverdenen. Derimod var der kommet en mand ved navn Daneborg ind på markedet, men da han holdt sig klar af offentlighedens søgelys, så godt det lod sig gøre, gik hans forretning yderst fint. Som sagt, kunderne manglede ikke.
   Dette beklagelige og besværlige punkt i Daneborgs liv var noget, han ikke ønskede, at der blev talt for højt om, skønt alle kendte til den i branchen. Men da man respekterede ham som en dygtig og hensynsløs mand indenfor sit felt, blev sagen ikke omtalt før nu, hvor en taktløs person nævnte den og fremkaldte et smil på alles læber. Smilene stivnede hurtigt, man havde andre og vigtigere ting at tænke på.
   Daneborg slog hårdt på klokken, og der blev atter stille.
   - Vi kender alle denne person. Hans navn ses ofte i aviserne. Kort og godt, vor nye nationalbankdirektør H. Holgersen. Han og han alene er det, som forskaffer os alle disse vanskeligheder med sine restriktioner. Han har magten til at spænde ben for os. Han kan sørge for at få lavet love, der kan ødelægge vor virksomhed fremover.Daneborg standsede forpustet. Bortset fra den lille pinlige afbrydelse fra før, syntes han, han var sluppet godt fra sin tale. Nu kom aftenens clou, nu skulle han chokere dem allesammen.
   - Mine herrer, udvalget har truffet en beslutning. Vi har vedtaget at sætte en stopper for dette uvæsen, og det kan bedst gøres ved at fjerne denne inferiøre person, der træder os så hårdt over tæerne.
   - Derfor mine herrer er vi samlet her i dag for at foretage en endelig afstemning. Er De mine herrer enige med udvalget i, at denne person skal fjernes, bedes De række hånden i vejret.
   Daneborg så tilfreds ned ad bordet, hvor alle deltagerne på nær Alfred og Bert, der jo ikke kunne stemme, en efter en rakte hånden i vejret.
   Det blev meget sent før selskabet brød op, og Alfred og Bert igen begav sig nordover mod Liseleje. Alfred sad hensunket i tanker på bagsædet. Det havde været en god dag, men nu var han træt og irritabel, og han længtes efter at komme i seng.
   Bert, der ikke kunne tillade sig at døse hen, fordi han sad ved rattet, havde nok at spekulere på. For ham havde dagen ikke været nær så god. Her sad han ved rattet i en bil i et fremmed land 20000 kilometer hjemmefra, og fandt ud af, at han ikke alene var blevet snydt, men også holdt for nar.Bert var faktisk godt ked af det, og han tænkte på sit hidtidige liv, der just ikke havde fulgt en succesrig vej.