Lise stak sine små fingre gennem trådhegnet og klemte omkring det stive ståltråd. Derude var en spændende verden, "derude" var, hvor hun ikke kunne komme. Derude var, hvor de voksne færdedes. Hun kikkede op på håndtaget i lågen ud til friheden. Det håndtag hun ikke kunne nå. Hun stivnede et øjeblik, det stod på skrå, sådan, som når de voksne åbnede lågen. Hun flyttede sine små buttede hænder over til lågens trådnet og trak forsigtigt i det. Lågen bevægede sig. Forskrækket trykkede hun den tilbage på plads og så sig over skulderen. Havde nogen set hende?
   Så stolprede hun ind i huset og hentede sine ting. På vejen snuppede hun en bolle fra et fad og en banan fra en kurv. Ingen så hende, da hun forsigtigt skubbede lågen så meget op, at hun kunne smutte ud. Ud i den spændende verden, de voksne færdedes i.
   Hun stod lidt usikker på, hvad hun skulle gøre. Derovre på den anden side af vejen lå skoven. Der havde hun aldrig været. Hun stod et øjeblik i vejkanten, før hun stolprede over og ind ad den jordede skovsti. En lille pige i røde sko, hvide gamachebukser og en kort nederdel med smæk foran og krydsede seler bag. En gul bluse fuldendte hendes påklædning. I hånden havde hun en lille rød papkuffert, der indeholdt hendes to kæreste ejendele.
   Hun tullede ned ad stien og skoven lukkede sig omkring hende, og bag hende svandt den lysende port mellem skoven og det åbne land ind til en prik. Træerne bøjede sig ind over stien og dannede en tunnel gennem hvis tag, solen filtredes i gnistrende lyslanser. Hun fik et øjeblik hjertebanken af betagelse. Det var spændende, dette var, hvad hun havde længtes efter i lang tid. Hver gang en voksen gik gennem den fortryllede låge, hun ikke havde været i stand til at åbne, før nu, men nu, nu ved et tilfælde havde hun fået en nøgle foræret til denne anden verden.
   Lise så sig begejstret omkring, der voksede de hvide og gule blomster over alt i skovbunden, og der var en sød stank af rådnede plantedele og sort skovjord. Lyset gennem bladhanget spillede i pletter på hende, da hun fandt et træ at sætte sig op af.
   Hun åbnede den lille rød kuffert og tog bananen frem. Hun vidste ikke helt, hvordan man skrællede den, det havde de voksne altid gjort, nu ridsede hun i skallen med en negl og kom ind til det gule frugtkød indenunder. Hun var helt stolt og brækkede med fingrene skrællen så meget til side, at hun kunne komme til at spise bananen. Så tog hun resten af kuffertens indhold frem. En barbiedukke og en lille bamse.
   Lise satte sig godt til rette, og begyndte den gammelkendte leg med at gifte Barbie væk til drømmehelten Ken. Bamse måtte holde for den dag, for Ken lå derhjemme, hun sad og småpludrede med sine to dukker, som små piger har for, vane, når de leger alene. Hun var helt optaget af sin leg, men blev afbrudt, da en mand løb forbi på skovstien tyve meter væk. Hun fulgte ham med øjnene, han var i blå træningsdragt med hvide og sorte striber ned ad benene. Bagefter ham løb en lille hund med en pind i munden. Den standsede, da den opdagede pigen.
   - Vovse, sagde Lise, komse da, skal vi være venner?

Hunden kom nærmere og stillede sig lige foran hende, det lyste ud af dens øjne. Kom og fang mig og tag min pind fra mig, hvis du kan.

Lise tog sin bolle frem, brækkede den over, og spiste lidt af den ene halvdel og holdt den anden frem mod hunden, en lille cocker spaniel. Den kom langsomt og forsigtigt nærmede lagde pinden fra sig og snusede til bollen, før den guffede den i sig.
   - Ha, råbte Lise, der fik jeg din pind vovse. Hun viftede med den i luften, og hunden gjorde et lille hop og klaskede begge forpoter ned i skovbunden. Dens glade øjne lo, her var endelig en der ville lege og ikke blot en voksen, der løb og løb. Hun kastede pinden, og hunden for i rasende fart efter den og forsvandt et øjeblik i en sky af visne blade, så kom den tilbage med pinden:
   - En gang til, sagde dens øjne, og pigen kastede, hunden hentede og kom tilbage, og hun kastede igen. Pludselig standsede legen, da den fornemmede, dens herre var langt væk og satte efter ham.
   - Farvel vovse, råbte Lise og vinkede, så spiste hun resten af sin bolle og legede videre med sine dukker. Solen skinnede over løvhanget, og det var dejlig varmt, langsomt blev hun mere og mere døsig. Hendes øjne gled i, Barbie og Bamse smuttede ud af hendes hænder og havnede på jorden ved siden af den lille kuffert.
   Og sådan fandt de hende. Råbene gjaldede gennem skoven og forstyrrede et øjeblik naturens fred: - Vi har fundet hende!
   De voksne stod og så på hende, hun lå op ad en træstamme med hænderne foldet over maven og dukkerne ved siden af på jorden, et fuldendt billede på fred.
   Lise vågnede langsomt, den lille gruppe stod først tåget for hende så skarpere og skarpede, som hun kom mere og mere til bevidsthed. Der var alle de voksne fra børnehaven, hendes mor i den nålestribede spadseredragt, de højhælede sko og med computertasken over skulderen, men også to store betjente med hver sin schæferhund.
   - Hej vovser, sagde Lise og gned øjnene, hvor har jeg haft det dejligt.