Solen stod op øst for Perth, sådan som en sol skal, og den sendte sit blide skær ned over byen og omegnen. Hvis sole ellers kan udtrykke noget som helst, ville den sikkert have studset over det syn, der åbenbarede sig under dens gyldne stråler lidt øst for Perth.
   En bil kom hen ad vejen. En meget speciel bil. På dens venstre side så man det ene ord ICE. Der skulle have stået POLICE, men sidedøren manglede, kun et par forvredne hængsler viste, at der skulle have været en dør. Ligeledes manglede skærmene i højre side, og vognen gjorde indtryk af, at en eller anden havde forsøgt at lave den om til et vinkeljern, men havde opgivet sit forehavende, inden projektet var helt fuldført.
   Højre forhjul var temmelig ekset og gav bilen en lidt slingrende gang, men trods disse ydre mangler var der ikke noget i vejen med passagerens humør. Han sad i sædet ved den afrevne dør og skrålede af fuld hals en ret speciel version af en australsk folkesang.
   Føreren af bilen var knap så munter. Det var Bert, og siden et ret brat møde med et bilvrag i vejkanten, den bil Alfreds udsendte medarbejder havde efterladt, og politiet endnu ikke havde ryddet af vejen, havde Bert haft en del besvær med at køre. Styretøjet fungerede ikke rigtigt mere, bilen havde fået nogle ret ubehagelige tilbøjeligheder til at ville styre væk fra vejen, og skønt der egentlig var plads nok, så var Perth dog målet.
   Måske havde den det som elefanterne der, når de mærker tiden er inde, søger til et ensomt sted før den sidste hvile.
   Bert kikkede bekymret på kølevandstermometret, det eneste instrument, der endnu virkede. Det var ikke opmuntrende. Nålen var gået helt ud af det røde område og ville gerne have fortsat på anden omgang, hvis det havde været muligt. De sidste 50 kilometer havde de trukket en tynd vandstråle efter sig, men det var hørt op nu, og bilen kørte kun på sin gode vilje og Berts håb.
   Et gode var det dog, at solen var stået op. Vognens sidste forlygte havde opgivet ævret og var faldet af kun kort efter, de havde forladt ranchen, og yderligere, noget senere, havde det været nødvendigt at fjerne kølerhjelmen, da den truede med at slå op over det knuste vindspejl, samt den forreste kofanger, der slæbte mellem vognens forhjul.
   - Tag lige og hold kæft Alfred. Bert så morgensurt på sin makker. Det er sgu ikke særlig morsomt, hvis smadderkassen her ogiver ævret, så vi må gå ind til Perth. Der er meget, vi skal nå, og vi har sikkert halvdelen af Australiens politi på jagt efter os nu.
   Alfred holdt inde med sin sang.
   - Slap af Bertie, sagde han fornøjet, du er bare morgensur. se på de lyse sider i tilværelsen. Jeg ser for eksempel for mig en lille gruppe betjente anført af en studedum politichef. De marcherer ud ad den store landevj under afsyngelse af deres korps muntre vandresange. De har en meget lang marchtur foran sig. Så hvad betyder det, om vi kommer til at gå et par kilometer.
   Bert anstrengte sit indre blik. Lidt efter lidt klarede han op, og da de nåede udkanten af Perth, og stoppede for det første røde lys, sang han med på sidste vers af Waltzing Matilda sammen med Alfred, mens bilens motor langsomt blev rødglødende og begyndte at tikke uheldsvangert.
   - Tak skal du have, I har nok rigtig været ude at more jer i nat.
   Bert standsede midt i omkvædet af Waltzing Matilda og stak hovedet ud gennem den knuste siderude.
   - Åh, det har såmænd været en ganske normal natpatrulje, sådan ser vore vogne altid ud dagen derpå, han smilede venligt til manden i sportsvognen ved siden af. Alfred stødte ham i siden.
   - Der er grønt lys lille Bertie, du må hellere se at få lettet rumpen, vi skal have vognen repareret til patruljen i aften.
   Bert satte i gang med et ryk. Netop i dette øjeblik, valgte den sidste hjulkapsel at forlade bilen. Bert fulgte den i det skævtsiddende bakspejl, mens den trillede tværs over gaden. Da de var kommet over krydset, var sportsvognen ikke startet endnu. Dens fører sad og gloede efter dem, han havde tabt underkæben og så ud, som om han var ved at tælle de mange flossede skudhuller i politibilen.
   - Hør du Alfie, vi må vist se at finde ud til dig, jeg har på fornemmelsen, vi vækker opsigt, sagde Bert eftertænksomt, da de humpede nedad hovedgaden i Perth.
   - Yep partner, det kan der være noget om, det kunne også være, vi skulle se at sadle om til en ny bil, denne her kan vist ikke tåle meget mere.
   - I guder, jeg tror du har ret Alfie, sagde Bert. Han svingede ind over fortovet, for at komme ned i det underjordiske garageanlæg i den bygning, hvor Alfred havde kontor. Dette øjeblik besluttede motoren at opgive ånden, stemplerne satte sig fast i den gloende motorblok og hjulene blokerede. Bilen snurrede engang rundt om sig selv, så tørnede den med stor kraft ind i en betonpille, så det skjalv i bygningen.
   Garagemanden kom farende til og begyndte at himle op, da han så Alfred stige ud gennem det hul, hvor venstre fordør havde været, i næste øjeblik så han Bert dreje sig halvt i sit sæde, sætte fødderne mod højre fordør og trykke til. Døren gav sig, og med et stort rabalder faldt den af hængslerne og havnede for fødderne af garagemanden, hvorefter Bert steg ud.
   - Hvad siger De min gode mand, forhørte Bert sig, og lagde en hånd bag øret.
   Opsynsmanden, det var i øvrigt ham, der havde stukket Alfred til politiet, gloede forfærdet fra Bert til Alfred og tilbage igen. Så genkendte han pludselig Alfred.
   - Æh øh hr, absolut ikke noget, sagde han. Slet ingenting. De er velkommen til hver en tid, kom bare, når De har lyst. Han bakkede langsomt om bag en pille, og da han mente sig i sikkerhed, snurrede han rundt og flygtede.
   - Stop, Alfreds stemme tordnede gennem garagen. Manden standsede og kom tilbage. Han rystede over hele kroppen.
   - Hvad gør den politibil her? Alfred pegede på en patruljevogn, der var parkeret meget diskret i et hjørne af garageanlægget.
   - Æh, det var jo den, De kom i mine herrer, forsøgte garagemanden sig.
   - Sludder mand, er der politi her i bygningen og i bekræftende fald hvor henne? Parkeringsvagten kikkede pludselig som bjergtagen på våbnet i Alfreds store næve.
   - Der er vist et par stykker på besøg, sagde han, jeg tror endda, de venter på en herre, der minder meget om Dem.
   - Tak brormand, det var lige det, jeg ventede at høre, kom med. Alfred viftede manden foran sig med sin pistol.
   Den lille trio nåede op på gangen, hvor Alfred havde kontor. De stod et øjeblik udenfor døren og lyttede til den hurlumhej, der foregik indenfor. Alfred tog en dyb indånding, så sparkede han døren op med et brag. Fire par øjne mødte ham, da han trådte ind ad døren. Der var tale om fire betjente, der var ved at vende op og ned på kontoret. Det var veldiciplinerede, veluddannede mennesker, der forstod at bedømme en situation på et øjeblik. De rakte alle som en hænderne i vejret, endnu før Alfred nåede at åbne munden. Alfred konstaterede med slet dulgt tilfredshed, at han stadig havde et godt ry blandt politiet i Australien.
   Det tog kun et par minutter, så var de fire betjente lænkede til hinanden og pengeskabet med deres egne håndjern. Alfred sikrede sig nøglerne til politibilen samt pengeskabets indhold af kontanter, et betragteligt beløb, og belavede sig på at forlade kontoret med Bert efter sig, da en af betjentene fik mælet igen.
   - Du slipper ikke godt fra det denne gang Manning, skreg han forbitret. - Vi har folk i lufthavnen, der straks arresterer dig.
   Alfred vendte sig om i døren og smilede. - Tak for tippet kammerat, lad os se, hvordan det går. Nu har I ihvertfald fri for tjeneste et par timer. Han nikkede venligt og lukkede døren og låste den omhyggeligt efter sig.
   Et par minutter senere susede de afsted på vej mod lufthavnen i en ny politibil.
   - Vi kan lige så godt skynde os, sagde Bert og startede sirenen og blinklyset. Trafikken foran veg respektfuldt tilside for udrykningskøreøjet, og det varede ikke længe, før de var fremme ved lufthavnen. Men først var de inde i et stormagasin, hvor de forsynede sig med de nødvendigste rejseartikler, og Bert var inde i sin bank for at få fat i penge til at finansiere den videre flugt. Det var derfor et par nydelige og velklædte forretningsmænd, der troppede op i Perths lufthavn for at få en billet til det første fly, der forlod Australien.
   Der skete to ting, straks de to mænd trådte ind i afgangshallen. En civilklædt opdager genkendte øjeblikkelig Alfred og Bert, og Alfred og Bert genkendte øjeblikkelig den civilklædte opdager.
   Uheldigvis for opdageren var han alene, og havde ingen særlige muligheder for at tilkalde hjælp. For det første vidste han, at hans to modstandere var svært bevæbnede, så han turde ikke angribe dem ene mand, og for det andet vidste han, at de ville være over alle bjerge, hvis han spildte tid med at tilkalde forstærkning. Han valgte derfor en tredie mulighed, nemlig at skygge mændene og håbe på at få en chance til at sætte et angreb ind. Desværre for ham var han ikke klar over, at han var blevet genkendt af sine to ofre.
   Bert og Alfred købte billetter til Tokio. Det var ganske enkelt den første afgang fra lufthavnen, og med billetterne i hånden gik de hen for at checke bagagen ind. Deres skygge fulgte troligt efter.
   Det var ved paskontrollen, det skete. Bert stod forrest og Alfred lige bagved. Skyggen sluttede bagtroppen. Pludselig slog Alfred sig for panden og råbte med klagende stemme: - Åh, jeg fjols, jeg glemte noget. Han snurrede omkring og med fuld tryk løb han ind i sin skygge, der væltede omkuld.
   - Ih altså hr. det må De meget undskylde. Alfred var lutter brødebetynget hjælpsomhed, da han hjalp den fortumlede detektiv på benene og rettede på mandens tøj.
   - Jeg håber sandelig ikke De kom noget alvorligt til.
   - Nej, nej, skyndte manden sig at forsikre, det var jo kun et uheld, noget der kunne ske for enhver. Han var nu fuldstændig sikker på, han ikke var genkendt og lykkelig for det. Fra detektivskolen vidste han, at overraskelsesmomentet ikke kunne vurderes højt nok.
   - Undskyld, hvad var det De skulle nå, spurgte han forekommende. Det gjaldt om at komme i snak med de to mænd og få dem forsinket, jo større var hans egen chance så.
   - Himmel, det glemte jeg helt, Alfred så nedtrykt ud. Det slog mig lige pludselig, at jeg havde glemt mit fotografiapparat inde i stormagasinet derovre, men nu kan jeg se, at jeg jo bare har stoppet det i lommen. Alfred fik med noget besvær trukket en fototaske op af den ene frakkelomme og fremviste den lykkelig for detektiven, der smilede og delte Alfreds tilfredshed med, at intet var glemt.
   Lige før paskontrollen var opstillet en metaldetektor, der skulle afsløre, om nogle af passagererne havde våben med ombord. Bert gik fløjtende gennem den hesteskoformede portal og fortsatte videre til paskontrollen, men Alfred stoppede op.
   - Undskyld hr. sikkerhedsofficer, sagde han og tog sin fototaske ned fra skulderen og rakte den hen mod en uniformeret mand, kan jeg få Dem til at holde mit fotoapparat, mens jeg går gennem detektoren, jeg har før fået ødelagt en film af sådan en helvedesmaskine.
   - Det sker ikke her hr., sagde den uniformerede, men tog dog imod kameraet og holdt det, mens Alfred smilende gik gennem kontrollen. Alfred skyndte sig videre efter Bert og hørte derfor kun halvt, hvad der derefter skete.
   Lufthavnsfunktionæren gjorde store øjne, da detektiven gik gennem detektoren. Måleapparatet slog helt ud og bippede hysterisk.
   - Undskyld hr., vil De være så venlig at tømme Deres lommer, så jeg kan se, hvad De har, der giver så stort et udslag.
   - Jeg har ikke tid, snerrede detektiven.
   - Jeg er detektiv på jagt efter to storforbrydere.
   - Så vil De måske være så venlig at skynde Dem med at vise mig, hvad De har i lommerne, så kan De komme videre på Deres forbryderjagt, kontrollanten var nu knap så venlig.
   - Her er mit politiskilt og pas, sagde detektiven og stak hånden i lommen. Så stivnede han.
   - Det var pokkers, jeg mente så bestemt, det skulle være her. Han stak hånden i den anden lomme og stivnede endnu mere. Han havde hånden halvt oppe af lommen medbringende en stor Coltpistol, da sikkerhedsvagten angreb ham i en flyvende takling, mens han råbte højt om hjælp. Det varede kun et øjeblik, så var han overmandet, og blev ført til et kontor for at aflægge beretning om, hvordan det kunne lade sig gøre, at en mand, der påstod, at han var detektiv og ansati statens tjeneste ikke kunne fremvise hverken politiskilt eller anden legitimation, samt var i besiddelse af en Coltpistol, der hurtigt viste sig at have fået sit serienummer filet væk.
   Det hele var faktisk så mistænkeligt, at det varede flere timer, før manden kunne gøre rede for sin person og med en undskyldning blev transporteret tilbage til Perth hovedpolitistation medbringende Alfreds Coltpistol.
   På det tidspunkt havde Alfred og Bert nydt et luksuriøst måltid ombord i flyet til Tokio og ventede nu bare på, at filmen skulle starte. Alfred sad tilfreds og bladede i et pas, der lød på navnet Theodore Wilkingson. Med lidt behændighed skulle det sagtens være muligt at få et nyt billede i det pas, samt få frisket stemplet tværs over billedet op. I hans lomme lå en lille plastikmappe med et politiskilt.
   Bert sad og fordøjede samtidig med, han stangede tænder.
   Pludselig spurgte han: - Jeg vidste ikke, du interesserede dig for at fotografere, sig mig engang hvilket format anvender du?
   - Ni mm, svarede Alfred åndsfraværende og bladede videre i passet.
   - Det var dog et besynderligt format, jeg har hørt om 8 mm, ja sågar super 8 og endda 35 mm, samt 16 mm lad mig se engang, han snuppede fototasken og skulle til at åbne den.
   - Idiot, hvæsede Alfred og rev tasken til sig, det er revolveren.
   - Åh javel, det var jeg ikke klar over, men hvorfor pakker du den ikke bare ned i kufferten. Kufferter bliver aldrig undersøgt for den slags, og der er rigelig tid til at få den frem og anbragt andensteds, før du går gennem tolden i den næste lufthavn.
   - Jeg kunne for eksempel skyde dig, før du når at få pakket din ud af kufferten, svarede Alfred ironisk og nidstirrede Bert.
   - Nej, ved du nu hvad Alfie, sagde Bert med blid stemme, det ville du da aldrig gøre mod en ven. Desuden er der så megen trængsel i en lufthavn, du risikerer bare at ramme en politibetjent i enden, og hvor er vi så henne? Du er da vist også ved at blive blødsøden på dine gamle dage, når du sådan forærer din elskede Coltpistol til den første den bedste.
   - Det var ikke den første den bedste, brummede Alfred surt, det var en gammel bekendt, selv om han ikke troede, jeg kunne genkende ham.
   Turen fortsatte i rugende tavshed, og nogle timer senere var de fremme i verdensbyen Tokio.