Johnny hed han. Efternavnet er lige meget for ingen kom til at kende ham for det. Men samtiden gav ham et helt andet efternavn, og det kommer vi til senere i historien.
   Han var født og opvokset i et lille grevskab i England i midten af 1700 hundrede tallet. Den nøjagtige dag kan for så vidt være ligegyldigt, men han blev kendt af sin samtid, som den der kunne spile på sit tryllehorn så både mennesker og dyr kunne forstå det og værdsætte det. Dette er hvad der skete og blev nedfældet på et videobånd, som blev indlemmet i det store videobibliotek på astralplanet, hvor alle kunne se det, hvis de altså ikke havde det meget sjovere med andre aktiviteter.
   Johnny kedede sig. Alle senere generationer tror at alle knoklede røven ud af bukserne for at få tingene til at hænge sammen, selv uden at stile mod Volvo, video og vovhund for slet ikke at tale om villaer, som senere generationer halsede efter. Johnny kedede sig, og de fleste i landsbyen anså ham da også for at være en uskadelig tumpe, man helst skulle være lidt rar imod, når nu moder natur ikke havde sørget for, han var blevet kvalt i navlestrengen.
   Det var ikke fordi, der var noget i vejen med Johnny, sådan da, han passede bare ikke ind i miljøet, for hvor alle andre kun tænkte på at klare dagen og vejen for sig og sine og få mad på bordet hver dag, så tænkte Johnny dybe tanker om livet, døden, menneskeheden og så'en. En luksus, de færreste syntes de havde råd eller overskud til.
   På den måde havde det været i hundrede af år og sådan ville det fortsætte i flere hundrede år endnu i denne del af England. Nu boede Johnny i en lille hytte sammen med sine forældre og gik altså omkring på marker og enge og tænkte dybe tanker og sådan noget, som ingen anden djævel ville bruge tid til.
   Den dag vor beretning begynder, var han nu ikke ude at gå, men tvært i mod havde han forvildet sig ud i det lille bryggers i hytten og stod nu og kikkede filosofisk på trappen, hvis smalle trin førte op til loftet. Efter lidt betænksomhed satte han foden på det nederste trin af stigen, og da beslutningen først var taget, kravlede han videre op til hans hoved stødte mod loftslemmen, som han løftede, til den til sidst væltede til side og lagde sig mod en stopklods, der netop var beregnet til slige formål.
   Når Johnny bevægede sig derop, var det som sagt fordi han ikke havde andet at tage sig til, men også en vis nysgerrighed. Nu stod han på toppen af lofttrappen og prøvede at kikke gennem det fuldstændige mørke, der herskede sådan et sted.
   Hvis nogen tror, der er romantisk under stråtaget på loftet af en flere hundrede år gammel hytte, så kan de godt tro om igen. Det er der ikke. Først er der lugten af gammel halm elle strå. Det taget er lavet af - og på en varm sommerdag er den gennemtrængende. Så er der også lugten af generationer af mus, der er gået til den evige hvile deroppe og endelig lugten af, hvad der måtte skjule sig af mærkelige ting i mørket. For eksempel skrækkelige uhyrer, hvis eksistens først bliver kendt for en barnesjæl, når de kaster sig over en og gør unævnelige ting, som kun fantasien sætter grænser for. Han vejrede lidt, så bakkede han forsigtig ned ad loftstrappen og hentede et tællelys, som han satte ind i husets eneste højteknologiske indretning, en lygte, der beskyttede sit tællelys mod træk og dog samtidig gav et acceptabelt lys uden at sætte fyr på stråtaget, der dog ellers var parat til at blive fyr og flamme ved den mindste anledning, som for eksempel et tællelys i en stage.
   Endnu engang begav Johnny sig af sted og kom denne gang helt op på det lille loft, og kikkede sig omkring. Lygten lyste sandt og sige ikke meget, men noget kunne han dog se, når han krumbøjet bevægede sig af sted hen under stråtaget og kikkede til højre og venstre for at se, om der var spændende ting og for at prøve at opdage de mørkets uhyrer, der sikkert lurede der, før det var for sent. Og det var sådan han opdagede den gamle kuffert, der nok havde ligget der i mange år, uden nogen havde skænket den en tanke.
   Det var det eneste, der var af interesse på loftet, så Johnny bukkede sig endnu mere ned i støvet og trak kufferten frem i en mør gammel hank, der gav efter. Han pustede engang for at fjerne støvet og fortrød det straks, fordi netop støvet stod i en hvirvel om ørerne på ham. Så tog han kufferten og bragte den med ned i lyset efter den lange tid i glemsel og mørke.
   Johnny bar kufferten helt uden for hytten, ud i græsset, hvor han satte den ned og børstede støvet af den med trøjeærmet. Hvad mon sådan en kuffert kunne indeholde? Måske et gammel kort over skjulte skatte, men nej Stevenson var ikke kommet til verden endnu, så det var nok ikke det, men alligevel. Med skælvende hænder åbnede han de rustne hængsler og slog låget til side.
   Kufferten var gammel, og musene havde haft gang i den, men det der lå der, var trods en smule mat i metallet dog i fin stand. Johnny sad længe på knæ og betragtede hornet før han tog sig sammen og løftede det komplicerede musikinstrument op af kufferten.
   Han havde hørt om det, men aldrig set det, nu løftede han en af de første modeller af et Waldhorn eller French horn op af kufferten. Tørrede mundstykket af med en snavset hånd og satte det til læberne. Det gav ikke en lyd fra sig, hvor meget han end blæste, men da han spilede sine kinder ud af al kraft og blæste så meget han orkede, skete der pludselig noget, idet en lille mus kom farende ud af hornet med samt sin rede. Den fløj flere meter væk, og med et var der lyd i hornet. Mærkelig nok forsvandt musen ikke som lyn og torden, men blev siddende lidt væk og lyttede til de sære toner Johnny producerede på sit nu lydelige horn.
   Den nybagte musikant så godt musen og undrede sig, men tænkte så, at der måske var rystet noget løs inde i det lille musehoved efter den voldsomme flyvetur, så han fortsatte sit spil.
   Johnny blæste på livet løs. Det var første gang i sit liv, han havde et musikinstrument i hånden, og han kendte intet til noder. Alligevel følte han, at han her oplevede noget, han var skabt til fra naturens hånd, nemlig at spille musik.
   Ergo pudsede han sit horn, og øvede sig dag og nat på at spille på det, og der var ingen, selv i hans nærhed, der tog det fortrydeligt op, sådan som senere generationer ville have gjort, om nogen pludselig blev kulturelle og fandt et kald i tilværelsen på netop dette område, men dog først skulle øve sig grundigt, før geniet kom til sin fulde udfoldelse.
   Dette var den første åbenbaring i Johnnys liv, den anden kom den dag hans forældre roste hans spil i høje toner, men foreslog, at han drog til skovs for at spille, idet de i deres uudgrundelige, uegennyttighed gavmildhed, gerne så, at også andre kunne få glæde af Johnnys spil. Det kunne Johnny godt forstå, for han syntes også selv han var et geni til at spille, så han drog af sted.
   Han trådte ud ad forældrenes lille hytte og ind i et John Constable landskab . Der lå vejen, som kun var et spor for hestevogne. Der var den støvede vandringsmand. Der skoven og i baggrunden langt væk, vel en mil eller to, den lille by med den altdominerende kirke.
   Han så sig tilfreds omkring. Det var skønt at være født i en oplyst tidsalder. Den lille by, de store marker med kornafgrøderne og den hektiske aktivitet i byens gader.
   Alle passede deres dont og arbejdede for sig og sine, og der langt væk lå den store herregård, hvor Sir William residerede over sine revirer, marker, skove og fæstebønder.
   Gud velsigne ham, der havde så mange i sit brød.
   Sir William var en bugsvær herre med en ansigtskulør, der røbede et hidsigt temperament eller en stor hang til portvin eller begge dele. I alle tilfælde, Sir William var glad for sit og mest for sig selv, hvis andre i amtet også var glade for ham, var det fordi de ikke vidste bedre.
   Det var de mennesker, der troede, det var fint at andre højere oppe i hierarkiet havde hånd og halsret over dem, og derfor var det godt at være underdanig og helst blende i med tapetet. Så kunne man have det bedst, selv om det kneb med klæder og ordentlige boliger.
   William hed han og han påstod selv, han stammede i lige linje fra den William, der i 1066 satte fod på engelsk jord så eftertrykkeligt, at han blev en af historiens første og kendteste tegneseriefigurer.
   Se det troede Sir William, men historien var en helt anden og sikkert højst registreret i en stor database på astralplanet. Williams familie gik meget længere tilbage, faktisk var hans forfader undfanget ved et uheld. En engelsk piges tumlen rundt i høet med en romersk soldat fra Hadrians besættelseshær i England. Men tilfældet ville, at samme pige, der ikke var bange for at udnytte sine ynder også havde en liaison d'amour med en lokal rigmandssøn, så han blev udlagt som barnefaderen og senere, da den heldige fader ikke fik nogen børn, arvede rigdommene. Her selv efter 1750 år var det ikke lykkedes at formøble det hele, endnu da, selv om der havde været arbejdet kraftigt på det.
   Al det kerede Johnny sig ikke om, da han begav sig til skovs for at øve sig. han fandt en lille lysning inde i skoven, satte sig på en vindfælde og førte hornet til munden og blæste et par hjemmekomponerede ballader. Det lød drøngodt syntes han og sænkede hornet et øjeblik, og da var det han bemærkede ræven.
   Den var ikke ti meter væk og stod i skovlysningen og betragtede ham nysgerrigt. Ret besynderligt, for en nogenlunde fornuftig ræv eller i hvert fald en levende ræv ville aldrig komme et menneske så nær. I hvert fald ikke i Sir Williams område, for han var kendt for sine rævejagter, der gik over stok og sten og oftest tværs gennem fæstebøndernes egne små jordlodder, hvor de på et øjeblik kunne ødelægge en hel families grundlag for den kommende vinter ved at trampe kornet ned.
   Ræven satte sig og foldede halen rundt om forbenene på kattevis. Den lagde hovedet på skrå og lyttede andægtigt. Lidt efter kom et par rådyr til og gjorde det samme. Fem minutter efter havde Johnny et helt publikum af skovens dyr, der alle så ud til at lytte til musikken uden den mindste frygt for mennesket, der sad der og spillede. De fleste dyr på egnen, de af dem, der havde overlevet, havde ellers en sund og yderst forståelig frygt for mennesker, men altså ikke her denne sommerdag, hvor Johnny gav koncert.
   Sådan fortsatte det dag efter dag. Johnny blev dygtigere og dygtigere og snart spillede han også for mennesker nede i landsbyen. De var dog alle så fortravlede, så de ikke rigtig havde sans for at tage den lidt med ro og lytte tul Johnnys forsøg med kulturelle aktiviteter. Det var ikke det, der stod øverst på listen over livets fornødenheder, når det at få tøj på kroppen og mad på bordet hver dag ikke var selvskrevet. Det skal dog siges, at flere af landsbyens piger ikke var ganske upåvirkede af Johnny og hans spil. Tænk en mand, der kunne andet end at være Sir Williams ydmyge slave, og kunne frembringe musik, der gjorde mærkelige ting ved ens sjæl og krop. Et særsyn på de kanter. Så Johnny savnede aldrig kvindeligt selskab.
   Så kom den sommerdag, hvor Sir William havde inviteret til den store årlige rævejagt, en begivenhed, man talte meget om i vide kredse, for det var en ære at blive inviteret med, og derfor var der ingen med fra landsbyen undtagen som opvartere, tjenestefolk og den slags. Nej, her var skam kun fine herrer, med titler. Ja, der kom endda gæster fra udlandet. Ikke fordi Sir William kunne lide udlændinge, men fordi visse meget betydningsfulde forretningsfolk og højtstående embedsmænd i London ville blive smigret, hvis Sir William inviterede dem og deres eventuelle udenlandske gæster med på en jagt med efterfølgende middag. Og den slags kunne enhver sige sig selv var godt for forretningerne og netværket fremover, man kunne jo aldrig vide, hvornår man kunne få brug for en vennetjeneste i indflydelsesrige kredse.
   Heste og ryttere samledes i den årle morgenstund. Hundekoblet, der var ved at gå bananas ved glæden over den forestående jagt glammede højlydt og trak i deres snore, men blev endnu holdt i ave af tjenere og andre hjælpere.
   På samme tid holdt Johnny, der intet kendte til jagten koncert for en samling dyr lige i skovbrynet en kilometer borte, lige hvor skoven dannede et uoverskueligt hjørne, der skar sig ud på en mark.
   - Lad os jage i dag og komme hjem med stort bytte, råbte Sir William højt til hest og svingede sin pisk i luften som tegn til jagten kunne begynde. Hundene blev sluppet løs og jagthornblæserne blæste jagten i gang. Så satte rytterne i galop efter de glammende hunde og jagten gik i strakt karriere ud over markerne og ned mod skoven, hvor hundene allerede havde fået fært af en del dyr.
   De sad alle og lyttede bjergtagne til Johnny og hans spil, men de begyndte at vejre fare og en for en forlod de Johnny, der intet hørte eller bemærkede før det var for sent, så optaget var han af sit spil og sit tag i publikum.
   Heste og hunde kom dundrende i en samlet klump rundt om skovhjørnet, hvor Johnny sad på et fældet træ og spillede sagte.
   - Tally ho, skreg Sir William to sekunder før hele koblet tromlede Johnny og hans horn ned i jorden.
   Det stoppede jagtselskabet et par minutter. Nærmest fordi et par af rytterne faldt af hesten, der blev forskrækkede over Johnny Waldhorn. Det morede de andre ryttere i ikke ringe grad. De sad lidt der på deres heste og betragtede resterne af det de havde redet ned.
   - Mein Gott, das ist ein Waldhorn, sagde Baron von Schnabelwasser og rettede lidt på sin pikkelhue. --
   - Hva' sir' han, Sir William lagde en hånd bag øret og bøjede sig ned mod tidligere overritmester Wilkins?
   - Han siger, det er et skovh--- øh waldhorn, Sir.
   - Hvorfor kan de bloody foreigners ikke lære at tale hvid mands sprog, brummede Sir Wiliam.
   - Det hedder også et French horn Sir, oplyste Wilkins hjælpsomt.
   Sir William gøs: - Bloody Frogs , snerrede han, det er godt vi ikke fik den tunnel - og aldrig får den tilføjede han og rettede sig op i sadlen.
   Pludselig lagde han atter mærke til de utålmodige hundes glammen og det var for meget for de ædle jagtinstinkter og ryttere og hunde fortsatte, mens Sir William i sit stille sind bandede over, at Johnny sådan havde forsinket hans jagt, når der nu var fine gæster med. Selv om et par stykker af dem var "bloody foreigners".
   Jagten fortsatte til udelt tilfredshed for Sir William, vært og jagt arrangør, og hen under aftenstid, blev de mange små og i de fleste tilfælde sønderrevne røde rævelig transporteret tilbage til gårdspladsen. Hvor flere af de ædle jagtherrer allerede var ved at samle sig til en solid grog eller rompunch, hvad hjertet nu ellers begærede.
   Et par jagthornsblæsere var så småt i gang med at prøve hornene af, selv efter de var blevet brugt flittigt hele dagen. Sir William ville nemlig have en festlig afslutning på jagten, før herrerne trak sig tilbage for at fylde maven med et stort antal lækre retter tilberedt af underdanige kokke og tjenestefolk og serveret med de ædleste vine, man nu havde kunnet importere fra "The Bloody Frogs". Solen var ved at gå ned og de i mange tilfælde temmelig bugsvære herrer blev hjulpet af de trætte heste, som blev overladt til de tililende staldkarle. Selv satte herrerne sig i stole, der til lejligheden var stillet frem på gårdspladsen, så man ikke skulle have besvær med at stå op, mens jagtmedhjælperne gik i gang med at arrangere byttet på lit de parade.
   Sir William sad selv til hest, fordi han så havde overblik over situationen og samtidig viste, at han var en rytter, der ikke faldt halvdød ned fra sin hest, bare fordi han havde været på en enkelt rævejagt. Endelig gjorde det jo heller ingen ting, at alle andre stadig kunne se og forstå, hvem, der var vært og den storladne giver af en oplevelsesrig dag.
   Alle disse betragtninger sad Sir William og tænkte mere eller mindre direkte på, da han blev opmærksom på nogen, der stod ærbødigt ved siden af hans hest og rømmede sig stedse mere kraftigt for at tiltrække sig opmærksomheden fra den store mand, der sad der på sit høje stade.
   - Ja Wilkins, hvad er der? Sir William, der var blevet afbrudt i sine dagdrømmerier så irriteret ned på sin jagtleder, forhenværende ritmester, der stod der så ydmygt og prøvede at fange hans opmærksomhed.
   - Øh, Sir William, skal vi have Johnny Waldhorn med til jagtparaden, han deltog, kan man jo godt sige, i jagten?
   Sir William tænkte sig længe om, pudsede sin monokel og skruede den så fast i øjet igen. Han rettede sit nu velpudsede blik ned ad mod den spørgende og sagde venligt, som om han henvendte sig til et tungnemt barn, men samtidig så det kunne forstås som en ordre for Sir William elskede at give ordrer.: - Javist Wilkins. Det manglede da bare, læg ham blot på yderfløjen og lad så jagthorn blæseren give ham en speciel serenade for eksempel "Last Stand" .
   Og sådan blev det. Mens solen kastede sine sidste stråler på hovedbygningens tegltag. Blæste hornblæserne jagten af, og de forsamlede jagtherrer blottede deres hoveder til ære for det ædle vildt, der var blevet nedlagt ved ædel jagt i dagen løb.
   Og fra astralplanet fulgt Johnny Waldhorn med, mens han rystede bedrøvet på hovedet: - Hør selv, sagde han til den tilsynsførende. De spiller "last stand", men de blæser ikke rent. Tænk blot, hvis jeg havde været med, så kunne jeg have vist dem et og andet.
   - Ja, gav den tilsynsførende ham ret, sådan er livets - og dødens - goder så ulige fordelt.