Tredie del

Jorden suser gennem verdensrummet samtidig med den snurrer om sin akse, og vi med den. I Danmark var alt roligt, i Australien fik syv rasende politibetjente og en hvidglødende politichef vabler på fødderne af at spadsere 200 km. Fire andre betjente og en garagemand fik et par timer fri midt på dagen, selv om de måtte finde sig i hinandens selskab, lænket sammen med deres egne håndjern til et pengeskab i et støvet kontor, hvor alt møblementet lå hulter til bulter. Endelig mistede en detektiv sin værdighed, men fik til gengæld, meget mod sin vilje, en stor colt pistol forærende.
   Alt dette ragede naturligvis ikke nogen i Danmark, men som sagt, jorden snurrer om sin akse, og de to personer, der var skyld i disse ting i Australien, var i dette øjeblik på vej rundt om samme jord i det ordinære rutefly fra Tokio til København.
   Som det allerede var sket en gang før i verdenshistorien, søgte disse to mænd refugium i Danmark, fordi klimaet i Australien var blevet lidt for varmt.
   Den sidste tur til Danmark var ganske vidst ikke forløbet helt uden forskellige dønninger. Den ene af mændene Alfred E. Manning var blevet udsat for pengeafpresning og havde af samme grund i huj og hast forladt landet til fordel for New York, hvor pengeafpresseren havde fået ram på ham en gang til. Alfred havde atter taget flugten, og denne gang ladet sin makker Bert Thomson i stikken, men alt sammen til ingen nytte, pengeafpresseren havde plukket ham til sidste hvid.
   For Berts vedkommende havde den sidste tur været indbringende, idet det var hans bror, der var pengeafpresseren, og han havde, efter Berts direktiver, malket Alfred for alt, hvad han var værd. Det var dog ikke så umoralsk, som man umiddelbart skulle synes, idet Alfred havde snydt Bert, så vandet drev af ham. Bert slog faktisk først til, da dette faktum gik op for ham i al sin lysende grumhed.
   Tilbage i Danmark stod, da de to mænd var rejst, en vis hr. Daneborg, pengeudlåner, med skægget i skuffen. Han havde betalt et smukt forskud til de to herrer, for at de i forening skulle skaffe Danmarks Nationalbankdirektør af vejen.
   Denne sidste herre var i høj grad en torn i øjet på hr. Daneborg, der var direktør for Foreningen af mindre Finansieringsselskaber i Danmark.
   De to direktører var ret uenige om den rentepolitik, som det så diplomatisk blev udtrykt, som Daneborg førte. Om der var tale om almindeligt brødnid eller bare generel misundelse, var ikke godt at sige, men i hvertfald ville nationalbankdirektøren hr. Holgersen ikke tolerere de små 1000% p.a. Daneborg tog fra sine kunder i rente, og da Holgersen havde magt, som han havde agt, så det så sort ud for Daneborg, at denne havde besluttet sig til at skaffe Holgersen hen et sted, hvor der var meget hedt. Han havde kort og godt på et bestyrelsesmøde for Foreningen af mindre finansieringsselskaber i Danmark fået vedtaget, at Alfred og Bert, der i øvrigt selv deltog i mødet, dog uden stemmeret. Skulle likvidere Holgersen. Daneborg blev altså i første omgang snydt for ydelsen, men fik lov til at betale nydelsen, hvad der nær havde givet ham mavesår.
   - Mine damer og herrer, maskinen lander om få minutter i Kastrup, vi beder Dem venligst spænde sikkerhedsbælterne og rette Deres stolelæn op til lodret. Vi gør opmærksom på, at rygning ikke længere er tilladt tak. Stewardessens kælne stemme svøbte sig om de trætte passagerer med sin afskedssalut.
   - Sir, De bedes rette Deres stol til lodret og spænde sikkerhedsbæltet, Sir. Manden i stolen lå halvt ned og tog ingen notits af noget som helst. Stewardessen greb ham blidt i skulderen, et venligt tag, der var beregnet på at vække snorkende passagerer og dog få dem som kunder igen en anden god gang.
   Alfred for op af stolen som en raket og havde i et nu hånden indenfor jakken. Så så han, hvor han befandt sig, og slappede af igen, mens hånden indenfor jakken begyndte at rette på slipset.
   - Tak, tak skal De have, Alfred lod sig atter falde ned i sædet, det var pænt af Dem at vække mig, nydeligt virkeligt nydeligt. Tusind tak, sagde han befippet.
   - Helt i orden Sir, glad for De værdsætter vor service her i selskabet, stewardessen bakkede forskrækket væk fra Alfreds sæde, som ventede hun et angreb. Alfred fremtryllede et stort lommetørklæde og moppede sig over panden.
   - Hvem af jer blev i grunden mest forskrækket, Alfie? Bert havde ironisk betragtet optrinnet, - jeg tror du, er ved at få nerver gamle dreng for slet ikke at tale om, du skræmmer livet af små søde stewardesser.
   - Må jeg være her, mumlede Alfred surt og spændte sin sikkerhedssele.
   - Nu har du været sur de sidste tyvetusinde kilometer, var det ikke snart på tide, du blev lidt venlig, det kunne slå sig på maven ved du, og hvad vil du så gøre? Nu er vi i øvrigt snart i Danmark. Kan du huske, hvor glad du var for det sidste gang.
   - Gud fri mig vel, en kuldegysning gennemrystede Alfreds store krop, da han kom til at tænke på sidste gang. Hvis din bror dukker op en gang til, så bliver han så fuld af huller som en svejtserost, så er jeg ligeglad med konsekvenserne.
   - Så, så kære ven, ikke så hidsig, man kan faktisk godt tale om en slags poetisk retfærdighed. Desuden holder jeg ret meget af min bror, så du kunne godt omtale ham lidt pænt. Han er en ret flink fyr, når det kommer til stykket, og så er han meget reel i pengesager, vi delte lige over, ingen snyd, og det var jo nu engang det, der startede det hele, ikke?
   Alfred kommenterede ikke denne oplysning, men den gjorde ham heller ikke mere stemt for omverdenen i almindelighed. Og så landede de.
   Alfred skridtede, som en fremadstormende tordensky, ned ad "fingeren" i lufthavnsbygningen med sin fototaske over skulderen. Han lignede en olm turist, der var parat til at skylde turistforeningen for alting inklusive sit eget dårlige humør. Bert fulgte efter i tilbørlig afstand. Kun han vidste, hvad Alfred havde i fototasken, og han var ikke interesseret i, at Alfred skulle begynde at tage snapshots af ham. Alfred havde skjult sin fototaske inde under jakken under hele flyveturen for at undgå, at Bert skulle begynde at pille ved indholdet, der bestod af en stor revolver, samt nogle ekstra patroner. Alfred havde halvt om halvt lovet sig selv at skyde Bert ved lejlighed, som en passende tak for tidligere sammenstød, og selv om Bert ikke regnede med, Alfred ville drømme om at forsøge at udføre sin trussel i lufthavnsbygningen, så mente han dog, at det ikke kunne gøre større skade, at holde sig lidt af vejen, i det mindste til han selv var blevet udrustet med mulighed for at forsvare sig.
   Alfred drejede af fra strømmen af transit passagerer og gik ned ad trappen til paskontrollen. Han præsenterede med slet dulgt arrigskab sit pas til betjenten i det lille bur og fik uden større besvær lov til at passere. Da han var kommet vel uden for hørevidde, vendte pasbetjenten sig til sin kollega.
   - Hold da helt op, der var for en gangs skyld en fyr, der lignede sit pasbillede.
   - Hvad mener du med det, svarede kollegaen. Folk ligner normalt lige undslupne psykopatiske lejemordere på deres pasbilleder.
   - Det er lige præcis, hvad jeg mener.
   - Du skulle have holdt ham tilbage, grinede manden.
   - Er du rigtig klog, hvad tror du turistforeningen ville sige, hvis vi deporterede folk for komisk udseende. Desuden er det jo sådan, at hvis en mand skyder en anden mand, så er det samfundet, der har skabt ham, der har skylden, og ved du, hvad det betyder, det betyder, at vi to bliver spærret inde, fordi vi er en del af samfundet. Det er retfærdighed i dag. Han rakte hånden frem for at kontrollere Berts pas. Bert gav ham det sammen med et venligt smil og en bemærkning: - Dejligt vejr i dag ikke sandt hr. paskontrollør, De skulle sidde ude på forpladsen og kontrollere pas i stedet for herinde i et lille bur, hvor De ikke kan nyde den dejlige danske sommer.
   - Det kan De have ret i, svarede betjenten, - men husk dog på, at jeg stadig kan nyde synet af de søde piger, der går igennem her, og det kan varme lige så meget som solen, kan De stole på. Mange tak skal De have, han leverede passet tilbage med et smil og et nik, uden at give sig rigtig tid til at kontrollere det.
   - Der ska' du bare se, hvis alle var så flinke som den fyr, så var verden meget bedre at leve i. Jeg vil vædde på, han ikke kunne gøre en flue fortræd.
   - Det har du ret i kære ven. Ak ja, man lærer at se sine folk an i dette arbejde.
   - Ja vi bliver menneskekendere gamle ven. Så noget får vi da ud af at sidde her. De to mænd fik travlt med at kontrollere den hærskare af pas, der nu blev rakt frem imod dem.
   Mens kontrollanterne bladrede og stemplede pas til ingen verdens nytte, stod genstandene for deres diskussion side om side ved transportbåndet og ventede på deres bagage.
   Bert, "manden, der ikke kunne gøre en flue fortræd", fik først sin kuffert og åbnede den øjeblikkeligt.
   Mens Alfred surt så til, fik Bert behændigt fisket sin egen revolver frem og smuttet indenfor jakken. Bert havde valgt denne transportform for sit våben for at undgå at blive taget ved en eventuel våbenkontrol i lufthavnen. Flyselskaberne var endnu ikke begyndt at gennemlyse kufferter. Nu var han nødt til at lade revolveren bytte plads fra kufferten til jakkelommen, mens han skulle gennem tolden. Det, at Alfred så overførslen af revolveren var også af psykologisk betydning, det virkede kølende på hans temperament at vide, at Bert nu også var bevæbnet.
   Det var afgjort ikke Alfreds dag. I toldkontrollen måtte han lide den tort at få sin bagage gennemrodet af en sur tolder, der på trods af Alfreds forsikringer ville se alt, hvad han havde med sig ind i landet. Det at han måtte finde sig i denne behandling sammen med en ældre dame, der var på vej hjem fra Las Palmas hensatte ham i et nærmest ekstatisk raseri, som han imidlertid ikke godt kunne give afløb for, før han var sluppet igennem tolden.
   Vel gennem skærsilden styrede Alfred sine vrede skridt ud af lufthavnsbygningen og løb straks ind i et nyt problem. Hans vrede mod menneskeheden i almindelighed og danskerne i særdeleshed bevirkede, at han ikke havde spor lyst til at sidde i en overfyldt lufthavnsbus, men foretrak at tage en taxa. Uheldigvis valgte han netop at henvende sig til en "taxachauffør", der tilhørte en lille gruppe af meget uautoriserede chauffører, der var begyndt at operere omkring lufthavnen.
   - Hør her min gode mand, se at rubbe Dem med min bagage, jeg vil køres ind til byen, og det skal være straks, sagde Alfred.
   Taxachaufføren, der i parantes bemærket havde fået det forkerte ben ud af sengen den morgen, målte Alfred fra top til tå, så spyttede han ud ad vinduet og erklærede:
   - Hvis du vil køre i denne karet makker, bliver du nødt til at købe den.
   Alfred stoppede chokeret. Han var ikke klar over, at der kunne være andre på denne jord, der var lige så sure som han selv, men samtidig var han klar over, at hvis han ikke havde held med bare en ting den dag, så ville der gå lang tid, før han kom på fode igen og atter kunne se sig selv i øjnene i et spejl.
   Han kunne have sine grandiose øjeblikke og et af disse oprandt netop da.
   - Hvor meget? Alfred trak en tegnebog op af inderlommen og begyndte at tælle pengesedler op.
   Taxachaufføren blev helt paf, men nævnte så i befippelse et beløb, der af en eller anden grund var et par tusinde for lavt. Alfred beskæftigede sig ikke med bagateller, uden selv at vide det, var han i gang med en mentalhygiejnisk kur, der skulle redde resten af hans ophold i Danmark.
   - Her, sagde han og smed et bundt dollarsedler i skødet på chaufføren, og se så at skrubbe ud af min bil. Hvor er papirerne?
   - I handskerummet, stammede manden, og begyndte at redde det bundt pengesedler, der truede med at sprede sig for alle vinde. Han var midt i dette forehavende, da Alfred greb ham i skræddervattet og løftede ham ud af bilen og stillede ham på gaden ved siden af.
   - Ud af min bil, sagde Alfred brøsigt og kom så med kasketten, du er ikke taxachauffør mere, og jeg får brug for den. Manden fandt sig i, at Alfred fjernede kasketten fra hans hoved, hvorefter han skyndte sig sidelæns væk fra bilen krystende sine penge ind til sig og sendende sky blikke tilbage mod den bindegale køber, der stod med et tilfreds blik og tog sin nyerhvervelse i øjesyn.
   - Juhu Bertie, se hvad jeg har købt. Bertie kom over til Alfred og stod sammen med ham og beundrede vidunderet. Pludselig klaskede Alfred kasketten på hovedet af Bertie.
   - Ok Bertie, siden du er min bedste ven, skal du få lov til at være den første til at køre den. Lad os tage ind på byens bedste hotel og få en god middag, i stedet for det cellofanmad, de serverer i flyene. Bertie stod et øjeblik og vurderede den nye uventede vending, sagerne havde taget, så tog han kasketten af og gav den tilbage til Alfred.
   - Absolut ikke gamle dreng, den ære vil jeg ikke tage fra dig. Desuden vil jeg gerne arrivere standsmæssigt til byens bedste hotel. Du ved med privatchauffør i egen limosine, jeg tror faktisk, jeg tager en taxa, so long, vi ses på hotellet. Bert gik fløjtende hen til taxikøen og steg ind i den første vogn.
   Alfred stod et øjeblik betuttet, klar over at Bert havde gennemskuet ham, så smed han rasende kasketten på jorden og trampede på den.
   - Undskyld min gode mand, er De ledig, jeg skulle gerne ind til byen i en fart. Alfred snurrede rundt og kikkede ind i et bebrillet ansigt, der sad øverst på en krop iført forretningsmandens pæne habit og bærende den uundgåelige attachetaske, der er en del af uniformen for rejsende forretningsmænd.
   - Nej, brølede han ind i ansigtet på den bebrillede, og gu vil jeg ej køre Dem en tomme, De kan sgu gå på Deres ben kan De.
   Alfred gav den ødelagte kasket et rasende spark. Så satte han sig ind i sin bil og gav gas. Den fremmede kikkede forskrækket efter ham, da han drønede rundt om næste hjørne og satte kursen mod motorvejen.
   Bert havde allerede checket ind på det aftalte hotel, da Alfred arriverede. Alfred så lidt derangeret ud efter sine oplevelser i Danmark og på den sidste del af flyveturen. Sveden løb ham ned af panden, slipset sad halvvejs omme i nakken, og han havde taget jakken af og smøget skjorteærmerne op, da han henvendte sig i receptionen for at få et værelese.
   På dette tidspunkt, flød Bert allerede rundt i et stort mageligt badekar i en suite i hotellets bedste del.
   Manden bag skranken kikkede vurderende op og ned ad Alfred, så besluttede han sig til at have udsolgt for den dag.
   - Beklager hr., vi har ikke flere værelser tilbage, meddelte han med et tonefald, der ikke lod nogen tvivl tilbage om denne påstands rigtighed.
   - Det var pokkers, mente Alfred, - hør sig mig engang min gode mand, vil De gøre mig den tjeneste, at ringe rundt til et par andre hoteller og reservere et værelse, hvis det er muligt at få et. Portieren så på Alfred med et træt smil, kunne den tykhovedet stud ikke få ind i sit grødhoved, at et afslag på dette hotel ikke nødvendigvis betød, at alt var udsolgt.
   - Beklager hr., men jeg venter en vigtig telefonopringning og kan derfor ikke tillade mig at bruge telefonen, før jeg har haft denne samtale, de forstår forhåbentlig min herre, meget vigtig.
   - Meget vigtig, ja, det har De sandelig ret i, sagde Alfred, der forlængst havde forstået, hvad det hele drejede sig om, han havde tilbragt næsten lige så lang tid på hoteller, som den storsnudede portier.
   - Min bedste herre, De vil måske være så venlig at anvise mig en telefonboks, udenfor dette noble hotel, hvorfra jeg kan ringe og arrangere for min natlige underbringelse.
   Nå, endelig sivede det ind.
   - Ja, sågerne hr., der er en udmærket telefonboks faktisk lige udenfor hotellet, der er jeg sikker på, De vil være i stand til at få forbindelsen med et ganske udmærket hotel, der vil yde Dem passende natlogi. Nu da faren var drevet over og fjolset var faldet til føje, var det på sin plads at være overdreven høflig, der var jo ikke noget at tabe ved det, nu man havde fået understreget overfor manden, at dette hotel ikke var hans klasse.
   - Mange tak for denne fortræffelige oplysning, sagde Alfred hjerteligt. - Jeg personligt finder, at en venlig og høflig betjening i højeste grad fortjener en belønning, jeg tror man kalder det en drikkeskilling. Alfred halede under portierens hånlige blik noget op ad lommen. Dette noget kom i Alfreds store næve op over skranken, så manden kunne se det. Dette noget viste sig at være et tykt bundt hundrededollarssedler, holdt sammen med en pengeklips. Alfred åbnede bundtet, han bladrede lynhurtigt gennem det, mens portierens øjne langsomt antog størrelse som øjnene hos en vis hund i et vist eventyr, (den største). Alfred sukkede dybt. Stak seddelbundtet i lommen og fiskede et andet op af den anden lomme, og begyndte at bladre det igennem også. Pludselig fandt han hvad han søgte, med et venligt smil lagde han en tidollar på skranken.
   - Undskyld, jeg husker ikke så godt, hvor var det nu denne telefonboks stod?
   Portierens hånd lukkede sig over pengesedlen med en hast som en fugleedderkop, der angriber et intetanende bytte.
   - Et øjeblik hr., jeg kommer just nu i tanke om, at der vist nok har været en afbestilling på en af vore meget fine suiter, hvis det har herrens interesse, så skal jeg med glæde undersøge det.
   - Tusind tak, hvis De vil være så udsøgt venlig, skal det være mig en fornøjelse at acceptere Deres tilbud. Alfred var lutter smil. Portieren kikkede undersøgende i sin bog med indregistrerede gæster. Det var kun en formsag, for der var masser af ledige værelser, men han levede stadig i den vildfarelse, at Alfred ikke var klar over det.
   - Her har vi det, nr. 314 et virkeligt godt værelse hr. portieren vendte sig om og tog nøglen fra nøglerummet. Han ringede på en piccolo og gav nøglen videre til ham. - Sørg for, at den herres bagage kommer op på den herres værelse, og lad det gå lidt kvikt. Han vendte sig om mod Alfred og gav ham det smil, der var forbeholdt de helt store drikkepenge. Hvis en telefonboks anvisning udenfor hotellet kunne give 10 dollars, hvad kunne så en så fin redning af en tilsyneladende umulig hotelværelsesreservation ikke indbringe?
   - Så klarede vi den hr., sandelig ja vi gjorde så, det var vel nok heldigt, at der lige var kommet en afbestilling, synes De ikke hr?
   - Jo, det synes jeg sandelig også det var, hvilket held, sagde Alfred og tilføjede, - og næste gang du prøver at snyde nogen, dit lille snotnæsede, griske, storsnudede, stinkdyr, så prøv at holde dig til folk, med dit eget miserable format. Man kan som bekendt blive fyret for den slags, ved du sikkert. Alfred strakte en stor næve frem mod portieren. Manden så på den, som en mus på en slange, så forstod han meningen og fiskede langsomt tidollarssedlen op af sin lomme og gav den tilbage.
   - Bliver der mere vrøvl med dig, skal jeg gerne slå arbejdsanvisningen op for dig i telefonbogen, sagde Alfred kærligt, - men ingen af os tror for alvor, der bliver mer vrøvl med dig vel? Alfred vendte sig om og gik efter piccoloen hen til elevatoren, mens portieren stod og gylpede bag sin skranke.
   Portieren var endnu så chokeret, at han ikke så, da piccoloen kom tilbage efter at have afleveret Alfreds bagage. Drengen så fuldstændig vantro ud i ansigtet, selv om det langsomt var ved at gå op for ham, at han havde fået 10 dollars for at bære et par kufferter hen til en elevator og anvise en herre et værelse, som han lige så godt selv kunne have fundet, samt sat ham grundig ind i, at hvis man trykkede på lyskontakten lige indenfor døren, så tændte lyset og hvis man drejede sit åsyn omkring, så stirrede man på et fjernsynsapparat. Endvidere, at den eneste dør, der ikke førte direkte ind i et klædeskab var døren til badeværelset, ja, han var endda gået så vidt som til at give Alfred en instruks i, hvordan man åbnede og lukkede samme dør. Alfred, der til at begynde med, med et smil havde overværet denne forestilling, var tilsidst begyndt at tvivle på sine egne åndsevner og havde stukket drengen sedlen, som han havde bestemt, han skulle have haft i alle tilfælde, hvorefter han havde vist knægten, at han havde fattet det med, hvordan man åbnede og lukkede en dør, samt yderligere viste, hvordan man venligt, men bestemt smed en tjenesteivrig piccolo ud.
   Da Alfred var blevet alene, så han sig omkring i sit værelse.
   Det var ganske udmærket. Han gik hen til sengen, og rev sengetæppet af, hvorefter han selv smed sig på sengen. Han lod sig synke helt ned i den bløde madras og mærkede, hvordan et intenst velvære bredte sig i hans krop. Han strakte sig engang, så greb han telefonen, der stod på natbordet.
   - Receptionen, svarede en affabel stemme.
   - Hør du springfyr, tag lige og stil mig om til Bert Thomson, men lad det gå lidt villigt.
   Der lød et gisp i den anden ende af røret og forbindelsen blev oprettet på sekunder.
   - Goddag kære ven, Bert svarede straks. Han sad i sit badekar, med telefonen tilsluttet stikket i badeværelset. Han røg på en stor cigar, og havde det i det hele taget storartet, mens han lod varmen fra badet sive ind i kroppen og fordrive trætheden efter den lange rejse.
   - Hej Bertie, hvad siger du til en tur i byen, jeg kunne godt tænke mig en tur nedad strøget for at kikke på alle pigerne.
   - God ide, lad os møde hinanden nede i receptionen om en times tid. - Sig mig engang, hvad er der blevet af det humør, du havde på i lufthavnen, det skulle jo have rakt til et par dage.
   - Årh hold kæft Bert, jeg har det strålende, skal vi så sige en time.
   - Ok mand, det er en aftale, vi ses, Bert lagde røret og lænede sig tilbage. Han tog sig et sug af cigaren og derefter en slurk af den øl, han havde fundet i værelsets køleskab. Det var faktisk slet ikke så værst at være i Danmark igen.
   I sit eget værelse tændte Alfred sig en cigar og sank ned i sit badekar. Han tog et sug af cigaren og en slurk af en iskold firefingers whisky, han lige havde mikset. Det var nu slet ikke så værst at være kommet til Danmark igen, tænkte han. Kun lidet anede Alfred, at selv et fredeligt land som Danmark kan byde sine tilrejsende visse besværligheder.