Der stod en dino for sig selv
med næsen ned i mudder.
En meteor slog den ihjel,
og det var noget kludder.
For dette himmelfaldne fjeld,
der slog vor dino helt ihjel,
ku' ikke vide at imens,
der sad en homo sapiens,
som kun vented' på sin chance.
På naturens ny balance.

Se kloge folk vil sige at,
det her er noget værre pjat.
Men der er nogen sandhed i'et
vi ser det efter myrderiet,
thi dagen den nu rigtig gryr,
for verdens mange pattedyr,
der aldrig vil få ben til jord,
så længe dino på den bor.
Nu er der frit slag, og vi ved,
at de sig fast til jorden bed.
Med dinos salgsdag overskreden,
så ku' vi starte men'skeheden.
Skal det mon være godt vi spø'r,
i egoismens navn vi bør,
dog være fro og kisteglade.
For vi ka' si'e, at den ballade,
vi laver her på vores jord,
den stammer fra en meteor.