Alfred og Bert spadserede nedad strøget. Solen skinnede og fuglene fløjtede, alt var vel på jorden og Herren sad i sin himmel. Pigerne var mere kortskørtede end Alfred huskede dem, hvad der gjorde ham endnu mildere stemt. Et par hippier lå og rodede rundt i støvet på strøget og prøvede at forarge de enkelte, der ikke var vant til synet. Betjentene gik parvis op og ned ad gaden og fordrev tiden med at løbe om kap med illegale gadehandlere og tegnere, hvis de ikke nøjedes med at bedømme de forbipasserende piger efter et helt uofficielt pointsystem, som ikke var lært på politiskolen.
   Alt åndede som sagt fred og ro. Kun en eneste strøggængers sjælefred blev forstyrret. Han sad og nød en øl under en parasol på en fortovsrestaurant, da Alfred og Bert gik forbi. Et kort øjeblik skete der ikke noget, manden drak af sit glas og kikkede på de forbipasserende. Pludselig glippede han med øjnene og begyndte derefter intensivt at stirre efter Bert og Alfred, der hyggeligt snakkende spadserede henad gaden. Manden stak hånden i inderlommen og trak en tegnebog frem. Han fremtog et dårligt, sløret fotografi og studerede det nøje. Så rejste han sig, smed en pengeseddel på bordet og begav sig i rask gang efter de to mænd, som han overhalede.
   Lidt længere fremme standsede han og begyndte tilsyneladende interesseret at studere et butiksvindue. I smug betragtede han fotografiet i sin hånd, og da Alfred og Bert gik forbi, foretog han en sammenligning, der ganske åbenbart faldt ud til hans fulde tilfredshed. Han fortsatte lynhurtigt ned ad gaden, og da han kom til den første telefonkiosk, smuttede han indenfor og drejede et nummer, der ikke stod opført i nogen telefonbog, af den simple grund, at abonnenten havde hemmeligt nummer, og kun en lille indviet kreds kendte dette nummer.
   Manden talte kort og hurtigt i røret: - Adolf jeg har fundet dem, de to mænd, du hyrede for nogle år siden, og som stak af uden at fuldføre jobbet.
   - Aha, lød det i den anden ende, de to fyre kunne jeg egentlig godt lide at tale med, hvor er du nu?
   - Jeg står på strøget, de er på vej mod Rådhuspladsen, hvad med at sende et par G- mænd?
   - De er på vej, lød det fortrøstningsfuldt i den anden ende af ledningen, følg bare efter de to gutter, men hold dig ellers på afstand, du skal nøjes med at føre G- mændene på sporet, hvis de ikke selv kan finde ud af det, du ved, de er jo ikke så kloge. Men skynd dig nu hellere, så du ikke mister færten.
   Manden smed røret på og styrtede ud af boksen på jagt efter de to intetanende venner.
   I den anden ende af ledningen blev telefonrøret også lagt på, Adolf Daneborg lænede sig tilfreds tilbage i stolen.
   - Der er gået lang tid, sagde han højt ud i det tomme lokale, men hævnens arm er lang, når den tilhører A. Daneborg. Han vidste, at hans sekretær allerede havde sørget for det fornødne, afsendelse af to G- mænd til det opgivne sted. Senere ville fangsten blive ført til en anden af Daneborgs afdelinger, hvor han ville støde til for at opsummere sagen med en moralsk løftet pegefinger. Denne sidste rolle nød han i fuldt mål og velsignede derfor adskillige af sine kunder med denne optræden. Daneborg havde nemlig en filial, hvor vrangvillige skyldnere blev ført hen for en konference, der skulle minde dem om deres betalingsforpligtelser overfor deres kreditor hr. A. Daneborg. Det var også til dette formål, han havde sine G- mænd. Et navn, han selv havde fundet på, fordi det gav visse ideassociationer, skønt G'et i dette tilfælde stod for "gorilla".
   - Vidunderligt, udbrød Alfred og bredte armene ud i en altfavnende gestus, - så fredeligt alting er, et smukt land, et skønt land, herligt.
   - Du Alfred skulle du ikke tage armene ned, forsøgte Bert sig, - der er nok af lægprædikanter her i forvejen.
   - Pladder kære ven, du er bare prosaisk, prøv engang at lade dig rive med af den festlige og glade ja helt igennem velsignet fredelige stemning, der råder over dette oprindelige sceneri.
   - Det kan du have ret i gamle ven, og ved du hvorfor det er så fordømt fredeligt? Det er fordi, halvdelen af disse mennesker, der kravler rundt i møget her, er på invalidepension på grund af stofmisbrug. Bare vent, til vi kommer op til den anden ende af strøget, så skal du se, hvor travlt alting er, det er nemlig der, hvor resten af befolkningen render livet af sig, for at kunne forsørge de, der udgør det, du kalder et fredeligt og oprindeligt sceneri.
   - Lyseslukker, brummede Alfred, men sænkede dog armene og gik videre.
   Imod de to venner kom et par herrer i pæne habitter. Alfred gik automatisk et skridt til side for at lade den ene af mændene passere, manden gik et skridt til samme side. Alfred standsede og så på manden, der på trods af den pæne habit ikke så spor pæn ud med sin boksertud og to blomstrende blomkålsøren. Alfred trådte endnu et skridt til siden manden fulgte efter.
   - Ubehøvlede stodder, forsøgte Alfred sig, - når jeg giver plads, kan du vel forstå, til hvilken side du selv skal gå.
   - Det nytter ikke at smigre mig, sagde manden med ru stemme, - må jeg præsentere mig. G. Olsen fra firmaet A. Daneborg. Chefen vil gerne snakke med dig makker.
   - Kender ham ikke, snerrede Alfred, - tag nu lige og flyt dig, før jeg bliver sur. Jeg vil se på byen, der er meget at se, ved du forhåbenlig, skønt du ser ikke ud til at vide ret meget vel?
   Den fremmede, der hed G. Olsen, overhørte den sidste bemærkning.
   - Hvis du vil videre makker, så bliver det over mit lig.
   Alfred lyste op: - Det er intet problem, sådan noget kan let arrangeres. Han trak meget sigende op i det ene jakkeærme.
   - Hør nu her hr. jeg ved ikke, hvorfor chefen vil snakke med dig, men jeg har fået ordre til at få jer to med hen på hans kontor, så skal vi ikke lade det gå stille og roligt af. Vi ønsker ikke ballade her på strøget vel? Han stak meget sigende den højre hånd i lommen.
   - Han siger noget, ham grobrianen, indskød Bert, - lad os se, hvad vor ven Daneborg har at sige os, faktisk skylder vi ham jo lidt penge, eller det har du måske glemt kære Alfred. Alfred huskede og fortrak ansigtet i en smertelig grimasse. Ikke fordi han skyldte Daneborg penge, men fordi han endnu engang blev mindet om grunden til, at han havde måttet afbryde det arbejde, som han skulle have udført for de penge Daneborg havde betalt ham.
   - Ok, sagde han til G. Olsen, - lad os se, hvad Daneborg har at sige.
   - Fint mand, glad for du tager det så pænt. G. Pedersen få lige fat i bilen. Disse to herrer vil gerne aflægge chefen et besøg. Manden, der lød navnet G. Pedersen grinede og vinkede med hånden og en bil, der havde holdt i en sidegade blinkede med lygterne.
   - Værsågod de herrer, Olsen slog ud med hånden og Alfred og Bert steg ind i den ventende bil, hvor en ung fløs sad bag rattet og prøvede at ligne en gangster fra en fransk kriminalfilm. En rolle, han havde besvær med at leve op til, fordi cigaretten, der hang i hans ene mundvig, blev ved at sende en sviende røgsky op i hans øjne.
   - Til chefens specielle kontor, og hurtigt. G. Olsen lænede sig tilfreds tilbage i sædet. Dette job var gået over al forventning hurtigt og let. Han så hen til det lille job, han havde med at lede debitorer ind på dydens smalle vej, så hans chef hr. Daneborg kunne holde sig på en anden og bredere vej og, hvilket var vigtigere, være i stand til at give ham G. Olsen en god løn for et arbejde, han G. Olsen holdt meget af. Olsen var lidt af en sadist.
   - Javel, hr. Gorilla, sagde knægten ved rattet og startede vognen.
   - Ingen flabetheder, eller jeg varmer dine ører, brummede Olsen.
   - Nå, det er det, G'et står for, sagde Alfred venligt og tændte en cigar.
   - Det er forbudt at ryge her, snerrede Olsen.
   - Hvis du ikke kan lide røgen, kan du jo bare stå af, sagde Alfred vennesælt. - Den rare mand har ret, lad os komme ud til chefens kontor i en fart, jeg vil gerne høre, hvad han vil sige, henvendte han sig til chaufføren.
   Olsen havde lyst til at sige noget, men opgav. Han satte sig til at bide negle, mens han spekulerede på, om opgaven nu også ville vise sig at være så let, som han havde troet, eller manden ved hans side bare var en naiv idiot, der ikke vidste, hvad det var for en køretur, han var inviteret ud på. Alfred gav sig til at fløjte.
   Alfred lænede sig behageligt tilbage i sædet, mens bilen transporterede de fem mænd gennem byen til deres bestemmelses sted. Bert sad og kikkede interesseret ud ad vinduet og kom med kommentarer til det, de passerede undervejs. De to gorillaer vekslede meget sigende blikke. De to mænd, de havde fået til opgave at korrekse, var tilsyneladende nogle værre fjolser, men selvfølgelig skulle man også være af en særlig støbning for at lade sig lokke ind i forretninger med en mand som Daneborg.
   Bilen satte Alfred og Bert samt deres to følgesvende af ved en kontorbygning i den indre by.
   - Denne vej de herrer, sagde G. Olsen forekommende og viste vej ind i bygningen og op ad en trappe. De fire mænd kom ind i et kontor på anden sal. Der var egentligt kun tale om et forkontor med et enkelt skrivebord og en telefon. Bag skrivebordet var anbragt et kartoteksskab så det var let tilgængeligt for den der sad i stolen.
   - Her mine herrer ser de vort kundekartotek, sagde G. Olsen stolt og slog ud med armen. Her har vi en fortegnelse over alle de personer, vi ønsker at drive forretninger med, som for eksempel de herrer her. Vi har også en fortegnelse over alle, vi har eller har haft forretninger med inden for de sidste år. Meget nyttigt kan jeg forsikre Dem for. Uden dette kartotek havde det ikke været muligt for de herrer at blive genkendt af vore agenter, og uden os, G. Olsen pegede selvbevidst på sig selv og nikkede samtidig over mod sin kollega, havde det ikke været muligt at bringe Dem herhen.
   - Åh, jeg ved ikke, vi gik da meget fredeligt med, sagde Bert.
   - Klogt af Dem, mente G. Olsen. Vi har haft eksempler på mennesker, væsentligst vore debitorer, som tøvede overfor en invitation til at besøge os i dette kontor.
   - Kan man forstå det, udbrød Bert betaget og så sig glad om i lokalet, sådan et dejligt kontor, og sådanne høflige mennesker. Bert slog hænderne sammen i begejstring. G. Olsen blinkede nervøst med øjnene. Gud ved, hvad de mennesker siger, når sandheden går op for dem, tænkte han.
   - Mine herrer, dette er kun et receptionslokale. Lad os gå ind i det indre kontor, det er bedre egnet til formålet med dette møde. Olsen førte an.
   - Kom nærmere, som edderkoppen sagde til fluen, grinede han og bukkede for Bert og Alfred, mens han slog ud med hånden mod en dør der var åben ind til et tilstødende lokale.
   De to venner trådte indenfor. Det første man lagde mærke til her var, at døren var meget tyk af en kontordør at være, den var faktisk polstret på indersiden med et lydisolerende materiale, og det viste sig snart, at også væggene var behandlet på denne måde. Alfred så sig omkring og gjorde en bemærkning om det.
   - Det er for, at vi ikke skal blive forstyrret i vore vigtige forretningsmøder, oplyste Olsen, men tilføjede ikke, at den mest sandsynlige forstyrrer under et af disse møder ville være politiet.
   - Tak for oplysningen Rødhættes bedstemor, sagde Alfred ironisk og slog sig ned i en kontorstol. Bert bemægtigede sig lokalets anden kontorstol. Foruden stolene var der et par skriveborde, hvorpå der stod telefoner og skrivemaskiner.
   - Ja, værsågod at sætte Dem ned, sagde Olsen let fortørnet. Jeg skal straks være hos Dem. Han vendte sig væk fra sine to gæster og tog sin jakke af.
   - Hvor er din skyder, det var Alfred, der bidrog til konversationen med denne forespørgsel.
   - Skyder, jeg har sandelig ingen skyder, sagde Olsen forskrækket, og tilføjede hidsigt, det er kun sådan nogle søndagsturister som jer, der tror, man behøver at gå med skyder for at varetage interesserne for en chef som Daneborg.
   Olsen fnøs forarget, hvor typisk for sådan nogle amatører, - men vi har andre midler til at overtale folk med, Olsen holdt sin store næve i vejret og smuttede et knojern nedover sine pølsefingre.
   - Av, hvor er det pænt, sagde Alfred, - må jeg tage et billede af det. Uden at vente på tilladelsen tog han sin fototaske frem og åbnede den, - her skal I bare se, han tog sin Smith & Wesson frem og kikkede nedad løbet på den. Olsen havde vendt sig om, mens han kompletterede sin udrustning med et barberblad.
   - Du får aldrig den film at se mester, snerrede han, nu sker det nemlig. Du har selv bedt om det, og jeg har lovet min chef at gøre et ekstra grundigt arbejde med jer to. Olsen lagde ikke mærke til, at der var blevet dødsensstille i lokalet. Hans kollega Pedersen, der havde gjort sig klar til den store "moralprædiken" overfor Bert og Alfred, var pludselig stivnet i sit forberedelsesritual. Han stod fastfrosset i en unaturlig stilling. Den eneste bevægelse, der røbede, at der var liv i ham, var hans øjne, der langsomt rullede rundt i hovedet på ham. Olsen vendte sig langsomt om i en indstuderet bevægelse, der plejede at drive hans ofre til rædsel. Hans blik strejfede Pedersen i den fastfrosne stilling. Derefter gled hans øjne hen over Bert, der strakte armene mod loftet og gabte eftertrykkeligt, mens han studerede noget på loftet. For Bert var den mindst interessante person i denne verden G. Olsen, der havde gjort alt for at blive rigtig frygtindgydende.
   Olsens synsfelt inkluderede pludselig Alfred, der var ved at undersøge bruneringen på sit noget specielle fotografiapparat.
   - Er du nu helt sikker på, jeg ikke skal tage et par snapshots af dig. Din gamle mor ville sikkert være glad for et billede af dig. Skal vi være helt ærlige, så er du jo en type, som kun en mor kan holde af. Alfred pustede et par imaginære støvfnug af sit våben. - Nydelig bøsse i øvrigt. Bert, tag og vis den rare mand din også, så han kan se, det er fint kram, fortløbende serienumre og så videre, kræs for en samler. Men jeg glemmer jo rent, at du ikke må gå med skydevåben for din mor, det sidste sagde han henvendt til Olsen, der havde tabt underkæben og var ved at gøre det samme med fatningen.
   Bert fattede sig efter at have rakt og strakt sig eftertrykkeligt. Med en lad bevægelse stak han hånden i inderlommen og hentede tvillingen til Alfreds revolver frem, han sigtede på Olsen og spændte hanen.
   - Pow, du er død, sagde han og lagde atter hanen ned, Olsen var ved at dåne samtidig med, at han måtte gøre sig de hæderligste anstrengelser for at kontrollere sin blære.
   - Hvordan var det nu, spurgte Alfred, - du ville slås eller sådan noget ikke?
   - Nej, nej, slet ikke, overhovedet ikke, Olsen smuttede knojernet af, han vendte sig langsomt om og lod det glide ned i sin jakkelomme igen sammen med barberbladet og det andet grej. Der lød et skraldrende brag bag ham. Olsen hoppede lige til loftet og snurrede rundt.
   Alfred sad tilbagelænet i sin stol med benene oppe på skrivebordet. På gulvet ved siden af bordet lå den ene af interessante person i denne verden G. Olsen, der havde gjort alt for at blive rigtig frygtindgydende.
   Olsens synsfeldt inkluderede pludselig Alfred, der var ved at undersøge bruneringen på sit noget specielle fotografiapparat.
   - Er du nu helt sikker på, jeg ikke skal tage et par snapshots af dig. Din gamle mor ville sikkert være glad for et billede af dig. Skal vi være helt ærlige, så er du jo en type, som kun en mor kan holde af. Alfred pustede et par imaginære støvfnug af sit våben. Nydelig bøsse i øvrigt. Bert, tag og vis den rare mand din også, så han kan se, det er fint kram, fortløbende serienumre og så videre, kræs for en samler, men jeg glemmer jo rent, at du ikke må gå med skydevåben for din mor. Det sidste sagde han henvendt til Olsen, der havde tabt underkæben og var ved at gøre det samme med fatningen.
   Bert fattede sig efter at have rakt og strakt sig eftertrykkeligt. Med en lad bevægelse stak han hånden i inderlommen og hentede tvillingen til Alfreds revolver frem, han sigtede på Olsen og spændte hanen.
   - Pow, du er død, sagde han og lagde atter hanen ned, Olsen var ved at dåne, samtidig med, at han måtte gøre sig de hæderligste anstrengelser for at kontrollere sin blære.
   - Hvordan var det nu, spurgte Alfred, du ville slås eller sådan noget ikke?
   - Nej, nej, slet ikke, overhovedet ikke, Olsen smuttede knojernet af, han vendte sig langsomt om og lod det glide ned i sin jakkelomme igen sammen med barberbladet og det andet grej. Der lød et skraldrende brag bag ham. Olsen hoppede lige til loftet og snurrede rundt.
   Alfred sad tilbagelænet i sin stol med benene oppe på skrivebordet. På gulvet ved siden af bordet lå den ene af telefonerne. Den så ikke ud som om den kunne bruges til noget mere.
   - Den stod i vejen for mig, forklarede Alfred venligt, - jeg kunne ikke have fødderne på bordet uden at fjerne telefonen først, og du skal jo ikke bruge den alligevel. Vi skal have en hyggelig sludder, snakkede du om.
   - Det, det kan du ikke være bekendt, brast det ud af Olsen, - jeg er personlig ansvarlig overfor chefen for alt inventaret her i lokalet.
   - Aha, sagde Bert, hvis du ikke skulle være klar over det, så er det en mand som dig, der ødelægger det hyggelige ved et kontor som dette. Tag nu for eksempel denne elektriske skrivemaskine, den er grim, den er, jeg kan ikke lide den, jeg kan ej, gak hen og køb en ny.
   Bert rejste sig op og løftede maskinen i vejret, så kastede han med en kraftanstrengelse den tunge maskine igennem lokalet over mod Olsen, der sprang for sit liv. Den elektriske ledning til maskinen blev revet over og et kort øjeblik viste et kuglelyn sig i luften, hvor de iturevne ledningsender blottedes, så endte skrivemaskinen sit liv på gulvet foran Olsen.
   Olsen så fortvivlet på denne vandalisme.
   - Hold op skreg han fortvivlet, I kan ikke være det bekendt, det var en hel måneds løn, der røg der. Så opdagede han, at fototasken lå på bordet pænt lukket, og at hverken Bert eller Alfred havde deres våben fremme. Olsen øjnede lys i mørket.
   - Til angreb skreg han til Pedersen og kastede sig frem mod Alfred, der stadig sad i sin stol.
   - Juhu, brølede Bert og sprang op på skrivebordet. Han greb den tilbageblevne telefon og svingede den rundt i ledningen. Pedersen, der havde sat sig i bevægelse for at ryge i hovedet på Bert tøvede et øjeblik over denne manøvre, så blev han ramt i hovedet af telefonen, idet den kom sejlende gennem luften med den overrevne ledning flyvende efter sig som en sejrsvimpel. Bert kastede sig vandret ud i luften og tog Pedersen i en flyvende tackling. Sammen væltede de om på gulvet. Men kampen var allerede afgjort, idet Pedersen havde mistet alt sit vejr, samt sit kampmod. Han ramte gulvet med et brag, der fik bygningen til at ryste. Bert kom på benene, og sankede Pedersen op fra gulvet ved at tage ham i slipset og hive til. Bert svingede Pedersen rundt, så han bekvemt havde ham i den rigtige retning og landede en lige højre i hans gansterfjæs. Pedersen gik fem skridt tilbage og satte sig hårdt på gulvet.
   Bert fulgte efter, greb Pedersen i skræddervattet og løftede ham atter op. Derefter satte han i løb mod døren med Pedersen vaklende baglæns foran sig. Pedersen ramlede ind i døren med en kraft, så dørkarmen flækkede, og døren røg op.
   Pedersen tumlede om på gulvet endnu engang og blev liggende.Bert rettede forpustet på jakken, og vendte sig derefter om for at se, hvordan det gik med Alfred, men her var der ingen problemer. Olsen lå i et hjørne af kontoret ovenpå et knust skrivebord. Han havde to nydelige blå øjne, og hans næse var, for himlen må vide hvilken gang i hans karriere, blevet forvandlet til en blodig masse. Ved Olsens side lå den sidste skrivemaskine, også den var maltrakteret, så kun typeskiltet på maskinen røbede, hvad apparatet skulle have været brugt til.
   - Er alt under kontrol kære Alfred, forhørte Bert sig.
   - Alt i orden gamle ven, sagde Alfred vennesælt.
   - Her er det sandelig gået hårdt til, lød en stemme bag dem.
   De to venner vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en tidligere bekendt: Hr. Daneborg, direktør for foreningen af mindre Finansieringsselskaber i Danmark.