Talerne var blevt holdt, journalisterne havde gabt og taget for sig af pindemadderne og champagnen, nu stod de så og iagttog de fem astronauter, der, iført deres dragter var på vej i gåsegang ind i den elevator, der førte op til space shuttlens indgang. Et par fotografer forevigede uinteresseret begivenheden.
   - Så vidt jeg forstod skulle de til koncert i verdensrummet eller sådan noget, sagde reporteren fra Post uden at henvende sig til nogen specielt, men dog med et lille håb om at den lille lækre sag fra Times ville finde det vittigt.
   - Bare Joe Doing Doing snart kom, sagde den lille lækre sag fra Times. Han kan forklare det så selv bladnegre fra Post kan forstå det, -og så er han såå søød.
   Reporteren fra Post skulede surt og besluttede sig til at kvinder var noget rak. Det havde nu også været en skide kedelig reception mente han, og han var ikke helt uenig med resten af de forsamlede pressefolk, og Joe Doing Doing var nu forresten, det måtte han indrømme god og kunne forklare sagen, så selv bladnegre fra post og andre aviser som Times med deres dumme kvindelige journalist kunne forstå, hvad sagen drejede sig om.
   Han snuppede sig en pindemad med hummersalat og skyllede den ned med en sjat champagne, der stadig var nogenlunde kold i sit plastickrus.
   Først havde der været en astronom og professor med en politiker i maven. - Varmt og salvelsesfuldt havde han forklaret om den mystiske musik, der i glimt var blevet opfanget fra verdensrummet fra et sted, der ikke var længere væk end på den anden side af Jupiters bane og altså opnåelig for teknologien, som den så ud idag. Enhver med en akademisk grunduddannelse og et årelangt studium i astronomi, fysik etc. etc. ville have været i stand til at forstå denne tale, så den var gået fuldstændig hen over hovedet på forsamlingen lige til taleren kom med de velkendte ord: Jeg og mit parti mener at - her havde de der af høflighed eller sejglivet interesse havde forsøgt at forstå også lukket ørerne i og i stedet nidstirret kølerne med champagne, så isen nær var smeltet.
   Derefter var en lille sejg general steget op på podiet: -Folkens, havde han sagt, jeg er sikker på I alle nu har forstået hvorfor, det er så vigtigt at bruge en masse af skatteydernes penge på at finde løsningen på dette mysterium og skulle nogen af jer have et spørgsmål eller to kommer vores alle sammen Joe Doing Doing æh Johnson om lidt og han plejer at kunne skære tingene i tilstrækkelig svært pap til at alle kan være med. Venner, dette er den største forbandede interessante mission vi har haft her hos NASA i årevis, giv gutterne en hånd og ønsk dem lykke på rejsen, og glem ikke at vores alle sammens Joe Doing Doing æh Johnson slutter op om missionen og deltager senere. Go vind gutter og gutinder sluttede han og forlod talerstolen til de forsamledes lettelse, nu da sprutten og maden kom inden for rækkevidde.
   Det var ved det tredie glas champagne, at der pludselig blev uro i geledderne. De stod ved bordene, der var stillet op ved tilskuerpladsen to miles fra affyringsrampe 39, hvor spaceshuttlen endnu hang og ventede på nedtællingen skulle nå nul.
   - Der kommer Joe, sagde pigen fra Times henført, alle drejede sig som på tælling, og der kom Joe ganske rigtigt. Han gik ikke helt hen til dem, det var ikke nødvendigt, den samlede flok bevægede sig hen mod ham. Joe var nu ellers ikke noget specielt, sådan fysisk, ca. 170 cm høj i en flyverdragt med skuldermærker og det hele, beregnet til den tur han skulle ud på om lidt. I den ene hånd holdt han sin hjelm den anden førte han op til munden og knipsede til noget han holdt mellem tænderne. -Doing Doing Doing, sagde det. Publikum grinede og lod deres samlede blik fare hengivent hen over Joes beskedne figur. Joe var kendt for altid at give en lille koncert på sin mundharpe før en pressekonference, og han var også kendt for et par andre småting for eksempel ved sin påklædning, der gav han chef, en mavesur bogholderagtig skrivebordsoberst hjeretekvababbelse og fik ham til at krølle tæer i sine fine velpudsede sko.
   Det var obersten, der først så det og han var nær gået sin vej i græmmelse. På Joes ulastelige flyverdragt, nede ved det ene knæ, sad den lille blok med kort, som piloterne brugte under flyvningen til notater og navigation. Den var erstattet af en lille indbundet bog med titlen: Hvordan man lærer at flyve, 10 lette lektioner for begynderen.
   Fotograferne fotograferede og journalisterne snakkede og råbte deres spørgsmål til Joe, der villigt gav svar eller et par melodiske doings på sin jødeharpe.
   -Hvornår kommer dit næste album Joe?
   - Om tre uger, når jeg spiller duet med The Starbusters ude ved Saturns yderste ring.
   - Hvor mange instrumenter kan du spille Joe.
   - Aner det ikke, sådan cirka det, der ligger mellem redekam og flygel.
   - Hvorfor spiller du på jødeharpe Joe?
   - Fordi jeg ikke kunne få koncerflyglet med op i den F30 derovre. Joe pegede.
   - Hvad ska' du nu Joe?
   - Joe, ser I først så dapper jeg af i den der dytflyver derovre, og når bussen så afgår fra nr. 39 følger jeg med og ser, de kommer godt afsted. Senere flyver jeg så op til lunar orbiteren, i mellemtiden har de rigget den lille space shuttle til, og så flyver jeg ud til musikanterne, som I jo nok har hørt om.
   - Hvad er al det for noget Joe, med musik fra verdensrummet?
   - Jo, ser I, vi har opfanget nogle mærkelige strofer, der ikke kan være radiostøj, og nu skal jeg så med min beskedne sans for mosæk ud at se, hvad det er for et band, der hygger sig derude på Saturns yderste ring eller astralplanet eller hvad ved jeg, men nu skal jeg først flyve en lille tur i skønjomfruen derovre. Joe pegede igen, og Times pigen nuslede sig farligt nær og stak en mikrofon op under næsen på Joe.
   - Sig mig Joe, hvordan er det at sidde i sådan et fint fly og starte og alt sådan noget er det ikke meget farligt, hvordan føles det, tænker du ikke på din sikkerhed eller din mor eller sådan noget?
   - At sidde i sådan et fint fly og starte og alt det der, sagde Joe og lænede sig frem og kikkede den lille lækre sag fra Times dypt i øjnene er cirka ti gange så lækkert som at få verdens bedste knald af verdens bedste kvinde, ka' du sætte dig ind i det?
   Den lille lækre sag fra Times tog en dyb indånding og skød brysterne frem, hvad hun var ret god til.
   - Det lyder som en spændende udfordring Joe, sagde hun. Kan det mon modbevises af den rette.
   - Umuligt, men det gør jo ikke noget at prøve. Joe tog hende forsigtigt om hagen og kyssede hende på næsetippen. -Hvad siger du til restauranten iaften på Hilton. Så starter vi med et dusin østers først, det skulle være så godt.
   - Det er en aftale Joe.
   - Fint, jeg skriver det op i min Time Manager, men først har jeg en lille dame derovre, der skal have den store tur, så hvis du vil have mig undskyldt og så er det iaften, hvis der stadig er strøm på batterierne, Joe sendte hende et fingerkys og obersten krummede endnu engang tæerne i skoene og tænkte et flygtigt øjeblik på fredelige kontorlandskaber, hvor der ikke blev stillet udfordringer udover at få månedsregnskabet iorden. Så tænkte han på en hullet mur og Joe og tolv geværer, men skød tanken fra sig. Det var for urealistisk. Bare for fanden, der var noget, Joe kunne tage alvorligt, altså bogholderialvorligt. Ellers var der mange ting, Joe tog meget alvorligt, han var super på et næsten hvilket som helst musikinstrument, man kunne nævne, han tiltrak kvinder som en honnningmad tiltrækker en sværm fluer, han var ekspert i go'e vine fra Californien, og værst af alt, han kunne flyve en F30 jager og syvogtyve andre fly som en virtuos behandler en stradivarius.
   Endnu værre, Joe blæste på militærets reglementer og slap godt fra det. Joe omgikkes generaler som ligemænd og drak sig kanonfuld med dem og slap godt fra det, joe elskede med messens fagreste kvinder til hans ædlere dele hang i laser - og slap godt fra det, og værst af alt, Joe brugte sin sidste skejs på at nyde livet og slap godt fra det, og folk stod i kø for at yde ham gratis lån, som han aldrig betalte tilbage - og slap godt fra det.
   Obersten fnøs forarget og fjernede en imaginær plet fra de imakulært pudsede sko, ved diskret at gnide skosnuden mod bagsiden af sit ene bukseben. Joe ville have sagt, at han flyttede støv fra debet benet til kredit benet, det havde obersten aldrig rigtig forstået, hvad han mente med. Satans!
   Nu stod han så der, helten på stigen op til F30'eren, den bedste jager man endnu havde konstrueret og skulle flyve omkap med en dum spaceshuttle, og han skulle bagefter aflægge en rapport, som ingen hørte på alligevel, om hvordan det havde set ud. Senere igen skulle han flyve ud til lunar orbiteren og endlig gå ombord i den specielle dybrumkapsel, der skulle bringe ham ud for at løse mysteriet om det store rumorkester uden for Saturns grænser. Hvordan kunne et menneske dog opleve så meget og andre, i den samme blå uniform og med endnu flere destinktioner, sad blot bag et dumt skrivebord og skrev under på rekvisitioner og besværede sig over prostataproblemer og checkede månedsbalancer af? Livet var ikke retfærdigt. Obersten tænkte på sin kone og gøs. Så tænkte han på sin sekretær og gøs, men en lille gysende snegl krøb dog gennem hans underliv. Ganske vist havde hun åreknuder, og ganske vist var hun gift på syvogtyvende år med en en civil bogholder, men hun var dog mere interessant end konen, måske hvis han nu en dag--?
   Obersten skød tanken fra sig. Joe havde forladt selskabet og måske kunne lidt af hans romantiske blå uniformscharme smitte af. Men nej. Joe stemme lød pludseligt klart gennem diverse højtalere: -Venner, så starter den gamle, men først lidt musik som akkompagnement. Tonerne fra - "How high the moon", rungede ud gennem femogtyve mere eller mindre syncroniserede højtalere. Obersten græmmede sig, staten havde ofret en formue i navigation på Joe og så spillede han Gud hjælpe ham "How high the Moon?" Det burde have været planlagt lidt bedre før starten. Obersten så alting knivskarpt i sort/hvidt, dybere tolkninger var ikke hans sag.
   Der lød en sagte hylen i det fjerne, alle vendte sig som på tælling, hylet steg til et vræl, et brøl, en øredøvende torden, så passerede Joe i lav højde hen over tilskuerne, larmen var kun øredøvende, sønderslidende, indtil Joe trak F-30'eren op i en lodret stigning og tændte begge efterbrændere og det raketaggregat, der skulle gøre ham i stand til at flyve i formation med spaceshuttelen, på den første del af dennes tur til luna orbiteren, så steg den til glas knustes og borde væltede under lydtrykket.
   Spetaklet var så voldsomt, at ingen lagde mærke til, at højtalerne sagde "nul" og spaceshuttlen rejste sig på en søjle af ild fra platform 39 og buldrede ud i rummet, så optaget var de alle sammen af at følge Joe i hans F-30.
   Jee-pee, hylede Joe, det er næsten som at køre race med en Ford T efter en Formel 1, efter ham gamle dreng hyp hyp, og Joes fighter, der var toppen af al topteknik indenfor flyindustrien, satte efter rumfartøjet, men måtte opgive jagten, da de passerede 350.000 fod side om side, men så var spaceshuttlen også videofotograferet i alle ender og kanter inden den fortsatte sin videre færd mod lunarorbiteren.
   Joe landede blidt som et lam og samme aften havde han et lille stævnemøde, der startede med østers og champagne, og hvor den lille lækre sag fra Times gjorde alt for at modbevise Joes påstande tidligere på dagen.
   Næste dag steg Joe op i sin rumkapsel, der bragte ham ud til Lunar orbiteren og herfra tog han, som han selv sagde, en omstigning til dybrumskapslen, der med en endnu mere avanceret teknologi end F30'erens skulle bringe ham videre ud på færden i jagt på det mystiske orkester uden for Jupiters bane.
   Det var det sidste nogen så til Joe, men ikke det sidste man hørte. Langt ude i verdensrummet forsvandt Joes rumkapsel sporløst og ingen fandt nogen sinde ud af hvor.