Søren Bertramsen, direktør for Stormagasinet på Strøget, skuede med hersker mine ud over den lille forsamling af afdelingsledere og funktionærer.
   - Jeg har sammenkaldt de damer og herrer her i dag, begyndte han, for at vi sammen kan drøfte en sag af største vigtighed.
   Der gik et næsten hørbart suk gennem forsamlingen. Alle kendte Søren Bertramsens vigtige sager. De kunne let tage mange timer bare at gennemdrøfte, og ofte var det kun Søren Bertramsen selv, der kunne se det vigtige. Men det var der ingen, der turde sige til ham, for han var trods alt direktør i firmaet, med ret til at afskedige.
   Bertramsen tog et bundt papirer frem og begyndte megetsigende at blade dem igennem.
   - Mine damer og herrer, jeg har her et komplet sæt planer for firmaets felttog. Bertramsen kaldte altid sine salgsfremstød for felttog, og rygtet gik da også, at han i sin tid hellere ville have gået officersvejen, i stedet for at blive oplært i en høkerforretning, som han siden overtog og bankede op til en stor givtig butik, der atter blev udvidet og nu var svulmet op til "Stormagasinet på Strøget". "Magasinet med de billige tilbud", "Magasinet for hele familien", kort og godt stedet, hvor man handlede.
   Bertramsen tog sine briller frem og satte dem på næsen, noget han sjældent gjorde, da han ikke kunne lide at røbe, at den store mand havde en svaghed. Normalt lod han altid Ludvigsen, sin højre hånd, af personalet kaldet Lille Ludvig agere som talerør for sig. Lille Ludvig, der ikke selv var kendt med sit øgenavn, var altså ikke bare chefens højre hånd, men trådte også frem i lyset og gjorde tjeneste som hans briller.
   Da nu Bertramsen gjorde mine til selv at ville læse højt for forsamlingen, gik det op for dem i al sin gru, at ikke alene var der tale om et stort felttog, men om årets felttog: Juleforberedelserne.
   Et par i forsamlingen kikkede sig om for at prøve at finde en nødudgang, men Bertramsens argusøje, nu yderligere forstærket af brilleglas, gjorde enhver tanke om flugt umulig.
   - De skal ikke være bange mine damer og herrer, sagde Bertramsen. Jeg skal fatte mig i korthed.
   Tre timer senere var han nået frem til andet sidste ark i sin tale, og den forpinte forsamling øjnede så småt en ende på ørkenvandringen. Bertramsen løftede arket og begyndte at læse højt: ?Her er en fortegnelse over alt det, vi skal bruge til jul. Jeg har for resten allerede gjort flere bestillinger, man kan jo ligeså godt gøre det i god tid, så får man det billigere ikke sandt?
   Her er først 200 meter små flagguirlander, seks gros julehjerter, jeg synes julen er hjerternes tid, og det tror jeg også De synes ikke sandt?
   De der stadig var vågne, syntes det.
   - Så er der grangrene og granguirlander til selve forretningen, handelsstandsforeningen sørger som bekendt for udendørsudsmykningen af gaden, og endelig, som toppen af det hele, har jeg bestilt 41 kg. ægte julesne af plastik, der er garanteret at kunne holde sig pænt hvidt hele julen. Det kan for resten vaskes bagefter. Jeg fik et meget billigt tilbud mine damer og herrer, fordi repræsentanten lovede os procenter, hvis vi købte over 40 kilo. Så De kan se, jeg tænker på forretningens vel, og derved på vores alle sammes vel, De ved tantiemen venter til nytår ha ha.
   Han lagde papiret fra sig på bordet.
   - Det var vist alt, hvad jeg har at sige i dag, sagde han, og mødedeltagerne begyndte så småt at sidde på spring for at komme ud ad døren, da Bertramsen lige som tilfældigt fik øje på det sidste stykke papir, der var tilbage i bunken.
   - Åh nej dog, jeg glemmer jo det vigtigste. Han tog det sidste ark op, og de andre ved bordet sank atter ned i deres stole.
   - De ved, vi hvert år plejer at have en rigtig nissemand til at gå rundt i forretningen ved juletid ikke?
   Det var ikke noget, der krævede et svar, alle vidste det, og der gik en gysen gennem forsamlingen., Hvem skulle have det "ærefulde" hverv, som Bertramsen kaldte det, i år. De tidligere år havde en af afdelingslederne måttet tage det, hvad der ikke alene havde gjort ham til grin for hele forretningen, men også for den halve by.
   - I år har jeg besluttet at lade en professionel julemand tage det store ansvar, det er at påvirke de mindste årgange blandt vore kunder til at plage livet af deres fædrene eller mødrene ophav, så de køber rigtig mange gaver. De ved bedst selv, hvor ansvarsfuld og vigtig en opgave, der er tale om, og jeg synes godt, forretningen kan bære sådan en udgift. Jeg håber ikke, der er nogen, der føler sig snydt for det spændende job?
   Der var ingen, der følte sig snydt, og de syntes alle forretningen kunne bære udgiften. 20 millioner kroner havde omsætningen været sidste år, så der kunne vel blive råd til en julemand udefra.
   Bertramsen lagde papiret fra sig.
   - Og nu mine damer og herrer, som påskønnelse, fordi De har samarbejdet så godt her under mødet, vil jeg gerne invitere på en lille forfriskning. Hvad med en øl for eksempel?
   Det syntes alle var en god ide, og på Bertramsens ordre ringede Lille Ludvig ned i kantinen og bad frøken Pedersen komme op med forfriskninger. ?De ved, de øller direktøren bestilte før mødet.
   Alle glædede sig, indtil frøken Pedersen dukkede op i døren med lyse pilsnere og glas på en bakke.
   - De ved sikkert alle, at det ikke er sundt at indtage alkoholiske drikke her i varmen, sagde Bertramsen, men jeg håber ikke, der er nogen, der tager anstød af, at vi får os en lille en nu.
   En røst, der ikke var beregnet på at blive hørt af Bertramsen, og heller ikke blev det, mumlede noget om, at så var lyse øl heller ikke mere end halvt så dyre, men som bekendt er det ikke god tone at kritisere en glad giver. Bertramsen skænkede for, han løftede sit glas og skålede med de forsamlede mødedeltagere.
   - Der er forresten også en anden ting, sagde han og kastede et blik ud på det lille torv foran forretningen, hvor luften dirrede i varmen.
   - Jeg vil bestræbe mig på at gøre omgangsformerne mere liberale her i firmaet, og derfor har jeg tænkt mig følgende, altså kun på forsøgsbasis og kun her i juli måned. Hvis det falder heldigt ud, kan vi måske tage det op igen til næste sommer. De af de herrer, der arbejder med juleforberedelserne, men kun de der gør det, må aflægge jakke og slips, når de ikke befinder sig i ekspeditionslokalet. Mødet er hævet mine damer og herrer og tak for Deres interesse. Den sidste, der forlod lokalet, var Bertramsen selv. Han samlede sine papirer sammen, men lagde ikke mærke til, at det sidste ark, under "drikkegildet" var gledet ned under bordet.
   Rengøringsassistenten, der fandt det samme aften, brummede arrigt over folks sjuskethed og smed papiret væk, hun syntes, det var noget pjat at have papirer liggende, hvor der stod noget om julenisser her midt i juli og tilmed under en varmebølge.
   Først i oktober måned startede Bertramsen sit egentlige felttog. De af personalet der i første omgang skulle have med juleforberedelserne at gøre, blev en tidlig morgen stillet op til parade i bagenden af stormagasinet. Bertramsen mønstrede sine styrker.
   - Nu skal slaget stå kære medarbejdere. Jeg forventer at hver mand gør sin pligt mod firmaet, alle yder toppræstationer, så omsætningen i år bliver bedre end nogensinde.
   - Vi må huske på tantiemen ha ha. Når vi nu starter vore forberedelser i god tid, skal alt være klappet og klart til det egentlige julesalg begynder.
   Han klappede på en stak chartequer han havde i hånden.
   - Her er de enkelte planer, med en indgående beskrivelse af hver enkelts arbejde og en nøjagtig tidsplan, og jeg for? venter, alle vil gøre det bedste for at overholde den, så det skal gå som smurt. De ved, sådan arrangerer man en raketafskydning, og de går jo altid fint, eller næsten altid føjede han til, men vort felttog skal gå godt, så vi får raketagtige salgstal ha ha.
   Bertramsen løftede sin stemme og sin hånd, og smældede den ene ordre ud i luften: ?Aktion!
   Ingen kunne herefter længere være i tvivl om, at Bertramsens egentlige kald havde været en stilling som officer.
   En røst fra baggrunden, der ikke var beregnet for Bertramsens ører, mumlede: ?Det hedder nu ellers "Giv agt, til julepyntning trææææd ind", hvis det skal være helt korrekt, men han havde også lige været soldat, så han havde sine ordrer mere present end Bertramsen.
   Forberedelserne skred planmæssigt frem, og alt var klappet og klart til tiden. Bertramsen var meget stolt over, at hans planer gik så godt. Sammen med Lille Ludvig skridtede han fronterne af en gang om dagen og kommenterede, hvad han så. Snart blev parret kaldt for Sir Søren med adjudant, men det var der naturligvis ingen af de to feltherrer, der hørte.
   I den ene ende af forretningen, nær legetøjsafdelingen, blev bygget en flot tronstol, som blev malet rød. Der var en lille trappe på to trin op til den så julemanden, der skulle sidde der og tage mod barneønsker, kunne få en vis ophøjet position.
   Meget praktisk blev der under sædet indrettet en skuffe med ønskesedler og julekalendere, som det var meningen, den rare julemand skulle udlevere ved enhver given lejlighed. Meget praktisk blev der også anbragt en pude på selve sædet, så den rare julemand, der formodedes at skulle have en masse af byens børn på skødet, ikke skulle blive øm i enden og gå i strejke midt i højsæsonen. Alt dette var indført i slagplanen. Det eneste, der ikke var kommet med var en bestilling på en professionel julemand. Det havde nemlig været et punkt, der var opført på det stykke papir, som var blevet væk under de indledende forberedelser.
   Den store dag, hvor julemanden skulle komme og indtage sin plads på tronen, stillede Bertramsen nede i forretningen klokken fem minutter over ni, lige efter Stormagasinet havde åbnet. Han skridtede ned gennem forretningen og hilste smilende på nogle af kunderne. Pludselig stivnede han som ramt af lynet. Tronen, som han havde været så stolt af, og som nu skulle have været fyldt op af en velnæret eller velpolstret julemand, stod tom. Bertramsen for ind på sit kontor og kaldte på Ludvigsen.
   - Ludvigsen, råbte han, inden denne havde fået sig manøvreret ind ad døren. - Hvor er vores julemand?
   - Julemand, sagde Ludvigsen forvirret.
   - Jamen ham troede jeg, De havde bestilt, det stod nemlig ikke på min plan, så jeg tænkte, De selv ville ordne det fornødne. Bertramsen sank lidt sammen i stolen, det stod ham pludselig klart, at der havde været et kæmpehul i hans ellers perfekte plan.
   - Ludvigsen, vi har ikke fået nogen julemand, det er en katastrofe Ludvigsen, vi må skynde os at gøre noget, har De et forslag, så kom med det øjeblikkeligt.
   Ludvigsen tænkte sig lidt om, så sagde han med spag røst: ?Er der ikke noget om, at studenterne opretter en julemandstjeneste, så kan vi jo ringe til den og bestille en julemand.
   Bertramsen tog sig til hovedet: ?Glimrende ide Ludvigsen, glimrende ide, det var godt, De kom i tanker om det, få fat i en med det samme.
   Ludvigsen greb telefonen og ringede til et nummer, han havde fundet på en lille reklametryksag, der var kommet til ham for et par dage siden, men som han havde lagt tilside, i forvisning om, at det var ordnet af Bertramsen.
   - Goddag, det er firmaet Juhl E. Nissen hi hi, kvidrede en pigestemme, da Ludvigsen fik forbindelsen.
   - Æh undskyld, sagde Ludvigsen, jeg har vist fået forkert nummer, jeg ville bestille en julemand til Stormagasinet på Strøget.
   - Ti hi, fnisede stemmen, fik De ikke fat i det, Juhl E. Nissen, vi fører nissemænd en gros og detail, hvor mange ønsker De?
   - Bare en sagde Ludvigsen, han var lidt sur over, at nogen kunne tage en så desperat situation så lidt alvorlig.
   - Jeg skal sende en mand med det samme, kvidrede stemmen, jeg kan forstå, det er en katastrofesituation. Ludvigsen nikkede bejaende i sin ende af ledningen, uden at fange ironien i pigens stemme.
   - Mange tak, fordi De ringede til Firmaet Juhl E. Nissen, farvel. Røret blev lagt på.
   - Farvel, sagde Ludvigsen fåret til det døde rør.
   Man måtte lade firmaet Juhl, at de ikke lod græsset gro under sig. Den bestilte julemand ankom en halv time efter og blev ekspres vist ind til Bertramsen. Bertramsen skuede misbilligende op og ned ad det unge menneske, der stod foran ham. Det var en bleg, filipenset, yngling. Mager men udrustet med diverse puder under uniformen, og med et langt bølgende vatskæg, der hang ned over hans hule bryst. Han lignede præcis en hulbrystet yngling i vatskæg og en latterlig udstoppet rød dragt.
   - Gudfader bevares, sagde Bertramsen, skal De forestille at være en julemand, der er værdig til at repræsentere Stormagasinet på Strøget?
   - Har de ikke en større og mere realistisk mand?
   - Jeg var den sidste julemand, der var tilbage, sagde den unge mand med skinger røst, - når bestillingerne indkommer så sent, er næsten alle væk, men jeg er sikker på, jeg nok skal klare arbejdet ordentligt, selvom det er første gang jeg prøver.
   - Må jeg høre Dem sige som en rigtig julemand, sagde Bertramsen, - lad mig høre, hvordan De vil klare Dem i forretningen, når alle ungerne kommer væltende. Lad os sige, at Ludvigsen dèr er et barn, der kommer hen til Dem, hvad gør De så?
   Julemanden vendte sig genert om mod Ludvigsen, der rødmede klædeligt.
   - Æhm øh, hvad ønsker du dig så til jul min lille ven, sagde julemanden og rødmede helt op under nissehuen. Hans stemme var høj og skinger og lignede slet ikke den fuldtonende bas, man forventede af en julemand.
   - Dem kan jeg bestemt ikke bruge, skreg Bertramsen. Han dukkede ned i sin skrivebordsskuffe og tog nogle pengesedler frem.
   - Her er hundr???, han tøvede og lod to tyvere falde ned i skuffen igen. Her er tres kroner, så kan De ikke sige, jeg har snydt Dem, og forsvind så, jeg kan ikke bruge en så forsagt julemand, jeg skal have én, der med rungende basstemme kan sige :?Johohoho?hohe. Bertramsen gav en demonstration og studenten for sammen. Han tog mod sine tres kroner og forsvandt ud af døren.
   - Ludvigsen! Bertramsen havde fået den stramme mine på. Nu får De jobbet med at skaffe os en brugbar julemand. Lad os sige inden klokken et, og hvis De ikke har fået fat i en, ser jeg ikke anden mulighed, end at De selv må trække i stadsen og optræde som Santa Claus. Han sendte Ludvigsen det opmuntrende smil, som en general sender sine soldater, før han selv trækker sig tilbage til sin sikre bunker og jager soldaterne ud på slagmarken.
   Ludvigsen var målløs, havde han måske ikke gjort et kæmpearbejde for Stormagasinets vel, og havde han måske ikke hjulpet Bertramsen så meget her i den sidste tid, og så blev han i den grad snigløbet.
   Bertramsen kunne åbenbart læse nogle af hans tanker, for han slog ham på skulderen og sagde: ?Husk på Ludvigsen, det er en stor ære at være nissemand for Stormagasinet på Strøget, kom med mig op i kantinen, så giver jeg en øl, en rigtig direktørøl, tilføjede han for at kvikke Ludvigsen lidt op.
   Sammen gik de op i kantinen og blev bænket ved et bord. Frøken Pedersen kom straks springende.
   - Lad os få et par af direktørens specialøl, sagde Bertramsen og blinkede til frk. Pedersen.
   Lidt efter kom hun tilbage med to lyse på en bakke og serverede for de to mænd.
   - De ved sikkert, at det ikke er sundt at indtage alkoholiske drikke her i kulden, men jeg håber ikke, der er nogen, der tager anstød af, at vi tager os en lille en nu ha ha ha. Han løftede sit glas og skålede med Ludvigsen, der blæste på, at det var lyse han fik. Han hørte til de mennesker, der følte sig beæret over at få en øl af chefen.
   Ludvigsen traskede mismodigt ned ad gaden, han havde brugt næsten to timer nu uden resultat. Først havde han forsøgt at skaffe den eftertragtede nissemand over telefonen, men det havde været umuligt. Han havde blandt andet ringet til arbejdsformidlingen, men de havde spist ham af med en sludder for en sladder, og Ludvigsen havde beskæmmet indset, at han var blevet antaget for at være lidt bedugget. Nu var han altså gået "i marken" i et fortvivlet håb om at kunne finde den rigtige på gaden.
   Han indså med skræk, at han næsten stensikkert var prisgivet sin skæbne. Vatskægget og den røde uniform ventede. Han så på sit ur og styrede derpå sine skridt mod Stormagasinet. Da så han HAM på en bænk. Lige ved et af byens offentlige toiletter sad han, den mand, der skulle redde Ludvigsen.
   Han sad stille og roligt sammen med et par andre og nød en stille bajer, og det var ikke direktørbajere kunne Ludvigsen se. Ludvigsen ændrede kurs og stilede over mod bænken.
   Bertramsen gloede olmt på sit ur. Hvor pokker var Ludvigsen blevet af, klokken var fem minutter i et. Han var vel ikke deserteret fra jobbet?
   Præcis klokken et bankede det på døren. Ludvigsen trådte ind.
   - Jeg har fundet den rigtige mand til jobbet, forkyndte han glædestrålende, og gjorde plads for manden, der travede lige ind i rummet, hvor Bertramsen stod. Manden så på Bertramsen og standsede.
   - Pst makker, er det ham du mener, sagde han til Ludvigsen, der stod med et smerteligt udtryk i ansigtet. Ludvigsen nikkede.
   - Goddag goddag hr. sjeneraldirektør, sagde manden og bukkede dybt. Deres nye julemand til tjeneste. Han bukkede dybt igen, dog ikke hurtigere end Bertramsen kunne lugte, at her var en mand, der ikke var bange for at indtage alkoholiske drikke i kulden. Han havde ellers den helt rigtige statur til jobbet. Han var stor og kraftig med en imponerende ølmave, rindende øjne og et kæmpe bær af en rød tud. Det bedste ved ham var imidlertid det imponerende fuldskæg og det halvlange hår.
   - Ham kan jeg ikke bruge, han er jo fuld, tordnede Bertramsen og så forbitret på Ludvigsen.
   - Åhr, hr. sjeneraldirektør, må jeg ikke gerne, jeg vil så gerne have med små børn at gøre, ivrede manden.
   - Ja, skyndte Ludvigsen at fortsætte, og vi har fået lov til at affarve hans hår og skæg, så det bliver hvidt, og han har rigtig børnetække og og og så kan han vrikke med ørerne, Ludvigsen talte så inspireret, han kunne, det gjaldt jo om selv at undgå hvervet.
   - Ok, Bertramsen gav sig, men først skal De bestå en lille prøve, jeg vil se Dem optræde som julemand. Forestil Dem Ludvigsen er et barn, hvad vil De så gøre.
   Manden så hen på Ludvigsen, så hev han op i bukserne og satte sig på en stol. Før Ludvigsen kunne nå at komme af vejen, havde han taget ham i et fast greb og sat ham op på sit skød.
   - Johohoho?hoho, brølede han med en dyb fuldtonende bas, der var frembragt af mange øller, - og hvad ønsker du dig så til jul min lille ven, han klappede venligt Ludvigsen på knæet.
   Bertramsen overgav sig, der sad Ludvigsen på knæet af den store mand og var sprutrød i hovedet, det var for komisk.
   - De er antaget. Hvad hedder de?
   - Jochum Jochumsen med ch begge steder, sagde manden værdigt.
   - Den er fin Jochumsen, gå med Ludvigsen ned i frisørsalonen og få ordnet håret på vor regning, så kan De begynde med det samme.
   - Javel hr. sjeneraldirektør og mange tak, sagde Jochumsen og bukkede, inden han traskede ud ad døren i hælene på en lettet Ludvigsen.
   Alle gode kræfter arbejdede på højtryk med Jochumsens udstyr.
   Hår og skæg blev brintoveriltet, så det grå skær af snustobak og skrårester forsvandt. Bagefter blev hårpragten fønbølget og Jochumsen blev iført nisseskrudet. Det kneb lidt med at få ham proppet i det, for det var syet til folk, der skulle have hjælp af puder for at få det korrekte rundbuede udseende, men alle anstrengelser kronedes med held, for Jochumsen var særdeles hjælpsom og kom selv med mange gode råd.
   Det var en virkelig elegant julemand, der tog plads på tronen, da forvandlingen var fuldendt. Ganske vist var det ikke lykkedes at fjerne den aroma af øl og anden god drikkelse, som Jochumsen omgav sig med, men man regnede ikke med børnene ville tage det så nøje.
   Der sad så Jochumsen i al sin pragt, og det viste sig da også hurtigt, at han var den helt rigtige til hvervet. Hans højlydte hohoho?hoh gjaldrede gennem forretningen, og det var slet ikke nødvendigt med det højtaleranlæg, som var stillet til julemandens rådighed, for at han kunne komme med opfordringer til de unge købere.
   Børnene flokkedes om ham og trak deres mødre hen til hans trone, mødrene vejrede og skønnede, at Jochumsen ikke duftede godt på trods af Chanel no. 5 og diverse andre rare sager, men de slog sig til tåls med, at det kun var jul en gang om året, og lod deres afkom besøge den rare og frygtindgydende julemand.
   Bertramsen kom ind i forretningen ud på eftermiddagen. Han stod i nogen tid og betragtede sin nyansatte, og konstaterede med tilfredshed, at alt tilsyneladende gik, som det skulle. Jochumsen havde også fået øje på Bertramsen og pludselig rungede hans stemme gennem lokalet: ?Mine damer og herrer, derovre ser De vores alle sammens gode chefer og forsørger hr. sjeneraldirektør Bertramsen. Se godt på ham mine damer og herrer, for han er sådan en rar mand, der ikke er bange for at gi' en anden en et job, når han går og fryser, og ikke har noget at varme sig på. Lad os alle sammen råbe et hurra for ham børn: ?Bertramsen længe leve, hurra, hurra, hurra. Jochumsens malmfulde røst, der var lidt hæs af bajere, skar sammen med hundrede glade barnestemmer gennem lokalet.
   Jochumsen satte sig ned igen og smilede vennesælt til Bertramsen, der ikke var vant til at blive omtalt på denne måde og egentlig heller ikke syntes særlig godt om det.
   Han skyndte sig hen til Jochumsen.
   - Hvor vover De at tale sådan om mig, hvæsede han så tilpas højt, at kun Jochumsen kunne høre det.
   - Ih, jamen hr. sjeneraldirektør, jeg gjorde det kun, fordi De er sådan et godt menneske, der er gavmild over for sådan en som mig, og ikke er bange for at gi' en lille omgang engang imellem. Jochumsen så med milde, men rindende barneøjne på Bertramsen, der opgav at forfølge sagen, men nøjedes med at indskærpe, at han ikke ønskede en gentagelse af denne lovprisning.
   Jochumsen kikkede langt efter ham, da han gik, så rejste han sig fra sin trone og begav sig ud på toilettet. Her fremtryllede han en flaske portvin, som han havde fået fat i på mystisk vis, og tog sig en ordentlig slurk.
   Jochumsens inspiration og humør steg højere og højere efterhånden som dagen skred frem. Han havde af Ludvigsen fået at vide, at han kunne få gratis spise og drikke i kantinen, og da han ikke spiste ret meget, men til gengæld drak så meget desto mere, var han faktisk i paradis. Mange var hans små besøg til kantinen i løbet af dagen, og da hans nissedragt havde flere dejlige store lommer, var der heller ikke noget transportproblem.
   Ludvigsen, der for enhver pris ville holde Jochumsen i godt humør, så han blev i sin stilling, sørgede for, at han ikke kom til at tørste.
   Bertramsen kom også ned og stod og betragtede Jochumsen. Han var ganske vist bange for, at historien fra tidligere skulle gentage sig, så han holdt sig på tilpas afstand, så Jochumsen ikke kunne se ham.
   Alt gik fint omkring tronen, og Bertramsen skulle lige til at gå igen, da hans blik fangede en mand, der kom ind i forretningen. Det var en type, Bertramsen normalt ikke ville have indenfor sine døre. Han mindede for meget om Jochumsen, inden dennes forvandling. Manden stod lidt og så sig omkring, så styrede han hen mod Jochumsens trone, hvor han andægtigt stillede sig i kø sammen med børnene for at få en julekalender og en ønskeseddel. Da det blev hans tur, trådte han hen til Jochumsens høje stade og sagde noget til julemanden, der lyttede med alle tegn på forståelse.
   - Joho joho, skreg Jochumsen, kom og få julekalendere og ønskesedler alle sammen, og han dykkede ned i skuffen under tronen og halede en julekalender og en ønskeseddel frem som han gav manden, der taknemmeligt forsvandt igen.
   Bertramsen blev nysgerrig, han trængte sig frem til julemanden.
   - Nå Jochumsen, hvordan går det her, sagde han og betragtede Jochumsen, der var rød i hovedet af varme, og måske også noget andet, som Bertramsen aldrig drak.
   - Kald mig bare Jochum hr. sjeneraldirektør, det gør alle andre, bare det er med ch, sagde Jochumsen storsindet og slog ud med armen.
   - Hør jeg er tørstig, klagede han, gi'r De ikke en bajer?
   - Der er masser af vand i hanen, brummede Bertramsen.
   - Det ved jeg skam godt hr. sjeneraldirektør, men hvem tænker på at vaske sig, når man er tørstig?
   Denne logik kunne Bertramsen ikke give igen på, så han foretrak at forlade emnet, i stedet sagde han: - Hvordan går det med ønskesedlerne og julekalenderne? Han bøjede sig ned og åbnede selv skuffen. Julekalenderne og ønskesedlerne lå i et hjørne, resten af skuffen var fyldt til bristepunktet med flasker. Bertramsen blegnede.
   - Hvor kommer alle de flasker fra, sagde han med halvkvalt stemme?
   - Dem? Nå dem, de kommer fra kantinen, vi skal jo alle have det lidt godt i julen ikke? Så når en af kammesjukkerne kommer ind og ber' pænt om det, så får han begriveligvis en, pænt pakket ind i en ønskeseddel. Jeg skal nemlig sige Dem hr. sjeneraldirktør, at det er det, som at han ønsker sig allermest.
   Bertramsen forsvandt som et lyn ind på sit kontor, han havde fået nok. Han ville ikke risikere en skandale i forretningen, men han havde en høne at plukke med Ludvigsen.
   Ludvigsen kom på sin herres bud.
   - Jeg vil have den person fyret øjeblikkeligt, skreg Bertramsen i samme øjeblik, Ludvigsen var kommet indenfor.
   - Hvem, Ludvigsen så uskyldig ud?
   - Den forbandede nissemand med alle hans bajere øh øl, jeg vil ikke se ham mere for mine øjne.
   - Det har han sikkert ikke noget imod, sagde Ludvigsen. Jeg har lige fået en opringning fra Supermagasinet vor værste konkurrent, han ville byde det dobbelte af, hvad vi giver Jochumsen, hvis han bare måtte få vor julemand i stedet for den spidsnæsede afmagrede fyr, han selv må trækkes med i sin butik. Er De klar over, at Jochumsen er det største trækplaster, vi har haft endnu. Ungerne hiver deres mødre og fædre ind i butikken, og det er noget, der kan mærkes på omsætningen.
   Bertramsen sad lidt og tænkte sig om.
   - Tror De, han bliver voldsom, hvis han bliver alt for fuld, sagde han?
   - Ham, nej aldrig i livet, han ved præcis, hvor meget han kan tåle, for stadig væk at være en sjov mand, og med hensyn til de øl han drikker eller forærer til sine venner, så er de givet godt ud, for de holder ham glad og hans kammerater glade, og når de er glade er alt godt, for så beholder vi vor julemand.
   - Er det sandt? Bertramsen rejste sig og gik ned i forretningen med Ludvigsen i hælene. De stod længe og betragtede julemanden på podiet, så sagde Bertramsen: ?Vi beholder ham, der er noget rart over ham. Sørg for, at han ikke kommer til at tørste, men er glad hele tiden. De stod lidt tavse og kikkede på tronstolen, hvor børnene stod og lyttede til historier og kom med egne ønsker.
   - Gu' ved hvad hans hemmelighed er, han trækker jo ungerne til som fluer til en honningmad?
   - Det er let, sagde Ludvigsen, han kan vrikke med ørerne, og så kan han fortælle historier.
   - Det var godt vi fik ansat ham, det var en god ide, jeg der fik, hva' Ludvigsen? Bertramsen stod selvtilfreds og vippede på hælene.
   - Ja, sagde Ludvigsen.
   - Kom Ludvigsen, jeg giver en øl i kantinen, hvis De da har lyst, en rigtig direktørøl.
   - Mange tak hr. sjeneral??? æhm general??æh hr. direktør, sagde Ludvigsen, og de to mænd gik sammen op ad trappen mod kantinen.