Anden del
   Manden på klippen fnisede. Han justerede sine solbriller, der var gledet ud på næsetippen og kikkede over klippekanten ned mod det enlige hus. Han hvislede de første to linier af en døgnmelodi, mens han betragtede huset gennem en 7x50. Han lagde forsigtigt kikkerten fra sig på et klæde og tog riflen, der lå på hans højre side. Han anbragte våbnet på en rund pølle, han havde medbragt til formålet og justerede kikkertsigtet. En veranda, først tåget siden skarp gled ind i hans synsfelt. Han lod langsomt våbnet glide henover verandaen og standsede, da hans mål kom ind i sigtet, vandrede hen over kikkertens delstreger, og derefter stod støt og skarpt lige, hvor den vandrette og lodrette streg krydsedes.
   - Hallo Bertie, sagde manden og fnisede fjantet igen. Han var ikke fri for at være lidt fuld. Han havde været helt på spanden for et par dage siden. Ja faktisk så langt nede, at han havde været lige ved at fornedre sig til at søge ærligt arbejde, da det store brød, der kaldte sig Alfred E. Manning var dukket op på arenaen og havde tilbudt ham et arbejde, der var helt i svang med hans tidligere profession.
   - Et nemt lille stykke arbejde, havde Alfred sagt. Så nemt som at stjæle slik fra et barn, og så er der 1000,- gode pristalsregulerede, inflationsramte australske dollars til dig - skattefri- plus, jeg betaler omkostningerne. Kørselsgodtgørelse, patroner, - du bør kun bruge en, krudt er dyrt i vore dage, samt riflen som du får lov til at beholde. Hvis du laver et godt stykke arbejde og giver mig et polaroidbillede af resultatet, kan vi måske snakke om mere varig beskæftigelse.
   I sandhed nemt tjente penge. Dumt at stille spørgsmål.
   - En lille forskræmt lort, havde Alfred sagt. Bange for sin egen skygge, et styks af slagsen at udradere. Han snakkede videre med sig selv, mens han lå der på klippen i solen og betragtede Bert gennem riflens kikkertsigte.
   Bert sad på verandaen med fødderne oppe på rækværket og nød en whisky. Han holdt glasset op mod lyset og rystede det let, så isterningerne klirrede mod dets sider, kølede drinken og fik glasset til at dugge. Bertie var helt alene på ranchen den dag. To timer før havde han taget afsked med sin broder, der skulle ud på en inspektionstur til ranchens yderdistrikter og ikke ventedes tilbage før to dage senere.
   Skiltet, der hang i gyldne kæder fra verandaens tag bar teksten "The Alfred E. Manning Memorial Ranch" og det hentydede ikke til en afdød Alfred, hvis rige arv havde været med til at financiere ranchen, men derimod til en særdeles spillevende Alfred, der ganske rigtigt havde financieret ranchen, men meget mod sin vilje. Det hele kunne faktisk betragtes som en balanceart af skæbnegudinden. Først var Bertie blevet snydt og forkuet af Alfred i mange år. Derefter havde Bertie, da det først var gået op for ham, hvor meget Alfred havde taget ham for gennem årene, rottet sig sammen med sin broder, og sammen havde de udøvet en særdeles effektiv pengeafpresning over for Alfred, der var blevet jagtet den halve jord rundt inden han endelig fik fred. Han var på det tidspunkt ejer af en skopudserstand i Bombay.
   Alfred var imidlertid ikke den mand, der lod skæbnens tilskikkelser gå sig imod. Han oparbejdede sig hurtigt en ny formue og begyndte at efterforske, hvem det var, der havde snydt ham så grusomt.
   Han var begyndt i Perth Vestaustralien, hvorfra makkerparet Alfred og Bertie i sin tid måtte rejse i huj og hast på grund af en formodet mordsigtelse.
   Ingen kendte ham, da han atter satte fod på australsk jord. Via en robåd sat i vandet fra en fragtdamper ud for den Vestaustralske kyst en sen nattestund. Tingene havde ændret sig. Man havde vigtigere ting at tage sig til end lede efter Alfred, der ganske vist ikke ligefrem var persona grata, hverken i Australien eller for dens sags skyld i ret mange andre verdensdele. Politiet havde rent ud sagt henlagt sagen, al den stund, fuglen var fløjet og næppe ville søge hjem foreløbig, hvis nogensinde.
   Alfred sonderede terrænet og fandt hurtigt ud af dette faktum, hvorefter han slappede af og oprettede kontor i Perth. Det forgyldte messingskilt, med Alfred E. Manning Enterprises dukkede atter op på en kontordør, og Alfred tog fat på sit gamle job, der rent ud sagt bestod i diverse forbrydelser på bestilling. En dygtig mand er altid sikker på at få arbejde, og i Alfreds branche var der ikke trængsel, men til gengæld stor søgning. Et virkeligt godt sælgers marked.Arbejdet havde afgjort sine lyse sider. Kundekartoteker, skatteregnskaber og deslige tyngede ikke på omkostningskontoen, og hver enkelt job blev godt betalt. Specielt, da der altid var tale om arbejde, der skulle ligne alt andet end en forbrydelse.
   Ved siden af sit andet arbejde, søgte Alfred efter den bandit, der havde plyndret ham for få år siden, og ved et tilfælde fandt han ud af, at "The Alfred E. Manning Memorial Ranch" lå lidt øst for Perth.
   Alfred var ikke længe om at lægge to og to sammen. Der var kun få mænd, der kendte alt det, der var kommet frem under afpresningen. En af dem var Bert, som Alfred så brat havde forladt på Broadway i New York. En anden var politimester, men han sad p.t i spjældet for en halv snes forskellige forhold, blandt andet et kærligt forhold til en banks kasse og en politikers kone. Hans næstkommanderende Tom Harris var mirakuløst sluppet for anklage, skønt han var lige så dybt involveret i forskellige transaktioner som sin chef. For at føje spot til skade var Harris blevet udnævnt til chef i sin fraværende boss sted.
   Bert måtte være manden.
   Bert og en medskyldig, som Alfred aldrig lærte navnet på.
   Denne person, som endnu kunne give Alfred mareridt om natten, kaldte sig aldrig andet end "Manden fra Perth Vestaustralien" Da Alfred altid havde været, for at sige det pænt, lettere ophidset, når han havde været i nærheden af denne mand, det havde altid kostet ham en del penge, havde han aldrig lagt mærke til den svage lighed, der var mellem hans plageånd og Bertie. Først nu gik det op for ham, at Bert havde en broder, og at de to levede sammen på ranchen med det provokerende navn. Derefter faldt brikkerne på plads i hurtig rækkefølge.
   Alfreds første indskydelse, da han havde løst gåden, var at fare ud til Bert, rive ham i bitte små stykker og fodre ham til dingoerne, men da han havde tænkt sig en smule om, besluttede han sig til at trænge personlige følelser i baggrunden og lade Bert forlade denne verden med en ligegyldighed fra hans, Alfreds side, en ligegyldighed, der højest måtte sammenlignes med de følelser, han ville nære, når han slog en flue ihjel.
   Alfred havde alle dage regnet Bert for et skrog. Det var ikke ærligt at presse den store Alfred til sanseløs flugt på den måde. Alfred regnede kun ærligt spil, som en kamp mand mod mand, hvor man viste, hvor man skulle slå, skyde eller hvad man nu foretrak. Dette havde en yderligere fordel for Alfred, idet han var adskillige vægtklasser over Bert. Derfor og så naturligvis fordi Alfred følte sin forfængelighed dybt såret, ville han have sagen ud af verden så hurtigt som muligt.
   Derfor lå en mand en skønne formiddag på en klippe et stykke øst for Perth og betragtede Bertie gennem kikkertsigtet på en riffel.
   - Lad mig se, afstand ca. 300, det må der korrigeres for, så skal vi skyde skråt nedad, det må også med. Lad mig se. Han fugtede en finger og stak den i vejret. Svag vestenvind, vi stiller et klik til højre. Den skulle være der, nu er det bare at trykke af. Matematiker, fysiker, professor, det var, hvad du skulle have været eller f.eks. meteorolog, sådan en tager jo vindene i betragtning. Intet under hans job her var godt betalt, når han skulle tage hensyn til alle den slags finere videnskaber. Han fnisede, så han mistede sigtet. Han kunne se sig selv ved et selskab.
   - Hvad beskæftiger De Dem med min gode mand, om jeg må spørge. Dette fra en højrumpet borddame.
   - Åh, lidt matematik, lidt fysik, De ved tyngdeloven og sådan noget, ret kompliceret, hvis De forstår. Desuden må man i mit job tage hensyn til vejret og vindretningen og vindstyrken. Han kunne forestille sig madammens benovelse. Kors han ville nyde det.
   Han fandt sit sigte igen. Skægt tilfælde. Her lå han og skulle mod betaling skyde en mand, han ikke engang selv kendte. Han havde intet personligt forhold til fyren. Kendte ikke engang hans efternavn. Det var ligesom at være soldat i en krig. Han nynnede et par strofer af en march.
   Han så nu forresten ikke så forskræmt ud den herre dernede. Der sad han i stolen og skålede ud mod prærien med en iskold whisky. Ja han sad jo ikke i solen, for han sad i verandaens skygge. Hvordan var det nu? Skulle man ikke retteligen korrigere for lys- og skyggevirkning?
   Manden på klippen spekulerede, mens han betragtede Bertie. Jo køligere og mere behageligt Bert dernede havde det, jo mere fornemmede han selv, hvor solen brændte ham i nakken. Mon man skulle bede Alfred om lønforhøjelse? Nej, det var det første job, hellere gøre et godt indtryk. De 1000 dollars skulle helst mangfoldiggøres. Hellere få det overstået. Han lagde atter an og sigtede. Bert sad midt i korset, forsigtig tog han det bløde aftræk, han kælede for det hårde, så rungede skuddet ud over det flade land nedenunder ham.
   Et øjeblik sad skikkelsen dernede i uforandret stilling, så forsvandt fødderne fra verandarækværket og stolen røg bagover. Bertie var ikke at se mere.
   Manden grinede.
   - Au revoir Bertie, hils hvor du kommer hen. Han tog flasken, der stod ved hans side, og som han havde betjent sig godt af i ventetiden. Han tog en ordentlig slurk og pakkede den derefter ned i sin taske sammen med kikkerten. Han samlede det tomme patronhylster op og stak det i lommen. Han ville vise Alfred hvor dygtig han var, et skud!
   Han tog sin taske og riflen og begav sig ned til sin bil, der holdt parkeret skjult af nogle klippestykker. Polaroidkameraet lå på forsædet.
   - Herefter overtager pressefotografen. Han tog apparatet og begav sig ned mod ranchens hovedbygning.
   Han nærmede sig fløjtende i vilden sky, mens han svingede kameraet i bæreremmen.
   - Nå Bertie gamle sjover, så fik Alfred ram på dig ved hjælp af en sand mesterskytte, sagde han jovialt, da han trådte op på verandaen, hvor han kunne se ryggen af den væltede stol. Han stivnede. På verandaen lå stolen og et knust glas.Isterningerne var næsten helt smeltede, og whiskyen var ved at tørre ned i træet. Hans offer var væk.
   - Hør hov Bertie, du kan ikke sådan bare forsvinde, prostesterede manden, kom herud, hvor jeg kan tage et billede af dig. Så gik det op for ham, at hans skud måske ikke havde været helt så velrettet. Der var ingen blod på verandaen, kun whisky, og så meget vidste han dog, at Bertie ikke drak. Desuden var der et gabende hul i trævæggen, og nogle splinter var revet løs, men hullet var et stykke over det sted, hvor Berties hoved ville have nået, havde han siddet i stolen.
   Manden blev langsomt ædru. Pokkers også, så havde han ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at han skød ned ad bakke.
   Han så betænkelig hen mod døren. I det skarpe lys kunne han ikke se, hvad der skjulte sig derinde - kun gætte, og hans fantasi var allerede i fuld sving.
   Så tog han sig sammen. Når det kom til stykket, havde Alfred så ikke sagt en lille forsagt lort, der er bange for sin egen skygge.
   - Jeg kvæler ham med de bare næver, sagde manden højt, for at stive sig selv af. Så gik han hen mod døren.
   - Giv mig bare en grund til, jeg ikke blæser dig i småstykker, din møghund.
   - Røsten kom inde fra mørket og manden stivnede. - Bare en lille mikroskopisk grund, der kan redde dit miserable liv så jeg ikke bruger dig til dingofoder.
   Manden strakte instinktivt hænderne i vejret, så højt de kunne komme, hans blik, hans store skrækslagne blik var rettet mod døren. Så kom skroget, der var bange for sin egen skygge frem i lyset igen, og manden fandt sig selv stirrende ind i den helt forkerte ende af en stor Smith & Wesson revolver. Skønt det kun var en caliber .38, synede det runde hul i løbet så stort som en ladeport.