Ti dage efter Alfreds og Berts ankomst fik Pension Sommerfryd en ny gæst. Hanne strålede som en sol, da han kom og præsenterede sig. En ny udlænding, og tilmed fra Australien.
   - Hvor morsomt, udbrød Hanne. Vi har allerede to australiere her, vældig pæne mænd, tilføjede hun. Jeg er sikker på, de herrer vil have masser at snakke om så langt hjemmefra.
   Manden sagde, at det håbede han også, og at de var langt hjemmefra, og at det var dog morsomt, og så blev han installeret i et værelse ved siden af Berts og Alfreds.
   Alfred og Bert kom hjem ud på aftenen. De havde haft en lang og anstrengende dag i København, og styrede derfor direkte mod deres respektive værelser. De kom gående op ad trappen med Alfred i spidsen, og som sædvanlig var Bert et par skridt bagefter.
   På trappeafsatsen bumbede Alfred ind i den fremmede.
   - Oh, sorry, brummede Alfred og skulle til at gå udenom og videre op ad trappen, da manden standsede ham med et stort smil.
   - Ih goddag, sagde han. De må være de to herrer fra Australien, det var vel nok morsomt, jeg skulle træffe landsmænd så langt hjemmefra. Jeg kommer fra Perth i Vestaustralien, og det gør de herrer jo også, har jeg fået at vide. Han strålede som en sol.
   - Jeg har forresten en masse friske nyheder fra Perth, hvis det skulle have de herrers interesse.
   Alfred brummede noget om, at det ragede ham en fjer, og masede forbi den forbløffede mand videre op ad trappen. Bert, der var lige i hælene på ham, forklarede, at Alfred ikke havde det så godt, og det var derfor, han var så kort for hovedet, men den fremmede herre selvfølgelig var velkommen på deres værelser senere på aftenen.
   Alfred og Bert indtog et storartet måltid på deres værelser. De havde på dette tidspunkt fået blødgjort Dorthea så meget, at hun spiste af deres hule hånd. Som de gode betalere og de fuldendte gentlemen de var, havde selv Dorthea måttet indrømme, at de, skønt af mandkøn, var værd at beholde som gæster, og derfor havde hun ikke haft noget imod, de forlangte deres mad serveret. I særdeleshed da Hanne frivilligt havde meldt sig til at bringe maden fra et nærliggende hotel og servere den for de to mænd.
   Alfreds humør var steget adskillige streger, da han var kommet gennem den engelske bøf og den første flaske Boujolais. Det bankede på døren.
   - Kom ind, råbte Alfred med munden fuld af mad. Ind i værelset kom australieren.
   - Undskyld, hvis jeg maser mig på, sagde han. Men jeg følte mig ensom, og så syntes jeg ikke, der kunne være noget galt i at gå på et lille gæstebesøg hos et par landsmænd.
   Alfred skulle lige til at fortælle ham, at det syntes han, men han tav, da manden fremdrog en flaske Chivas Regal ægte 12 års malt whisky og tre glas fra en mappe.
   - Jeg syntes, vi skulle have en lille en, men de gamle harper nedenunder ville nok ikke bryde sig om at se mig med whisky, sagde han med et skævt grin, men jeg fik hende den lille kropdue til at hente den, hun er meget modtagelig for mandlig charme, har I opdaget det?Det havde Alfred, og Hanne blev diskuteret i hele tre sjussers tid.
   - Der er forresten sket meget i Perth i de sidste fjorten dage, sagde den fremmede. Ved I, at man har arresteret en bankdirektør og en politichef og sat dem i spjældet for svindel, underslæb og korruption, samt en masse andre ting. Det er en skandale, der kan vaske sig, og ved I, hvordan man fandt ud af det?
   Det vidste Alfred ikke, men han var meget interesseret i at få det at vide.
   - Det var en bankrøver, der løb med hele bankens kasse, og det var penge, bankdirektøren skulle have udlånt til politichefens transaktioner, ha ha. Manden kluklo. Kors en ballade, der blev, da politiet ikke kunne finde ud af, hvem bankrøveren var. Man havde et signalement, der gik ud på, det var en stor kraftig mand, sådan lidt i stil med Dem. Ikke naturligvis, at det er Dem, skyndte manden sig at tilføje.
   Alfred følte sig pludselig ikke helt godt tilpas. Han kørte en finger rundt indenfor flippen.
   - Hvad skete der med bankrøveren, spurgte han?
   - Han var som sunket i jorden, sagde den fremmede. Det ville jeg sgu også gøre, altså forsvinde, det er bare om at komme så langt væk som muligt fra gerningsstedet, når man har lavet sådan et lille nummer. Jeg har forresten ikke ondt af banken, nu gik denne her ganske vist fallit og bankkassereren blev slået ned, men ellers har banker sgu godt af at komme af med lidt penge, de tjener dem jo let ind igen, ha ha.
   Han drak sit glas ud og rejste sig.
   - Nå jeg har opholdt de herrer længe nok, sagde han, - det er på tide for mig at komme i seng, jeg har haft en lang rejse.
   - Godnat, sagde han i døren og væk var han.
   - Det var sgu da en løjerlig snegl, sagde Alfred, da manden var gået.
   - Det var mærkeligt, han skulle omtale netop den bank, og så over for os. Alfred så tankefuld ud. Bert kom ikke med nogen kommentarer, han var igen begyndt at ruge over sine problemer.
   Alfred og Bert havde ikke noget at foretage sig de næste par dage.
   Jobbet var tilrettelagt, alt var klappet og klart, de havde fastsat en dato for operationen, og nu ventede de bare på den dato.
   Den fremmede dukkede op igen. Dagen efter deres første møde. Denne gang havde han en flaske champagne med. Han slog sig ned på Alfreds værelse, og gjorde mine til at ville have en behagelig aften i gode venners selskab. Alfred havde mest lysttil at smide ham ud, men han var samtidig nysgerrig efter at vide noget mere om den fremmede, så han lod ham sidde og nød selv hans Gule Enke.
   - Hvad laver De forresten her i Danmark, spurgte han, da han ikke kunne styre sin nysgerrighed længere?
   - Jeg, åh jeg handler med værdipapirer og forskelligt andet, sagde han undvigende, men med et tonefald, der opfordrede til at spørge mere.
   Alfred spurgte: - Hvilke papirer?
   - Ja, jeg har mange slags papirer at handle med. Kunsten er bare at finde købere, og helst nogle, der både kan og vil betale.
   Det kunne Alfred godt indse, og hvad var det så for papirer, han havde til salg her i Danmark?
   - Det var sjovt, De skulle spørge om det, det var netop papirer af den største interesse for den bank, som uheldigvis blev plyndret.
   - Jamen gik den bank ikke fallit? Så kan aktier i den ikke være meget værd.
   - Ih, det er skam ikke aktier. Det er nogle oplysninger om bankrøveriet. Jeg er sikker på, banken er interesseret, men den har jo ingen penge. Så er der Interpol, men det er sådan nogle kedelige fyre, der ikke vil betale, selvom jeg er sikker på, de gerne ville have fat i mine oplysninger.
   Alfred begyndte at ane uråd. Her var noget mystisk, manden var tydeligvis ikke helt på den rigtige side af loven, og han var åbenbart klar over, at Alfred og Bert heller ikke var det, ellers ville han ikke sige så meget.
   - Jeg ville gerne se de papirer, hvis De ikke har noget imod det, sagde Alfred og ventede et høfligt afslag, men manden smilede tværtimod over hele hovedet.
   - Naturligvis må De se dem, sagde han og åbnede beredvilligt sin mappe og halede et tykt bundt papirer frem.
   - Selvfølgelig er det kun kopier, tilføjede han til Alfreds store skuffelse, originalerne er alt for farlige for en fredelig mand at gå omkring med, så dem har jeg deponeret i en bank. Der kunne jo findes uærlige mennesker, der ville forsøge at stjæle dem fra mig.
   Alfred tog mod papirerne, der var i et charteque. Han åbnede chartequet og gispede, da han så det første ark. Det var hans eget ansigt, der kikkede op på ham. Billedet var trykt på en efterlysningsplakat. Død eller levende stod der.En præmie på 10.000 dollars på hans hoved. Han bladrede febrilsk gennem resten af papirerne. Alle indeholdt de oplysninger om Alfreds meriter indenfor det sidste halve år, og det var mange. Alfred ville have væddet sin bedstemors guldgebis på, at politiet intet kendte til alle disse ting, og hans mistanke blev bekræftet. Bortset fra efterlysningsplakaten var alle de andre papirer da også uofficielle, oplyste manden beredvilligt, og syntes Alfred iøvrigt ikke, at det var meget interessante og værdifulde papirer, som ville være meget farlige, hvis de kom i de forkerte hænder, for eksempel Interpols?
   Det syntes Alfred afgjort. Han halede et stort lommetørklæde frem og moppede sit ansigt. Han var pludselig blevet meget svedt, mærkede han.
   - Min far fortalte mig altid, at viden var magt, oplyste manden, - jeg var ikke så gammel dengang, men nu ser jeg efterhånden, som jeg bliver ældre, at den gamle havde ret.
   - Hvad koster de, spurgte Alfred hæst.
   - Tja, det har jeg såmænd ikke spekuleret så meget over, men jeg kunne jo få 10.000 for dem, hvis jeg gik til Interpol. Men på den anden side har jeg haft en del udgifter til rejser og efterforskning, så det skulle jeg jo også gerne have dækket ind, hvad med for eksempel 15.000 i kontanter?
   - Jeg skal- - -, Alfred røg op af stolen med sådan en fart, at den væltede og champagneglasset røg hen ad bordet. Han kom med en del udtryk, som ikke engang Bert kendte. Han greb manden i kravetøjet og løftede ham næsten klar af gulvet.
   - Sådan en lille beskidt pengeafpresser, at komme her og genere ærlige mennesker, jeg skal- - - -, han stoppede sprutrød i ansigtet, hans øjne stod ud af hovedet, og han gloede rasende på manden, der også havde ændret ansigtskulør, væsentlig på grund af luftmangel.
   - Vil De være venlig at sætte mig ned, eller De kommer til at fortryde, kvækkede han, og Alfred slap sit tag, men gloede stadig rasende på manden, der rettede på sit slips og børstede sin jakke.
   - Jeg havde ikke ventet, De tog det på den måde, sagde han værdigt. Vi er vel civiliserede mennesker og kan snakke fornuftigt om sagerne, mit tilbud står stadig ved magt, selvom jeg må sige, jeg har mest lyst til at sætte beløbet i vejret.
   Alfred satte sig tungt ned på en stol. Han vidste at manden havde vundet, og han selv havde tabt.
   - Jeg bryder mig forresten ikke meget om udtrykket "pengeafpresser", sagde manden. - Det lyder så vulgært, jeg er rejsende i oplysninger. Køb og salg, tilføjede han for at markere, at ikke alle oplysninger kom gratis, men at der var omkostninger ved at få dem.
   - Jeg bliver vel nødt til at købe Deres papirer, sagde Alfred tungt, - men jeg har ikke så mange penge på mig, så kan vi ikke blive enige om lidt mindre for eksempel 10.000, han så forhåbningsfuldt på manden?
   - Åh helledusse da, sagde manden. Nu undervurderer De mig vist. Så vidt jeg ved, har De en fed konto i en bank i Schweiz. Så det skulle ikke være noget problem.
   - Hvor fanden ved De det fra, sagde Alfred svagt. Al gassen
   - Åh helledusse da, sagde manden.
   - Nu undervurderer De mig vist. Så vidt jeg ved, har De en fed konto i en bank i Schweiz. Så det skulle ikke være noget problem.
   - Hvor fanden ved De det fra, sagde Alfred svagt. Al gassen var gået af ham.
   - Som jeg sagde før, viden er vejen, hvis man skal tjene penge. Jo min gamle far vidste nok, hvad han talte om.
   Alfred vred sig som en orm, en stor orm, men der var ikke noget, han kunne gøre.
   - Ok, sagde han, - hvornår vil De have pengene og hvordan?
   - Lad os mødes i morgen klokken 11 ved den lokale bank, så kan vi udveksle oplysninger mod kontanter. Manden rejste sig.Han så på sit ur.
   - Uha da, sagde han, - det er langt over min sengetid, og det må også snart være Deres. Godnat de herrer og sov rigtig godt, han smuttede ud af døren med et venligt smil til Alfred og Bert.
   Bert trak sig skyndsomt tilbage til sit eget værelse og låste døren. Han ville ikke være i nærheden, når vulkanen Alfred kom i udbrud. Han var også kun lige kommet i sikkerhed, da det skete. Han kunne høre den store mand fare op og ned af gulvet i en stiv time, mens han bandede og slog næven mod bordet.
   Bert blev vækket næste morgen ved, at Alfred hamrede på hans dør. Han kom ud af sengen og åbnede. Alfred så græmmet ud og Bert kunne straks se, at han ikke havde fået megen søvn i øjnene.
   - Det er tid at komme ned i banken, brummede Alfred, vi har kun en time, til vi skal være der. Så sank han om på en stol.
   - Hvor pokker har den lille gnom fået fat i alle de oplysninger, sagde han og tog sig til hovedet.
   - Jeg begriber det ikke, men han var så sikker og alting passede. Han vidste ting, som ikke engang politiet kendte til. Selv de jeg har bestukket, vidste ikke så meget.
   Han grublede endnu over det en time senere, da Bert forsigtigt rømmede sig for at fange hans opmærksomhed. Alfred så op. Bert slog megetsigende på sit ur, og Alfred rejste sig som i trance. Sammen begav de sig ned til banken.
   Manden var der på slaget elleve, og de fulgtes alle tre indenfor.
   - Hvad kan jeg tjene de herrer med? det var bankassistenten, der nedlod sig til at komme hen til skranken. Han havde meget høje tanker om bankstanden i almindelighed og sig selv i særdeleshed. - Jeg skulle bruge lidt kontanter, sagde Alfred grødet.
   - Så gerne hr. sagde bankassistenten med den for bankassistenter foreskrevne belevenhed, den belevenhed, der var forbeholdt småkunder. Hvor meget ønsker den herre?
   - 15.000, sagde Alfred. Bankassistenten løftede øjenbrynene, det her var måske ikke så små kunder endda.
   - Dollars, tilføjede Alfred, australske dollars.
   - Det er jeg bange for vi ikke har hr., sagde bankassistenten og blev rød i hovedet.
   - Så må De undskylde, så er vi gået forkert, jeg troede dette her var en bank, sagde Alfred og gjorde mine til at gå.
   - Det det er det skam også hr, stammede bankassistenten.
   - Så har De også 15.000 australske dollars, fastslog Alfred, - lad mig tale med en kompetent person, der har lidt forstand på bankforretninger.
   - Et øjeblik hr, så skal jeg hente bestyreren, sagde bankassistenten og gik hen mod baglokalet. Han havde så meget fart på, at det nærmede sig flugt. Han var mere end lykkelig for at kunne spille sorteper videre, hans stolthed havde fået et alvorligt knæk den dag. Han kunne jo heller ikke vide, at både Alfred, Bert og deres bekendt havde lavet store bankforretninger før.
   Bestyreren kom frem i døren. Det var en destingveret herre i halvtredserne.- De ønsker, sagde han? Alfred forklarede.
   - Jeg er bange for vi ikke kan hjælpe Dem, sagde han. Vi har ganske enkelt ikke så store dollarbeløb her i banken, men vi vil være meget glade for at skaffe dem tilveje, hvis De ønsker det.
   - Det kan ikke nytte noget, sagde manden. Vi kan ikke vente i flere dage på at få klaret en mindre forretning som denne.Bankbestyreren slugte noget. Det var måske hans stolthed.
   - Vil De være venlig at komme med ind på mit kontor, sagde han, - der er meget mere hyggeligt, så er jeg vis på, vi kan finde en ordning.
   Han fik de tre mænd anbragt komfortabelt i lænestole, og de fik hver en direktionscigar, Brugsens de bedste, mens han selv løb livet af sig rundt i banken for at redde æren.
   Han kom tilbage til kontoret ildrød i hovedet og bekendtgjorde, at det desværre kun var ham muligt at få et sådant beløb fra København, og at det kunne tage et par timer.
   - Det var en skam. Manden rejste sig. Jeg havde oprigtig troet, at en bank havde med penge at gøre. Det var interessant at betragte bankbestyrerens ansigt i det øjeblik, farven skiftede langsomt fra ildrødt til mørkviolet.
   Manden tænkte sig om et øjeblik, så vendte han sig mod Alfred.
   - Kan vi ikke lave en bankoverførsel fra din konto til min konto, så kan vi spare denne herre for mere besvær, han pegede med en tommelfinger hen på banbestyreren, der krympede sig.
   Bestyreren øjnede en mulighed.
   - Jeg skal med glæde ordne enhver bankoverførsel, De måtte ønske, sagde han oprømt. Det så ud til æren, eller det der var tilbage af den, var reddet.
   - Hvor har de herrer konto, i hovedkontoret måske?
   - Schweizerische Banverein, Basel, sagde manden, begge to, tilføjede han, da bankbestyreren så ud til at skulle besvime.
   Det blev et mareridt for bankdirektøren. Hele den næste time havde han lynende travlt. Bankfilialen havde naturligvis en fax, men der var ingen, der havde ulejliget sig med at lære at bruge den, så han måtte klare sig på anden måde. Dog en sveddryppende forpustet time senere kunne han overrække manden kvittering på, at overførslen var i orden.
   - Det var fint min gode mand, sagde Alfred. - Må jeg byde Dem en cigar, han trak et hylster op af lommen og bød bestyreren, der høfligt afslog.
   - Det er ellers en ægte Havanna cigar, sagde Alfred. - Ikke at jeg bryder mig om at støtte Castro, men han laver dem sgu godt.
   - Jeg, jeg ryger ikke, ellers tak, stammede bestyreren.
   - Det har jeg allerede gættet, smilede Alfred venligt.
   - Det kunne jeg smage på Deres kundecigarer.
   Den lille trio forlod banken.
   Da de var udenfor, gjorde bankbestyreren noget, han aldrig havde gjort før. Han sank sammen over skranken. Sådan lå han et øjeblik, og bankassistenten kunne have svoret på, han hørte manden hulke, så bragede han næven ned i skranken. Han løftede hovedet og stirrede tomt ud i lokalet.
   - At det skulle ske for mig, og jeg der kun har ti år til pensionen. Han stavrede ind på sit kontor og smækkede døren efter sig. Der satte han sig i sin stol og gloede tomt ud i luften, medens han søgte at komme over smerterne i den hånd, han havde knaldet i skranken.
   Bankbestyreren tænkte sig lidt om, så greb han telefonen og beordrede den forbløffede assistent ned i den nærmeste cigarforretning for at købe det bedste mærke, han kunne få i cigarer.
   - Og det skal gå tjept, jeg er ligeglad med, hvad de koster, snerrede han.
   Alfred, Bert og manden gik henad gaden. - De skal have Deres papirer, sagde manden oprømt. Han rakte den mappe han havde under armen, hen til Alfred, der tog den og febrilsk åbnede den. - Det er der altsammen, sagde manden, både originalerne og kopierne, jeg er skam en ærlig mand, der ikke kunne drømme om at snyde.
   - De må gerne beholde mappen, tilføjede han, da Alfred gjorde mine til at levere den tilbage, - som en erindring, om Deres livs bedste forretning.
   Manden kørte en finger inden for flippen. - Hør vil De ikke have en drink, sagde han. Man bliver tørstig i denne varme, vi er jo vant til vinter på denne årstid. Jeg giver, tilføjede han. Jeg har nemlig lige gjort en god forretning.
   - Nej, fandeme nej, snerrede Alfred, nu går det sgu for vidt.
   Han greb Bert i armen. - Kom her Bert, nu går vi, jeg ønsker ikke at se denne person mere i hele mit liv, og han trak af med Bert og lod manden stå tilbage på fortovet.
   Da de var kommet tilbage på hotellet, sank Alfred om i en stol og moppede sit ansigt med et stort lommetørklæde.
   - Gud fader bevares, sagde han. Sikke dog en uærlig person, jeg håber aldrig, jeg skal møde sådan en herre mere.
   Alfred fik pludselig travlt. Han rejste sig raskt og begyndte at hive kufferter frem og pakkede med lynets hast.
   - Hvad i alverden laver du? Spurgte Bert himmelfalden.
   - Jeg pakker kan du vel for pokker nok se, snerrede Alfred forpustet. Jeg er nemlig lige kommet i tanker om, at hvis denne mand ved så meget om det bankrøveri, kan det være han også ved mere om andre ting, der er endnu farligere, og så kommer han igen for at presse flere penge af mig.
   Hanne så ked ud af det, da Bert og Alfred fortalte de ville rejse.
   - Det var dog kedeligt, sagde hun, - nu var der ellers lige kommet en anden australier, De kunne snakke med, han har forresten lige været her for at tale med Dem, men jeg vidste ikke De var kommet, så jeg sagde, De var ude at gå en tur. Men jeg er sikker på, at hvis De venter lidt, så kommer han igen, han sagde det var noget med nogle papirer, De skulle se.
   - Hvor længe er det siden, spurgte Alfred og afbrød Hannes talestrøm.
   - Det er kun fem minutter siden, han sagde han ville komme igen om lidt.
   Alfred flygtede ud af Pension Sommerfryd med Bert i hælene. Hanne kikkede forbavset efter dem, men så slog hun sig til tåls med, at de nok skulle ud for at finde deres landsmand, så de havde nogen at snakke med.