Pigerne havde bedrevet en del i den korte tid, der havde været til deres rådighed. De havde praktisk taget købt hver et stormagasin, og var i fuld gang med at pakke ud, da Alfred og Bert arriverede.
   - Det var sgu ellers ikke så lidt, sagde mændene i kor, da de så resultatet af den alt udmattende indkøbstur. Tænk at to små kvindemennesker har brug for så meget at pakke sig ind i, når de dog udmærket godt ved, at vi foretrækker dem uden tøj.
   - Sludder, indvendte pigerne. - I vil da ikke være bekendt at invitere os ud på byens fineste restauranter, hvis vi ikke er præsentable.
   - Pigerne har ret, mente Bert, - lad os komme ud og få en bid brød, der må være et cafeteria et eller andet sted, hvor man kan få en gang biksemad med spejlæg, for det er da det eneste, der bliver råd til. Lis og Gitte hængte noget med næbbet, indtil de ankom til "cafeteriaet", der viste sig at være en af byens bedste og dyreste restauranter.
   - Nå piger, lad os så høre, sagde Bert og strakte sig. Cognacglasset i hans ene hånd og cigaren i hans anden tegnede cirkler mod loftet, før han atter sænkede armene og tog et drag af det ene og et sug af den anden.
   - Jeg vil gerne høre jeres mening om en fælles bekendt ved navn Daneborg. Er Adolf Daneborg en lort eller ej?
   - Ih han er skam en fin mand, ivrede pigerne i kor, - for han tjener mange penge.
   - Hvordan med måden han tjener dem på, fortsatte Bert?
   - Ja, der er han rigtignok en lort af første skuffe, samstemmede pigerne.
   - Så burde han måske have lidt da- da i sin numme- num, forhørte Bert sig. Gitte og Lis overvejede dette lidt, så nikkede de, men i næste øjeblik så de begge skræmte ud og sad lidt forknytte og kikkede på de to mænd. Det var Gitte, der endelig tog ordet.
   - Sådan noget må man ikke sige højt, sagde hun lettere bebrejdende.
   , - væggene har ører, og Daneborg er en stærk mand, der kan finde på hvad som helst. Tænk hvis nogen af hans håndlangere hørte, hvad du sagde? - Der går rygter om ude i byen. Gitte så sig omkring, og sænkede derefter stemmen til en konspiratorisk hvisken: - Der går rygter om ude i byen at Daneborg har nogle mænd, der skal banke de af hans skyldnere, der ikke makker ret.
   - Det var dog skrækkeligt, Bert så sig også forskræmt omkring, så er det nok bedre af holde mund om hr. Daneborg.
   - Ja, skyndte Gitte sig at sige, - jeg vil så nødig have, der skulle ske dig noget, og Daneborg er faktisk meget berygtet, så vil du ikke nok passe på med, hvad du siger om ham, jeg er så glad for dig, hun strøg ham kærligt over kinden, - at jeg nødig vil have, der skal ske noget med dig.
   - Det sagde du to gange, smilede Bert og kyssede hende.
   - Jamen jeg mener det også dobbelt, forsikrede Gitte.
   - Skidt med Daneborg i to turtelduer, brød Alfred ind, nu skal vi ud at more os, så kan vi altid spekulere over, hvad morgendagen vil bringe. Han signalerede efter regningen.
   Morgendagen oprandt. Bert vågnede ved, at Gitte svingede ham om næsen med et stykke stegt bacon.
   Tid at vågne op skat, sagde hun drillende og undgik behændig Bert, da han prøvede at fange hende. Hun flygtede over i den anden ende af værelset, men kom lidt efter tilbage med et trillebord med morgenmad. På bordet ved siden af bakkerne lå en frisk avis. Hun arrangerede bakkerne, så de kunne indtage morgenmaden i sengen og kravlede derefter ned ved siden af Bert og modtog et morgenkys. Bert greb avisen og foldede den ud.
   - Hvad betyder det, spurgte han og pegede på en fed overskrift på forsiden. Han havde forlængst genkendt Landdelsbanken, hvis billede var anbragt umiddelbart under overskriften. Gitte studerede avisen lidt.
   - Stort røveri i Landdelsbanken, oversatte hun. Politiet står på bar bund, røveren forsvandt sporløst efter røveriet. Landdelsbanken ligger i et kvarter bestående af nye højtprioriterede huse. Politiet vil ikke udelukke, at en parcelhusejers pengenød har drevet ham til dette røveri, man ved, at en del af husene blev færdige på et tidspunkt, hvor regeringen lige havde strammet låneloftet betydeligt, hvilket tvang mange selvbyggere ud på det grå eller sorte lånemarked for at hente pengene hjem for ikke at miste det store indskud i form af eget arbejde, de havde lagt i disse huse.
   - Stakkels fyr, mumlede Bert. Intet under han var desperat.
   - Hvad siger du skat? Gitte så spørgende på ham.
   - Ikke noget min elskede, ikke noget, men det er egentlig synd, hvis en ganske almindelig familiefader skal drives til sådan noget, for at beholde skindet på næsen, synes du ikke?
   - Kære Bert, det skal du ikke tænke på, det er jo ikke noget, du har den fjerneste forbindelse med, og så kan jeg da også fortælle dig, at det kun er politiet, banken samt manden, der gjorde det, der tænker over dette røveri, resten af befolkningen har ikke melidenhed med bankerne, der bliver plyndrede.
   - Det får han sikkert ikke en kortere tur i brummen for, hvis de fanger ham, indvendte Bert.
   - Åh det er vist ikke så slemt, mente Gitte, - de har farvefjernsyn, videospil og meget anden underholdning i tugthusene nu, for at fangerne ikke skal lide ubodelig skade på deres sjæle, det er en social foranstaltning, forstår du.
   Bert rystede på hovedet og forstod ikke meget, et land, der havde den mentalitet, fortjente efter hans mening alt det, man kunne lægge på det, men det sagde han ikke.
   Endnu et job, så er det slut, sagde Alfred, da de var på vej hen til Daneborg, - hvis det så er en fyr af samme type som Ole, skal jeg personlig give Daneborg et minde om os, før vi stikker af. Alfred havde også hørt om anmeldelsen af gårsdagens begivenheder.
   Daneborg strålede som en sol, da han modtog pengene.
   - Tak det stemmer, sagde han, da han havde talt de mange penge op. Han skulle lige til at lægge pengene ned i en skuffe, da Alfreds store lab lukkede sig om Daneborgs velmanicurerede hånd.
   - Det stemmer, deri har du ret, men nu kommer vor andel min fine ven.
   - Jamen min bedste herre, det kan De da ikke mene. Vi gør da først op ved regnskabsårets slutning. Disse penge skal reinvesteres må De forstå, som meddirektører i selskabet, kan De ikke udelukkende handle ud fra egoistiske motiver, men må tænke på firmaets vel. Nok var Daneborg bange for klø, men hans medfødte grådighed overvandt for et øjeblik hans angst.
   - Så reinvester du kammerat, vi skal have 66,6% af det, der er på bordet, og det skal være nu.
   - Javel, sagde Daneborg med bævrende stemme, men De må dog forstå, at dette beløb både indeholder renter og afdrag. Eller rettere, Daneborg manede sig op, her var han på hjemmebane, - disse penge, dette beløb indeholder hele hovedstolen af lånet plus renter for et år. Jeg kan naturligvis ikke udbetale et beløb, der vitterligt indeholder en del af hovedstolen. Det er trods alt et direkte tab for mig, det er penge, der tilhører firmaet, det er ikke en del af afkastet, men en del af firmaets formue. Jeg kan umuligt udbetale nogle af disse penge, lad mig nu se, hvor stor var hovedstolen. Han bladrede betydningsfuldt i nogle papirer, og tog et frem. Han så undersøgende på det, mens Alfred betragtede ham med øjne, der ikke varslede noget godt, men det lagde Daneborg ikke mærke til. Han studerede papiret, der var en opgørelse over kontorets husleje og varmeregning for det forløbne år.
   - Nu skal De se mine herrer, her er en opgørelse over de penge hr. Ole Petersen skulle betale til mig. Hovedstolen var på 10.000 kroner med en løbetid på et år. Restbeløbet var forfaldent til betaling for en måned siden, og der skulle jeg have erholdt et beløb på kr. ll.400, men siden hr. Petersen ikke betalte, blev der lagt morarenter og opkrævningsgebyr på, ialt kr. 11.850. Det vil sige, at De mine herrer får udbetalt 66,6% af renterne 1.400 kroner, og desuden vil jeg som en særlig bonus, lade Dem få lov at dele opkrævningsgebyret, samt morarenterne. Sig så ikke, at jeg ikke er large, hvis de herrer vil være så venlige at kvittere her, så skal jeg straks udbetale pengene.
   Glimrende, sagde Alfred, så kvitterer jeg. Et blåt øje og et brækket ben fra mig, så ved jeg ikke, hvad Bert vil kvittere med.
   - Jeg holder af symmetri, sagde Bert, så jeg tager det andet ben plus øjet, - så kan vi i fællesskab trykke den grimme tud om i nakken på ham. Bert rejste sig og nærmede sig bordet, hvor Daneborg sad.
   Daneborg fløj op og vendte det hvide ud af øjnene.
   Med et var han ikke mere den elegante forretningsmand i det pæne skræddersyede sæt tøj. Pludselig var han et jaget dyr, der ikke havde nogen steder at tage hen eller flygte. Daneborg fik med et at føle, hvad utallige af hans kunder i tidens løb havde følt: Rå dyrisk rædsel. Han veg langsomt tilbage mod væggen og spredte bønfaldende hænderne frem foran sig.
   - Nåde læspede han med brudt stemme. - Tag alle pengene, men lad mig i fred.
   - Pudsigt, sagde Alfred ironisk, - det sagde manden, vi besøgte også i går, men dengang nøjedes vi med at tage, hvad vi mente tilkom dig. Nu vil vi også nøjes med at tage, hvad der tilkommer os. Vi kender dine rentesatser og forretningsmetoder, men vi skal lade nåde gå for ret. Vi tager vore 66,6% plus lidt morarenter. Som du selv siger, er man nødt til at tage lidt ekstra, når man har besvær med at inddrive penge hos en skyldner. Er det ikke rigtigt?
   - Jo jo, Daneborg var ved at tisse i bukserne. Gør som i vil, men for Guds skyld lad mig være.
   - Drag ikke Gud ind i billedet, hvis han overhovedet vil kendes ved dig, så er han sikkert også ved at brække sig over dine forretningsmetoder.
   Alfred talte et bundt pengesedler op og delte det ligeligt mellem sig og Bert. Han lod et par tusinde kroner blive liggende tilbage på bordet til Daneborg, der febrilsk krabbede hen til bordet og snappede pengene, som han skyndte sig at putte i lommen.
   - Jeg skal afstå fra kvitteringen, sagde Alfred, - det skulle ikke være nødvendigt med kvittering mellem ærlige forretnignsfolk vel? Du har sikkert et lille job til os i dag, noget vi kan nå at udføre før fyraften ikke sandt. Det var egentlig det, vi kom for, og ikke for at diskutere trivielle pengesager.
   Daneborg lyste op, - det kan De tro, sagde han, - det kan De tro. Han rodede nervøst nogle papirer igennem og fiskede et af sine chartequer frem. - Her, sagde han, her er en anden sag, som jeg gerne vil have de herrer til at se på.
   - Tak, Alfred snurrede om på hælen. Daneborg begyndte at kante sig hen mod telefonen. Nu skulle han have sin hævn. En anonym telefonopringning til politiet. Så sad Bert og Alfred i saksen. Meddelagtighed ved bankrøveri var en alvorlig sag, og nu Daneborg havde alle farlige papirer fra sagen Ole Petersen, var der ingen fare. Selv om Daneborg ikke kendte hele sagens rette sammenhæng, så forstod han dog, at kun Berts og Alfreds indgriben i bankrøveriet i går kunne have hjulpet Ole Petersen helskindet gennem sit ran, og at det var Ole Petersen, der stod bag røveriet, var Daneborg ikke i tvivl om.
   - Lige en ting til. Alfred vendte sig om på dørtærsklen. - Hvis du skulle finde på at stikke os til politiet eller sådan noget. - Så har vi en pragtfuld forsikring. Så du ryger ind lige så mange år som vi, så hold hellere fingrene fra den telefon, og hvis det skulle være nogle af dine gorillaer, du ville have fat i, så glem det, for så kan du finde dig selv støbt ned i en balje cement på bunden af havnen i nat. Forstået?
   Daneborg vaklede. - Javel, javel, men hvor kunne De dog tro - - - - .
   - Hold kæft din sjakal eller jeg ofrer den balje cement på dig nu, og glem ikke, hvad jeg har sagt. Døren smældede i efter Alfred og Bert.
   Daneborg sank om i en stol, da han var blevet alene. Himmel hvad var det dog, han havde rodet sig ind i? Lige pludselig var han lige så slemt stillet, som sine skyldnere, det var en helt ny situation for ham. Han gik hen til vinduet og så de to mænd køre bort. Han turde ikke mere føre sit forehavende ud i livet om at angive sine meddirektører, ganske vist kunne han ikke forestille sig, hvad det var for en forsikring Alfred havde talt om, men det var slet ikke umuligt, Alfred eller Bert havde tilegnet sig nogle papirer fra Daneborgs specielle kontor. Papirer, der var så kompromitterende for Daneborg, og Daneborg havde mange fjender, at han ville få både politiet og mange andre på nakken.
   Daneborg gøs. En livvagt ville han have, og de skulle være bevæbnede. Hvem ved, måske kunne han også finde et par mand, der kendte kunsten med cement og murerbaljer. Han vidste i hvert fald, hvor han skulle lede, og det ville blive væsentlig billigere på den måde, fremfor at blive ved med at fodre sådan et par grådige fyre som Alfred og Bert. Hvis man nogensinde fandt resterne af dem, var der aldrig nogen, der kunne sætte dem i forbindelse med ham. Daneborg overvejede og lagde planer. Overfor de to meddirektører gjaldt alle kneb.
   Fem minutter senere luskede Daneborg ud af en bagdør og hastede ned ad gaden, til han fandt en telefonboks. Han gik indenfor og drejede et nummer. Efter en kort samtale forlod han oplivet boksen og gik tilbage til sit kontor. Faren var overstået for denne gang. Om bare en halv time ville Adolf Daneborg have en livvagt på to mand, der ikke veg tilbage for noget som helst, ja endog kunne udføre kunstværker i cement.