Et geni er en ener, og en ener kan være et geni. Det ved enhver kryds og tværs løser.
Det slap jeg let om ved vil nogen sige, arbejdet er gjort af andre, færdig slut!
Så jeg må hellere smøge ærmerne op og afspille et scenario, som det hedder på moderne dansk, når man skal deltage i betydningsfulde møder, hvor det gælder om at få fyret tænksomme "buzzwords" af. Buzzwords er også noget sjovt noget, for det er sådan et modeord for mødeafholdere, kronikskribenter og lignende. Så vil man i de rigtige kredse lyde så alle nikker betydningsfuldt i erkendelse af, at her er en der har check på tingene, og du kan sole dig i lyset af deres beundring uden at have sagt noget fornuftigt med substans i. Alle andre kan nu også hælde noget tilsvarende ævl af. Hvorefter man forlader mødet efter at have drukket kaffen og de hvide vander og ædt morgenbrødet med margarine, undskyld Kærgården på, for det er dels trendy og dels let at smøre ud så Nutellaen kan fordeles ovenpå i et jævnt helst tykt lag. Undskyld det var et sidespring, jeg er i IT branchen, så jeg fortabte mig i standardprocedurer for den slags. Altså det var det scenario, værsgo' hr. operatør, kør løs!
Altså nu tager vi hr. gennemsnitsdanskeren, der sidder i haven sammen med familien og knevrer om gårdsdagens TV programmer, slubrer kaffe i sig og æder kager. Ikke ringe, det kan vi alle lide. Nu bliver det dramatisk. Pludselig falder et æble ned i hovedet på en af de mandlige deltagere. Plonk, æblet falder af og ryger lige ned på græsset.
- Av for s..., siger vor uheldige gæst og tager sig til hovedet, eller, hvis han nu har en klerikal baggrund: - Ih, men dog, der faldt sandelig et æble ned i mit hoved, men jeg er ikke som Eva, vil han måske tilføje. Det er dog et pænt æble, og nu det er stødt skal det spises med det samme, for det kan ikke holde sig ellers, og så samler han æblet op fra græsset, kikker på det og tørrer Brylcremen, der kom på æblet ved sammenstødet, af i ærmet og spiser æblet. Crunch! Slut på historien.
Nu kommer vi til geniet. Plonk siger det og han får æblet i hovedet.
Han tager sig også til hovedet og siger av for et eller andet, samt samler æblet op og ser interesseret på det.
- Spis det mand, det er dit, nu i begge har fået stødt noget, siger en af de andre gæster, men vort geni hører ikke efter:
- Hvorfor mon dette æble valgte at falde af træet nu, siger han tænksomt og ser sig om i kredsen?
- Det er sgu fordi, det er modent, og så visner stilken og knækker. Hvor svært kan det være mand, siger en anden gæst?
- Ja, ja, siger vort geni åndsfraværende. Det har du nok ret i, men hvorfor falder det nedad og ikke opad, hvorfor ikke ud til siden eller vandret?
- Hold så kæft din nørd og æd det ævle og lad os andre få fred!
- Og hvad ville der være sket, hvis æblet var større eller mindre, ville det så have gjort mere eller mindre ondt at få det i hovedet og hvad nu, hvis træet havde været højere eller lavere og altså æblets faldbane større eller mindre, hvad så?
- Hvis træet havde været mindre skulle du have ligget ned for at få det i hovedet.
- Ja, ja, sikkert, men jeg tror lige jeg smutter ind og skriver et par naturlove, som tyngdeloven, lovene om acceleration og centripetalacceleration og så'en, og han rejser sig og forlader bordet for at finde sit blækhus og sine fjerpenne, mens de andre gæster banker sig sigende på panden og ryster på hovedet.
Se han var et geni, trods omgivelsernes modstand.
Andre genier har været knap så heldige. Som ham, der havde fået den skøre ide, at jorden fløj rundt om solen og samtidig drejede om sig selv, når alle nu vidste, at jorden stod stille i universet og solen kredsede rundt om den.
Han fik at vide, at selvfølgelig måtte han tænke det, han havde lyst til, men det ville koste hovedet at sige det højt.
Han var et pragmatisk geni, så han gav de høje dommere, i den ret, han var havnet i for sine teoriers skyld, ret i, at han selv havde uret, og så skred han ud i solskinnet som en fri mand, men mindst en tilskuer, der stod ham nær, da han gik, mente dog at geniet forbitret mumlede i skægget: - Men den bevæger sig sgu alligevel.
Meget værre gik det ham, der var så verdensfjern, at han lå og rodede på en strand og tegnede cirkler med en pind, mens han prøvede at finde ud af, om der var et fast forhold mellem cirklens omkreds og dens diameter.
Uheldigvis var landet besat og en soldat, der nok ikke havde for meget hjemme mellem ørerne, jokkede lige ind i hans cirkler. Det fik vort geni, der var dybt optaget til at snerre: - Forstyr ikke mine cirkler, og soldaten, der altså ikke var for snu, knappede knoppen af vort geni med sit sværd. Det må siges at havde været ret PI - nligt for alle parter. (Undskyld kære læser, det var for fristende).
Det er de mærkeligste ting, der sætter gang i geniers mere eller mindre målrettede tankerækker. Som nu ham, der ikke kunne forstå, at når han havde fyldt sit badekar og derefter nedsænkede sit legeme i det, løb vandet over.
Det måtte der tænkes dybt over. Man ser det for sig, En gammel hulbrystet gubbe, der sidder der i karret og drukner sin gummiand igen og igen, mens han prøver at regne ud, hvorfor vandet skvulper over første gang, men ikke anden gang, og da forklaringen endelig fiser ind, så tilbagestår spørgsmålet: Hvordan udregner man rumfanget på en gummiand for at se om teori og virkelighed nu også passer sammen.
Ja, der er og har skam været mange genier, også på andet end det naturvidenskabelige og matematiske felt. Lad mig nævne noget så prosaisk eller måske poetisk som marketing. Hvordan sælger man varen?
Her vil jeg fremhæve en vis ung mand, som mente, at der rent faktisk var noget ude på den anden side af Herkules' søjler selvom man i århundreder hårdnakket havde sagt "non plus ultra", der er latin og betyde sådan noget som: Der er sgutte noget derude, underforstået, der er værd at rende efter.
- Du sejler blot ud over verdens kant, og hvor det ender ved kun enten Gud eller djævelen.
Vor helt og geni skred til kongen og udbad sig et sponsorat på tre bemandede skibe, samt lidt ved siden af til løbende omkostninger, - og fik blankt nej.
Denne udmærkede marketing mand blev sur og snerrede cherche la femme på spansk og gik til dronningen med det samme ønske. Og det lykkedes ham faktisk at overtale konen til at hoste op med skibene og det hele.
Mon han ikke har hvisket hende lidt i øret om guld og ædle stene, samt lidt krydderier til at komme på aftensmaden.
Jeg tror udmærket, han vidste, der var noget plus ultra, men han solgte ideen om store rigdomme etc. etc., og det lykkedes. Men det var blot den første del af hans markedsføringsbedrift. Den anden bestod han til søs.
Hver dag i 90 dage eller der omkring skulle han overbevise en flok stedse mere vrantne sømænd om, at man snart ville se land og ikke sejle ud over jordens kant og forgå. Sømændene ville nok helst hejse ham op i en rånok eller gå planken ud til hajerne, men han ku' altså bare det der med at sælge og historien viste da også at det lykkedes.
En anden stor marketingmand var også en stor folkefører. Han førte sit folk ud af det land, hvor de havde trællet, og målet var det forjættede land, der flød med mælk og honning.
Hver dag i fyrre år har han holdt møde og skreget: - I morgen venner sker det, i morgen kommer vi til det forjættede land, og folket løftede deres hyrdestave og skreg i kor: - Yeah, i dag har vi ørkenen og røven ud af bukserne i morgen det forjættede land og tonsvis af grunker.
Det har været hårdt i fyrretyve år at skulle køre sådan en peptalk hver dag og efter sigende satte han da også sandalerne, da han og hans folk nåede det forjættede land og kunne kikke derind. Ret surt må man sige, især da efterkommerne måtte slås for det de næste mange tusinde år og stadig gør det.
Jeg kunne blive ved, men det gider folk ikke læse, kun et geni ville blive ved at læse.
Så jeg vil slutte med et lille digt, det hører lige som til oven på en gang fortænkt sludder, en litterær oase midt i en ørken, altså: Her er en hyldest eller måske en lille bøn fra de genier, der ikke rigtig har verdens bevågenhed på en god måde.

Oh lad mig dyrke mit geni, skønt det er meget småt,
det bevirker at mit livssyn bli'r en smule mindre gråt.
Det er en ringe pris for verden, giv mig lidt rabat
så livet som jeg lever bli'r en smule mindre mat.

Lad janteloven leve, hvis den meget gerne vil
den styrker nogle men'sker fra den dag de bliver til.
Den hjælper dem at undertrykke eget mindre værd
og er for dem i livet her et slebet forsvarssværd.

For mange er det sådan, hvis de er i hjørnet sat
de påstår, det er centrum i en verden sort og glat,
og sku' de blive modsagt i det golde argument
de går til voldsomt angreb og blir' ganske edderspændt.

Det kan jeg ikke bruge, det er nemlig noget skidt
jeg har jo ret, det ved enhver, det spores milevidt.
Så lad mig blot i fred og ro, for når jeg gi'r dig ret
Du har det ej, men jeg får fred, og det gør livet let.
Dette er så slutordene fra et beskedent, men pragmatisk geni. - Mødet er hævet, sidste mand slukker lyset. Husk på hr. operatør, beameren skal have lov at køle af før du ta'r strømmen fra den.