Flyvepladsen ligger dernede og venter, som et frimærke klistret på landkortet. Det syntes utroligt, at det skulle være muligt af få den aldersstegne Caravelle ned der, men piloten kan sit kram. Maskinen krænger langsomt over og går ind til landing, og piloten taxier hen til lufthavnsbygningen, der ligger som en hvid æske i det gulbrune landskab. Jeg er landet i Ahmedabads Lufthavn i delstaten Gujarat i Indien. Jeg har været i Bombay i et par dage og Ahmedabad er mit næste punkt på programmet.


Afskyelig varme
   En svidende blæst rammer mig med et flammehedt pust, da jeg stiger ud af maskinen. Mindelser fra min drengetid, når jeg åbnede kakkelovnsdøren for at fodre ovnen med brænde trænger sig på. Vinden har tage tilløb ude over Rajastahnørkenen og prøver nu at udtørre mig med sin brændende tørre luft. Aldrig har jeg været et sted, hvor det forekom mig at være så varmt. Man sveder ikke, for al væske fordamper øjeblikkelig fra hudens overflade og efterlader en med en uudslukkelig tørst. Dette er ren koncentreret hede, som om en gigantisk flammekaster er tændt et sted ude i ørkenen.
   Jeg går over mod lufthavnsbygningen og passerer på vejen en "rigtig" flyvemaskine en DC 3'er, der nu på femte årti er en af luftrummets kendteste trækheste, men jeg føler ingen trang til at standse op og beundre den velholdte olding. Lufthavnsbygningen lokker forude med sit forhåbentlig airkonditionerede indre.
   Der er ganske rigtig klimaanlæg indenfor, men det kæmper en forgæves kamp, dels mod den voldsomme hede og dels mod de åbne døre. Vifter i loftet prøver at sprede den beskedne kølighed, men uden synderlig held. Jeg stiller mig ret ubeskedent i den kolde luftstrøm et par øjeblikke. Det er livsaligt. Så vidt jeg kan skønne, er jeg den eneste europæer tilstede, og det er lidt uklart, hvad mit næste skridt skal være. Ifølge planen skulle jeg møde en eller anden her i lufthavnen, en kontaktmand, der ville sørge for min videre transport, for jeg skal et par hundrede kilometer ind i landet til et stort forskningscenter for mejeridrift.
   En inder iført hvid jakke og bukser kommer ind i bygningen, han ser sig lidt omkring og kommer så hen til mig og overrækker mig, med et spørgende udtryk i ansigtet en kuvert, jeg kikker på konvolutten, den er ganske rigtig til mig. En kort besked på engelsk, og en velkomst, jeg skal bare følge med, så ordner han resten, jeg nikker, min fører forstår ikke et ord engelsk, og det er tydeligvis også kun hans opgave at sørge for transporten. Med forenede anstrengelser lykkes det at få slæbt min bagage ud over den solstegte parkeringsplads og få den placeret i bilen, der trods det klingende navn "Ambassador" mest ligner en indisk kopi af en Morris 1000 fra midten af halvtredserne.
   Jeg får rullet vinduerne i bilen ned, er der varmt udenfor, er det ingenting mod den hede, der hersker inde i vognen. Der er et par timer til solnedgang og relativ kølighed. Jeg håber de to timer må gå hurtigt.


Fantastisk trafik
   Vi ankommer til Ahmedabad i myldretiden og sikken et mylder her gives alle køretøjer fra dromedartrukne kærrer til tusinder og atter tusinder af motorcykelrickshaws, der udspreder en kvalmende fims af uforbrændte benzin og oliedunster, som blander sig med de udefinerbare dufte, der trænger ud fra de mange butikker, der uden facade har åbent direkte ud til torvet. Min chauffør borer sig ind i trafikmylderet med en total mangel på respekt for sine medtrafikanter. Bilhorn vræler, boldhornene på richshaw'erne båtter og ind imellem larmen blander sig råb af cyklende, der føler liv og helbred truet, i øvrigt med god grund.
   Min chauffør bruger hornet flittigt, ikke bare som korte dut, men langtrukne vræl, der hurtigt går på nerverne, men der er vist en eller anden lov, der gør en mere eller mindre ansvarsfri ved færdselsuheld, bare man har husket at tude kraftigt i sit horn inden sammenstødet, og sammenstød syntes næsten uundgåeligt, for trafikken er som en varm grød i voldsomt oprør, en fælles kamp, alle mod alle, intet kneb er for ringe til at blive benyttet og trafikanterne: cykler, biler, dromedarer og æsler deltager med liv og lyst i det store slagsmål, en sand trafikal fribrydning. De der kan, syntes også optændt af et voldsomt ønske efter at være ansvarsfri, larmen er øredøvende og
   luften tyk.
   Endelig efter en evighed tynder det ud i færdslen, vi er igennem, mærkelig nok uden skrammer, det åbne land ligger forude og aftenkøligheden begynder så småt at melde sig, temperaturen er allerede nede omkring de 35 C. Chaufføren sætter tempoet op, og jeg læner mig tilbage i sædet og beslutter mig til at nyde turen, hvis det er muligt.
   Tempelklokkerne ringer i skumringen, og deres sprøde toner lyder svagt til mig gennem halvmørket.
   Tre små drenge galoperer hjemad i tusmørket siddende højt til vejrs på en dromedar. En hel flok på en tyve tredive stykker spadserer af sted i vejsiden fulgt af små pjankede føl.


Ankomsten til Anand
   Landskabet er fremmedartet, men egentlig temmelig trist og efter en to tre timers kørsel er vi fremme, jeg får glimt af en by, Anand, som jeg ved er målet. Vi kører igennem byen. Et par kilometer på den anden side ligger forskningscenteret, hvor min chauffør sætter mig og min bagage af ved et af centrets gæstekvarterer. Mange institutioner, der enten ligger fjernt fra alfarvej eller ved byer uden hoteller, har gæstekvarterer, der som oftest er udmærket indrettede. Jeg er heldig og
   får et kvarter med klimaanlæg og bad. Det gør godt at få skyllet støvet af kroppen og fugtet sig lidt udvendigt efter den dræbende varme, der tapper en for energi.
   En boy eller messemand, som jeg foretrækker at kalde ham, labber rundt på bare fødder og viser mig til rette, han forstår og taler ikke engelsk, men jeg får dog med fagter gjort ham begribelig, at jeg gerne vil have noget at drikke, og han får med nogen besvær fremskaffet noget mineralvand. Senere finder jeg ud af, at det lokale vandhanevand er ganske udmærket og bliver serveret ved hvert måltid. En af messemandens utallige opgaver er at tappe vand på flasker, gamle whiskyflasker og hvad han ellers kan få fat i, de bliver opbevaret i det lille køleskab i det primitive køkken, og på de tidspunkter, hvor der ikke er strømafbrydelse, så man må sidde på sit kvarter med et blafrende stearinlys som eneste lyskilde, er det faktisk muligt at få et glas koldt vand. Ellers må man forsyne sig fra en lerkrukke, der står inde under det brøstfældige køkkenbord.
   Elektricitetsforsyningen er ikke for stabil, og meget af tiden om aftnerne går med at sidde og sludre i skæret fra en petroleumslampe eller et lys, men det kan også have sin charme.
   Aftensmaden kommer på bordet, og jeg nyder den sammen med mit første bekendtskab på stedet, en schweizisk ingeniør, der nu på andet år arbejder i Indien med indkøring af mejeriudstyr for forskellige store mejerier rundt omkring. I øjeblikket er han udstationeret fra Bombay til Anand og han fortæller gerne om sit arbejde og sine rejser til de fjerneste egne af kloden.
   Det er en spændende herre, der ved at berette om lande, hvor klimaet er endnu værre. Jeg betakker mig, jeg kan godt klare mig med det indiske klima. Han er udstationeret i år ad gangen, så han har familien med, og de bor for tiden i Bombay, han skal hjem på weekend med nattoget fredag aften, en tur på tolv timer. Jeg har aldrig været væk fra Danmark i længere tid end otte måneder og nærer ingen ønsker om at blive udsendt for et tidsrum af to år til for eksempel Nigeria eller et meget afsides liggende sted i Tyrkiet, sådan som han har prøvet.


Vegetarisk mad
   Aftensmaden er noget for sig. I den tid jeg er i Anand, må jeg vænne mig til tanken om at være vegetarianer. Utallige retter bliver sat foran mig, og det må indrømmes, at de smager godt og er vel tillavede om end det svider i smagsløgene fra tid til anden, for det er stærke sager, der er i, men om kød er der ikke tale; thi mange indere er vegetarianere på grund af deres religion.
   Dagen derpå kommer tre repræsentanter fra vor agent for at deltage i det kursus, jeg skal lave og hjælpe med indkøring af de instrumenter, der er solgt gennem agenten til forskellige mejerier. De er alle tre ikke kødspisere, skønt den ene betror mig, at han ikke tror på, at som han siger, en dum religion bør diktere, hvad han skal spise. Han kan bare ikke lide smagen. Jeg nikker forstående.
   For min skyld må han bruge hvilken grund han vil, men hans forklaring klinger lidt hult i mine øren.


Mine tre assistenter
   De tre herrer, som jeg skal være sammen med den næste uge i Anand er lidt tilbageholdende overfor mig. Seshadri en sælger fra Bombaykontoret er den mest tilbageholdende og samtidig lederen for de tre samt organisatoren for min rejse, og skønt jeg finder ud af, at hans reserverthed skyldes generthed og måske også lidt af et mindreværdskompleks, så er der bestemt ikke noget i vejen med hans arrangement for min lange rejse i Indien. Kun har han helt overset den mulighed, at europæeren, der er kommet ud til Indien måske kunne være interesseret i at lære lidt om landet og befolkningen. For ham eksisterer kun arbejdet, og han er ikke villig til at fortælle om landet eller svare på mine spørgsmål. Nummer to fra kontoret i Ahmedabad er en lille hurtig og udadvendt fyr, som ikke alene er villig til at vise mig rundt, men også fuldt indforstået med, at jeg skal se så meget som muligt under mit ophold. Den tredje mand Wiswakumar fra New Delhi har en stor viden om sit land og dets forhold, og han hjælper mig og lærer mig en masse om Indien, foruden han sørger for, der bliver afsat tid i den del af mit program, hvor Seshadri ikke er tilstede, til at jeg kan komme omkring.
   Hans skyld er det, at der banes mulighed for mit besøg ved Taj Mahal i Nordindien, og ham er det, der tager mig rundt i Delhi, viser mig alle seværdighederne og giver mig chancen til at se ting, som ingen turist ellers får at se. Men før det kommer så vidt, går der nogle dage, inden jeg bliver accepteret af de tre, så har vi lært hinanden at kende, og jeg har et hyggeligt ophold i Anand.


Anand ved nat
   En aften, mørket er faldet på og stjernerne står med en næsten unaturlig klarhed på himlen, fordi der ingen storbyer er i nærheden, går vi ud i den lune tropenat. Jeg vil gerne ned for at se byen Anand. En af de første aftener jeg opholdt mig på mejeriet, prøvede jeg at få dem med på en tur derned, men blev afspist med, at der ikke var noget at se for en europæer. Det gjorde mig mere interesseret, og nu, da vi kender hinanden lidt bedre forsøger jeg igen, og denne gang lykkes det for mig at få dem med. Vi forlader messeområdet og hilser i farten på en flagermus, der har slået sig ned på bygningens ru mur og nu hænger krampagtig fast til muren, mens den iagttager os med et ondt glimt. Videre ud gennem vagten, og ned ad den mørke grusvej mod byen fra den ene ensomme pøl lys fra de få gadelygter til den næste.
   Der er slet ikke så øde, som man kunne forestille sig. Overalt er der mennesker. Jeg ser dem som skygger inde i mørket og fornemmer, der foregår et leben omkring mig, skønt jeg ikke alle tider klart kan skelne enkeltpersonerne. Kogebålene er flere steder tændt og et familiemedlem sidder på hug og rører i en gryde.
   Anand er både en by og ikke en by. Den ligner ikke noget jeg har set før. Der er ingen butikker i gængs forstand med et butiksvindue og en vareudstilling. Det er heller ikke, som man så ofte ser det i Italien og Spanien om sommeren. Her er en egen stemning. Dette er det fjerne østen. Boder og bikse i massevis. Ejerne står udenfor og sludrer eller sidder bag en lille disk, der næsten står direkte på fortovet. Varesortimentet spreder sig på gulve og hylder og breder sig ud på fortovet. Her er alskens ting til salg og ingen lukkelov, der kan hindre nogen i at holde åbent til man selv eller kunderne ikke gider mere.
   Vi går gennem byen med dens mylder af mennesker og dyr. Det er behageligt at være udenfor nu efter dagens hede er overstået, og natten har sænket sig over landet. Jeg bliver inviteret på en lille restaurant af mine nu gode venner. De har vist på fornemmelsen, at jeg kunne trænge til lidt kraftfoder ovenpå al det vegetariske. Så de forbarmer sig over mig, og vi ender på en kinesisk restaurant, hvor jeg får et fortræffeligt måltid i et lokale, der er koldt som et gigantisk isskab.
   Mærkeligt, så man i mange lande, hvor der fra naturens side er et særdeles varmt klima, absolut skal have polartemperaturer indendørs, så snart det lykkes for indehaveren at få installeret en airconditioner. Det er et trist faktum, der har forskaffet mig mangen en forkølelse.


Forskellige spisevaner
   Maden bliver serveret. Naturligvis er der pinde til at spise den med, for vi er trods alt på en kineserrestaurant. Den ene af inderne sidder lidt og fægter med en pind, så lægger han den fra sig og sukker: Ak, jeg lærer vist aldrig at spise med sådan en. Jeg smiler ad ham og siger:Du, har fået helt galt fat på det, ideen er faktisk, at man skal bruge to. Jeg viser og demonstrerer. Det har han megen glæde af, men opgiver dog og går over til at spise, som han plejer, med en gaffel og ske. Han og hans to kolleger får indisk mad, og det vil sige grønsager tilberedt på mange forskellige måder. Et vigtigt tilbehør til denne mad er en lille grå smagløs pandekage, som man river midt over og bruger til at samle maden op fra tallerkenen med, det er både nemt, jordnært og hurtigt, man sparer at bruge det besværlige værktøj, der hedder kniv og gaffel og ske, og skal dog ikke rode rundt i maden direkte med fingrene, som en del i øvrigt foretrækker, men kan klare sig mere elegant med de små grå kager som mellemled. Jeg får hurtigt lært denne kunst, og da jeg senere på året sidder i Mexico kan jeg overføre disse udmærkede kundskaber til mexicanske tortillas, der til forveksling ligner den indiske variant (chapatien). Mexicanerne foretrækker dog at forme sin tortilla, som en slags ske, så han har noget at skovle ind med, til dette lidt primitive hjælpemiddel er brugt op, hvorefter han laver en ny. Inderen lægger en stump af sin pandekage oven på maden, og så klemmer han til og håber på, der bliver noget indeni kagestumpen.
   Vi nyder måltidet. Det har ingen hast at blive færdig. Vi har masser af tid, og livet er jo dejligt, så bare slap af.


En indisk specialitet
   En time senere. Vi står atter ude på fortovet, og jeg kikker mig omkring. Jeg er nødt til at være drivkraften, hvis vi skal se noget. For de andre er dette hverdag. For mig noget nyt og fascinerende. Min ene ledsager får pludselig en strålende idé. Han vil have en pun og inviterer generøst mig med, så jeg også kan smage. De to andre får pludselig travlt med at opfinde undskyldninger for ikke at tage mod hans invitation, men jeg er ikke taget herud for at være pivet, så jeg siger ja tak.
   Punsælgere har jeg set overalt, og det varer da også kun et øjeblik for os at finde en. Han sidder i en lille niche i husmuren. Han sidder i skrædderstilling, for han har ingen stol at sidde på, og hans lille bod er da også så tilpas opløftet over gaden, at hans kunder ikke behøver at bøje sig for at tale med ham. Ved hans side står en stor skål med vand, hvori der svømmer nogle store grønne blade. Det er betelblade får jeg at vide. Nu tager han et op og klipper forsigtigt stilken af det. Han ryster vandet af bladet og breder det ud på venstre håndflade, hvorefter han dypper sin højre langfinger i forskellige krukker, der står som et helt batteri foran og omkring ham. Min ven peger på forskellige krukker og får lidt af indholdet smurt ud på bladet. Han kikker et par gange spørgende på mig og derefter på en lille krukke med et gusten indhold, før han ryster på hovedet og afslår at få netop dette lækkeri på min pun.
   Endelig er den færdig og bliver omhyggeligt foldet sammen i en lillebitte pakke. Selv får han en tilsvarende, dog med alle herlighederne smurt på. Han står lidt med den i hånden, så trækker han med en ekspertmine den ene mundvig lidt ud og stikker lækkeriet ind mellem kindtænderne og kinden. Han tygger et par gange for at få hul på indpakningen, så smiler han tilfreds. Det er tydeligt, at det er noget der er godt.
   Jeg skynder mig at følge hans eksempel. Jeg vil nødig virke uhøflig. Jeg gumler et par gange. Det er faktisk ikke så værst endda. Meget friskt og stærkt. Uhyre stærkt finder jeg pludselig ud af. På engang kan jeg mærke hvert eneste hul, jeg nogen sinde har haft i en tand. Der er en slags forsinkelse på ligesom, når man spiser tabasco, bare med den forskel, at tabasco nærmest er sukkervand i sammenligning. Jeg lod være med at tage for megen tobak i din, siger han, jeg ville nødig, du skulle synes den var for stærk. Jeg nikker smilende og siger at den er lige tilpas og for at bevise, hvad jeg mener, tygger jeg et par gange ekstra energisk. Det viser sig, at jeg godt kan vænne mig til smagen, men jeg gentager dog ikke senere forsøget. Man skal trods alt ikke overdrive.
   Betelbladet er ikke det eneste produkt fra betelpalmen, man har glæde af i Indien. Overalt ser man det. De røde uregelmæssige pletter. På husmure og fortove, ja selv midt på gaden i trafikmylderet. Landets nationaltyggegummi, der efter sigende er god mod fordøjelsen, selv om den ødelægger tænderne, så man kan sige, de to ting går lige op. En ting er i hvert fald sikkert. Betel får brugeren til at producere en masse rødt spyt, der nu pletter overalt. Nu er indiske gader og veje måske ikke ligefrem sterile i forvejen, så hvad pokker, men næppe nogen, ikke engang inderen synes de mange pletter ligefrem pynter. Vi kører tilbage til mejeriet i en aldersstegen taxi og jeg benytter tiden til at spekulere over, hvor jeg skal gøre af mit eget mundvand indtil taxaen stopper, og jeg atter kan komme ud i fri luft.


En livlig nat
   Elektriciteten er væk, og vi trækker os tilbage til vore respektive kvarterer med hver sin lysestump. Mit kvarter er bragende varmt efter dagens hede, og jeg åbner døren ud til min inddækkede veranda og lader kun en fluenetdør være mellem mig og den friske køligere natteluft udenfor. Både airconditionen og den vifte, der hænger i loftet, og som plejer at rode lidt rundt i den tunge varme luft er jo af forståelige grunde sat ud af spillet. Messemanden kommer ind på mit kvarter, som sædvanlig uden at banke på, det er ikke noget, man gør der på stedet, og stiller et glas og en termokande med afkølet vand på bordet, hvorefter han trække sig tilbage med mange ønsker om en god nat. Jo tak, hver gang jeg er ved at falde i søvn piber en moskito rundt om hovedet på mig. De kan kravle gennem maskerne i fluenettet ud til verandaen, og jeg er guf for moskitoer over hele jorden. Myg af mange nationaliteter har måttet gå hjem, efter at have været på besøg hos mig, ganske simpelt, fordi de har været for tunge til at flyve.
   Af og til farer jeg op af sengen og skyder rundt i værelset med en insektspray, men det tager de små kræ som en kølende oplevelse, og de kommer igen efter mere mad, O rhesus positiv. Den næste dag stiller jeg ved morgenbordet med det ene øje lukket til af stik. Hævelsen sætter sig først op ad dagen, så jeg atter kan få omverdenen at se i stereoskopiske billeder. Det var ikke særlig behageligt.
   Det er lidt af et problem at skabe et godt klima i mit værelse. For airconditionen har kun en stilling, der gør værelset uhyggeligt koldt og viften i loftet kan ikke klare afkølingen alene. Jeg finder et slags kompromis. Med døren åben og viften i gang er der slet ikke så værst, for viften holder også insekterne på afstand, men det betinger unægtelig, at der er elektricitet.


Lidt om at holde kursus
   Det er slet ikke let at undervise. I Anand er et af mine gøremål at undervise en gruppe indere i brug af et apparat til måling af mælkefedt. Her melder sig flere problemer, som det kan være en spændende udfordring at gå i gang med. Først og fremmest kan der være et sprogproblem. Engelsk er et tillært sprog for mange og ikke modersmålet. Indien har et hav af forskellige sprog, og det betyder, at to indere fra hver sin side af det enorme land måske ikke kan forstå hinanden. Hertil kommer, at de der taler engelsk, sommetider har en ret speciel udtale, der måske ikke ligger for et dansk eller for den sags skyld et engelsk øre. Det gør, at jeg i begyndelsen må føle mig forsigtigt frem, for kun en enkel eller to i flokken på 26 tør spørge, hvis der er noget, de ikke forstår af den ene eller anden grund.
   Foruden sproget må jeg også tage mig i agt for, at mine kursister befinder sig på vidt forskellige tekniske niveauer, og det vil sige, at det der umiddelbart forstås af den ene, er det rene volapyk for den anden.
   Jeg holder foredrag dagen lang, stiller kontrolspørgsmål, og sørger først og fremmest for, at mine elever får fingrene ned i instrumenterne, så de selv får lidt praktisk håndelag, før de står mutters alene et eller andet fjernt sted og selv må løse de problemer, der kan opstå. En tjener sørger hele tiden for at komme med frisk koldt vand til mig, så jeg ikke bliver alt for ru i halsen af det snakkeri.
   Det lyder måske trøsteløst med al det vanddrikkeri, men min bekendt den schweiziske ingeniør tager emnet op en aften. Pas på spritten i troperne, siger han. Ikke for meget og ikke for lidt. En finger whisky, han demonstrerer med en vandret pegefinger, til en del vand, han lader pegefingeren stritte lodret op i luften, men ak de fleste plejer at tage omvendt.Han demonstrerer endnu engang, men whiskyen og vandet har nu byttet pegefinger. Det lyder rigtigt indrømmer jeg, men jeg kom udenom problemet i Singapore sidste år ved at drikke sjusserne ufortyndede, men det var måske ikke helt det du mente? Han skifter emne.


Afvikling
   Kurset skrider planmæssigt fremad, og efter en uges forløb er vi på trods af alle vanskeligheder så vidt, at jeg finder det forsvarligt at slutte af. Mine elever drager hjem og jeg bliver tilbage og kontrollerer endnu engang alle de instrumenter, som skal sendes ud over hele Indien, jeg vil være sikker på alt fungerer, som det skal, for ganske vist er de vordende operatører nu uddannede, men jeg ønsker ikke de skal få problemer lige med det første. Det er ligesom at lære at køre bil, kørekortet er ingen garanti for, at man er mesterbilist, der skal meget mere til. Derfor går der yderligere et par dage, før jeg kan drage videre på min færd til de mange andre mennesker, jeg skal besøge.