Det skete for lang tid siden, at jordens beboere var delt op i tre. De bedste og fineste kaldte sig guder og boede i Asgaard. Så var der os almindelige plebejere, der boede i Midgaard. Os var der ingen der rigtig regnede for noget, så det lader vi ligge, vi skal alligevel ikke senere omtales. Endelig var der de slemme slemme skurke, der hed jætter og de lå i evig krig med guderne i Asgaard. Selv boede de i Udgaard. Det var vist ikke et navn, de selv havde fundet på, for det lød da lidt nedsættende.
   Vor historie som jeg har hørt fra andre så ingen skal bebrejde mig noget, hvis den ikke er helt korrekt, begyndte på et tidspunkt, hvor jætterne havde fået en irriterende vane. Ved nattetid angreb de Asgaard og gav guderne en ordentlig røvfuld, og det syntes guderne forståeligt nok ikke særlig godt om, sådan at få tæsk på hjemmebane. Så da det havde stået på nogen tid, gjorde man det, man vel også ville have gjort i dag. Man indkaldte til et krisemøde, og her blev det besluttet, at der måtte gøres noget, og helst i en fart. Det her var for ydmygende, og desuden fik man ikke sin nattefred, der ellers kunne bruges til mange spændende ting for eksempel parre sig med nogle af gudinderne, drikke sig selv i hegnet i god mjød og slås eller, ja, forresten også sove.
   Mødet endte i fryd og gammen med, at man aftalte et nyt møde, hvad ellers? Men man kom dog så langt, at det blev besluttet, der skulle bygges en vold hele vejen rundt om Asgaard for at holde jætterne ude eller i hver fald sinke dem i deres utidige angreb. Så man selv fik tid til at "springe op og spænde bælte".
   Der var dog et lille men, er der ikke altid det? Hvem skulle udføre arbejdet? Guderne var ikke selv så glade for at bestille noget, de var jo da trods alt guder, så derfor lagde man opgaven ud i licitation, der blev rundkastet i hele den daværende verden for alle at læse.
   Tiden gik, men en dag meldte der sig en fyr, der præsenterede sig som entreprenør. Han ville gerne bygge volden, og han syntes da også selv, at han skulle have lidt for det, men da han nævnede prisen himlede guderne med øjnene, hvordan guder så ellers gør det. De var jo da allerede selv i himlen mente de.
   Prisen var ret høj, synes de nok. Han ville nemlig have både solen og månen for sin ulejlighed plus den fagreste kvinde i Asgaard.
   Det sidste regnede man med, man nok kunne finde ud af. Der var mange fagre kvinder. Problemet var blot, at den skønneste af dem alle sammen var gift med en af de største og stærkeste af guderne, så der kunne godt blive en del vrøvl og ballade ud af det både med ægtemanden og med konen, hvis hun skulle indgå i prisen. Så var der den med solen og månen. Hvis de også forsvandt, kunne man begribeligvis ikke se det nye bygningsværk og det ville blive nat for altid . Det forekom guderne at være lidt depressivt. Så der blev indkaldt til et nyt møde, et rigtig topmøde. Hvad gør vi?
   En af mødedeltagerne hed Loke. Ham var der ingen, der rigtig kunne greje, var han overhovedet en gud eller hvad? Han var i alle tilfælde noget af en mester i intriger og havde udtænkt en del temmelig barske practical jokes, så måske var han bare en ganske almindelig skiderik, der slet ikke hørte hjemme i det fine selskab, og dog. Det var nemlig Loke, der kom med et forslag. Et forslag, der både var snedigt, ondsindet og kunne få guderne ud af kniben og skaffe dem deres vold uden det kostede dem noget. Så det forslag blev enstemmigt vedtaget. Det gik i al sin enkelhed ud på at sige ja til tilbudet, men samtidig sætte en meget stram deadline for projektet, så stram at entreprenøren umuligt kunne nå at fuldføre det i tide, endvidere skulle han udføre arbejdet alene uden hjælp fra andre personer. Hvis det ikke lykkedes for ham, skulle guderne have den del af volden, han havde lavet helt gratis, og han kunne bare skrubbe hjem til det hul, han kom fra. Sådan! Enkelt og smart.
   Til alles forundring gik entreprenøren ind på tilbudet dog under en betingelse. Når han ikke måtte få hjælp af andre personer, kunne han så ikke få lov at bruge sin hest. Han havde nemlig en pruhest parkeret et eller andet sted udenfor.
   Den gik guderne med på. For som de sagde: - Herre os, hvad kan en enkelt hest gøre, så lad ham bare.
   Manden gik i gang, og guderne fik sig en slem forskrækkelse. For hesten var ikke bare et udslidt plovøg, men en pragtfuld hingst med ufattelige kræfter, så den sled og slæbte materialer til i et tempo, så man kunne se, at det ikke var urealistisk at få volden færdig i tide.
   Hvad gør man så? Man indkalder til endnu et krisemøde. Punkt et på dagsordenen var naturligvis at finde en syndebuk, man kunne skyde skylden på, og det blev begribeligvis forsamlingens outsider, der oprindelig var kommet med forslaget om den barske deadline.
   Nu var det Loke, der fik et tilbud. Hans opgave bestod i al sin enkelhed i, at han skulle forsinke byggeprojektet længe nok til, at deadline blev overskredet. Til belønning ville han så få lov at beholde hovedet på kroppen. Det var noget Loke godt kunne forstå, specielt, da alle vedtog forslaget undtagen ham selv. Så Loke gik i tænkeboks.
   Hvad gør jeg, tænkte han. Entreprenøren kan jeg ikke gøre noget ved, det ligner sabotage, men hvad med hesten? Hvad kunne tænkes at distrahere en stor stærk hingst, der er meget dedikeret til sit arbejde og bare knokler på.
   Cherchez la femme, var løsningen: Damer! Loke kendte det selv, de kunne være ret distraherende fra tid til anden. Altså nu var det jo en hingst, så hvad med en sexet hoppe.
   Nu kunne Loke mere end så mange andre. Han var jo trods alt med i gudegruppen, så han omskabte sig selv til en meget sexet hoppe og svansede forbi hingsten, der knoklede med at gøre volden færdig.
   Det virkede. Hingsten glemte øjeblikkeligt alt om sit arbejde med volden og løb efter hoppen. Loke løb og løb, ikke så meget for sin dyd. Den var der vist ikke så meget af, men for sit liv. I tre dage og nætter stæsede hingsten efter ham til den til sidst indhentede Loke, netop da deadline var overskredet, og det var just målet.
   Et nyt møde blev indkaldt og denne gang var entreprenøren med. Meldingen var kort: - Beklager gamle dreng, du har ikke overholdt deadline som aftalt, så nul betaling og vi beholder den næsten færdige vold, må du have en fortsat god dag.
   Entreprenøren, taberen, tog det rigtig skidt, han blev faktisk rasende, ja gik fuldstændig bananas eller ballistisk som man ville sige i dag.
   Guderne stod og kikkede på ham, og så var der en af dem, der fik et genialt indfald, han sagde nemlig: - Sådan som han skaber sig over dette her, så kunne man da godt tro, han i virkeligheden er en jætte, og de må jagtes hele året. Ja, det er helt legalt at slå dem ihjel, altså efter vore love. Så det gjorde man og her kunne historien godt få en ende, men der er en slutning, for ræset mellem Loke og hingsten fik følger. Nogen tid efter fødte Loke faktisk en hest, et bedårende lille føl med ikke mindre end otte ben. Det så spændende ud, for en ottebenet hest måtte jo begribeligvis være dobbelt så hurtig som en firbenet, så den skyndte Odin sig at beslaglægge til eget brug. Han havde jo i forvejen sine to spionfly, ravnene Hugin og Munin, der fløj rundt i hele den kendte verden og kom tilbage til chefens tronstol, satte sig på armlænene og berettede om godt og ondt rundt om i verden, nu kunne Odin så også selv rykke ud, som den krigergud han var, og sætte tingene på plads.

Endelig kan jeg da sige, at denne historie aldrig bliver afsluttet for en historie skal da have en moral, og det har jeg så spekuleret meget over, hvad skulle være, men det er altså ikke lykkedes for mig endnu.