De næste tre uger gik som en hvirvel af begivenheder. De to mænd havde travlt med at skaffe passende boliger, for som Alfred sagde: - Jeg kunne snart brække mig af at bo på hoteller. Denne observation, der i parantes bemærket ikke var særlig orginal, idet en sand hærskare af professionelle rejsende kunne samtykke, skabte da også almindelig enighed hos det lille selskab.
   I løbet af en passende tid lykkedes det at skaffe et par huse i den nordlige udkant af Sydney, og for første gang i deres liv var både Alfred og Bert fast besluttede på at slå sig ned for et langt tidsrum. Husene lå godt og rejselysten var gået af de to mænd. Denne rejselyst der, skønt ofte betinget af andre ting, som for eksempel en hærskare af blodtørstige politifolk, dog havde hvilet i dem begge i mange år.
   Alfred og Bert kunne da også have fået lov til at nyde deres nye status som familieforsørgere på ubestemt tid og i fred og ro, hvis ikke tilfældet endnu engang havde spillet ind i deres liv og vendt op og ned på tingene.
   Det hele startede ved et rent tilfælde. Lis havde udviklet en vis smag for operaer og koncerter født af en slags national stolthed over sin landsmands operahus i Sydneys havn. Det lykkedes hende derfor at overtale Alfred til at tage med i de kulturelle haller, og Alfred havde held til at overtale Bert til at komme med som en slags moralsk støtte, under Alfreds og forresten også Berts første møde med dette store ukendte, der blev benævnt finkultur.
   Gitte og Lis udviste en bemærkelsesværdig og passende benovelse under hele koncerten, der i sandhedens interesse var for trænede feinsmeckere. Alfred kæmpede længe mod sin natur, så faldt han i søvn siddende ret op og ned i sin stol, mens Bert fik tiden til at gå med at tælle lamperne i loftet.
   - Du milde himmel, det var dog et forfærdeligt skrigeri, sagde Alfred, da de alle fire atter stod udenfor på operahuset monumentale trappe.
   - Ja, men du må da indrømme, at det trods alt var meget imponerende, indvendte Lis.
   - Ja for søren, sagde Bert. Jeg havde ikke forestillet mig, at et glas appelsinsaft kunne være så dyrt som det de solgte i den bar, eller hvad man nu skulle kalde den.
   - Ja, og så udvandet, fortsatte Alfred det fælles angreb på kulturens højborg.
   - Husk dog på, indvendte Gitte, - at der var en enestående udsigt fra terrassen udenfor baren.
   - Ja, sagde Bert, - de behøver bare at hive en pøs udenbords for at få vand til at fortynde drinks med. Næste gang tager vi selv en flaske med, så vi ikke kommer til at kede os.
   - Ja, og en madpakke, hvis det er en helaftensforestilling, truede Alfred.
   - Øv, I har da heller ikke forstand på kultur, surmulede Lis, - jeg syntes, det var både smukt og meget lærerigt. De var nået hen til Alfreds store ottecylindrede Holden, der var parkeret et par hundrede meter fra operahuset ved havnebassinet, hvor parkering strengt taget var forbudt. Alfred skulle lige til at dreje nøglen om i låsen, da han fik et indfald.
   - Hør piger, sagde han, nu har I fået så meget kultur i aften, at det må være vor tur at vælge, hvad siger du Bert?
   - Absolut, sagde Bert, - jeg tror, du tænker på at tage en tur i Luna Park, der er halvanden time til de lukker, vi kan tage færgen derover.
   - Piger erklærede Alfred, - modsigelse hjælper ikke, for I får ikke en fod til jorden. Vi skal på tur i Luna Park. Lis protesterede ikke. Ganske vist var Luna Park, i hendes nuværende kulturelle opstemthed, måske ikke lige sagen, men på den anden side, så havde både hun og Gitte sandt at sige ikke noget imod at prøve noget, der var lidt mere jordbunden end to timers uafbrudt sang på latin. Med hinanden under armen spadserede de fire mennesker henad havnekajen mod Circular Quay, forbi de mange boder, hvor man kunne få milk shakes og hamburgers plus alskens slags kager og australske postejer, der smagte af uld fordi, der var fårekød i dem.
   - Jeg gir', sagde Alfred storladent og droppede fire kvartdollars i billetautomaten. Lidt efter kom færgen og snart var de alle fire på vej ind under den imponerende gamle havne bro. Luna Parken ventede forude med sine glitrende fornøjelser.
   - Det er måske ikke helt så imponerende som Tivoli i København, sagde Bert, da de gik gennem indgangsportalen, der havde form som et klovneansigt med tungen en halv meter ude af halsen.
   - Måske ikke, sagde Gitte og gav Berts arm et fortroligt tryk, - men det er vist det man kalder typisk australsk, og det er bestemt heller ikke ringe.
   - Du kommer efter det skat, sagde Bert og gav hende et kys på den opadvendte mund.
   Politiet i Sydney havnedistrikt havde en lille, men fast indtægtskilde, der bestod i hver aften at tage en patrulje nedom operahuset for at notere ulovligt parkerede biler. Det gjorde de også den aften, da det lille selskab tog i Luna Park, og det traf sig sådan, at et af medlemmerne af det fortræffelige politikorps i Sydney netop var i gang med at foretage en notering af Alfreds bil, da Alfred og Lis samt Bert og Gitte trætte, men veltilpasse var på vej tilbage fra Luna Parks karusseller, spillehaller og andre fornøjelser.
   Alfred stoppede brat ved sin bil.
   - Hvad foretager De Dem min gode mand, forhørte han sig brøsigt og temmelig overflødigt, for vognen stod lige under et parkeringsforbudsskilt.
   Betjenten, der stod med ryggen til, trak ligesom hovedet ned mellem skuldrene, mens han blæste sig op til politimæssig embedsmands strenghed, så vendte han sig om. Lots hustru kunne ikke have stivnet mere effektivt, end Wilkinson; thi ham var det, da han opdagede, hvem det var, der tiltalte ham med denne mangel på respekt.
   - Alfred E. Manning, sagde han, idet han prøvede at skjule sin ophidselse over endnu engang at stå ansigt til ansigt med sine to værste dødsfjender alene på et forholdsvis øde sted.
   - Til lykke med udnævnelsen, sagde Alfred og slog ham på skulderen, - den uniform klæder dig forresten. Du ser jo næsten ud som et rigtigt mandfolk, skønt vi to vi ved jo bedre. Jeg kan se, du nu er begyndt at gøre lidt gavn for dine arbejdsgivere, i stedet for at kvaje dig i Perth.
   - Du kan bare vente dig, skreg Wilkinson. Denne gang får jeg dig, du slipper ikke. Jeg har noteret dig for ulovlig parkering.
   - Korrekt gamle ven, sagde Alfred fredsommeligt. Derefter skiftede han tonefald, - og i morgen, hvis du er kommet til bevidsthed, så kan du læse i Sydney aviserne, at du er udnævnt til Sydneys mest maste strisser, hvad syntes du om det?
   Wilkinson glippede nervøst med øjnene. Ganske vist havde han sin tjenestepistol på sig, men han vidste også, at den slags bagateller ikke var noget, der ville anfægte Alfred i væsentlig grad.
   - Æh, sagde han, - man skulle måske lade nåde gå fra ret for engangs skyld, han tog under Alfreds strenge blik sedlen fra vinduesviskeren og krøllede den sammen. I sit stille sind tænkte han, kunne han altid senere glatte den ud og anbringe den på en anden bils vindspejl, så han ikke fik kludder i rengskabet. Nu gjaldt det bare om at komme helskindet væk.
   - Det var bedre min gode mand, sagde Alfred og slog ham endnu engang på skulderen, - nu glemmer du lige så stille, du nogensinde har set os her i Sydney, er det i orden? Du må huske på, at gammelt venskab ruster ikke, og nu ved vi jo, hvor vi kan finde dig, men du ved til gengæld ikke andet om os, end vi på et tidspunkt har været i byen.
   - Jo, jo, skyndte Wilkinson sig at svare, mens han tænkte på noget helt andet. Alene havde han ikke en chance, men han skulle vide at tage en grov hævn, når han havde fået fat i Harris i Melbourne.
   - Det var meget nådigt min kære Theo, sagde Alfred ærbødigt, - jeg vidste, jeg kunne stole på dig som den gamle ven du er. I aften, når jeg kommer hjem, skal jeg pudse dit politiskilt, hvis du til gengæld vil love at se til min Coltpistol, er det en aftale. Wilkinson krympede sig, men nikkede stumt.
   Wilkinson kunne ikke lide at blive kaldt Theo, en forkortelse for hans døbenavn, men han indså, at han måtte æde forsmædelserne i sig, og han trøstede sig med, at hævnen ville blive ekstra sød og ekstra grusom. Han omgærdedes allerede med planer om at dressere en haj til at æde Alfred ganske langsomt, når regnskabets time omsider kom. Nu bakkede han forsigtigt hen til sin patruljevogn og satte sig tavst ind bag rattet. Alfred kikkede efter ham, da han brændte gummi af på begge bagdæk, for i en fart at komme væk fra sine to ærkefjender.
   - En mands karriere kan sommetider slå nogle mærkelige sving sagde Alfred eftertænksomt, - jeg syntes så bestemt den gadebetjent engang var en overordnet detektiv i Perth.
   - I guder, jeg tror du har ret, svarede Bert, men blev så alvorlig. - Jeg gad nok vide, hvad han kan finde på, for jeg tror oprigtig talt ikke han kan lide os. Eller hvad mener du kære Alfred?
   - Sludder selvfølgelig kan han lide os, han skal bare lige have tid til at samle sig, så sender han blomster, sagde Alfred ubekymret. Men det fik han ikke helt ret i. Derimod sendte Wilkinson noget helt andet og knap så behageligt.
   Theodore Wilkinson kørte som en vild gennem Sydneys nattestille gader. Han var rasende og fortvivlet. Endnu engang var han blevet grundig jordet af makkerparet Bert og Alfred. Koste hvad det koste ville, han ville have hævn. Godt han ikke var alene om denne ting, men havde en makker i Melbourne, der hellere end gerne ville hjælpe ham.
   Han vidste kun alt for godt, at han og Harris var de eneste mennesker i Australien, der gad interessere sig for de to mænd, men det gjorde de til gengæld også, og de var begge i den situation, at de til en vis grad kunne anvende deres politimyndighed, så behersket den dog var blevet, samt de ressourcer, de som politifolk havde i ryggen til at fuldføre denne hævn.
   Samme aften afgik fra Sydney en fax over det officielle fjernskrivernet til en politistation i Melbourne.
   Attention detektiv Tom Harris. A&B set i Sydney. Stop send instruktioner. Stop. Hilsen TW.