Den første af de to herrer havde et langt regnskab at gøre op med Bert og Alfred. Den sidste post på dette regnskab, bortset fra hans degradering til menig detektiv, var en fodtur på omkring 200 kilometer, samt tabet af et par politibiler. Altsammen en følge af et privat hævntogt fra Harris' side. En aktion, hvortil han havde benyttet sig af syv af korpsets folk med det formål, en gang for alle at få sat en stopper for Alfreds aktiviteter. Alfred og Bert vidste for eksempel nok om Harris til at give denne mareridt om natten og koldsved om dagen selv i den mest brændende sol. Harris hørte faktisk ikke selv til blandt Vorherres bedste børn, men hvis hans aktion var lykkedes, og han kunne have fremvist, for en taknemmelig offentlighed, de afsjælede rester af Alfred og Bert, ja så havde han været dagens helt, skønt han måske ikke havde fulgt reglementet til punkt og prikke, og samtidig var han blevet de to eneste mænd kvit, der vidste noget om hans andre aktiviteter, ting, der kunne bringe Harris bag tremmerne i en anselig årrække.
   Nu var aktionen en komplet fiasko, og Harris havde måtte stå til ansvar både for en ikke autoriseret razzia, en større politiaktion, hvorunder en del materiel var blevet ødelagt, samt et kæmpemæssigt sagsanlæg fra en vis hr. Tom Thomson ejer af The Alfred E. Manning Memorial Ranch, der af ukendte grunde var nedbrændt til grunden. Det havde kostet en net sum penge at redde sig ud af den affære, og Harris vidste kun alt for godt, at både Alfred og Bert stadig var på fri fod og kunne finde på at slå til som hævn, hvornår det skulle være. Endelig, som salt i såret, var Harris, af en utaknemmelig offentlighed i form af den offentlige anklager og en tjenestedomstol blevet degraderet til detektiv og forsat til Melbourne, hvor han absolut ikke befandt sig godt. Blandt andet fordi hans personlige forretninger ikke mere kunne realiseres så langt fra Perth.
   Wilkinsons bekendtskab var ikke så langvarigt, men også han havde et mindre regnskab at gøre op. Men hverken Alfred eller Bert havde inkriminerende oplysninger på ham. De havde kun haft ham til almindelig spot og spe for hele Perth, og det var ikke noget, der bekom ham særlig godt. Hans chef syntes det samme, og havde derfor skaffet ham så langt væk som muligt fra Perth, samt sørget for, at han blev udnævnt til at gå rundt på gaderne og skrive parkeringsbøder ud til folk. Harris og Wilkinson havde derfor dannet en tomands antifanklub for Alfred og Bert, og højtideligt svoret overfor hinanden, at hvis en af dem så deres to fælles dødsfjender, så skulle han øjeblikkelig advisere den anden, og sammen ville de udføre en i højeste grad uautoriseret hævnaktion, der kun måtte ende med en total løsning på problemet Bert og Alfred.
   Jumboen holdt udenfor afgangshallen i Singapore Airport og ventede på dem. Det enorme skrog tårnede sig op over lufthavnsbygningen, og cockpittets ruder stirrede som store øjne ind på dem, mens de sad og ventede på udkald til maskinen.
   - Goddav, sagde Alfred, da han trådte ind i maskinens indre. Stewardessen sendte ham et automatisk smil. Endnu en, der skulle fodres på den otte timer lange tur til Sydney. Endnu en mund til at skrige på drinks. Hvor ville livet være meget lettere uden alle disse trælse passagerer med deres dumme forespørgsler, endte hun sin filosoferen, mens hun automatisk nikkede til den strøm af passagerer, der nu kom ind ad den forreste dør og kantede sig forbi hende og drejede til højre ned forbi forreste pantry for at finde deres plads.
   Alfred rokkede sig godt på plads i sædet og spændte sikkerhedsbæltet. Han kunne føle på sin krop, at han var i Australien nu. Ja, ganske vist var han jo ikke rigtig i Australien, men jumboen gjorde, i hans øjne, det ud for en udsendt koloni, der nu ville flagre hjem til moderlandet med ham, som den fortabte søn og, ingen tvivl om den sag, Australien stod i et stedse mere romantisk skær for Alfred, jo nærmere han kom.
   Det var Alfred, der havde insisteret på at flyve med Quantas, det australske luftfartsselskab, skønt de havde været berømte eller berygtede for en meget speciel service, men det at det var australsk gjorde, at Alfred så på Quantas særegne form for service med en så udpræget tolerance, at alt forekom ham evigt dejligt på den lange tur ad "Kængururuten".
   Stewardesserne, der havde været evigheder om at fremskaffe drinks.Stewarderne, der skubbede passagererne tilside med en uhøflig bemærkning, når de ville frem, og nogen spærrede dem vejen, samt maden, der gennemgående lå på en endnu lavere standard end de fleste andre luftfartselskaber.
   Men tiderne havde ændret sig og Alfred og kompagni, der sad på første salen i jumboen måtte konstatere, at man nu kælede for sine passagerer i en sådan grad, at de kunne forlade flyet efter den lange tur godt forædte af god mad og ædel drue, samt med flypersonalets høflige betjening og lune humor ringende i ørerne.
   Afskyeligt tidligt næste morgen. Jumboen strøg i lav højde udover Stillehavet og krængede over som en doven hval. Den beskrev en lang halvbue og kom tilbage indover land. Med et lettelsens suk tog den jorden og løb farten af sig. Piloten drejede maskinen rundt og stoppede motorerne.
   Alfred lænede sig spændt forover for at få et kik ud. Han havde helt glemt de formaliteter, der skulle afvikles, før han kunne få lov at forlade maskinen.
   To officielt udseende herrer med kasketter og i korte bukser kom ombord. Frem af en mappe tog de hver to spraydåser, hvorefter de delte sig og gik nedad hver sin gang i den kæmpestore maskine og sprøjtede insektmiddel i hovedet på passagererne. Loven foreskrev denne procedure, og lov skal holdes. At de fire spraydåser forslog som spyt i Atlanterhavet, hvis maskinen virkelig skulle have været effektivt desinficeret mod forskelligt kryb fra fastlandet var mindre væsentligt.
   - Hurra, sagde Alfred. Nu kan jeg se, vi atter er hjemme i det gode gamle skrubskøre Australien. Tag og pas på din yndlingsloppe Bert, sagde han og slog overmodigt Bert på skulderen.
   Bert rakte straks fingeren i vejret for at påkalde sig en af spraydåsemændenes opmærksomhed.
   - Undskyld, sagde han idet han sænkede stemmen til en konspiratorisk hvisken, - kunne De ikke give den herre der en dosis af det, De har i dåsen. Han har været i Asien og Europa og har pådraget sig en akut omgang af nostalgisk nationalchauvinisme.
   - Uha, spraymanden så forskrækket ud, - det var sandelig ikke så godt. Er det meget smitsomt.
   - Nej nej, skyndte Bert sig at forsikre, - det forsvinder ved sprøjtning.
   - Ja, så er der ikke noget andet at gøre, sagde spraymanden. - Luk lige øjnene hr., kommanderede han og rettede sit våben mod Alfred og gav denne en ordentlig dosis. Alfred spruttede som en søløve.
   - Hvad fanden skulle det gøre godt for, skreg han, da han atter kunne trække vejret normalt.
   - De skulle hellere være glad for, Deres ven sørger så godt for Dem hr., sagde disinfektøren strengt, da Alfred begyndte at rulle sig ud, - De kunne for eksempel risikere at komme i karantæne med en sådan sygdom. Han fortsatte sin mission ned ad gangen med stiv forurettet ryg, sprøjtende omkring sig, så alle kunne se, han udførte sit arbejde omhyggeligt og samvittighedsfuldt efter regulativerne.
   - Det skal du få betalt din lort, snerrede Alfred halvkvalt til Bert, - bare vent.
   - Min herre, sagde Bert med streng docerende stemme, - har De helt glemt deres australske sans for humor, hvor jeg endda har anstrengt mig for at give Dem et næsten klassisk eksempel. De burde, som den gode australier De er, anstrenge Dem for at være den første til at slå en høj latter op.
   - Jeg skal slå en høj hjertelig latter op, hvis du falder ned ad flyets trappe og brækker halsen, brummede Alfred, mens han moppede insektmiddel af ansigtet.
   - Se det er den rigtige sunde australske humoristiske sans, meddelte Bert anerkendende, - De skal nok komme efter det min herre.
   Pludselig brølede Alfred af grin og slog Bert hårdt på skulderen: - Du har ret din bandit, og jeg skal vide at skaffe mig en passende hævn eller revanche, hvis du syntes det lyder bedre.
   - Das ist in ordnung, som John Wayne ville have sagt, svarede Bert, og sammen med deres koner forlod de flyet. Toldformaliteterne, visa- og paskontrol gik som ventet uden større besvær, men det tog alligevel en stiv time, før de alle fire virkelig havde fået australsk grund under fødderne.