Han gør det sgu. Han accepterer. Thomas Pedersen sad som på nåle, men prøvede at holde sine hænder i ro og virke afslappet. Han havde lagt sine briller på konferencebordet med brillestængerne i retning mod den talende for den anden bordende. Det var, vidste han et tegn på velvilje. Han sad strunk i stolen og havde blikket låst fast på den talende. Ikke for det George Zeng Luan var vant til at folk indtog en ærbødig lyttende position, når han talte og de andre rundt om bordet gjorde det da også.
   - Mr. Pedersen, Zeng Luan udtalte det Pijersen, men det gjorde ikke noget, samtalen var om penge og forretninger, og så betød en kinesisk forretningsmands fejlagtige udtale ikke noget.
   - Jeg har besluttet mig til at tage mod Deres tilbud, jeg synes naturligvis stadig prisen ligger i overkanten af, hvad vi direkte kan godtage, men mener nok, vi må kunne komme til en overenskomst om kompensation på anden måde.
   - Jeg har derfor ladet min sekretær udfærdige en kontrakt, som jeg beder Dem læse og underskrive, jeg sætter nu min signatur på den, og så vil jeg overlade den til Dem og deres eventuelle chef til godkendelse, men jeg ser ingen problemer, alt er som aftalt.
   Min chef, tænkte TP, den bastard, han indikerer, at jeg ikke kan tage den endelige afgørelse, men på den anden side, det kunne han heller ikke, måtte han stiltiende indrømme. Ordren var ganske enkelt for stor en del af firmaets omsætning til, han måtte acceptere den alene. Skidt med det, når han kom hjem, ville han være firmaets helt, direktøren ville elske ham for den kontrakt og ville sikkert øjeblikkelig forlange, at han skulle gå på jagt efter en endnu større et andet sted. Sådan var spillereglerne og Thomas Pedersen elskede dem. Den rene rå uforfalskede kamp om ordrene, og var man gennemgående på den vindende side var livet værd at leve, specielt når man kun var 29, boede på den rigtige adresse i en splinterny penthouse lejlighed i det indre København. Havde slået pjalterne sammen med en flot pige med stor stilling og samme modebevidste indstilling til livet som ham og havde råd til at føre sig frem på de såkaldte bonede gulve, som om han altid selv havde gjort.
   TP skottede til sidemandens armbåndsur. Det ville være uhøfligt, hvis han så på sit eget Rolex Oyster, fordi det ville indikere, at han havde travlt, og den kinesiske direktør for Wismer Automation Pty. Singapore var en ældre mand, der næppe ville synes om små tegn på at Thomas Pedersen, exportchef fra Danmark havde for travlt, når han lige havde underskrevet en millionkontrakt. Thomas skuttede sig i sin letvægtshabit. Det var en Armani, som han var meget stolt af, og som havde kostet en formue. Noget man kunne genkende i de kredse, således at man straks kunne måle hans status i det firma, han var udsendt fra. Han småfrøs i det iskolde lokale og air conditionerens summen irriterede ham. Hvorfor skulle der altid være så forbandet koldt på kontorerne, når luften udenfor var tung og tyk og svøbte sig om kroppen som et varmt karbad?
   Kontrakten blev behørigt skrevet under, mens resten af deltagerne i mødet så andægtigt på, så rejste sekretæren sig og bragte den ned til Thomas, der gennemgik den ganske kort og derefter skrev de to enslydende papirer under. Han havde selv været med at gennemgå teksten og så sent som aftenen og natten før, havde han finpudset den sammen med en jurist fra firmaet. Det var den 21. December og egentlig skulle han have været med flyet hjem den foregående aften, men et par småting skulle rettes og direktør Zeng Luan var i Hong Kong, og ville først komme tilbage den 21, det var kun ret og rimeligt og ganske naturligt, at han afventede den store mands ankomst og så prøvede at komme med et fly hjem til København og en stille intim jul sammen med sin forlovede i den nye lejlighed
   Hvordan var det nu? Han ville gerne ringe hjem til Holmquist, direktøren og meddele ham de glade nyheder, men direktøren var taget med fruen eller elskerinden, hvem det nu var til Barbados, og skønt han naturligvis havde efterladt en adresse og havde taget sin mobiltelefon med, lå det i luften, at han ikke ville forstyrres, medmindre jorden var ved at gå under. Det var ikke sikkert, han ville blive begejstret for at blive forstyrret af en exportchef ved navn Pedersen, der råbte begejstret op om en stor ordre.
   Det navn måtte han altså også se at få ændret. Pedersen, det kunne man sgu da ikke hedde, når man havde fart på mod stjernerne, nej, en hurtig lille navneændring til noget med geschwung i. Han måtte spørge Lise, hans kæreste, hun var noget meget stort i et af Københavns dyreste reklamebureauer. Hvis hun ikke kunne finde et passende efternavn, der signalerede modenhed, betydningsfuldhed og handlekraft, så var der ingen, der kunne.
   Mødet sluttede og Thomas inviterede alle deltagerne med til en drink i hotellets bar. Shangri La var måske ikke Singapores dyreste hotel, men det havde personlighed og charme og talte om, at den der boede der, satte de gamle Østasiatiske dyder højt og værdsatte noget, der endnu duftede lidt af fortids kolonialisme og elegance.
   Som ventet afslog mødedeltagerne en for en. Thomas vidste det på forhånd. De kendte deres plads i hakkeordenen, kun direktøren og hans vicedirektør samt TP, som han yndede at blive kaldt. Ville tage til hotellet og besegle handelen med et glas i baren og siden en udsøgt middag på en restaurant, sandsynligvis Raffles, endnu en cadeau til statens fortid.
   - Tager De hjem i morgen? spurgte Mr. Zeng Luan konverserende, da mødet blev hævet. De skal vel holde jul i Danmark kan jeg tænke. Jeg skal få min sekretær til at booke rejsen, hvis De ønsker det. Thomas smilede, jo, det var hvad han skulle, og ja, han ville være taknemmelig, hvis sekretæren ville booke hans returflight med SAS til København, der var vist en direkte. Han åbnede sin håndsyede attachetaske af okselæder og fiskede sit pas og flybilletten frem og gav sekretæren, der stod ved siden af i en passende ydmyg position for at servicere den højtærede gæst.
   - Åh jo, hvis der er problemer, så er her mit guldkort til flyselskabet. Det er jo jul og der kan måske være pladsproblemer på flyet til København. Det skulle nok kunne klare det, hvis det er nødvendigt. Han lagde sin bærbare computer og mobiltelefonen ned i tasken, smækkede den i og stillede pr. refleks kodelåsen. Så tog han tasken og forlod lokalet sammen med direktøren, der med asiatisk høflighed holdt døren åben for sin celebre gæst.
   Udenfor regnede det, og luftfugtigheden var nær de hundrede procent. Temperaturen var som altid i Singapore omkring de 27°C. Thomas afstod fra at tage sin jakke af og bære den over armen, det sømmede sig ikke for en betydningsfuld mand, der stod på fortovet sammen med to andre betydningsfulde mænd og ventede på firmaets tjenestebil med privatchauffør.
   Som ventet blev det ikke så sent, Zeng Luan var, som etiketten bød det, uhyre korrekt og høflig, den perfekte gæst eller vært og desuden trænet gennem flere årtiers omgang med andre forretningsmænd, men han var heller ikke til sene sengetider mere, og med hans status kunne han tillade sig det.
   Halvvejs gennem middagen kom der et bud fra kontoret med TP's flybillet. Thomas konstaterede med tilfredshed, at den lille smarte sekretær havde arbejdet over for at bringe hans reservationer i orden. Han kikkede skødesløst på billetten og åbnede passet, før han stak det i inderlommen.
   Næste formiddag gjorde han sig færdig i ro og mag, det var den 22. December og der var masser af tid, specielt på grund af de mange timers tidsforskel mellem Singapore og Danmark. Han greb telefonen og ringede hjem til lejligheden i København. Han ville ikke forstyrre Lise, der sandsynligvis var i møde og den besked, han lagde på telefonsvareren i lejligheden, måtte også være lige så god. Nu vidste hun i det mindste, hvornår han landede i Kastrup. Om hun så kunne afse tid til at hente ham var en anden sag.
   Changi lufthavnen, Singapores stolthed var stuvende fuld af mennesker. Thomas stak hotellets limousinechauffør en ti-dollar seddel, hvad der fik manden til at bringe hans DelSey kuffert helt ind på fortovet og skaffe ham en trolley til den. Thomas nikkede afmålt til manden, der smilede venligt og sagde: - Merry x-mas Sir.
   TP så sig om efter en drager, men der var ingen at få øje på, så han smed sin attache taske oven på kufferten og trillede ind i menneskemylderet.
   Straks han kom ind så han, at lufthavnens indre var i noget der lignede et stort kaos. Alle de vesteuropæiske besøgende skulle åbenbart hjem og fejre jul. Thomas mindedes ikke nogensinde at have set en lufthavn så fuld, og Singaporianernes sans for pinlig orden og renlighed kunne ikke engang følge med i dette kaos. Man var gået i en overordnet modus, der kun dikterede, at få så mange mennesker ekspederet ud som overhovedet muligt for at undgå det totale sammenbrud.
   SAS check ind skranken havde en kø på over 50 meter. Selv foran business class var der kø. Køen rummede flere mennesker, end der på nogen måde ville være plads til, men der var ikke andet at gøre end at stille sig op og vente, og det at vente var ikke, hvad hr. Pedersen var vant til, specielt ikke på andre mennesker, og specielt ikke som repræsentant for et firma, der udstyrede sine rejsende i det højere hierarki med alle hånde VIP kort til de forskellige luftfartsselskaber og med credit cards med guld rand.
   Kvinden, der tog hans billet var helt opkogt af presset, hun bladrede gennem den og rakte den så tilbage:
   - Beklager, Sir, sagde hun, - De er på venteliste, må jeg bede Dem gå til vor VIP lounge, så vil vi afhente Dem, hvis der er en anden passager, der falder fra, men De står som nummer 23 på listen. Jeg ser, De har dobbeltbooket med Lufthansa, så måske!
   TP skulle til at komme med en rasende protest, men damen var allerede i gang med den næste kunde. Han trak sig bandende ud af køen, trykket ud som en smuttet mandel. Frem fra billetten stak en lille gul "post-it" seddel, han ikke havde lagt mærke til før. Den var fra Zeng Luans sekretær: - Sir, der er ikke plads på SAS til København, men jeg har fået Dem på venteliste, og så har jeg booket Dem ind på Lufthansa til Frankfurt, hvorfra De sikkert kan få en plads videre til København. God rejse og glædelig jul. Han krøllede rasende sedlen sammen og skulle til at smide den på gulvet, men kom på bedre tanker, her i Singapore gjorde man ikke den slags, selv om der var en hær af unge mennesker med fejeblad til at rense op efter de rejsende.
   - Beklager Sir, vi er fyldt helt op, var De dog blot kommet en time før, så havde der været en chance. Vi har lige lukket gaten. Damen i Lufthansa, så ufølsomt, men med et professionelt smil på den nu lettere irriterede Thomas Pedersen, der stod med sin kuffert og attachetaske og dirrede af utålmodighed og tydeligvis forsøgte at tøjle et voksende raseri over, at verden ikke sådan uden videre kunne rette sig ind efter hans forgodtbefindende. Hun skubbede billetten tilbage over skranken til ham.
   TP fik et genialt indfald. Med en verdensmandsmine tog han billetten, lagde en halvtredsdollarseddel ind i den og sagde:
   - Vil De godt lige prøve, om De kan skaffe mig med Lufthansa eller et andet fly alligevel. Kvinden tog mod billetten åbnede den og lagde den foran sit computerkonsol og begyndte at taste sig gennem de muligheder, der var for at komme til Europa på årets værste rejsedag. Det var kun alt for tydeligt, at hun hellere ville hjem, men en kunde var nu engang en kunde og disciplinen vandt. Service i Singapore fik man ind med modermælken.
   Hun klaprede løs på tastaturet, kikkede på skærmen og tastede så forsøgsvis en ny kombination ind. Hendes kønne ansigt lyste op, hun greb en blyant og skrev et par koder, så forsøgte hun igen. Denne gang var der bid. Hun vendte sig væk fra sin skærm og drejede billetten, så TP kunne kikke med: - Jeg kan skaffe dem med PIA til Karachi om to timer, og derfra går der et Lufthansa fly til Frankfurt, og fra Frankfurt er der endnu et fly til København også med Lufthansa, var det noget Sir? Det er det bedste, jeg kan gøre for Dem herfra. Jeg kan reservere Dem pladsen på PIA flyet og booke dem ind på vore egne resten af vejen, men De skal nok skynde Dem at komme over til PIA's skranke.
   Thomas nikkede dirrende af nervøsitet, og damen kastede sig endnu engang over sin computer, så rakte hun ham billetten og rejste sig halvt op i stolen og pegede over mod en anden del af afgangshallen. Han greb billetten, glemte at sige tak og skulle til at gå, da damen rømmede sig kraftigt bag ham: - De glemte denne her Mr. Pedersen, sagde hun og skubbede pengesedlen over skranken, hvorefter hun demonstrativt vendte sig om og begyndte at pakke sin taske. Thomas skulle til at sige noget, men tog sig i det og greb sin seddel. Så drejede han om på hælen og skyndte sig over mod PIA's skranke på den anden side af hallen. Han hørte kun halvt et blidt "Merry X-mas Sir" bag sig, men svarede ikke.
   PIA til Karachi. Hvem ville dog til Karachi på den tid af året? PIA var også et luftfartsselskab, firmaet derhjemme normalt ikke anvendte, Pedersen vidste ikke rigtig hvorfor, måske fordi man ikke handlede så meget med den del af verden. Men lige meget, kunne de skaffe ham hjem til penthouselejligheden, hans forlovede og det splinternye B&O stereoanlæg til 50000, han havde bestilt til levering den 23. Så var det også i orden. På dette tidspunkt af TP's rejse var han ligeglad, blot han kunne komme ombord på et fly - på business klasse naturligvis - og så af sted hjemover i rimelig komfort og med tjenende ånder på alle sider.
   Endnu en kø og ventetid, så udstedte en gnistrende mørkøjet skønhed hans boarding card, og en ung mand tog hans bagage og befordrede den videre til transportbåndet, mens Thomas selv lettet gik gennem paskontrollen til gaten. Der var ikke tid til en drink i VIP loungen, men det måtte han bære, turen hjemover talte mere.
   Singapore var i julehumør, ganske vist var det ikke deres fest, men mens han passerede shopping mallen, så han med stedse stigende undren mørklødede julemænd med hvidt vatskæg. Der var kunstig sne i vinduesudstillingerne og Jingle Bells ringlede i hans øren. Et kort øjeblik standsede han, Singapore var shopping centret over alle shopping centre og lufthavnen mest af alt, men der var ikke et minut at spilde. Det så ud til at PIA havde alvorlige intentioner om at slippe væk fra dette gedemarked til tiden, og der var næppe flere chancer for at komme ud før efter jul.
   Fem minutter over tiden løftede kaptajnen sin ældgamle Boing 747 op fra betonen, og TP så Singapore forsvinde under sig. Kaptajnen var kommet ombord, mens stewardesserne var i gang med at udlevere overtrækssokker og drinks til business klasse passagererne. Kaptajnen, en lille tæt mand med grånende tindinger havde kikket ind til sine passagerer på første salen, nikket , smilet og ønsket glædelig jul, før han forsvandt ud på flydækket, han lukkede ikke døren efter sig, men begyndte at snakke med andenpiloten, mens han tog sin mørkeblå uniformsjakke med de fire guldstriber af og overrakte den til en stewardesse. Hun anbragte den i garderobeskabet overfor toilettet sammen med han højpuldede kasket med guldtresser på skyggen.
   Thomas slappede af, de var tre timer inde i flyveturen, og der begyndte at dufte af mad fra pantryet. De små lækre canapeer var spist, og champagnen drukket, nu var det madtid, jo det var slet ikke så dårligt endda. Kaptajnen begyndte at sige noget over højtaleren, men TP hørte ikke efter, før hans sidemand - en engelsk ingeniør, hvæsede et halvhøjt "shit" ud af mundvigen. Han havde siddet begravet i en bog og ikke mælet et ord, under hele turen. Det var tydeligt for alle, at han var på vej hjemad. Han havde en tynd sweater og en vindjakke på, og slipset var lagt til side. Han var også betydeligt mere afslappet end TP, der stadig var i forretningsmandens uniform, som absolut ikke egnede sig til at sidde adskillige timer i en flyvemaskine. Thomas spidsede øren og koncentrerede sig om, hvad kaptajnen meddelte over højtaleren, flere af passagererne begyndte at rulle opgivende med øjnene.
   - ...har måtte lukke for motor nummer tre, vi er nødt til at vende om og gå til nærmeste lufthavn, som er Bangkok. På vejen er vi nødt til at skille os af med overskydende brændstof. Ingen problemer, men reglementet foreskriver, vi gør det . Jeg beklager at måtte meddele, at der bliver en forsinkelse, men vi fortsætter rejsen så hurtigt, det er muligt. Der kun en times flyvning til Bangkok, så vi har valgt at udskyde middagen, til vi atter er på vingerne. Det klikkede i højtaleranlægget.
   Thomas kikkede ud af vinduet, hvor det var begyndt at gråne, men han kunne ikke se noget usædvanligt, han var også lidt usikker på, hvad der mentes med motor nummer tre, men det foruroligede ham, det med at droppe brændstof, kunne det ikke betyde noget alvorligt? Man fik næppe nogensinde sandheden at vide, før det var for sent. Han havde altid befundet sig i fly, der uden problemer fløj fra kontinent til kontinent, nu sad han pludselig i et med problemer, den selvsikre Mr. Pedersen følte en ubehagelig kold rislen ned ad rygraden. Hans sidemand læste uforstyrret videre i sin bog.
   - Hvor slemt mon det er. Forsøgte han sig? Ingeniøren kikkede et øjeblik forvirret op fra sin bog.
   - Det er slemt, sagde han, det betyder, at jeg ikke når BA flyet til London, fandens også, og det er ikke til at få fat i en telefon, der virker, i Karachi. Fandens også, gentog han og fordybede sig atter i sin bog.
   - Ja, men er det ikke farligt, der er en motor, der ikke virker, og vi skal hælde brændstof af, jeg mener, det kunne da tyde på noget, han var ved at tilføje et "ikke også", men greb sig i det, sådan talte man ikke, hvis man var en succesrig forretningsmand med check på tingene.
   Englænderen så op et øjeblik:
   - Det betyder ikke en pind andet end en forsinkelse på guderne må vide, hvor mange timer, vi kunne flyve til Karachi på to motorer uden problemer, og vi har tre i øjeblikket. Det med at dumpe brændstof er en sikkerhedsprocedure, et fly er ikke designet til at lande med næsten fyldte tanke. Han fordybede sig atter i sin bog. Thomas satte sig til at bide negle. En uvane, der også var en mand af hans stand uværdig, men han var bekymret. Her var noget han ikke havde indflydelse på og kunne betale sig fra med et rigt firma i ryggen og sin egen solide status.
   Thomas Pedersen havde dog ikke grund til at bekymre sig. Maskinen landede uden problemer i Bangkok. Kaptajnen kom ud fra flydækket og grinede over hele femøren, så et par guldtænder glimtede i spotlightet fra loftet. - Jeg har lige smidt 38000 kilo brændstof ud over Andamanhavet, sagde han og gik hen til trappen for at tage i mod en tekniker, der var på vej op med en værktøjstaske i hånden.
   Der gik en halv time, så blev alle passagererne gennet fra borde og ind i ankomsthallen, til nissemænd med vatskæg, julesne i ruderne og Jingle Bells i højtalerne. Også i Thailand havde de lagt sig i selen for at alle skulle føle sig velkomne.
   TP ventede i to timer, han var begyndt at føle sig træt for alvor, det havde været en lang dag, og han havde ikke følt sig beroliget af den engelske teknikers ord, så adrenalinet havde også kogt i ham, under turen til Bangkok. Han var drænet for energi og trængte mest af alt til et sted at sove, da de atter blev kaldt ombord og indtog deres pladser på første sal i den alderstegne Boing.
   - Nu vil jeg ikke se dig mere i nat, sagde teknikeren med et grin, da han kom ud fra flydækket med sin værktøjskasse i hånden. Kaptajnen grinede og gav ham et tommelfinger op signal. Han forsvandt ned ad trappen og maskinen kørte igen ud til start og anbragte sig i startkøen. En halv time efter var de i luften og fik snart efter maden serveret. Den var ødelagt, stewardesserne havde lige nået at varme den til passagererne, da de vendte om. Næste opvarmning havde gjort kødet til sålelæder og forvandlet spagettien til cement. TP prøvede at sove, men kunne ikke og sad de næste timer og ventede og ventede, til de omsider landede i Karachi klokken fem om morgenen lokal tid. På det tidspunkt var han helt udmattet og vaklede fra borde ind i en anden verden, i en fremmed lufthavn, han ikke kendte og på det mest ugudelige tidspunkt af døgnet.
   Der var ingen bemanding ved skrankerne, og han måtte vente en time, før de første begyndte at dukke op. Lufthansa beklagede, men alt var udsolgt indtil jul og det fly han var booket på var for længst afgået, men et Aeroflotfly til Moskva var en mulighed og derfra et andet Aeroflotfly videre til Stockholm, hvorefter han var på egen hånd igen.
   Thomas Pedersen, dødtræt sælger, greb tilbuddet, som en druknende griber et strå. Syv timers ventetid! Han spærrede øjnene op og skulle til at spørge, hvor pokker damen havde tænkt sig, at han skulle tilbringe de næste syv timer, men opgav. Det var, når alt kom til alt ikke hendes problem, og hans morgensurhed skulle ikke gå ud over hende, skønt det var lige ved at komme til det alligevel. Det var nu, han skulle være kreativ og selv finde ud af noget.
   Hotel. Han måtte have et hotelværelse, om det så blot var for et par timer. Han slæbte sin bagage ud af lufthavnen, der var et Sheraton et eller andet sted i nærheden havde han set på en reklame.
   Tidlig morgen i Karachi. Verden var ved at vågne, men nogen sov aldrig. Turistførere, taxichauffører og selvbestaltede dragere og sælgere slog ned på ham som en flok ørne over et lam, trak ham i ærmerne, råbte op i munden på hinanden og forsøgte at overgå de andre med deres tilbud om mere eller mindre seriøse tjenesteydelser, der alle havde som formål at tjene en smule penge på udlændingens bekostning, for at skaffe et måltid mad til sig selv og familien.
   Thomas lod sig bortføre af en ung mand, næsten sort i huden. Han havde glat olieret hår og storsmilede med en guldtand, mens han førte TP over til en urgammel Toyota , der viste sig ikke at have en ærlig støddæmper eller fjeder tilbage i sit værkbrudne karosseri. Chaufføren førte ham over til venstre bagdør. Den højre var bundet fast med et stykke rusten ståltråd, åbenbart fordi en solid tværgående bule i bilens side havde forhindret låsen i at kunne bruges. Han skottede ned til dækkene, de havde ikke skygge af slidbane og på det ene hjul stak noget ståltråd ud gennem gummiet, men køre kunne den.
   De blev stoppet af en vagt udenfor lufthavnen. En vagt, der stak hele overkroppen og et Kalashnikovgevær ind i bilen og forlangte at se et pas. Thomas Pedersen gav ham det med en tyve dollarseddel diskret stukket ind mellem bladene og fik prompte passet retur uden penge. Vejen fra lufthavnen ind mod byen var bred og morgentrafikken var endnu ikke gået rigtig i gang. Chaufføren kørte som en vanvittig. Vognen stod ikke for sikkert på sine hjul, og hver gang han rørte bremsen skred bilen sidelæns, men det fik ham kun til at give mere gas, og slingre uden om cyklister og dromedarer, der spærrede ham vejen, mens han brugte hornet, der var det eneste i bilen, der virkede upåklageligt.
   Pludselig sagtnede han farten, og Thomas kunne se gaden var spærret af et opløb længere fremme, og med et var de fanget i et trafikmylder af hylende biler, råbende mennesker, soldater og politi. Der hørtes råben og skrigen og med et den hårde hostende lyd fra en AK 47 efterfulgt af riffelskud og endnu mere råben og skrigen.
   Chaufføren vendte sig grinende om:
   - Union, police, sagde han, som om det forklarede alt, så hamrede han på hornet og blandede sig i den almindelige kakofoni,
   TP følte den kolde sved springe frem overalt på kroppen, så hellere lufthavnen igen. Han slog chaufføren på skulderen og betydede ham, at han skulle vende. Manden slog armene op i luften: - No, problem Sir, bare lidt skyderi, men han fik dog sin affældige taxi drejet rundt ind over et fortov mellem en masse fodgængere og tilbage til lufthavnen.
   Thomas sank udmattet om på en umagelig stol. Han havde daggamle skægstubbe, hans tøj var krøllet og lignede slet ikke det pæne Armani sæt fra dagen før og endelig følte han sig gennemsvedt og totalt usoigneret efter nattens strabadser. Hans kuffert var forsvundet et sted i systemet og stod sikkert på en transportvogn og ventede på et fly, der først ville ankomme fra Moskva om tre fire timer.
   Han gik ind på et herretoilet, der var møgbeskidt, og fik lidt vand i ansigtet fra den eneste vandhane, der virkede. Han ville også gerne have brugt toilettet, men gjorde op med sig selv, at det kunne vente, til han eventuelt havde fundet noget, der var en smule mindre uhumsk.
   Han sad og hang på en stol og kunne af og til lugte, at hans deodorant havde opgivet ævred, og den klistrede smag han havde i munden talte også om, at tandbørsten fra hans kuffert skulle have ligget i hans håndtaske, sammen med en barbermaskine og lidt toiletgrej.
   Endelig, endelig blev hans maskine annonceret over højtaleren. Det tog ham lidt tid før det gik op for ham, det var hans maskine, for højtalerne var ikke for gode, ekkoet i hallen var forfærdeligt og endelig viste det sig, at flyet var forsinket to timer. TP sank grædefærdigt om på en stol igen. Han ville have kastet al sin værdighed overbord nu og have lagt sig på tre stole for at få lidt søvn, hvis det ikke havde været fordi, alle de andre stole var optaget, så han var tvunget til at blive siddende af frygt for at miste denne stol, hvis han rejste sig, og derefter være henvist til en plads på gulvet, hvor det allerede flød med diverse håndbagage.
   Aeroflot flyet var en gammel Ilyushin 62, der lugtede af rengøringsmidler. Stewardesserne var sure over forsinkelsen og lod det gå ud over passagererne, der var så forhippede på at komme hjem, at de fandt sig i det, betjeningen var derefter med det resultat, at alle var sure og bælgøjede, da de omsider nåede frem til Sheremetievo lufthavnen, hvor Thomas kun kunne konstatere, at hans forbindelsesfly til Stockholm og København var gået, men der var dog et til Warszawa, med forbindelse til København.
   Sløvt accepterede han og otte timer senere klokken 17.36 landede han endelig i sit elskede København. Allerede mens han gik mod paskontrollen greb han mobiltelefonen og ringede til lejligheden, men der var ingen, der svarede. Pokkers, hun hang vel ikke på kontoret klokken halvseks juleaften, og dog, det skulle ikke undre ham, han kunne sagtens selv have fundet på det, hvis der var et eller andet han fandt vigtigt, der lige skulle klares. Det var heller ikke nogen skade til at arbejde over, når chefen så det. Han kunne godt lide at få lidt gratis, og det kom måske igen på anden måde, han skævede til Rolexen, men den var stadig på Moskvatid. Han stillede den to timer og checkede efter med et af urene i lufthavnen.
   Træt og sulten forlod han lufthavnen. Forhåbentlig havde Lise en fin middag parat, de havde planlagt noget virkelig godt, og hun havde lovet at være den, der lavede maden. En rigtig hyggejul med kvinden i køkkenet og ham selv i sofaen med en sjus. Ganske vist var Lise den selvsikre, selvbevidste og selvhjulpne unge erhvervskvinde, men denne ene aften havde de aftalt at lege. Først en god drink, så noget med sushi og bagefter en let asiatisk specialitet, lækkert og nemt, man skulle bare indrette sig og bestille i rette tid, så var det blot at dække bordet, og man kunne lege god gammeldags jul med det hele, selvom menuen matchede designerlejligheden og dens dekor.
   Regnen silede ned, det blæste koldt og var kun 4 grader, da han forlod lufthavnen og hentede sin BMW i langtidsparkeringen. Trafikken mod byen var moderat, klokken var mange for en juleaften og folk var ved at gå til bords, da han stak nøglekortet i kortlæseren hjemme i det nye højhus med udsigt over Københavns havn. Han måtte skubbe døren op mod en dynge af kataloger. Øverst lå en håndskreven slip: Har forsøgt at levere Deres nye B&O Stereoanlæg og 30" tv, men der var ingen hjemme. Kald venligst på telefonnummer... Han smed hidsigt sedlen på gulvet og skubbede de andre aviser til side: - Hvor var Lise?
   Han gik ind i soveværelset og sparkede skoene af, så så han sedlen på natbordet. Han kunne genkende Lises klodsede formskrift. Hun var vant til at skrive alting på computer og var af den skoleårgang, der aldrig havde lært almindelig stejlskrift.
   "Hvorfor fanden har du ikke ringet din skid, jeg har ventet og ventet, nu kan du holde jul alene, hvis du gider, jeg er taget til London for at holde jul sammen med mor". Han smed rasende sedlen fra sig. Hvordan skulle han kunne forklare alt det, han havde været igennem. Den slags oplevelser var der ganske enkelt ikke plads til i den verden, de levede i. Her gik alt efter deres hoved, de havde, hvad penge kunne byde af magt og købekraft og brugte det. Time manageren eller computerens program styrede deres hverdag. Han smed tøjet på gulvet og sjoskede ud og tog et bad. Derefter gik han gennem stuen videre til køkkenet og åbnede prøvende køleskabet. Det var gabende tomt bortset fra den Gule enke, der stod og ventede, beregnet som velkomstdrink til den hjemvendte helt fra Asien, når han og hans yndige, checkede unge forlovede skulle fejre hans hjemkomst. Han gloede sløvt på den, og mærkede med et han var sulten. Han skævede til Rolexen, den viste ti minutter i otte juleaften, han vendte sig og gloede tomt gennem panoramavinduet ud over havnen, der var halvt skjult i regndis og mørke.
   Merry x-mas Mr. Tom Pijersen, sagde han, og spejlglasruden gengav hans ironiske smil som en skarp grimasse.