Det var godt nok Bertie, der kom frem i døråbningen, men en meget forandret Bertie, fra den gang Alfred var stukket af fra ham i New York. Den nye Bertie var ikke bange for ret meget og mindst af alt den skrækslagne mand, der stod foran ham og var ved at gøre sine bukser våde ved tanken om, hvad der skulle ske med ham. Den nye Bertie havde taget på, han var en kraftig stærk mand, der kunne have krøllet snigskytten sammen som ingenting og sendt ham tilbage til Alfred med en uhøvisk bemærkning.
- Du er i grunden ikke ret meget bevendt som snigskytte hvadbehager? Jeg går ud fra, der er en eller anden, der har købt dig til at få has på mig. Sig mig hvem det er, så skal jeg overveje, om jeg gider spilde en patron på dig, ellers- - - - - - . Bertie viftede med revolveren, som om det var en fluesmækker, og der var et insekt, der irriterede ham.
Manden, der havde haft en benægtelse vedrørende andres tilstedeværelse i komplottet, på læben sank engang, så kvækkede han:
- Jeg ved ikke, hvad han hedder, - bortset fra Alfred, tilføjede han, da Bertie begyndte at spænde hanen på revolveren.
- Det skulle vel ikke tilfældigvis være Alfred E. Manning, min gode gamle kammerat fra de glade dage, hvor vi rejste verden tynd?
- Jo, det stemmer, Alfred E. Manning var navnet, manden var pludselig forhandlingsvenlig.
- Aha, så min gamle ven Alfred er kommet til Australien igen, og nu er han uvenlig mod sin forhenværende kompagnon. Mon man ikke skulle give ham en lærestreg, en lille hilsen, som vil få ham til at tænke på gamle dage. Bert kløede sig åndsfraværende på kinden med revolverløbet.
- Du bliver, hvor du er! Manden, der forsigtig var ved at manøvrere sig i stilling til et lynangreb, for sammen. Bert kløede sig stadig på kinden, mens han spekulerede. Så grinede han grumt.
- Ved du, hvad vi to skal? Vi skal ud på en køretur, en stor dejlig køretur der skal bringe min gode ven Alfred til at mindes gamle dage.
Manden spilede øjnene yderligere op og begyndte at ryste. Han havde været tilstrækkelig længe i branchen til at vide, hvad "en køretur" betød.
Bert lod som ingenting, han planlagde.
- Jeg har det, udbrød han. Det kræver lidt arbejde, men det er det værd, specielt da det bliver dig, der skal udføre det. Først skal vi have din vogn transporteret væk. Jeg kan ikke have sådan et gammelt lig liggende og flyde her. Det kunne blive pinligt, hvis naboerne så det. Skønt den nærmeste bor 100 kilometer væk.
Manden gispede, da han hørte ordet "lig". Bert viftede med revolveren. - Hent min vogn, kommanderede han og gik frem mod manden, der bakkede ned af verandaen stadig med oprakte hænder.
- Vend dig hellere om, sagde Bert konverserende, bare så du ikke skvatter over en slange eller sådan noget, for så må jeg bruge dig som dingomad allerede i eftermiddag. Vi skal rundt om huset til garagen.
Skytten gik forrest efter Berts direktiver. Han nåede hen til garagedøren og åbnede den, han bakkede Berts vogn ud, skarpt overvåget af Bert, så anbragte han en trækstang i vognens forreste kofanger og koblede sin egen vogn foran. - Alfred kan lige så godt få lov til at betale noget af benzinen, kommenterede Bert sin direktiver.
- Du må hellere køre, så har du også noget at bestille. Bert pegede ind på førepladsen.
- Jeg vil nyde en cigar under turen. Han satte sig selv ind på bagsædet af skyttens vogn, og med Berts egen bil på slæb forlod de ranchen med kurs mod Perth 200 km væk.
Bert nød sin havannacigar i fulde drag, medens han lod banditten om den lange anstrengende køretur til Perth. De var kommet til en særlig øde og ensom strækning ca. 50 km fra Perth, da Bert smed sin cigar ud af vinduet og prikkede manden på skulderen med løbet af revolveren.
- Her ender køreturen for dit vedkommende, sagde han venligt. Stands her og kobl min vogn fra og vend den så den peger køleren hjemad igen. Manden gjorde som beordret overbevist om, hans liv ville komme til en brat ende, men samtidig med et spinkelt håb om, at Bert ville skåne ham alligevel.
- Så går du pænt og roligt tilbage til din egen vogn, ingen numre. Manden lavede ingen numre, men gik hen til den anden bil og stillede sig afventende ved siden af den.
Berts næste ordre kom helt bag på ham.
- Bukser og sko af, Bert bjæffede kommandoen, som om han var forberedt på modstand.
- Nej, pokker tag mig om jeg vil, skreg manden, jeg vil ikke finde mig i det jeg- - - . Skuddet klippede hans protester over og en støvsky rejste sig lige mellem hans fødder. Han mærkede et par småsten, der slog ubehagelig hårdt mod hans skinneben. Han tav.
- Et ord til og jeg skyder en meter højere næste gang. Bert hævede sin revolver.
Manden målte fra jorden og op af sig selv og blev klar over, at hverken han selv eller hans pige inde i Perth kunne være tjent med flere protester. Han sparkede skoene af og løsnede sin livrem, bukserne faldt.
- Det var meget bedre, så smider du det hele ind i bilen, den påklædning du har nu skulle forhindre dig i at blaffe ind til Perth. Lad mig se, jeg har altid spekuleret på, om man virkelig kan skyde en bil i brand. Bert hævede sit våben yderligere og sendte to hurtige skud ind i bilens tank. Der gik et sekund, hvor skuddene stadig rungede ud over landet. Så stod der en stikflamme op fra bilens bagende, der lød et kraftigt puf, og hele vognen var omspændt af flammer.
Manden kikkede fortabt på sin vogn, som han endnu manglede flere afdrag på.
- OK min ven, så kan du godt begynde at gå, det bliver en dejlig lang spadseretur. Når du kommer tilbage til din høje chef Alfred, må du endelig hilse ham fra mig og sige, jeg ikke har glemt gamle dage, og jeg glæder mig til at se ham personlig, hvis han en dag kommer forbi.
Bert satte sig ind i sin bil og tændte en cigar. Han vinkede til manden og forsvandt tilbage ad vejen mod ranchen i en stor støvsky. Han så sig ikke tilbage. Hvis han havde gjort det, ville han have set en mand i underbukser og uden sko. En mand mand der opførte en krigsdans på en øde vej. Fægtede med arme og ben og spyttede gentagne gange på jorden.
Det var dagen derpå. Alfred lænede sig mageligt tilbage i sin kontorstol. Han tændte dagens første cigar. Han havde løst et problem, og en ærgelse var bragt ud af verden. Nu manglede han bare en rapport og et billede til bekræftelse på at alt var i orden.
Det bankede på døren.
- Kom ind, brølede Alfred. Døren gik langsomt op.
Alfred svingede benene ned fra skrivebordet. Han fik røgen i den gale hals og kom til at hoste. Øjnene stod ud af hovedet på ham.
- Æhm, jeg kunne vel ikke låne tre dollars til en taxachauffør. Manden pegede bagud over skulderen på en uniformeret mand. Uden at tage øjnene fra sin betroede medarbejder, og for chokeret til at sige noget, rakte Alfred hånden ned i frimærkekassen og halede 3 dollars frem, som han rakte ud i lokalet, hvor hans kødfulde hånd hang og svævede i luften for enden af en kraftig arm, og ventede på at blive befriet for pengene.
Manden kom ind i lokalet og humpede over gulvtæppet hen mod Alfred.
Han tog pengene uden kommentarer og rakte dem til chaufføren, der kastede et sidste nysgerrigt blik på manden inden han hovedrystende forsvandt.
Alfred stirrede. Hans medarbejder vendte sig fra døren og kom humpende tilbage over gulvet mod skrivebordet. Han stillede sig afventende foran det og ventede på, Alfred skulle komme til kræfter igen. Han var et syn, der kunne vække opmærksomhed. Fødderne i hans sokker var slidt helt væk, så skafterne hang og slaskede om hans hvide ben, der havde en let grålig nuance af vejstøv. Hans skjorte var en beskidt las, der hang om ham som en slatten klud og på hans underbukser, der var grå af sved og snavs, sad sorte klatter af fed sod, der var kommet under hans forsøg på at redde sit tøj fra den brændende bil.
- Jeg fik fat i en taxi i udkanten af Perth, forklarede manden, - men jeg havde jo ingen penge på mig. Jeg skal nok betale dem tilbage, tilføjede han.
Somom disse spredte afsnuppede sætninger var forklaring nok på hans nuværende udseende.
Så vågnede Alfred op af sin trancetilstand. - Hvad i hede hu... begyndte han.
Manden forklarede sig.
Ti minutter senere blev en mand anholdt af politiet i det indre af Perth, da han vildt skrigende, barbenet og i sodsværtede underbukser kom styrtende ned ad en af byens mere befærdede strøg. Man kunne ikke få noget ud af hans usammenhængende forklaring og anbragte ham derfor i detentionen. Senere fik han tredive dage for gadeuorden og usømmelig optræden. En dom han modtog med en tak til dommeren. Det var som om han var glad for at være afsondret fra omverdenen en tid. Ingen forstod rigtig hvorfor, og selv var han ikke til at slå en fornuftig forklaring af, han blev bare ved at gentage:
- Tak for dommen Hr. dommer. Tak for dommen Hr. dommer.