Alfred promenerede nedad Broadway i New York, han var iført et ulasteligt citydress, og i hånden havde han en nyindkøbt Samsonite attachètaske. Alfred havde sans for at være smart. Han var ankommet til New York på sin flugt fra manden dagen før, og nu gik han altså nedad Broadway og nød livet og det gode vejr. Alfred følte sig som nyfødt, ingen bekymringer mere bare holde ferie.
   Bert kom op på siden af ham, han var lidt forpustet af at følge efter Alfred.
   - Hvad tror du, direktør Daneborg siger, når vi sådan stikker af uden videre, vi havde endda fået et forskud på vort honorar, men vi har endnu ikke gjort noget for pengene?
   Alfred, der brat blev revet ned fra sine lyserøde skyer ved Berts spørgsmål, brugte flere minutter til at fortælle Bert, hvor han mente direktør Daneborg kunne gå hen hånd i hånd med nationalbankdirektøren, han sluttede sin svada med en bemærkning om, at de to nævnte herrer nok kom samme sted hen alligevel engang, men at det sådan set var en skam, at han, Alfred E. Manning ikke havde fået lejlighed til at hjælpe den ene af dem på vej men - tilføjede han, helt oplivet ved tanken, vi havde jo tilrettelagt det hele, så en amatør kunne have overtaget jobbet uden videre og risikofrit have fuldført det.
   Alfred var helt oplivet ved tanken, han havde altså alligevel ikke snydt nogen.
   Hvor 42nd Gade skærer Broadway, ligger der midt i krydset et kontor for turister. Her kan de gå ind og få forskellige oplysninger om byen, samt købe billetter til havnerundfarter og andre arrangementer.
   Alfred grinede over hele hovedet, glad som et barn, da han så kontoret, her var han midt i New York, kun 100 meter fra Times square, verdens centrum, og så var der endda et turistkontor.
   - Vent her Bertie, jeg skal lige herind, det varer kun et par minutter.
   Bert sukkede resigneret, han vidste kun alt for godt, hvad et par minutter ville sige, når Alfred skulle se brochurer.
   Der var stuvende fuldt i det lille lokale, og Alfred måtte vente, til det omsider blev hans tur. En funktionær smuttede forbi ham udefra og masede sig om bag skranken.
   - Hør De der, sagde Alfred, jeg vil gerne have nogle turistoplysninger om New York og nogle brochurer, hvis de har det.
   Manden vendte sig om.
   - Jeg kan desværre ikke fortælle Dem så meget om New York hr, men jeg kan fotælle dem en masse om Perth i Vestaustralien.
   Alfred stod som ramt af lynet. Chocket var helt overvældende. Hvor pokker kom han fra? Sidst Alfred havde set ham var i Liseleje mange tusinde kilometer væk.
   Alfred snurrede omkring som et lyn og væltede ud af kontoret. Glemt var hans værdighed, det gjaldt kun om at slippe væk. Han sprang ind i en gul taxa, der holdt ved fortovskanten og lige havde sat passagerer af.
   - Kør, brølede han, kør som død og helvede!
   - Tak det roligt makker, sagde taxachaufføren, der lød navnet Tommy. Du har vel ikke plyndret en bank eller sådan noget, siden du har sådan et kissejav?
   - Hvad rager det dig, skreg Alfred, bare kom afsted her, og han stak en 100 dollar seddel i hånden på den forbavsede mand.
   Tommy ville have kørt selve fanden til helvedet og tilbage igen for 100 dollars, selvfølgelig med taxametret slået fra, så det var ren fortjeneste for ham selv. Ergo satte Tommy sig bag sit rat og gjorde som Alfred befalede: Kørte som bare helvede. Det gjorde han ganske vist altid, men for 100 dollars skulle kunden sandelig have noget for pengene.
   Bert, der stod på fortovet, nåede slet ikke at reagere på Alfreds hurtige tilbagetog og flugt, han tabte skuffen og så efter sin forsvundne makker med et bedrøvet blik.
   Tommy kørte et stykke tid uden mål og med rundt i New York, mens Alfred samlede sig sammen og fik pusten igen.
   - Sig mig en gang makker, skal vi ligge og rakke rundt her i byen til de l00 dollars er brugt, eller vil du noget specielt sted hen? spurgte chauføren tilsidst.
   Alfred tænkte sig om et øjeblik. - Tag og kør mig til Washington, sagde han, - der har jeg aldrig været.
   - Det kan jeg godt, hvis du gerne vil have det, men ikke i den karet her, hver eneste forbandet panser vil stoppe mig, så snart vi forlader Manhattan så vi tager min bil. Har du 300 dollars mere, der er sgu langt til Washington?
   - Værsågod, Alfred rakte ham 300 dollars, men nu ingen numre, jeg kan også være andet end godgørende.
   Tommy kikkede i bakspejlet på Alfreds svære skikkelse og store næver, og besluttede sig til ikke at presse sit held. Alfred så faktisk ud til at kunne klare sig selv, skønt han ingen anelse havde om, hvad det kostede at køre i taxa til Washington.
   Kort tid efter befandt de sig i Tommys bil på vej gennem Holland Tunnel og snart strøg de sydpå ad New Jersey Turnpike. Alfred lænede sig tilbage i vognen og besluttede sig til at nyde turen.
   Alfred steg ud af taxaen ved Washington monumentet. Han strakte benene efter den lange køretur og trak vejret dybt, hvorved han erfarede, at man også i Washington havde et kraftigt luftforureningsproblem.
   De næste timer tilbragte Alfred som turist, med en turistguide i den ene hånd styrtede han rundt i byen og så seværdigheder. Med næsen skiftevis i brochuren og skiftevis vejrende i luften besøgte han alt, hvad der var at besøge i Washington.
   Turen var dog ikke helt vellykket. Alfred var så småt ved at få nerver. Han følte sig forfulgt, men kunne ikke se, at der var nogen, der skyggede ham. Til sidst besluttede han sig for en plan til definitivt at undslippe sin plageånd, hvis det skulle være lykkedes ham at følge med til Washington.
   Han tog tre forskellige taxaer for at komme ud til lufthavnen, der købte han en billet til Huntsville i Alabama, og han drog speciel omsorg for, at billetdamen bemærkede ham og skyggen, hvis der var sådan en, hvad Alfred oprigtigt betivlede, men han havde set, hvordan det var lykkedes manden at spore ham til New York på rekordtid, så Alfred syntes ikke, han kunne tillade sig at tage nogen chancer.
   United Airlines startede fra Dulles Airport med Alfred ombord med kurs mod Huntsville, men i Fort Knox ventede Alfred til stewardessen skulle til at lukke DC 9' erens dør lige før starten, så strøg han forbi den forbløffede kvinde og ned på betonen.
   Kun en halv time senere var han på vej mod Atlanta i Georgia ombord i American Airlines ordinære rutefly, en Boing 727.
   Alfred indlogerede sig på Holiday Inn i Georgias hoved- stad. Han var meget tilfreds med sig selv. Manden skulle dæleme være dygtig, hvis han kunne finde ham nu.
   Den næste dag var en af de bedste i Alfreds liv, han havde fået fat i en stabel brochurer over Atlanta, og hans første besøg gjaldt Six Flags Over Georgia, en forlystelsespark i byens udkant. Han betalte 10 dollars i entre, og brugte de næste timer med at prøve alt, der var værd at prøve. Han kørte i veterantog og biler, han prøvede svævebanen og loppecirkuset, han fik lov at dirigere tivoliets garde, der bestod af negere i fantasifulde røde uniformer, og han var på flodsejlads rundt i parken.
   Udmattet men lykkelig returnerede han tilbage til hotellet, men han var i humør til at more sig, så han vendte snart tilbage til det pulveriserende liv i byen. Han tog en taxa ud til Stone Mountain, hvor han frydede sig over de kæmpestore figurer, der var hugget ind i klippevæggen på det mærkelige bjerg, der helt umotiveret stak op af Georgias jord. Alfred futtede rundt om bjerget i et ældgammelt veterantog, der blev trukket af et lokomotiv, der hed Texas. Han deltog med stor iver i at afværge indianerangreb på toget, da det tøffede igennem en gammel prærielandsby, og han gjorde med patrioti- ske tårer i øjnene stramt honnør for Dixieflaget, da de passerede det, hvilket indbragte ham en masse beundrende blikke fra de tilsteværende sydstatsfolk, og hadefulde blikke fra nogle yankeeturister, men da de sidste var i absolut mindretal, udbrød der ingen borgerkrig den dag.
   Skønt udmattet til marven kunne Alfred ikke dy sig. Om aftenen besøgte han Atlanta Playboyclub, og vendte først tilbage til sit motelværelse ud på morgenstunden, mere end halvfuld, med spor af læbestift på flippen og et bunny strømpebånd om panden til at holde tømmermændene indenfor hovedskallen.
   Ved et tilfælde fik Alfred fat i en brochure, der berettede om Miamis lyksaligheder, og han besluttede sig straks til at tage derned. Næste dag tidlig bordede han et Delta Airlines DC- 9 fly, der skulle til Miami. Flyet kom planmæssigt i luften. Piloten slukkede "No smoking" skiltet og stewardesserne tændte det automatiske smil på deres ansigter og begyndte affodringen af passagererne, noget der skulle gå hurtigt, da det kun var en kort flyvetur.
   Flyveturen var lige ved at blive længere end først planlagt. Maskinen var lige kommet op i sin planlagte flyvehøjde 33000 fod og skulle til at tabe højde igen for at gå ned mod Miami, da to mænd rejste sig op og skyndte sig op ad midtergangen mod cockpittet. Den ene skubbede stewardessen, der prøvede at spærre dem vejen ind til piloterne, til side og den anden stillede sig med ryggen mod døren og trak en revolver.
   - Alle forholder sig roligt, skrålede han. Vi har flyet i vor magt, vi skal til Cuba, længe leve friheden, længe leve Castro! han stoppede helt forpustet og så vild ud i øjnene, medens han svingede sin revolver.
   Alfred gloede på manden. Så blev han langsomt rød i hovedet af vrede.
   - Sikke noget bræk at vælte af sig, hylede han, - sørg for vi kommer til Miami, din lille lort, eller jeg vrider halsen om på dig. Hans stemme rungede gennem flyet og alle vendte sig om mod ham.
   - Længe leve friheden og længe leve Castro, skrålede flypiraten for at overdøve Alfred.
   - Jeg skyder den første, der rører sig, han svingede med revolveren.
   - Gud fader bevares, råbte Alfred, sådan en hanekylling, han kan ikke engang holde roligt på en skyder. Nu kommer jeg og henter dig.
   Flypiraten så nervøst hen på Alfred, der metodisk spændte sit sikkerhedsbælte op og rejste sig. Hans revolver pegede på Alfreds mave, men begyndte at ryste, da Alfred kom farende op ad gangen mod ham. Alfred var rasende og ignorerede totalt den bevæbnede mands skyder. Det sidste flypiraten så, inden han følte det, som om han blev kørt ned af en lastbil læsset med beton, var Alfreds rasende ansigt. Så lukkede Alfreds kæmpenæve sig om hans kravetøj og manden blev løftet fri af gulvet i sit eget slips. Alfreds næve landede med et smæk i mandens ansigt, og det var et sandt guds under, at hans hoved blev på skuldrene af ham.
   Armen med hånden, der holdt revolveren stak lige i vejret, og det var det sidste de andre passagerer så af manden, da Alfred slap sit greb, så han faldt om på gulvet. Det så ud som en svømmer, der stikker armen op af vandet, lige før han går under for tredie gang.
   Alfred så ikke efter om manden var bevidstløs eller ej, han vidste det ikke var nødvendigt. Han fortsatte sit hævntogt ud i cockpittet. Der lød et forskrækket udråb derude, så blev døren slået op med et brag, og den anden flypirat landede i en bevidstløs bunke ovenpå sin makker. Ingen af dem rørte sig, de kom først til bevidsthed timer senere på hospitalet med en æresgarde af blåklædte politifolk stående ved deres senge. Ikke for ingenting havde Alfred ryddet barer i Melbournes havnekvarterer i sine unge dage.
   Den næste halve time var Alfred flyets helt. Stewardesserne opvartede ham, som om han var konge, og Alfred brugte tiden til at kikke beundrende efter deres roterende bagdele, når de gik efter drinks til ham og deres vuggende bryster, når de kom tilbage med dem. Den sødeste af dem fik et kærligt klap i halen af Alfred, og berettede stolt om det bagefter til sine veninder. Enhver anden var blevet arresteret af Miamipolitiet for forsøg på voldtægt, men ikke Alfred, han var en helt.
   Flyets radio var glødende, lige indtil de landede.
   Byen Miami havde ikke spildt tiden. Da maskinen var landet og kommet hen til rampen, fik Alfred lov til at gå fra borde som den første. Han var knap kommet ned på startbanen, så blev han grebet af kraftige næver og løftet i vejret og båret i guldstol ud til en ventende taxi. Pressefotografer blinkede med deres blitz, fjernsynet havde lynhurtigt kørt deres kamaraer i stilling og fik en førstehåndsudsendelse af Alfred, der fik overrakt byens gyldne nøgle af Miamis borgmester.
   Da Alfred fortalte, han var australier, spillede et hornorkester "Hands across the Sea" og derefter "Waltzing Mathilda" for fuldt tryk og Alfred fik en tåre i øjet.
   En mikrofon blev stukket hen foran næsen af ham.
   - Hvordan turde De dog gå mod to desperate revolvermænd helt ubevæbnet?
   - Hvad tænkte De på?
   - Hvad var Deres motiver? Spørgsmålene regnede ned over ham.
   Alfred havde en klump i halsen:
   - Jeg ville så gerne se Miamis Seaquarium, sagde han, - jeg havde ikke lyst til at skulle til Cuba først. Tyve båndoptagere registrerede Alfreds ord, og dagen efter stod det at læse på forsiden af aviserne over hele landet. Turistrådet i Miami gned sig i hænderne.
   Taxaen blev udskiftet med en Cadillac, stillet til rådighed af byrådet, og Alfred blev kørt ud til Seaquarium under politieskorte, der med hylende sirener skaffede fri bane overalt.
   Han var meget træt og meget lykkelig, da han kom op på sit hotelværelse den aften. Han var byens gæst, alt blev hængt på næsen af ham og alt betalt, han behøvede bare åbne munden.
   Miami fik en kæmpereklame næsten gratis. Allerede samme aften var fjernsynet over hele U.S.A. parat og bragte nyhedsudsendelse med interwievet i lufthavnen.
   Alfred blev brat vækket på sit hotelværelse, da en mursten kom sejlende ind ad vinduet til ham. Han samlede murstenen op. På siden af den stod skrevet: Den, der går mod Cubas befrielse, lever ikke længe.
   Alfred stod lidt og vejede murstenen i hånden, så syntes han, han så en skygge ude i mørket. Ikke for ingenting kom Alfred fra boomerangens hjemland, hans arm beskrev en hurtig kort bue og murstenen passerede for anden gang vinduesruden.Han hørte et halvkvalt vræl ude i mørket og grinte grumt.
   - Det kan være, at folk, der er imod styret på Cuba kommer galt afsted, men folk der er imod Alfred E. Manning får en mursten i nakken, sagde han højt til sig selv og klappede sin højre overarm.
   Det var hoteldirektøren, der skaffede en livvagt til Alfred, trods dennes svære protester. To barske pansere med topmaver stillede sig op udenfor hans hotelværelse. Der stod de, en på hver side af døren, med kasketterne trukket langt ned over panden og deres svære revolvere stikkende ud fra deres hoftehylstre. Miami tog ingen chancer for, at byens æresgæst skulle komme til skade.