Alfred lå i solen. Han befandt sig i en lyserød verden bag lukkede øjenlåg. Bankforretningerne i Zurich var for længst overstået, og de boede nu alle fire på anden uge på et godt hotel i Luzern tæt ved Vierwaldstättersee med udsigt mod Pilatus, der som oftest gemte sig i et ærbart slør af tåge.
   Lis kom ud på terrassen. Hun var lykkelig, for hun havde haft held til at skaffe sig et bundt ugeblade fra Danmark. Noget der havde kostet dyrt, for Schweizerne forærer ikke noget væk, men nu havde hun underholdning til et stykke tid fremover.
   Hun slog sig ned i en liggestol ved siden af Alfred og åbnede det første blad, der ligesom de fleste af de andre blade, hun havde købt, levede af at snage i rige eller kendte folks privatliv. Det gav et sæt i hende. Daneborg havde omsider fået sit hedeste ønske opfyldt. Nu havde billedbladene overtaget ham, da formiddagsbladene havde suget alt, hvad de kunne ud af historien.
   - Se her, sagde Lis åndeløst og viste bladet frem. De fire samledes om billedbladet og studerede sammen med Lis billederne, mens hun overstatte den underliggende tekst. Da bladet mest var beregnet for sentationslystne analfabeter, var der ikke meget at oversætte, men man havde dog fået det meste med. Daneborg var vist liggende i en hospitalsseng pakket ind i bandager, så han mest lignede en mumie, et pragtfuldt sæveøje lyste op i hans blege ansigt, og man kunne tydelig se, at han tappert prøvede at bære sine umådelige lidelser med et krampagtigt forsøg på at se fandenivoldsk ud. Daneborg var en formidabel skuespiller, og han havde haft en god instruktør i fotografen, der var ekspert i at få personer til at se ud på billeder, så det passede bedst i hans kram.
   - Gu' ved, hvor han har fået det sæveøje fra, sagde Bert og studerede billedet omhyggeligt. Alfred kastede et hurtigt sideblik hen på Lis, der netop den dag gik ind for blå øjenskygge.
   - Det tror jeg godt, jeg kan forklare, sagde han.
   Interviewet med Adolf var beskedent. Kun en forklaring på, hvordan han var blevet overfaldet af ham ukendte personer, der var misundelige på hans succes, men så feje, at de lejede folk til at gøre det grove arbejde. Daneborg tog imidlertid sine lidelser, så store de end monne være, med ophøjet pande og et forklaret udtryk i det ene øje, der ikke var blevet sminket af journalisten af hensyn til farvefilmen.
   For at fylde de ubekendte steder i historien ud, havde man valgt at lade en tegner forevige begivenhederne med en lille tegneserie, der viste en yngre herre, der af en ren tilfældighed var gået ned af en sidegade i København. Her ventede to skummelt udseende mænd med sixpence på hovederne.
   En talebobbel ud af den enes mund bekendtgjorde, at her kom den mand, de var betalt for at tage sig kærligt af, og at samme herre faktisk så for pæn ud til at blive slået helt ihjel. Ergo ville de to skumle fyre kun nøjes med at slå ham halvt ihjel.
   Bert slog på bladet. - Det er jo fortræffeligt, sagde han, at et sådant blad sørger for at gøre noget ved opklaringsarbejdet af en så grim forbrydelse. Redaktøren burde have en eller anden pris for sine anstrengelser.
   - Ja, sekunderede Alfred, - efter den beskrivelse kan politiet ikke undgå at opklare forbrydelsen. De bladede om til næste side, og her var der en fortsættelse, hvor Daneborg demonstrerede sit lykkelige familieliv ved at give en kvinde et knus samtidig med, han påstod, at han og hans kone havde levet de sidste tohundrede år i et ubrydeligt kærlighedsforhold.
   - Hun ligner ikke den frille, han havde med på restaurant, da vi spiste middag med ham, kommenterede Bert. De næste billeder viste Adolf på sin lystgård og lænende sig op ad en jaguar, og sidst men ikke mindst var der et gruppebillede, hvor Daneborg med kone og hund promenerede i en parklignende have, mens Daneborg med kendermine og en lille pind i hånden udpegede de grupper af blomster, der stod hans hjerte nær, samt forklarede, hvordan han selv havde fremelsket dem.
   For rigtig at understrege bladets saglige og renfærdige tone, var der på den næste side afbildet en splitternøgen pige, der stod og snusede til en pelargonie, mens hun med et stort tandsmil erklærede, at hun simpelthen ææælskede roser, som denne, og at hendes hedeste ønske var at komme til filmen.
   - En smuk og helt igennem god artikel konkluderede Alfred og gav Lis bladet tilbage, - hvis Adolf ikke ender med englevinger engang, så er der overhovedet ingen retfærdighed til.
   Lis snuppede bladet og begyndte ivrigt at læse en artikel om en kendt skuespillers kone, der erklærede, at hun nu var holdt op med at ødsle med sine penge og havde sat sit privatforbrug ned til et absolut minimum nemlig kun 75.000 kroner om ugen. Lis blev helt fugtig i øjenkrogene af at læse om denne stakkels fattige pige, der på sådan en måde forsøgte at hjælpe sin mand gennem de svære tider.
   Alfred strakte sig i solen.
   - Jeg tror det er ved at være tid, at gense vort kære Australien. Det forekommer mig, at Danmark er et land for uhelbredelige, i hvertfald så længe de sluger noget åndeligt foder af den karat. Han indikerede med cigaren billedbladet, Lis var fordybet i.
   - Åh det findes såmænd i alle lande, sagde Bert, men der er nu alligevel noget om det, du siger, jeg har også lidt hjemve, men hvad foreslår du, vi skal gøre ved det? Jeg tror faktisk ikke, vi er særlig velkomne, hvad det så end kan ligge i.
   - Australien er stort, svarede Alfred, og jeg tror ærlig talt ikke, vort sidste lille eventyr er spredt omkring. Husk på, vor ven i Perth var kun ude efter vort skind af personlige grunde, og han forventer sikkert ikke, vi dukker op i for eksempel Sydney.
   - Med andre ord, du syntes altså også vi skulle se at få et par billetter. Bert kikkede på sit glas og lod derefter blikket vandre op over kanten mod Pilatus på den anden side af søen.
   - Jeg tror ærlig talt, jeg får brug for to billetter, brummede Alfred lavmælt og kastede et blik hen på Lis, der lå og tog sig godt ud i sin bikini. Skal jeg være helt ærlig, tror jeg, jeg vil komme til at savne hende, selv om der også er fortræffelige piger i Australien, men selvfølgelig har jeg ikke fået spurgt hende endnu.
   - Jeg mente også et par billetter til hver af os, svarede Bert, når det kommer til stykket, tvivler jeg på, jeg finder nogen bedre end Gitte. Så jeg foreslår vi får gjort noget ved det, så vi kan komme afsted.
   - Du Lis, Alfred lod en hånd glide op ad hendes lår og videre op over hendes mave til den standsede og lukkede sig om hendes ene bryst, er du lun på mig.
   - Ja skat, Lis lagde bladet fra sig og bøjede sig ud af sin liggestol og gav Alfred et Kys.
   - Er du så lun på mig, at du vil slå pjalterne sammen med en gammel storforbryder, der er eftersøgt i et hav af lande og følges med ham verden rundt til det eneste sted på Guds grønne jord, hvor der er værd at være for en australier?
   Lis så på ham med et udtryk af himmelfalden forbløffelse.
   - Du er da ikke gammel, sagde hun. Så ramte Alfreds ord hende med deres fulde vægt. Med et hyl for hun op af liggestolen og kastede sig i armene på Alfred. Hans stol kollapsede og sammen rullede de ud på terrassen. Alfred fik gjort sig fri af den voldsomme omfavnelse og gav Lis et puf, så hun røg ud over kanten af svømmebassinet. Hun forsvandt med et hvin i et kæmpesprøjt. Et øjeblik efter dukkede hun op til overfladen prustende som en hvalros. Hun svømmede lynhurtigt hen til kanten af bassinet, hvor Alfred stod og grinede ad hende.
   - Svar mig kvinde, hvad siger du, Alfred lød brøsig.
   - Kom herud dit store brød, så jeg kan sige ja på passende måde. Lis greb Alfred om anklerne, og han tumlede på hovedet i bassinet. De kom op midt i en voldsom bølgegang og en større kamp begyndte. Bert og Gitte fulgte slaget med interesse.
   - Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, det var sælernes parringsritual eller sådan noget, kommenterede Bert.
   De to kæmpende kom forpustede hen til bassinkanten og hagede sig fast. Alfred lagde en arm omkring hende, og trak hende ind til sig. De kyssede hinanden. Et langt vådt kys, der smagte af klorvand. Så gav det pludselig et sæt i Lis.
   - Himmel mine trusser, jeg har mistet mine trusser.
   - Det gør ikke noget, mumlede Alfred ind i hendes hår, det ville du alligevel have gjort om lidt, så de par minutter fra eller til.
   - Ja din klovn hylede Lis, - men jeg kan ikke gå med bar rumpe ind gennem vestibulen for at komme op på værelset. Alfred kom ud af en erotisk tåge og måtte nødtvungent give hende ret.
   Bert iagttog Alfred, der begyndte at dykke i bassinet, mens Lis hagede sig fast til kanten og prøvede at se ud, som om intet var hændt. Han rakte ud og tog Gittes hånd. - Skal vi to ikke lade de to nyforelskede i fred og gå op på vort værelse, der er noget jeg gerne vil spørge dig om, og hvis du siger ja, vil jeg gerne besegle det med det samme uden først at skulle fare rundt efter et par forsvundne trusser.
   Gitte så på ham med et kærligt blik, så rejste han sig, og med hinanden om livet gik de ind i hotellet og tog elevatoren op til deres værelse. I samme øjeblik låsen klikkede bag dem i deres værelse, hev Gitte badebukserne af Bert og for derefter ind i værelset forfulgt af Bert, der sparkede bukserne tilside. Han fik fat i kanten af hendes bikinitrusser og trak til for at holde hende fast, men stoffet brast, og med et hvin forsvandt hun om på den anden side af sengen kun iført sin bh. Bert syntes hun så pragtfuld ud, som hun stod der let forpustet og ophidset, med håret i uorden og den nøgne krop lysende af sundhed og kvindelighed. Lynhurtigt snoede hun armene om på ryggen og løste spændet på bh'en, hun svingede den rundt om pegefingeren og skød den ene hofte frem, mens hun satte hånden i den anden.
   - Hvad var det, du ville tale med mig om, spurgte hun drillende. Bert satte i et tigerspring over sengen efter hende, men hun smed bh'en i hovedet på ham og forsvandt ud af hans rækkevidde. Han rullede rundt på sengen efter hende og fik hende omsider op i et hjørne i den ene ende af værelset. For Gitte havde det som så mange andre hunkønsvæsner, hun ville gerne jagtes, men sandelig også gerne fanges. Hun slyngede armene om halsen på ham og klyngede sig ind til ham. Bert lod hænderne vandre over hendes nøgne krop.
   - Hvad var det så, du ville tale med mig om, hviskede hun ind i hans øre. Bert bed hende blidt i øret, før han hviskede sit spørgsmål til hende. Gitte lod hænderne glide ned ad hans krop. Greb ham så om bagdelen og pressede ham ind til sig.
   - Jeg ville bare høre dig sige det, betroede hun ham og gned sig mod ham, men du er vel ikke i tvivl om svaret.
   - Nej, indrømmede Bert, men jeg vil også høre dig sige det, - og højt tilføjede han.
   - Ja, sagde hun med klar stemme, lad os besegle, eller hvad det nu var du kaldte det. Hun gav ham et klask i enden og Bert løftede hende op i sine arme og bar hende hen til sengen.
   - Det er mere bekvemt her end i et svømmebassin, sagde han, da han lod hende trække sig ned i sin varme favn.
   - Ja, og meget mere ugenert, tilføjede Gitte.