Inspiration er noget mærkeligt noget. Nogen får den uafbrudt og andre sidder hele livet og venter på den guddommelige inspiration, atter andre sætter sig bare til PC’en og klaprer ned uden pauser til hverken det ene eller andet. Inspirationen vælter bogstavelig talt ned om ørerne på dem. Endelig er der så de, der kun kan udøve den smukke og ædle skrivekunst med en gåsefjer og sod håndrørt i vand.
Sådan er vi så forskellige, men det forekommer mig, at de der får gjort noget ved skriveriet går mere op i at få reddet ordene over på papir, før de går i glemmebogen og ikke bare siger: - Jeg ville gerne skrive en roman, og jeg har ideen, men nu skal jeg lige have tid og den rigtige inspiration.
Dem frygter jeg ikke som konkurrenter, de får næppe nogen sinde gjort noget ved det. Men de der går rundt med en lille notesbog i lommen eller pludselig ved søndagsmorgenbordet flår posen med morgenbrød op for at få mere plads og febrilsk begynder at griftle ned på indersiden med en sløv blyantsstump, simpelthen fordi de fik en ide, og der ikke var tid til at få sat fyr på PC'’en først. Se de mennesker skal nok får fyret deres roman, digt eller novelle af, ingen tvivl om det.
Jeg er den sidste type. Jeg kan sagtens skrive en artikel eller andet sagligt uden at inspirationen skal være til stede, men som det sommetider går, kommer inspirationen og rammer mig i nakken, og så er det med at kende sin besøgelsestid og grifle ned i en fart. Senere kan man altid rendyrke ideen, hvis man ikke når det lige nu og her, men er der tid så gå ind og start PC’en og kom i gang.
Det kan være samme dag, eller der kan gå 32 år.
Hvorfor netop 32 år? Jo, hør blot her: Engang i 1967 begyndte jeg på en novelle om en ung 18-årig negerdreng, som begik et biltyveri et steds i Amerikas sydstater. Jeg havde egentlig tænkt mig at skyde ham sidst i novellen. Det var ikke helt urealistisk, at sådan noget kunne ske dengang, men så langt kom jeg aldrig, for jeg begyndte på noget andet og glemte min negerdreng.
I november sidste år fandt jeg den frem igen. Den var på 30 sider og ikke færdig, men da jeg havde læst den slog det mig, at den var værd at skrive videre på.
Da jeg var gået over fra at skrive på maskine til at bruge PC i de mellemliggende år, skannede jeg de 30 sider ind i computeren, som en Word tekstbehandlingsfil, og der var altså gode muligheder for at fortsætte herfra, og det gjorde jeg så med nye og knap så blodtørstige ideer.
Motivet var, hvordan får man sådan en ung lømmel i gang. Han var på samfundets absolutte bund, ung, uuddannet og værst af alt neger i sydstaterne.

Det er der foreløbig kommet 370 sider ud af jeg er endnu ikke færdig. Eneste problem, jeg har en direkte aversion mod at sidde bag en computer en dag, hvor solen skinner, så jeg henlægger skriveriet til regnvejrsdage og om aftenen, efter det er blevet mørkt. Samtidig har jeg lært mig en slags ti-finger system, så det går ret stærkt, når jeg er kommet i gang.
Hvor kommer så inspirationen fra? Hvad for en inspiration? Min helt hedder Sammy og har et stort problem, der skal løses, og det beskriver jeg så, hvordan han finder ud af, efterhånden som han bliver mere moden.
Jeg har et skelet af romanen i hovedet og lidt notater på papir, og så går det der ud af.
Sådan har det været med de fire første romaner, jeg skrev og det samme gælder til en vis grad novellerne og artiklerne.

Digtene, ja digtene er imidlertid noget helt andet og et kapitel for sig selv. Alle mine digte er rimede. Jeg kan ikke med de urimede digte, men sådan er vi så forskellige.

Jeg havde for eksempel ingen anelse om, at jeg kunne skrive vers, men en morgen vågnede jeg med et vers i hovedet. Det var noget med en stressplaget edderkop. Jeg stod ud af min seng, alt for tidligt, og skrev det ned. Det var på blot fire linjer, men det rimede, og hvad skulle jeg så med det? Efter at have kikket lidt på det, kom dræberinstinktet, jeg somme tider får, når jeg står overfor en vanskelig kryds og tværs, op i mig, og snart havde jeg lavet mit første digt, der egentlig var en versificeret udgave af en gammel vittighed.

Med mager krop en edderkop
kravled rundt i blinde
i kirketårnets høje top
ved klokken inderst inde.

Ej ro den fik, der var trafik
på tårnets smalle stige,
når menneskerne kom og gik
til koppens himmelrige

osv. osv.

Kort efter lavede jeg endnu et digt om en svensker, der fik en million af skattevæsenet ved en edb fejl, og hvad han så kunne få ud af det.

Derefter gik det slag i slag og i dag har jeg samlet 50 - 60 stykker af dem i et hæfte, jeg kalder ”Skøre ballader om men’sker livet og så’en. Netop udtrykket ”og så’en” er noget mange mennesker bruger, når de vil forklare noget, de ikke magter at udtrykke, og det syntes jeg var meget passende for en masse vers, der snor sig ind og ud af forskruede rim uden at gå på grund.
Og inspirationen, ja den kommer ud af den blå luft og er meget flygtig, Det kan være en anekdote, jeg læser og så digter en vise eller ballade over, eller det kan være et skørt ord, som ikke umiddelbart kan rime med noget.
Her ligger så en hånlig udfordring, præcis som med den vanskelige X og tværs.
Forleden morgen tidligt, da jeg alligevel ikke kunne sove var der ordet ”cyclopkolos”, hvad det så ellers er, men der blev et lille underfundigt digt ud af det. Jeg skrev det i mørket i sengen for ikke at vække min kone, og da jeg var færdig lagde jeg papiret fra mig, og nu kunne jeg sove med fred i sjælen, og jeg var næsten, men også kun næsten, sikker på at versene stod på papiret og ikke på lagenet.
Papiret fandt jeg ud af ved daggry var et tilbud på en computer. Nu var det overtværet med gyselige kragetæer skrevet med en fyldepen. Mon der kan lægges noget symbolsk i det?
Der afslørede jeg mig vist, fyldepen, så må jeg være oppe i årene, og sandt er det da også, at mit ydre hylster ser lidt skrammet, forslidt og brugt ud. Men softwaren, det indre af hovedet, er en stor fjollet knægts, eller sådan ynder jeg at se på det.
Rigtigt, jeg kan lide at skrive med fyldepen, men normalt hamrer jeg tingene ned direkte på computer. Jeg sværger til det skrammel, af og til tager vi os en ordentlig slåsser, når vi bliver uenige, men det ender gerne med jeg vinder.
Nu er en PC lidt uhåndterlig at tage med i seng, så der ligger altid noget andet at skrive med derinde, men strengt taget er det vel også ligegyldigt, hvordan digtet bliver lavet, bare det bliver lavet.
Jeg har også foto som hobby og før i tiden var det meget almindeligt at angive et billedes data: Taget på Anscochrome 25 ASA ved 1/50 sekund blænde 8 og kopieret på etc. etc. Hvor var det ofte ligegyldigt. Var billedet godt eller dårligt? Det var vel det, der betød noget! Tænk hvis et vidunderligt digt skulle afsluttes med: Skrevet på en bambus riskoger på 2,33 GHz 512 MB Ram og med Word 2000 tekstbehandling. Udprintet på Epson Stylus Color 760 inkjet printer i høj opløsning og monochrom o.s.v. Ikke sandt, hvad kan man bruge det til, og dog hør blot her, det kan der også komme et digt ud af:

Og hvis du tror min gamle ven,
At disse digte mine
Er skrevet ved et skrivebord
Med gåsepenne fine,
Så kan du godt tro om igen,
For gættet var en smutter,
De skrevet er min gamle ven
På en IBM ”computter”

Ikke sandt helt gak, men konklusionen må være: Har du noget på hjertet, men mangler den guddommelige inspiration, så skriv alligevel. Det er som med så meget andet her i tilværelsen, øvelse gør mester.