Jeg kan li' at digte, gu' ved hvorfor,
det er så morsomt at rime,
men når rimene passer bag og for,
det er som en klokke, der kime.

Ja, ekvilibrisme, det er en sag,
der skal tages ganske alvorlig
og gør man det uden det rette tag.
Jeg bliver skam ganske dårlig.

Sublime rim uden spørgsmålstegn
med gode trokæer og jamber.
Det er som en dag med sol og regn
til digtenes verden to ramper.

Og murer man ret poesien op
til en borg med tårne og tage,
Så har man det godt i sind og krop
til mange solfyldte dage.

Dog ikke det altid går ganske let,
når sin Pegasus man vil sadle,
så skal man evigt huske på det,
sit geni man ikke må dadle.

For kunsten kan ha' ret så trange kår
fra en tid og helt til en anden,
det retter sig op, jeg gerne det spår,
slå ikke din evne for panden.

Og møder du grinet, det vantro smil
på skuldren du bare skal trække.
Din ånd er jo foran med mange mil
dit geni du ikke skal dække :-)