Harris var ikke meget bedre faren end Alfred. Ganske vist fik han givet sin fjende et puf, der sendte hans vogn udover kanten, Harris havde ikke set Alfred forlade bilen, men han mistede også selv styret over sin egen vogn. Panikslagen rev han rattet ind mod sig for at få så mange kræfter til bremsefoden som muligt. Hans vogn havde servobremser, så de ville have blokeret for et meget mindre tryk. Som det var nu, skøjtede bilen på blokerede hjul ud i rabatten og ramte det forvredne rækværk. Et metalrør røg med stor kraft gennem venstre sidedør og var ved at gennembore Harris i højre side af vognen. Dette rør, der var ved at slå ham ihjel, reddede hans liv i denne omgang, for bilen blev hængende, som en fisk kroget i siden. Højre side var med begge hjul ude over afgrunden, og da Harris med besvær fik presset døren op, stirrede han lige ned i Stillehavet 100 meter under sig.
   Ganske forsigtigt fik han skubbet sig sidelæns henad forsædet over i venstre side. Han prøvede at rulle vinduet ned, men jernrøret var i vejen. I desperation rettede han revolveren mod vinduet og skød. Knaldet var øredøvende i vognen, men han opnåede hvad han ville, et stort pænt hul i ruden. Han vendte våbnet om, og gav resterne af ruden et slag. Vognen bevægede sig sidelæns. Jernstangen, der holdt den knagede faretruende. Harris begyndte at svede. Med små forsigtige slag hamrede han glassplinterne væk, og endelig lykkedes det ham at få lavet så stort et hul, at han kunne få hånden ud og fat i jernstangen.
   Det gav ham en del trøst, ikke at det på nogen måde var en sikring for ham, hvis vognen besluttede sig til at glide udad mod afgrunden, men hvis han på den anden side gik for hurtigt til værks, ville hans bevægelser bevirke, at han faldt i dybet sammen med sin bil.
   Langsomt gik det. En million år mindst. Så havde han hovedet ude, også overkroppen. Han lå næsten må maven henad jernrøret, da det besluttede sig til endelig at blive sin tunge byrde kvit. Med sine sidste kræfter hagede han sig fast, da hans bil forsvandt udover kanten efter Alfreds.
   Han lod sig langsomt rulle ned fra det værkbrudne gelænder. Han lå på den hårde jord ved klippens kant og lod den friske blæst fra havet køle sig af. Efter et par minutter rejste han sig langsomt og ladede automatisk sin revolver. Så begav han sig med vaklende skridt på vej ned mod byen.
   Han var vel tredive meter væk, da Alfred var kommet så meget til hægterne, at han kunne rejse sig med en stønnen.
   Han ravede et øjeblik rundt på kanten af klippen, før han blev klar over, hvor han var. Så så han, at begge bilerne var forsvundet og gættede, hvad der var sket. Alfred trådte hen til kanten for at se ned, da han kom til at sparke til en afreven hjulkapsel. Det sidste, der endnu var tilbage af de to vogne. Den skramlede henad klippen og forsvandt i havet. Alfred lod den forsvinde og vendte sig om næsten samtidig med Tom.
   I næste sekund skete der to ting. Alfred kastede sig tilside og begyndte at løbe, og Tom åbnede ild, men projektilet forsvandt udover Stillehavet med kurs mod Fiji øerne. Jagten var ikke forbi endnu, men Harris havde om muligt endnu bedre kort på hånden. Han var stadig bevæbnet og nogenlunde frisk, mens Alfred var groggy fra det voldsomme slag, han havde modtaget. Desuden var Alfred fanget, der var kun et sted, han kunne løbe hen, for han havde havet i ryggen, og Harris spærrede til den anden side. Alfred begyndte at løbe nedad den lille sti mod klippehylden.
   Harris kunne se Alfred som en svag silhouet i månelyset, men da han ikke var lokalkendt som Alfred, der havde boet nogen tid i Sydney, satte han i løb efter sin fjende bange for, at han skulle forsvinde langs stranden. Kun Alfred vidste, at stien endte blindt, men han havde intet valg, og han var besluttet på at sælge sit liv så dyrt som muligt.
   Snublende og springende for han nedad stien drevet af Harris, der nu nærmest var en gal mand i sin iver efter at få has på Alfred.
   Pludselig stod han på klippehylden. Stillehavet brusede om hyldens kant og af og til slog mindre bølger ind over hylden og begravede den i en halv meter vand. Han mærkede, at det var begyndt at blæse op, og erinderede noget om en storm på vej østfra. Han kunne ikke komme længere, han stod på kanten af hylden, og foran ham var kun det sorte hav dæmpet oplyst af månestrålerne. En mindre bølge slog ind over kanten og Alfred troede et øjeblik, den ville rive fødderne væk under ham i tilbagesuget. Så hørte han Harris' forpustede stemme bag sig. Manden grinte og Alfred vendte sig for at møde ham ansigt til ansigt.
   - Hvem var det, der aldrig lærte hvad? Harris stod kun fem meter fra ham. Revolveren pegede lige mod hans bryst.
   - Det forekommer mig, en god ræv altid sørger for flere udgange min bedste hr. Manning, men nu har du nået enden på både klippen og dit liv, hvis du har noget at sige, så sig det nu, om lidt er det for sent, han tog omhyggeligt sigte på Alfreds hjerte. - Og der bliver ingen spor bagefter, føjede han til.
   - Er det en måde at ende et godt gammelt venskab på? Alfred så hvast på Tom. Han vidste det var umuligt at ændre noget, men han ville prøve at vinde tid.
   Alfred så pludselig Toms højre arm blive usikker, og revolveren pegede ikke længere direkte mod hans bryst. Harris' blik var heller ikke focuseret på Alfred, men noget bag Alfred. Harris trådte et skridt tilbage tøvende uvillig til at give slip på revolveren og dermed sin fordel.
   Alfred fattede i næste sekund, hvad der var ved at ske. To meter foran sig kunne han se en klipperevne, lynhurtigt smed han sig ned og begravede begge hænder i revnen. Harris skud druknede i bruset fra bølgen, da den brødes over kanten af klippehylden.
   Bølgen var blevet skabt langt ude til havs mellem New Zealand og Australien, født af en storm, der rasede på andet døgn og nu nærmede sig hovedlandet. Den var kun den første af mange meget større bølger, der i de næste døgn ville gøre The Gab til et kogende helvede.
   Alfred klamrede sig fast til klipperevnen, da vandet tordnede ind over ham. Han blev løftet op og skubbet frem, men han stemte imod af al kraft, selv om han blev begravet af over to meter vand og skum, for han vidste, at tilbagesuget ville være ti gange så farligt og blev han først båret af bølgen, var det sket.
   Harris var ikke så heldig eller hurtig. Han var ikke lokalkendt og vidste derfor ikke, hvilken risiko, man kunne løbe ved at opholde sig på klippehylden. Han følte, hvordan han blev løftet op og kastet hårdt ind mod klippen, så han mistede både pusten og sin revolver. Så kom tilbagesuget og med uimodståelig kraft blev han trukket til havs.
   Ikke såsnart var bølgen borte, før Alfred sprang op. Glemt var Harris, og den trussel han repræsenterede, nu gjaldt det bare om at komme væk. Alfred kunne svagt skelne den næste store bølge, der nærmest dovent kom rullende ind mod ham. Månelyset gav den en næsten olieagtig, fløjsblød overflade der bevirkede, at den forekom dobbelt truende.Alfred løb som en gal hen mod stien, da bølgen med et uhyggeligt brøl brødes over kanten og prøvede at fange ham med sine lange arme af skum og vand, der blev skabt, hvor den brækkede. Alfred nåede lige i sikkerhed mens vandet skvulpede og gurglede omkring hans sko. Langsomt næsten bedøvet fortsatte han opad klippestien tilbage mod vejen. Da han nåede toppen vendte han sig og kikkede tilbage. Der var intet at se, og intet han kunne gøre. Harris var forsvundet opslugt af mørket, og ingen uden folk i selvmordstanker ville vove sig tilbage til den heksekedel, der langsomt men sikkert var ved at blive skabt i The Gab.
   Alfred begav sig til fods nedad bakken væk fra fyrtårnet tilbage mod Sydneys lys, tilbage mod Lis, som han havde efterladt på danserestauranten, for hvad der nu forekom som en evighed siden.
   I udkanten af byen prajede han en taxi. Chaufføren kastede et enkelt blik på ham, så rakte han et eksemplar af en lokal avis over til Alfred.
   - Det har måske været en fugtig aften? Forhørte han sig, eller var det bare duggen, der faldt lidt hårdt.
   - Nu ikke så vittig, sagde Alfred, - du skulle hellere give mig fyr på en cigar. Han fremdrog et vådt cigarhylster og mellem fire sjaskvåde knækkede tørv, fandt han en cigar, der endnu kunne ryges. Han bed spidsen af den og spyttede den ud af vinduet, så lænede han sig forover for at få ild. Han tog et dybt drag og pustede atter fra sig i en lang røgsøjle.
   - Åhja, sagde han mere til sig selv, men beregnet for taxichaufføren. Det gør godt med en lille svømmetur nu og da, han sugede atter på sin cigar. Chaufføren kørte videre uden kommentarer og satte ham tilsidst af udenfor restauranten, han havde forladt på så dramatisk vis.
   Alfred masede sig gennem svingdøren. Han trak et drypspor efter sig hele vejen hen til indgangen til restauranten og videre henover dansegulvet, hvor Lis sad og så mellemfornøjet ud.
   - Hej, sagde han og satte sig på sin stol. Det gav et eftertrykkeligt klask, da han satte sig. Lis så forfærdet og helt stum på ham, som han sad der og røg sin cigar, mens vandet dryppede fra hans hår ned på dugen. På anden vis var han også værd at iagttage, for han havde et pragtfuldt sæbeøje samt et flækket øjenbryn.
   Han vendte sig om og signalerede til tjeneren.
   - Tjener, jeg må hellerefå en anden sjus, denneher virker tynd. Tjeneren kom hen til hans bord og tog fænomenet i øjesyn.
   - Måske, hvis herren prøver at stryge håret væk fra herrens pande, så det ikke drypper ned i herrens drink, så skal herren se, så smager den ikke tynd mere.
   Alfred strøg det våde hår bagover og betragtede atter sin drink.
   - Jeg tror De har ret, sagde han, men nu skaden er sket med denneher, så lad mig få en ny.
   - S'gerne hr., sagde tjeneren og forskaffede Alfred en frisk drink, som han serverede med overdreven høflighed.
   Bert fjernede sin egen cigar fra munden, hvor den havde siddet som en prop for hans veltalenhed.
   - Nu er det over en time siden, du gik på lokum, sig mig engang, hvad skete der? Faldt du i? Ja ikke fordi det altså rager mig, jeg er bare nysgerrig.
   - Næh, svarede Alfred, jeg var bare på det gale sted, da Vorherre trak i snoren.
   - Aha, sagde Bert, så forstår jeg alt.
   - Nej, du gamle dreng, jeg traf en fælles bekendt, og vi fik os en lille sludder.
   - Javel ja, var det en bekendt fra din tid på badeanstalten måske?
   - Nej da, det var såmænd en fyr, du også kender, det var nemlig Tom Harris, og vi kørte os en lille tur sammen op til The Gab. Det er forresten sandt, jeg er bange for, vi bliver nødt til at tage en taxi hjem, men jeg giver gerne, hvis taxichaufføren ellers vil have ulejligheden med at stryge en pengeseddel.
   - Ja, det kommer sikkert bare an på, hvor stor den er, og om du vil have tilbage.
   - Må jeg spørge, hvor befinder vor fælles gode ven Tom Harris sig så nu?
   - Ja det ligger lidt uklart, men jeg vil tro, han tager svømmeundervisning et sted mellem Australien og New Zealand.
   - Det syntes jeg var en god ide. Det ville måske være på sin plads, at udbringe en skål for ham, foreslog Bert.
   - God ide, sagde Alfred og rejste sig. En skål for fraværende venner. Han hævede sit glas og Bert fulgte hans eksempel. Vandet drev af hans jakke og bukser og samlede sig i små pytter på gulvet. Pigerne rejste sig også uden at forstå noget som helst, og de skålede alle fire, mens orkestret i baggrunden intonerede nattens sidste melodi.
   Tonerne fra Auld Lang Syne druknede næsten i den svage klirren, da Alfred og Bert, Lis og Gitte stødte deres glas sammen.