Prolog
   Dana så på Maria, der lå fastspændt på den hvide briks. "Videnskaben er en hel del længere fremme, end de har valgt at informere befolkningen om." Smilet afslørede hvide skarpe hjørnetænder. "Blandt andet kan man faktisk godt sætte tiden i stå."
   Maria valgte at overhøre det sidste. "Men hvad har alt det med mig at gøre?" Hun hørte sin stemme skælve. Forsøgte at se fast på den høje hvidkitlede kvinde. Hun ville under ingen omstændigheder vise sin angst.
   Dana smilede, en svag trækning i mundvigen, som læste hun hendes tanker. "Vi er her for at skrive historien om. Vi skal bruge nogle æg." Hun så på hende med et smil, der på ingen måde nåede øjnene. "Dine æg, som du måske allerede har gættet."
   Maria pressede sig nyttesløst tilbage mod den hvide gynækologbriks. Håndledsremmene og bæltet over livet sad stramt. Øjnene flakkede efter en flugtvej.
   "Vær ikke bange," hviskede Dana. Hun holdt en injektionssprøjte i den ene hånd. Klare dråber løb fra nålen. "Det er hurtigt overstået." Smerten i albuebøjningen.

(Mørke)

14 dage tidligere, bestyrelseslokalet i Dansk Kryptozoologisk Selskab. Seks personer til stede.
   "På det foreliggende grundlag mener jeg, at det vil være forsvarligt at sende jer på felttur til Ungala." Bestyrelsesformanden Ditlev From så henover den lille forsamling. "Om et øjeblik vil I forstå, hvorfor jeg har indkaldt med så kort varsel."
   Zoologen Morten Lange så på formanden med et spekulativt blik i de brune øjne. "Hvad leder vi efter?"
   Ditlev From så på ham under de buskede gråsprængte øjenbryn. "Finder I ingenting, så er det bare ærgerligt. Jeg tror nu ikke ordet 'ingenting' passer på det her."
   Maria følte en besynderlig uro brede sig om mødebordet. Hun så på Dennis, der skiftevis kiggede op i det hvide stukloft og dernæst rundt på de dyre møbler, der prydede det aflange værelse. Hun bed sig i læben ved tanken om de to alene - eller i hvert fald næsten alene - et sted i Ungalas sikkert romantiske junge. Udenfor druknede oktoberregnen den smukke parkudsigt. Vand drev over ruden.

Et øjeblik var hun tilbage i erindringen til ugen forinden, til byfesten, hvor fjollet det var, at hun overhovedet var gået ind til den spåkone. Og femhundrede kroner, for at høre en masse sludder om eksotiske rejser over mørkt vand og den store kærlighed, før hun anede det. Maria rystede på hovedet. Det kunne hun digte bedre selv. Men det blev den aften, hun mødte Dennis.

Hun havde været på vej ind i etageejendommen på Tagensvej, da en mand hovedkulds kom tumlende gennem opgangsdøren. Hun standsede brat. Manden foran hende måtte være den smukkeste mand, hun nogensinde havde set. Det var ikke alene det mørke hår, der i sorte krøller indrammede det karakteristiske ansigt, men også øjnene. Knaldende turkisblå, der så ind i hendes, som kendte de hjertets hemmeligheder. Så forpassede øjeblikket sig og hun rettede sig forvirret op.
   "Det må du undskylde," sagde manden og holdt døren, så hun kunne komme forbi. "Jeg tror, jeg må være gået forkert."
   "Og med den anerkendelse en sådan sag vil afstedkomme ..." Ditlev Froms stemme lød langt borte. Hun smilede ud i mødelokalet, hørte slet ikke efter hvad bestyrelsesformanden sagde. Druknede igen i erindringen.

Sådan havde hun truffet Dennis Forchammer og sådan havde hun pludselig fået forvandlet hele sin virkelighed. Han ledte akut efter en sekretær, der var villig til at tage til Ungala med kort varsel.
   "Vores mangeårige sekretær har brækket benet og kan umuligt transporteres rundt i det uvejsomme landskab. Vi rejser meget snart." Hun følte hjertet hamre i brystet.
   "Selskabet er ret lille," fortalte Dennis, mens de senere samme aften skrev hendes ansættelseskontrakt. "Morten Lange er lederen, når vi rejser. Han er zoolog og mellem os sagt en arrogant blærerøv, men Ditlev From, altså bestyrelsesformanden, er af en eller anden grund vild med Morten. Jeg vil medgive, han er dygtig, men altså ..." Et øjeblik havde han tøvet, før han fortsatte. De blå øjne havde mødt hendes og hun måtte støtte sig til bordkanten, for ikke at komme til at række ud efter ham. "Simon er min ældste ven, han er lidt aparte sommetider, men virkelig god nok. Han er en fin fyr. Det er så også hans familie, der finansierer en del af udgifterne." Dennis havde smilet lidt undskyldende til hende. "Men det er altså ikke derfor han er med."
   Maria var allerede hovedkulds forelsket, selvom det ikke lod til at være gengældt. Var han bøsse? Det var meget smukke mænd nogle gange, men hun troede det ikke. Håbede det ikke.

I mødelokalet rettede Ditlev From på det hvide filmlærred, han havde trukket ned over det store atlas. "Jeg behøver vel ikke sige, at alt hvad I får at se her, er strengt fortroligt." Han så på den kraftige midaldrende mand ved siden af Maria. Hun vidste ikke hvad han hed i virkeligheden, men Dennis havde omtalt ham som 'Den skaldede mand'. Han havde engang været en berømt dyreindsamler, sagde Dennis, men intensivt alkoholindtag satte streg under 'engang'. Hun så diskret på det buskede overskæg og de rødsprængte øjne. Kunne næsten lugte alkoholen i den sved, der piblede ud på det furede ansigt. Hun vurderede ham medio femti. 'Den skaldede mand' dukkede sig under bestyrelsesformandens skarpe blik. Efter en kort, men ladet pause satte Ditlev From filmen i gang. Hun mærkede sommerfugle flakse i maven. Sommetider viste livet sig fuld af mærkelige sammentræf og nu sad hun altså her, midt i sit livs eventyr.

På det store lærred så hun nu et rystet glimt af en junglelysning, som hun hurtigt regnede ud måtte være optaget med mobiltelefon. Der var skruet højt op for lyden. Det mørklagte mødelokale genlød af fugleskrig og cikader, der skingert skreg deres monotone sang ud i baggrunden. Udenfor billedet kom en forskrækket lyd, som fra en, der får øje på noget ubehageligt. En rystelse. Grønt løv i nærbillede. En støvleklædt fod kom pludselig i fokus. En barket hånd samlede en kantet æggeskal op fra en mudret jordbund. Det lignede et lyseblåt strudseæg.
   Hun bemærkede det gib, der gik igennem zoologen på den anden side af bordet, da kameraet zoomede ind på det rhombeformede mønster i skallen. En snavset pegefingernegl gled over den ru kant og understregede det kraftige materiale.
   "Er den ægte?" Morten Lange lænede sig frem, som ville han trække enhver detalje ud af den grynede film. Drejede hovedet og stirrede ophidset på bestyrelsesformanden.
   Hun fulgte blikket. Ved enden af bordet i tusmørket nikkede Ditlev From. Hun syntes han så bekymret ud. Morten vendte igen blikket mod lærredet. Det samme gjorde Maria og de andre omkring bordet.
   Kameraet trak baglæns og man kunne nu tydeligt se, at den knuste æggeskal kom fra en nedtrampet rede. Blade og strå, stak op fra en mudret og gråbrun kantet fordybning i skovbunden.
   Hun stirrede på de dårlige optagelser, der skiftevis var slørede og skarpe. En krattende stemme i baggrunden, næppe hørlig. Hun lænede sig frem, som de andre ved bordet.
   Hun gispede højt, da billedet zoomede på de blodige rester af det, der måtte have været inde i ægget. En udsplattet substans af kødtrævler og noget, der lignede krogede, blåsorte klør. Det var ikke til at se hvad dyreungen oprindeligt havde været. Nu var det bare ... rester af et måltid. Hun fik kvalme af de alt for grafiske billeder.
   Hånden løftede den kantede æggeskal, vendte og drejede den mod lyset. Udenpå var ægget babyblåt, indeni en sygelig gulliggrøn. Fingerspidserne bøjede fleksibelt æggeskallen.
   Morten gav en forbløffet lyd fra sig, da kameraet viste æggets elasticitet. "Sig det er løgn!"
   "Desværre nej." Det var Ditlev Froms stemme.
   Filmen standsede og lyset kom tilbage. Hun bemærkede Mortens kæbe hænge åben. Det havde han rigtig godt af! I stedet smilede hun til Dennis, der med dybe rynker sad og klikkede med kuglepennen.
   Det hvide lærred, der dækkede det brede verdenskort gled lydløst op og forsvandt. En svag summen trak gardinerne fra og åbenbarede regnen. På verdenskortet var flere områder markeret med røde udråbstegn. Hun vidste nu, at det omfattede et isoleret sumpområde. Fribytterstaten Ungala, der puttede sig som en aflang tange mellem Uganda og Congo. Hvis ægget var ægte, ville Ungala snart være på alles læber.
   Lidt efter hævede Ditlev From det ekstraordinære bestyrelsesmøde i Dansk Kryptozoologisk Selskab og en uge senere ankom fem mødedeltagere til Ungalas fugtige regnskov.

Ungalas regnskov, kort efter solopgang.
   Maria vågnede ved at noget skramlede udenfor teltet. Hun løftede en flig og så Simon rode med en kedel ved det interimistiske bål. En tynd røgsøjle steg op. Han var tynd, virkede næsten sygelig med sine underlige håndledsforbindinger og det anæmiske udtryk under det mørke halvlange hår. Han var vist yngste professor nogensinde i noget med kemi, men han lignede ikke én, der nogensinde havde været udenfor universitetet. Hun kunne dufte floden og se den glimte bag de grønne lianranker, der bredte sig i trækronerne. Tropefugle kaldte skingert i morgensolen. Varmen var tilbage for fuld styrke. Engang i nat var køligheden kommet og hun havde alligevel sat pris på soveposen, men nu var den fugtige hede tilbage. Hun vidste, at der lå endnu en hed dag i sumpene foran hende. Sukkende satte hun sig op. I dag skulle de op ad en af bifloderne, hvor ægget var fundet. Med lidt held ville der være en brise derude. Hun håbede, at de ville se nogle krokodiller i dag. Og hvem vidste? Måske også en et af de ukendte dyr, der skjulte sig derinde? Maria strakte sig velbehageligt og smøg sig så ud af soveposen.
   Hun sneg sig ned til floden og ledte efter et sted at tisse. Da hun havde fundet en passende diskret busk, fik hun øje på en perlehøne med dunede kyllinger. Den kønne sort- og hvidprikkede fugl med det lille rosa hoved, sikrede nænsomt, at ungerne fik noget at drikke, mens hun vagtsomt skannede underskoven og flodens overflade for fjender. Et øjeblik efter var høne med unger forsvundet pludrende og pippende tilbage ind i underskoven. Hun smilede og gik tilbage til bålet.

Solen stod højt på himlen, da deres guide omsider dukkede op. I flere timer havde hun hørt Den skaldede mand skændes med Morten om Dr. Dingo, som guiden havde præsenteret sig, havde taget røven på dem og bare var stukket af med depositummet. Omsider hørte de lyden fra en påhængsmotor og alle stridigheder blev for en stund glemt. Nu gjaldt det bare om at komme videre. Maria sikrede sig sammen med Dennis, at de havde fået alt med fra deres overnatning, og sejlede så dybere ned ad floderne. Det var svært at vænne sig til de evigt summende insekter og varmen, men så snart de var ude på vandet var det til at holde ud.
   De havde sejlet en times tid, da deres guide pegede ind mod bredden. Hun rev solbrillerne af og greb dirrende efter kikkerten.

Flodhestene lignede venlige pølsedyr, som de stille prustende lå i vandoverfladen, som glinsende, bløde sten. Det tog et stykke tid, før det gik op for hende, at det virkelig var flodheste hun stirrede på. Da de kom nærmere blev omridsene tydeligere og hun så pludselig, hvor gigantisk store de var.
   "Du er imponeret, ikk?" hviskede Morten. "I Tanzania så jeg engang 500 side om side. Det var et syn!"
   De gik ned i fart og standsede så 25 meter fra dyrene og slukkede motoren. Der blev helt stille omkring dem. Kun insekterne summede dæmpet i sollyset.
   "Wow, hvor er de skønne," hviskede hun. "Kan vi ikke komme lidt tættere på?" Hun så bedende på Morten.
   Han rystede på hovedet. "Nej, de er alt for farlige," hviskede han tilbage. "Se den store han dér."
   Flodhestehannen var en frygtindgydende fremtoning med sine næsten fire meter og tre tons tunge krop, som den i det samme rejste sig op af det lave vand og vraltede tre meter, før den igen smed sig med et plask. Flokken af flodheste slængte sig i det mudrede lune vand. Kun snude, ører og øjne ragede op. En gang imellem lød en høj snorken og et langtrukken prust fra næseborene. En unge gabte dybtfølt. Moderen prustede og virrede med ørerne.
   "Nåeh, se den lille gaber..." Hun smilede. "Den er nuttet. - Se nu gaber faderen også!" Hun pegede begejstret.
   Morten rystede på hovedet. "Det dér var ikke en kælen gaben." Han kikkede på hende. "Det der, - det var en krigserklæring!" Han råbte noget til guiden, som hurtigt lænede sig frem og satte motorbåden i gang. Freden langs floden blev brudt med en brølen. Fugle skræppede advarende og lettede fra trækronerne. En abe kaldte insisterende. Og pludselig fik de øje på krokodillerne, der vågnede og i høj fart kom ud i vandet til dem. Hun sank lettet, da bådens kraftige motor lagde dyrene bag sig.

Senere føltes tiden som om den stod stille. Der var en behagelig brise derude på floden og hun lå velbehageligt i en form for køje og lyttede til bådens monotone støj. Over hende lød abernes kalden og fløjten og indimellem var der glimt af farvestrålende fuglefjer. Hun nød den svale brise fra floden.
   Dennis lænede sig tilbage og kiggede op på hende. Hans blå øjne var indrammet af mørke vipper. Den lyse tropehat klædte ham alt for godt. Han lod en hånd følge det brune kølvand. Hun så hvordan dråberne sprang op og lagde sig som perler på hans underarm.
   "Pas på fingrene, hvis der nu er krokodiller." Hun smilede.
   Han trak hånden op. "Du har ret, der er sandsynligvis krokodiller i vandet. Men bådens hastighed skulle vel normalt forhindre, at de kan få fat."
   Hun forsøgte at skjule en grimasse. Fuldstændig uden humoristisk sans. Og alligevel så guddommelig smuk ... Den orangefarvede glødende sol på den blå himmel fik flodbredden til at dampe. Senere holdt de en kort pause for at køle motoren.
   "Er det ikke edens have?" sagde Dennis og nikkede ud mod al skønheden.
   "Jo," hviskede hun og følte sig præcis som Eva i Paradis. Glemte næsten de andre i båden.
   "Men alle dyr og mennesker her dør desværre ..."
   "Hvorfor gør de det," sagde hun forskrækket.
   "Uhyrerne tager dem." Han pegede. "Se, igen flere krokodiller! Kun de og flodhestene overlever tilsyneladende."
   30 meter fra dem lå to store krokodiller i solen med åben mund og lignede forstenede fortidsuhyrer. De store hoveder hvilede i mudderet og de kraftige haler lignede knudrede træstammer.
   Der lød et plask og alle i båden vendte sig, som på kommando. En tredje krokodille var på jagt. Maria fik øje på en flok perlehøns på bredden.
   Krokodillen havde også fået øje på dem. Den gled langsomt nærmere, kun øjne og næsebor stak op over vandoverfladen. Hønsene opdagede intet, men pillede fjerene, mens de pippede beroligende til deres kyllinger. Krokodillen kom nærmere og løftede næseborene et par centimeter over vandet. Maria stirrede fascineret og med afsky på den.
   Den snappede behændigt byttet. Med en voldsom hovedbevægelse fik krokodillen fat om en hønes hoved og trak sit kaglende offer tilbage i floden. Den ulige kamp var overstået på et øjeblik og krokodillen forsvandt nedunder den grågrumsede overflade. De to andre krokodiller gled ned fra bredden ud i floden og satte efter kyllingerne.
   "Hvornår er vi fremme?" Hun vendte sig mod Dennis.

Motorbåden drev hurtigt gennem det tågede vand. Overfladen lignede nu kaffe med mælk.
   "Hvem aner, hvad der skjulte sig dernede af nye dyr?" Den skaldede mand kiggede bekymret ned i vandet. "Slanger og alt muligt skidt."
   "Tror du også der er anakondaer dernede?" Simons stemme lød panikslagen. Han gyste og rykkede tættere på bådens midte.
   "Monsterstore, sikkert!" Den skaldede mand satte whiskyflasken mod læberne.
   Simon blev blegere end han var i forvejen. Han begyndte igen at pille ved sine bandager, mens han mumlede for sig selv.
   Som de trængte dybere ind i sumpområdet og floden blev smallere, fik Maria øje på flere dyr. Guiden pegede og hun fik øje på gruppen af soldrukne krokodiller på den modsatte bred med åben mund. De lignede forstenede fortidsuhyrer under den brændende sol. Utrolig så mange krokodiller, der var?
   "Umgimi!" Han pegede igen og smilede. "Umgimi Bwene."
   Hun så forvirret over mod Dennis. "Hvad siger han?"
   "Umgimi" er 'krokodille' på ungalesisk." Han lænede sig pludselig frem og greb efter kikkerten. "Dér!!! Kig for pokker!"
   De så det alle sammen. De sorte fugle, der et øjeblik viste sig over trætoppene og sekundet efter var borte igen.
   "Fremad!" råbte Morten og kravlede næsten ud over bådens kant. "Der er de!"
   Guiden satte farten op. Hun klamrede sig til bådens gummiræling og måtte holde på den bredskyggede lærredshat.
   "Kongamato!" Guiden rystede bekymret på hovedet. "Alt for farligt."

Regnen kom den følgende dag. Det silende vand druknede alt og selv fuglene og aberne blev tavse. Væk var insekternes summen i det grønne løv. Kun vandet, der trængte ind alle steder. Gruppen søgte ly i de bjerggrotter, der begyndte at dukke op og langsomt kom de længere og længere væk fra de kendte områder. Dennis lovede hende, at de snart var fremme. Han rakte hende en flaske med vand. "Drik lige det her."
   Hun drak begærligt. Underligt at være tørstig her, midt i al det vand. Hun var ved at få nok af jungle og eventyr, da hun pludselig følte sig svimmel og kort efter mistede bevidstheden.

Da hun vågnede befandt hun sig i et sterilt udseende værelse. I rummet var der kun den mærkelige briks, hun lå på og to stole og et smalt bord mellem væggenes reoler. Det lignede en lægepraksis. Et vindue højt oppe var på klem og afslørede junglens lyde og lugte udenfor. Hun forsøgte at rejse sig, men opdagede til sin rædsel, at håndleddene var spændt fast til briksen. Hun skulle netop til at råbe om hjælp, da døren gik op og en hvidklædt kvinde trådte ind i lokalet sammen med Morten.
   Kvinden smilede og gik hen til hende. Begyndte at løsne armremmene.
   "Jeg beklager," sagde hun på knirkende engelsk. "Vi var netop på vej ned for at vække dig og håbede at nå at løsne dig, før du vågnende." Hun smilede. Hun vidste med det samme, at kvinden var farlig. Glimtet i de grågrønne øjne antydede problemer.
   Dennis dukkede frem bag hende. Sendte hende et beroligende smil, tog hendes hånd. "Jeg tror Dana var bange for at du faldt ned fra briksen i bevidstløs tilstand." Han trak hende op at stå. "Kom, Maria. Vi har faktisk lidt travlt. Der er meget, du bliver nødt til at vide. Følg med Morten og Dana. De vil vise dig, hvorfor du er her."
   Hun rejste sig fortumlet og fulgte efter Morten gennem døråbningen. Han hastede ned ad en lang gang og endte ved en tilboltet dør, som han åbnede med et tommelfingertryk på et vægpanel. Hun rynkede panden, men sagde ikke noget. Døren gled til side. "Kom med."

De trådte ind i en dunkel grotte med voiliers fra loft til gulv. Larmen var øredøvende. De store bure var fyldt med fugle. Hun gik tøvende nærmere. Genkendte en flok sadelstorke der stod presset sammen i en klynge i hjørnet i et bur for sig.
   Morten så sig omkring. "Fortæl hende, hvor vi er."
   "Brødrenes forskningscenter," Dana så alvorligt rundt. "Bjergets hjerte."
   "Nå," sagde Maria. De fleste bure var forbeholdt store, sorte fugle med hvide halskraver. Hun gik forsigtigt nærmere og stillede sig foran en af dem. "Hvad er det her for nogen væsner?" Morten nåede lige at trække hende udenfor rækkevidde af den store fugl, der øjeblikkeligt sprang imod tremmerne med vidt åbent gab. De spidse tænder lyste hvidt mod den røde mundhule. Hun fór sammen.
   "Kongamatorer," svarede Dana. "Du skal nok ikke stikke fingrene ind til dem."
   "Fortæl hende om brødrene," sagde Morten.
   Dana smilede sørgmodigt. "Det startede som et uhyggeligt biologisk forsøg. Brødrene vidste jo hvordan de kunne ændre på mindre dyr."
   "Hvad taler du om?"
   Hun så forvirret rundt på de uhyggelige fugle i burene.
   "Brødrene prøvede det først på sadelstorkene." Dana pegede på buret med de sorte og hvide fugle med de store, røde næb. "De ændrer sig ikke selv, men det kommer i næste generation." Hun fremviste en kurve på et stykke papir. "Hver fjerde æg er et kongamatoæg. Man kan se det på skallen. "Hun åbnede en smal dør i klippevæggen og afslørede et treetageres hyldesystem med en lang række æg. "Når æggene klækkes fødes kongamatorerne." Hun trak døren op til endnu en række bure, hvor fjerløse fugleunger baksede rundt og blev fodret af en tavse, hvidklædte skikkelser. De små næb var fulde af spidse tænder, Maria så hvordan de aggressive, nøgne unger kæmpede mod hinanden for at få de bedste kødlunser. De hvidklædte medarbejdere bar kraftige handsker, der skærmede, når de små kongamatorer tog fejl af foderet og de behandskede fingre.
   Morten stirrede på fuglene. "De ser noget aggressive ud..."
   "Meget," sagde Dana. "Og det bliver værre for hver generation." Hun lukkede døren. "Vi er nødt til at undersøge dem, for at bekæmpe dem."
   Han rømmede sig. "Vi må hellere gå videre."
   "Selvfølgelig." Dana vendte sig mod Maria. "Det er på tide, at du får sandheden at vide. Vi kan af forskellige grunde ikke lade dig gå herfra, uden at du kender den." Hun standsede.

Maria fulgte tøvende efter Morten, der gik med hurtige skridt. "Hvor fører du mig hen?"
   Han pegede på gangen, der drejede til højre. "Vi skal den vej."
   De gik lidt igen og hun mærkede en ram lugt der blev kraftigere. Hun snusede ind og fortrød, da den stærke lugt fyldte lungerne. De trådte ind i en grotte.
   "Adr, hvor her stinker." Hun standsede. "Hvor kommer det fra?"
   Han satte pegefingeren mod læben. "Schyy! Vi er der nu." Han gik hen til den stenkant, der afsluttede rummet. Maria gik forsigtigt frem og kiggede ned i mørket. Langt under hende, mere end 3-4 meter nede så hun en kæmpefold af sten med et øgleagtigt, kraftigt dyr helt nede i hjørnet.
   "Hvad er det?" Uvilkårligt hviskede hun. Kneb øjnene sammen for bedre at kunne se i den dæmpede belysning.
   Morten kom nærmere. "Om lidt får jeg den til at komme tættere på. Læn dig ikke ud, den kan ramme op til kanten af stendækslet, men ikke ind over. Det er nødvendigt med sikkerhedsafstand."
   "Hvad er det for et dyr?" Hun lænede sig fremover.
   "Pas nu på!" Han klemte om hendes overarm. "Den er hurtigere, end du forestiller dig. Du har ikke en chance, hvis den får ramt på dig."
   Dyret for enden af folden vendte hovedet efter deres stemmer og hun fik øje på det knudrede voksagtige hud, der dækkede store dele af dens hoved. Den brægede lavmælt.
   "Er det en unge?" Hun rynkede panden.
   "Godt set!" Morten nikkede anerkendende i halvmørket. "Den er lige omkring tre måneder gammel." Dyret slog halen i jorden og gik hen imod dem over det nedstampede lergulv.
   "Den er blind, den kan ikke se dig." Han hviskede.
   "Men den kan altså høre os?"
   "Og lugte os." Morten trak en smule bagud.
   Dyret kom snigende nærmere og hun så det knoldede hoved med de brede hængende øjenbryn. En lyserød tunge stak frem og den brægede igen.
   "Måske er den sulten," forslog hun. "Hvad giver I den at spise?"
   "Se gulvet!" Han pegede. Og nu så hun at stenfolden var fyldt med afgnavede knogler, der lyste hvidt i tusmørket.
   "Den er altså kødædende?" Hun hviskede stadig.
   "Ja, det kan du roligt regne med." Han vendte sig om. Gik tre skridt tilbage og skubbede til en klippeblok, der gled åben på smurte hængsler. "Hjælp mig lige her." En dør i væggen gled op. "Vi opbevarer foderet her."
   Hun gik tøvende nærmere ind i et mørkt og blodduftende kammer. Overalt på de nøgne vægge hang kødkroge med halve gazeller ned.
   "Hvad i alverden er det her?" Hun trak sig tilbage.
   "Dens spisekammer." Han trak en 35 kilo tung krop ned fra krogen og slæbte kadaveret med sig.
   "Spiser den det her?" Hun løftede med alle tegn på afsky benene på det døde dyr.
   Morten bar kroppen hen mod kanten. "Vi skal have det over og ned i en fart."
   De fik med fælles hjælp det tunge kadaver balanceret ud over kanten og hørte det lande med et blødt klask på bunden. Dyret prustede og bevægede sig tøvende frem, for så at accelerere.
   Maria fløj tilbage, da dyret kom tordnende imod dem. Den stoppede brat to meter fra og sendte en grøn slimtråd i retning af den sammenfoldede dyrekrop. Det limegrønne slim gled nedover kadaveret og brændte halsen over med lange slimtråde.
   "Hvad er det, den gør?" Hun stirrede med afsky og fascination på øglen, der slubrede det dekomponerede gazellekød op mellem læberne.
   "Den bruger samme princip, som spyfluer og andre insekter, når den optager føde." Han pegede. "Den gør det, for at optage mest mulig af den rene protein."
   "Jeg synes, det er det klammeste dyr, jeg nogensinde har set." Hun vendte sig væk. "Jeg anede ikke, der eksisterede den slags."
   "Det gjorde der jo faktisk heller ikke, før i tiden." Han kiggede på sit ur. "Brødrene skabte den og de andre. Også kongamatorerne."
   "Hvad mener du?" Hun stirrede forvirret på ham. "Hvad er det for nogle brødre, I hele tiden taler om?"
   Dyret under dem sendte endnu en byge af slim mod kadaveret og med en slubrende lyd sugede den resten af det opløste gazellehoved op mellem de knudrede læber. Hun stirrede fuld af afsky på den.
   "De blandede lidt gener fra komodovaranen, og tilsatte et lokalt insekt, der kaldes "Den gule død" på ungalesisk. De samarbejdede med nogle meget dygtige biokemikere."
   "Hvorfor viser I mig alt det her?"
   Morten så alvorligt på hende. "Har du stadig ikke gættet det?"
   Hurtigt forlod de den ædende øgle og begyndte opstigningen til rummet, hvor de andre sad og ventede.
   "De problemer vi har med Kongamatorer og andre muterede dyr, skyldes det, dine børn har kreeret." Morten holdt hendes blik fast. "De tvillingedrenge, du føder som 32-årig og som senere vil skabe ragnarok."
   Den skaldede mand greb efter whiskyflasken. "Og nu har du og dine efterkommere skaffet os en ny art på halsen. Ægget fra filmen ..."
   "Stop!" sagde Morten. "Det er i k k e Marias skyld. Hvor skulle hun vide det fra? Det troede jeg vi var enige om!"
   Hun stirrede på ham. Rynkede panden. "Hvad i alverden taler I om?"
   De andre kiggede tilbage på hende. Så rømmede Dennis sig. "Ungala, hvor vi sidder lige nu, eksisterer ikke, ikke i din tid i hvert fald. Ungala som stat dannes først i 2054 efter 'det store opgør', hvor en række lande i det øst- og vestlige Afrika bryder sammen og fribytterstater blev oprettet. En af dem, en tange på størrelse med Jylland, kliner sig ind mellem Uganda og Congo."
   "Og bliver døbt 'Ungala'." Det var Simon, der overraskende tog ordet. Han sad og pillede ved sine bandager.
   Morten trådte frem. "Dyrene vi har her i burene, breder sig ukontrollabelt over hele kloden nu. Men det hele startede her. I længden vil de vinde over os. Disse kunstigt frembragte skabninger."
   Dana fortsatte. "Vi, altså alle os - plus Ditlev From, kommer fra fremtidens Ungala, som hærges af dyrene, som dine endnu ufødte sønner skabte ud af nogle uhyggelige forsøg. Du spekulerer nok over, hvorfor du involveres i det her, men du er her jo af en særlig grund." Hun gik i stå kiggede et øjeblik over på Morten, der nikkede, betydede hende at gå videre.
   "Selvom du langt hen ad vejen bare er en almindelig pige, bærer du kimen til en af de største kriser i menneskehedens historie. Derfor valgte vi at trække dig ud, for at ændre historiens gang.
   "Hvordan?" Maria så forvirret rundt i kredsen. De måtte jo være sindssyge allesammen. Men de så alle nøgternt og alvorligt på hende.
   "Som alle andre kvinder bærer du frugten til adskillige nye liv indeni dig. To af de æg høster vi i dag. så de ikke befrugtes."
   Maria rystede skrækslagent på hovedet. Hun opdagede at hun igen lå fastspændt på den hvide gynækologbriks. Hun stirrede rundt. "Hvad laver jeg her?"
   "Vi har klippet lidt i tiden, kan man sige." Det var Morten, der kom ind i hendes synsfelt.
   "Det kan I ikke! I kan ikke tage mine æg - mine børn!"
   "Vi både kan og vil, Maria."
   "Vi er kommet for at ændre historien. For menneskehedens skyld."
   "Vi er kommet fra fremtiden."

(Mørke)

Hun følte at hun havde løbet en evighed gennem grottegangen, da hun omsider stoppede så brat, at hun var ved at vælte forover. Foran hende hang et stykke stof ned fra loftet, der tilsyneladende fortsatte horisonten rundt. Et øjeblik føltes det som om hjertet gik i stå. Forsigtigt rakte hun ud og berørte det stribede lærred.
   Stoffet gled fra hinanden. Åbenbarede en åbning, som et scenetæppe ind til et ukendt publikum.

Tøvende trådte hun igennem.


* * *
   Heidi stod udenfor sigøjnerteltet, som da Maria forlod hende.
   "Det var du da godt nok lang tid om!" Heidi smilede og tog under hendes arm. "Et øjeblik troede jeg, der måske var hold i de gamle historier om sigøjnere, der bortfører smukke unge kvinder!"
   Maria standsede og så et øjeblik forvirret på sin veninde. "Men ..." En tanke fløj igennem sindet. "Blandt andet kan man faktisk godt sætte tiden i stå." Danas stemme.
   Heidi trak i hende igen. "Kom, det er faktisk hundekoldt! Du kommer til at fortælle hvad der skete derinde, når vi kommer hjem. Jeg fryser som et espeløv." Hun skuttede sig. "Kom, du ligner et spøgelse i hovedet - hvad sagde det menneske dog til dig?" Hun lo og trak af med sin veninde. Regnen tog til. Maria bremsede op. Tvang Heidi til at standse.
   "Du tror nok ikke på det ..." Hun stirrede på sin veninde. " ...
   "Sikkert ikke," medgav Heidi, "den slags passer alligevel aldrig."

Instinktivt kradsede Maria sig på armen, følte noget, der trak i hudens små lyse hår. Trak så jakkeærmet helt op og åbenbarede et lille plaster i albuebøjningen.