Journalisten Rikke var rasende over den behandling hun havde fået. Da hun en times tid senere var tilbage på redaktionen satte hun sig surt foran skærmen og bed af et æble, mens hun tjekkede Facebook for nye meddelelser.
   "Hvad er du så sur over?" Kulturredaktøren Tove Jansen rakte over bordet og skubbede forsigtigt til Rikkes albue. "Hvem har jokket på dig?"
   Rikke skar ansigt og strøg det lyse hår om bag skulderen. "Jeg var inde og høre ham Herbert Prater, du ved..." Hun kiggede på Tove, der var travlt optaget af at finde flødekarameller frem. Toves sikre værn mod den onde verden.
   "Hvad så?" Tove smed karamellerne over til Rikke, som behændigt greb dem. "Ja, han - eller rettere sagt Praters bodyguards eller hvad fanden han kalder dem, var lige ved at brække min arm."
   "Nå!" redaktøren hævede øjenbrynene. "Av. Talte du så slet ikke med ham?"
   "Nej, det forhindrede de to idioter jo!"
   Tove rystede på hovedet. "Hør, kan du ikke kvikke lidt op og anmelde denne her nye bog - det er noget med hekse i moderne tid. Den skal skrives af "Kaj"

Rikke kunne ikke lade være med at smile, da hun tog den tykke bog fra redaktøren. "Kaj Jensen" var den fiktive anmelder, der anmeldte biograffilm og film, når producenten eller forlaget havde betalt for en god omtale. Rikke vendte og drejede bogen. Forsiden var domineret af en djævel med røde øjne stående inde i et pentagram af en slags. Djævlefiguren holdt en trefork i hånden. Bagsidefotoet var af en køn yngre mand i slutningen af tyverne. Der var noget ved hans ansigt og især øjnene, der virkede bekendt, men Rikke kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Nysgerrigt åbnede hun bogen, mens hun tyggede på en flødekaramel.


* * *
   Synet af Herbert Prater stående i det formfuldendte bibliotek fik med et Nanna til at huske angsten langt tilbage. Frygten for at gå ind på sit værelse på første sal. Ikke vide hvad hun skulle finde næste gang, hun skulle straffes. Som dengang med den dårlige karakter i fransk - og hendes døde kat. Hun vidste det var Herbert, der havde slået Oskar ihjel. Den smukke langhårede hankat lå på hendes sengetæppe, som så mange gange før, men denne gang manglede han hovedet.

"Der er altid en konsekvens." Hun så stedfaderens blik for sig, som hun stod foran ham, senere den aften.

"Se på mig!" Og Nanna havde løftet sit tårevædede ansigt og set ind i Herberts brændende hadefulde øjne. "Der er altid en konsekvens, for de valg man træffer."

Som voksen havde Nanna fået en ny Oskar, der nu lå og blundede intetanende derhjemme i garderobeskabet, hvor katten altid lå, når hun ikke var hjemme. Hun sendte den en kærlig tanke, mens hun hastede ud ad ejendommen og ned ad Willemoesgade, mens hun spejdede efter en taxa.

Nanna var næsten tilbage på Østerbrogade, før hun fik fat i en vogn. Klokken var ikke mere end halv to om eftermiddagen, men lyset over byen var allerede aftagende og luften var fugtig og kold. Hun skuttede sig og glædede sig over hver meter hun fjernede sig fra Herbert Prater.
   Selvfølgelig havde hun intet fået ud af sit møde, men hvad havde hun regnet med?

Erindringen om lillebroderen Johannes, der stod i sin tremmeseng, smilede og rakte armene op mod hende. Barnet der var ganske uvidende om det drama han skulle komme til at spille hovedrollen i.
   Nanna forsøgte at ryste billedet ud af sit hoved, men forgæves. Den lille dreng, der havde arvet sin fars grønne øjne, med kantede pupiller, men modsat Herbert Prater var øjnene levende, glade og forventningsfulde. Johannes havde lignet ethvert andet lille barn, sidste gang hun så ham. Men hvem dræbte i virkeligheden den lille dreng? Slog Nannas mor virkelig sit eget barn ihjel eller var det Herbert Prater, der dræbte lillebroderen, som Nanna hele tiden havde troet?

Taxaen satte farten op, da bilen kørte ud gennem Strandvejen. Nu fik hun øje på Øresund. Det kolde vintervejr vældede bølger op på stranden og gav dem hvide skumtoppe. En kvinde kastede en gren ud i vandet og en lys labrador sprang ud i brændingen. Bilen drejede af kort før afkørslen til Bakken og holdt ind ved den høje hvide havemur.

Egentligt var det et plejehjem, men det kaldte man det ikke officielt. "Strandglimt" lå som en stor sandfarvet kasse, udstyret med alle tænkelige lægelige bekvemmeligheder for de, der kunne betale. De fleste beboere var oldinge gemt væk, når de begyndte at blive for besværlige for familien. Nannas mor derimod havde boet her, siden hun fik den hjerneblødning, der først bandt hende til sengen og nu den næste, som havde sendt hende dybt ned i bevidstløsheden. Nanna fornemmede at det kun var et spørgsmål om tid, før hun mistede sin mor.

Blæsten fra Øresund fangede Nannas mørke hår, før hun foroverbøjet i vinden gik de få skridt op mod hovedindgangen.

Bag høje mure lå de store værelser, hvor beboerne henslæbte deres sidste år, før de drog det sidste åndedrag og gribbene kunne fordele rovet. Velhavende enker og enkemænd sad ensomme og kiggede ud på parken. Æbletræerne blomstrede om foråret og smed små, hårde æbler ned på plænen om efteråret.

Nanna fandt moderen ved vinduet. Sengen med den gråhårede kvinde stod med front mod de krogede æbletræer i parken udenfor. Hendes øjenlåg var tynde og blege og Nanna så blodårerne stå frem. Åndedrættet var næppe hørligt.

Nanna bøjede sig forsigtigt over sin mor. "Mor, det er mig..."
   Moderens ansigt var askegråt og kinderne indfaldne. Nannas øjne flød over med tårer, da hun betragtede det elskede ansigt, der nu kæmpede for livets spinkle flamme.
   Datteren strøg moderen over kinden, før hun satte sig på hug ved siden af sengen. "Jeg har talt med Herbert i dag. Han ved hvad der er sket."
   Moderens åndedræt var svagt, næsten lydløst. Nanna mærkede tårerne og vendte blikket ud på de efterårsfarvede træer.

Der lod en svag banken på dørkarmen ind til stuen. Nanna så op.
   "Undskyld," sagde den modne sygeplejerske lavmælt og åbnede døren på klem,
   "... men må jeg lige tale med dig et øjeblik?" Susanne smilede moderligt.

Nanna nikkede forvirret og gik over til sygeplejersken, der lukkede døren bag dem. Hun havde en bog i hånden, men fingerspidserne skyggede for titlen. "Det var mig, der var på vagt, da din mor fik det nye slagtilfælde i går. Hun var jo, som du ved, næsten kommet sig over sit første. Og det er ikke for at gøre dig forskrækket, Nanna, men hun læste i denne her, da vi opdagede hvad der var sket. Jeg syntes du skulle vide det." Susanne rakte den tunge bog frem mod Nanna. "Er det noget, du kender til?"
   Nanna tog bogen og stirrede undrende på forsiden. Der var en tegning af en djævel stående inde i et pentagram. Hun mærkede blodet brænde i kinderne. "Nej..." Hun rystede på hovedet. "Heksesabbatter i moderne tid." Undrende vendte hun titelbladet. "Forfatteren hedder Jonas Strand? - Nej, den siger mig ikke noget."

"Nej, det tænkte jeg nok." Susanne rystede på hovedet. "Jeg ved ikke hvor din mor har fået den fra, men som du ved, har beboerne krav på privatliv og vi åbner jo ikke privat post. Men jeg kan godt huske hun fik en pakke i går." Susanne gjorde sig klar til at gå tilbage til personalestuen. "Flere slagtilfælde efter hinanden ses desværre tit, så det er slet ikke sikkert, der er en sammenhæng."
   "Det er mærkeligt," sagde Nanna tøvende. "Jeg kan slet ikke tænke mig, hvem der kunne finde på at sende sådan en underlig bog til min mor?" Nanna gik tankefuldt tilbage på stuen.

Da Nanna skulle gå, så hun et kort glimt af en ung kvinde, hun ikke syntes at have set før. Hun var klædt som de andre medarbejdere, men Nanna mente alligevel ikke at hun genkendte hende.
   "Hvem var det?" spurgte hun Susanne, der fulgte hende ud.
   "Hvem mener du?".
   "Hende den unge pige med lang lys fletning, der lige forsvandt ud i køkkenet?"
   "Nå..." Susanne smilede og holdt døren for Nanna. Taxaen hun havde ringet efter var allerede kommet og taxametertikkede udenfor den hvide havemur.
   "Åh, det er Jeanette. Hun er ny her. Har kun været her i 14 dage. Din mor er ellers vældig glad for hende."
   Nanna nikkede. "Jeg er glad for at I tager jer så pænt af mor. Der er vel ikke problemer med betalingen?"
   Susanne rystede afvisende på hovedet. "Nu er det jo ikke mig, der tager mig af pengesagerne, det gør vores bogholder, men så vidt jeg ved, kommer der en indbetaling hver den første fra Herbert Prater. I er heldige I har ham." Sygeplejersken smilede. "Jeg har for resten fået billetter til et af din stedfars shows. Jeg tænker, jeg vil tage en veninde med. - Det skulle jo være helt fantastisk!"
   Nannas smil stivnede, så nikkede hun farvel og gik hurtigt ud til bilen.
   Sygeplejersken kiggede undrende efter den kønne mørkhårede kvinde, så trak hun på skuldrene og gik tilbage ind i varmen.