Max, den femårige - og meget rare rottweiler, fandt en ny stor fodbold i går. Han betragter den slags som et fint trofæ, og hvor vi i reglen går laaangsomt, når han fatter at turen er ved at være slut og vi går hjemad, går det helt anderledes stærkt, når han har fundet noget, som skal med hjem. Som bolden.

Han må have haft ondt i kæberne af at slæbe den hjem, men ville under ingen omstændigheder slippe den igen, Så han travede rask ti meter foran mig og stoppede kun ved kantstenene (ved godt, at han ikke må gå over vejen alene). Så står han stolt med bolden i munden og kæben vredet af led, mens de forbipasserende smiler. Han ser også så skæg ud - Det eneste tidspunkt, hvor han ignorerer alle mennesker - selv de i arbejdstøj, som han ellers har en usædvanlig forkærlighed for, og helst skal snakke med. Intet er vigtigere end at få bolden i hus!
Ind imellem vender han hovedet og ser hvor jeg bliver af, stopper op, så jeg kan indhente ham og går så hurtigt videre. Max har travlt!

Vel hjemme skal han først vise min kæreste hvad han har fundet og så skal han roses! Så lister han ind i stuen og ligger længe og kigger på sit nye legetøj. Slikker på den og snuser, gumler også lidt i den og når den er undersøgt grundigt kan den leges med. Så hører man de bekymrende lyde, når bolden og Max tumler rundt. Gonk! ind i kommoden, Klask - stødte mod køleskabet. Bang! - Der blev den fanget. Godt vi ikke har så mange nips her i huset.

Forleden kom vi forbi en af de store fodboldbaner, der ligger her i nærområdet. Max er meget optaget af sport og hvis der er nogle der spiller, bliver vi nødt til at standse, for Max finder alt det med bolde meget fascinerende.
Vi stod nogle minutter og kiggede på. Max var meget koncentreret og fulgte træningen ivrigt med øjnene. Det var et oldboyshold der var i gang og man kunne se, at de gik op i det med liv og sjæl.

Pludselig kom bolden udenfor banen og så følte Max vel, at han måtte træde til. Som et lyn var han efter den, fangede fodbolden og løb tilbage, ind mellem spillerne.
Heldigvis blev holdet ikke sure, men synes vist, at han var meget skæg. Han fik i hvert fald lov til at spille med et par minutter og stor var Max's glæde, da han gang på gang var den hurtigste og kunne hugge bolden og løbe af med den.

De flinke mænd fik omsider deres bold igen og Max og jeg kunne gå videre ind i skoven, men længe vendte han hovedet og kiggede efter den spændende kamp, som han altså fortrækker at spille efter egne regler.