Klokken ringer omsider højt og skingert. Thomas vender sig træt mod Poul, der stadig bærer rundt på de stenfyldte spande. "Stop, Poul. Klokken har ringet!"
   Poul vender sig og står et øjeblik foroverbøjet, før han omsider retter den krummede ryg ud. "Virkelig? Jeg hørte den slet ikke."
   "Det er larmen hernede," Thomas vender sig for at standse stenkværnen, der fortsat tygger sin dagsration.
   "Hva?"
   "LARMEN!"
   "Nå, maskinen? Ja, det er det nok. Den ødelægger hørelsen."
   "Tænk på, at du fylder 33 år i morgen!"
   Poul smiler gennem snavset i rynkerne. De sporadisk placerede sorte tandstumper viser sig kort. "Du har ret. Det med hørelsen er lige meget nu. Nu venter Paradisøen forude!"
   Thomas nikker og ser ned. Forsøger at skjule sin jalousi. Han selv er kun lige fyldt 32 år og har stadig et år tilbage i den gamle sølvmine, før otiummet venter.

Da de senere sidder over dagens feltration, en sammenkogt ret med nogle slimede grønsager fantaserer de igen om Paradisøen.
   "Der er hvide strande overalt."
   "Lige ned til det azurblå vand," medgiver Poul glad.
   "Oppe i strandkanten står et orkester og spiller kun til din underholdning."
   "Og det er udelukkende kvinder i bastskørt og med blomster i det lange, mørke hår ," smiler Poul henført og tager det sidste stykke kød på gaflen. Det forsvinder ind i den næsten tandløse mund. Mangel på dagslys og de dårlige feltrationer går hårdt ud over tænder og helbred. Men 33 år er ingen alder og der er masser af liv tilbage, når festen omsider går i gang.
   "Senere," siger Thomas. " ... i bålets skær er kokken gået i gang med at grille de fisk, du tidligere harpunerede i det lave, krystalblå vand."
   Pouls øjne er lukkede. Han sidder lænet op af den hårde minevæg og har placeret en beskidt tæpperest bag nakken. Han ligner én der sover. Heldigvis har han beholdt støvlerne på. Det er det værste ved Poul. Når han tager støvlerne af. Thomas vil savne ham, trods fodsveden. Poul har været det tætteste på en ven, han nogensinde har haft, og nu skal de snart sige farvel til hinanden. Selvom de selvfølgelig vil mødes igen om et års tid, når det bliver Thomas'tur til at nyde livet. 12 måneder endnu. Eller rettere sagt 11 måneder og 13 dage. Så er det hans tur! Da klokken næste gang lyder, har de fri de næste tolv timer og går hver til sit.

Thomas står i sin hybel og overvejer igen om han skal sove de næste tolv timer eller forsøge at formulere det brev, han havde i tankerne. Han er træt som en olding af sin 12 timers slid i minerne, men ved også at han skal bruge sin kostbare fritid bedre, end at sove den væk. Han burde frem for alt få formuleret det brev.
   De var dybt inde i den venstre fløj af minen og havde flere gange fået vished for at der levede væsner herinde, der muligvis kunne give dem problemer i arbejdet. Dennis forsvandt om onsdagen og sjakbajsen, en ung opkomling fra Månens bagside, ville hellere miste fem mand mere til hvad der end levede derinde, end indrømme overfor chefen at han ikke kunne holde sin kvote, og tvang mineholdet dybere ind i mørket. Det var ikke rimeligt. Dennis havde arbejdet hårdt og længe og fortjente det otium, han nu blev snydt for. Thomas ville selv skrive til chefen. Fortælle om uhyrerne og Dennis. Måske ville de lytte til ham. Han var trods alt alligevel snart en af deres egne, med sine 32 år. Hvad var sjakbajsen? 18 år højst.

Senere vågner han af sig selv og kigger på tallet på væggen, der sekund for sekund tæller tiden ned til næste vagt.

Efter Thomas som 12-årig trak hvervenummer rejste han til Merkur for at arbejde i minerne. Han havde senere et kort ophold på Venus og et på Mars, men sølvet er langt mere koncentreret her på Merkur og her er han vendt tilbage til. Poul havde han arbejdet sammen med både første gang han ankom, på natholdet, og senere, da han vendte tilbage og startede på dagholdet igen, var den første han løb ind i omklædningsrummet, Poul. Poul havde udelukkende arbejdet i Merkurs sølvminegange, siden han første gang ankom som 12-årig. Det kunne man sommetider godt mærke på ham.

I badet prøver han at formulere brevet i sit hoved. Det er vigtigt at han overvejer hvert ord, så de forstår at han ikke bare ønsker at lave ballade. Men at de måske valgte den forkerte sjakbajs. Minearbejdet starter for de flestes vedkommende, når de fylder 12 år. Den fødselsdag er den værste og dagen efter går turen ned i minen til den første af mange og lange arbejdsdage. Her arbejder man i 12 timers skift til den dag, hvor man fylder 33. Og i morgen bliver Poul 33 år. Han vil først sende brevet, efter Poul er taget af sted. Ingen grund til at skabe unødige problemer for nogen.

Tre måneder før Thomas fylder 33 kommer der en slags svar på brevet. Sjakbajsen bliver fyret og de hænder der mangler på holdet fyldes op af et omrejsende team fra Saturns ringe. De er nogle sjove gutter, der alle er omkring de 30 år plus minus et år eller to, og derfor går snakken livligt i fritimerne om Paradisøens fristelser. Der går rygter om, at der snart kommer et tillæg til brochuren. Den snak har kørt i flere år, men Thomas har også hørt, at man udvider med endnu en ø, pga pladsmangel og den nye ø er hundrede gange federe end den gamle, så nu kan man kun håbe, at man lander på den nye. De andre bekræfter. De har hørt rygterne helt ude i Orions Ringe, så den er nok god nok. Timer der burde bruges på hvile, bruges på fantasier så skøre og så vidunderlige at det giver søvnløse nætter. Hvis pigerne virkelig er, som de siger ... Thomas vender sig i den smalle køje og kigger på uret. Nu skal han simpelthen sove. 12 timers vagt venter forude. Og om 74 dage fylder Thomas 33 år. Hurra for Thomas.

Den store dag er kommet. Thomas står på lastvognens snavsede lad og klamrer sig til den skarpe metalkant, som de 136 andre fødselarer. Alle er de spændte og hvor de før talte i munden på hinanden, overgik hinanden med historier om fremtiden, er de nu blevet andægtigt tavse, så tæt på helligdommen. Den forjættede frihed. Paradisøen må snart være i syne. Oppe på den blå himmel svæver luksuøse skibe med deres lykkelige indre. Skal han også flyve snart. Se Paradisøen fra oven og verden langt under sine fødder? Han kniber sig i armen og bider sig i læben. Omkring ham står alle de andre udmattede, men lykkelige kolleger. Omsider så nær otiummet for lang og trofast tjeneste. Han ser på den hædersmedalje, der hænger på brystet. Han kan lige skimte den, når han skotter ned. Han anede faktisk ikke, at man fik det. En medalje. Måske er det noget nyt? På den anden side er alt hvad der sker på den anden side af fødselsdagen en stor og velbevaret hemmelighed. Så klart at det med medaljen bare var en behagelig overraskelse oven i de andre.

De passerer en form for checkpoint. Overalt sidder pigtråden og øverst det elektriske hegn stramt om de hegn, hvis blanke metal spejler sig i solens skarpe stråler. Thomas læner sig frem, forsøger at suge alle indtryk. Her er rigtig nok ikke særlig kønt, det har de ret i, dem der skrev introduktionen, de højtideligt fik overrakt sammen med medaljen. Heri står alt hvad de har brug for at vide, før ankomsten til øen. Thomas kigger rundt, så godt det lader sig gøre, for de andre, der maser omkring ham. Det her må være indgangen til det ingenmandsland, der stod om i papiret. Tangen mellem fastland og bælt. Et skarpt bevogtet og øde militært område, hvor enhver indtrængen vil mødes med modstand. Forståeligt, taget i betragtning af, hvad de bevogter på den anden side. Thomas smiler et sørgmodigt smil. Der er altid nogen, der ikke kan vente til de fylder 33 år. Unge mennesker, der tror der er særregler for dem og vil forsøge at ankomme før tid. Snige sig væk fra det strabadserende minearbejde. Thomas ryster på hovedet. Unge mennesker ... En gang imellem hører man rygter om dem, der forsøger at snyde sig over. Møghvalpe. Ødelægge det for os andre. Den slags kan godt forarge Thomas, selv på en så smuk dag som denne.
   Han bemærker en kvinde, der spørgende hæver øjenbrynene. Hun må have lagt mærke til hans ansigtsudtryk lige før. Han skynder sig at krænge smilet tilbage over ansigtet og sende hende, hvad han håber ligner et oprigtigt smil. Heldigvis smiler hun tilbage. Læberne er blege, tænderne små og grå i det skarpe sollys. Hun skal vist også til tandlægen som noget af det første. Han prøver at forestille sig den gråhårede morlil i bastskørt og blomster i håret, men forgæves. På en eller anden måde føler han ikke hun helt passer ind i den reklamefilm, der kører i hans hoved.
   Lidt efter er de gennem det første hegn af pigtråd. Jorden er gullig og støvet. Der står nogle små skure af træ, som eneste værn mod solen, der bager fra oven. Der lugter af brænderøg, ikke af hav. Gul jord så langt øjet rækker. Landtangen må være en del større, end han troede.

Det føles som om turen ingen ende vil tage. Thomas forsøger at fange den havduft, der må ligge lige om hjørnet. For sit indre øre hører han lyden af mågeskrig. Sådan som han kender det fra Tv-reklamerne. Han ved fra introduktionskrivelsen at næste stop er frokost. Så en lille køretur igen og så er de fremme ved Paradisøen. Han er også et skarn at være så utålmodig. Lige om lidt. Eller noget der bag efter vil føles som lige om lidt, vil han få noget i skrutten og så snart se det hele med egne øjne. Glemme alt ...
   Der går et ryk gennem Thomas. Midt i al sin egen glæde har han glemt uhyrerne i sølvminen. At indrapportere det han så, den allersidste dag på arbejdet. Dyrene han fik et glimt af, lignede kæmpestore hummere. Deres klør klippede ubekymret i klippevæggene, og afgav de store indhak, som mineselskabet hele tiden har holdt på er naturligt geologisk fremkommende. Nå, så det er det? Thomas ved bedre nu. Sikke en bombe, han kunne have videregivet på sin allersidste vagt. Men så var han kommet fra det, fordi klokken ringede og han havde fri. Rigtigt fri og for altid. Og George og Margrethe havde gemt noget fra deres egen feltration, de kære væsner og så glemte han simpelthen at udfylde rapporten. Thomas trækker vejret dybt ind, hiver den friske luft dybt ned i lungerne. Han vil ikke svigte sine gamle venner og kolleger. Så snart han får et øjeblik for sig selv, vil han indrapportere sin sidste iagttagelse. Så vil de nok blive temmelig overraskede deroppe på chefgangen i mineselskabet. Thomas smiler og nikker ud mod den støvede vej under lastbilens store hjul. Muligvis her ikke er mere at kigge på end i en minegang på Mars (gammel vittighed), men alt andet lige er han den heldigste kartoffel og han skal ikke være én af dem, man aldrig hører fra igen. En af dem, der kun tænker på sig selv og gemmer alt andet. Som Poul. Ikke et postkort har han fået. Et livstegn om vel ankomst var i reglen i orden, fra ledelsens side, så længe man ikke afslørede noget fra øen. Men ikke engang det havde Thomas fået. Det havde han alligevel ikke ventet af Poul. Det bliver de altså nødt til at tale om på et tidspunkt. Sådan behandler man ikke sine venner. Thomas beslutter at tale et alvorsord med Poul, når han ser ham. Man må godt tænke lidt på andre.

Snart er de fremme. Først en dukkert og så en stor øl. En stor perlende fadøl, som dem han har set i reklamerne for øen. Han har aldrig smagt en øl, men kan sagtens forestille sig smagen og den svage prikken på tungen. Han er våd af sved på ryggen fra det snavsede, tilstøvede tøj. Om lidt vil de nok rulle ind i ressortområdet og så ... efter et forfriskende bad i bølgen og den kolde øl. Vil han finde noget andet tøj. Og få noget at spise. Maven knurrer heftigt efter at have været uden madrationer i mere end 12 timer. Det er langt over deres sædvanlige frokosttid. På den anden side er det måske slet ikke så dumt at være godt sulten, når de ankommer til buffeten. Thomas mundvand driver ned over hagen ved tanken om billederne i den glitrede brochure. Alligevel savner han faktisk minekøkkenets feltrationer. Virkelig underligt, når alt det andet ligger og venter forude.

En stor grå bygning dukker op i landskabet. Ligner en fabrikshal af en slags. Nu ser han at den er omkranset af pigtråd, som det, der lå omkring det område, de oprindeligt kørte ind i, for noget der lignede timer siden. Er det bare ham eller dufter her af frokost? Thomas vejrer med næsefløjene og kan se det trække forvirret i de andre omkring ham. Nej, det er ikke bare ham, der kan mærke det. Der er virkelig noget i luften. En lugt af mad. Nykogt.
   Han har aldrig rigtig spekuleret over hvad der er i den ubestemmelige masse, der ofte er trådet og senet. Rygterne siger at de bruger nedfrossede køer fra Jorden, der mirakuløst ikke blev bestrålet dengang. Et område i Chile, men selv de slipper vel op på et tidspunkt? Han aner ikke om det er sandt. Måske bruger de geder fra Andalusien eller de der fede kropler fra Saturn. Dem reklamerede de rigtig meget for i efteråret. Skulle være aldeles næringsrige. Nogle gange smagte maden mere af fisk. Eller lugtede sådan. Måske brugte de hvad de havde adgang til, alt efter hvad de opdagede derude i rummet? I koloniseringen. Det gjorde de nok. 'Spare på ressourcerne', det var barnelærdom, de alle havde lært i skolen. Mad var mad og han var aldrig blevet syg og hvem skulle klage, når paradis lå lige på den anden side af den berømte 33 års fødselsdag? Men nu bliver han faktisk nysgerrig. Han kigger rundt. Venter nærmest at se chilenske køer og lyserøde kropler på seks fede ben trækkes ind på ramper, for ingen tvivl om at duftene kommer sejlende fra den grå bygning. Men nej. Lastbilen kører forbi. Ingen åbenbar indgang på den side. Måske kommer de ind den anden vej? Området virker enormt. Men også meget stille. Kun en solsort synger sorgløst fra et enligt træ i nærheden.

Lastbilen standser omsider for enden af en grå barak. Soldater med maskinpistoler kommer myldrende og studerer deres nye pas med nidkær interesse. "Slip os nu bare igennem, drenge," Thomas sender dem noget han håber ligner et overbærende smil. Ingen af dem ser ud til at være en dag over tyve. Et øjeblik får han næsten ondt af dem. Så mange år endnu før friheden.

Lastbilen ruller længere frem. Ind gennem hegnet. Foran dem ligger en gigantisk grå betonbygning, anonymt udseende, til de kom nærmere og får øje på det lille skilt med den blå pil. Lastbilen drejer. Thomas smiler træt til sin sidekammerat, en benet og senet lille mand, der let kan gå for at være 50, hvis ikke det er fordi Thomas med sikkerhed ved, at de er lige gamle. Manden er iført en grå frakke af syntetisk uld. Hvor i alverden har han sådan en fra? Thomas undrer sig. Selvom den virker alt for varm og malplaceret her i heden, er det alligevel en uhørt luksusgenstand for en minearbejder at eje sådan en ting. Thomas smiler diskret for sig selv. I går ville han have krydsforhørt manden inderligt og med en sikkert slet skjult misundelse. I dag er han faktisk slet ikke interesseret. Det er så lige meget nu. Om lidt vil han selv druknes i luksus og enhver syntetisk uldfrakke vil blive afvist med et hånligt snøft. Kun silke er godt nok nu. Kølig, blød og luftig silke, der skal smyge sig om hans solbrune, snart sunde og brune krop. Fås i alle farver. Ikke at Thomas nogensinde har rørt ved silke endsige har set silke ved selvsyn, men han ved det eksisterer, for det står der i brochuren, han kan udenad. Alle 16 sider. Hvert et ord, hvert et billede, er som tatoveret på hans sjæl.

Den lange bygning syntes at fortsætte i det uendelige. Nu begynder store, hvide bogstaver at dukke op på den grå beton. Fordi lastbilen kommer ind fra venstre, ser Thomas bogstaverne bagfra og kan ikke så let få mening i ordene. Han forsøger at omplacere dem i sit hoved. Det er ikke så nemt. Meget lange ord, når de skal læses bagfra. Omsider komme lastbilen forbi det sidste bogstav, og da Thomas besværligt får vendt sig i mængden, kan han let læse de to meter høje ord i forlængelse.

Merkurs Mineselskab A.m.b.a. Statens feltrationer

Omsider standser lastbilen. En række svært bevæbnede soldater gør klar til at åbne bagsmækken, så de kan komme af. Ned på jorden og strække benene. Folk rejser sig ivrigt fra de frønnede bænke og stimler sammen, for at komme først ud. Presser sig utålmodigt op ad hinanden, i frygt for at lastbilen skal sætte i gang igen. Soldaterne må sætte flere af dem på plads med høje råb og slag med riffelkolber.

"Endelig," siger manden i den syntetiske uldfrakke og sender Thomas et smil fra de tandløse gummer. "Jeg troede da snart aldrig, de ville give os noget at spise."
   Thomas svarer ikke. Stirrer bare op på de store, hvide bogstaver.