Sani plukker de soldrukne brombær, der tynger de piggede grene. Med hurtige bevægelser ribber hun busken for de bedste. De lange torne river de barkede hænder, men hun reagerer ikke på smerten, fordi hun i det samme opdager at hun ikke er alene.
   På den anden side af den smalle flod står en Kuku.

Skammen brænder Sanis kinder. Hvordan kan hun være så tåbelig at gå langt ud af skoven, når hun godt ved, at der er risiko for Kuku i området? Hvis hun bliver opdaget nu, måske endda taget til fange og ædt, vil Kukuerne hurtigt gætte at hun næppe er alene, og de ville måske opdage samfundet. Altsammen fordi hun er gået tankeløs rundt i solen. Hun slår hånden for munden, og mærker tårerne brænde. Billedet af Kukuen på flodbredden sløres et øjeblik, da hun glider ned på alle fire og så usynlig, som hun på nogen måde er trænet, formår at komme tilbage i skoven igen. Så tæt på denne gang.
   Sani opgiver at samle flere bær og søger stedet længere mod vest, for at plukke svampe, nær det gamle stenbrud. Ikke mange andre end hun ved, at der vokser en særlig svamp her, som både smager godt og er helbredende for mange sygdomme. Kommer hun hjem med den til Thon, vil han nok tilgive hende, at der ikke er så mange brombær.
   Længere inde i skoven ser hun glimtet af et vildsvin med stribede unger forsvinde ind mellem grenene. Hun sender en hurtig bøn til skovens guder om at lede den mod nøddekrattene, hvor den fælde står, jægerne har opsat i nat. De trænger i den grad til kød, og Valnøddefesten vil ikke være den samme, hvis ikke duften af helstegt vildsvin med æbler, valnødder og kastanier breder sig i grotten.
   Vinteren er så småt på vej, man kan snuse det i vinden. De er nødt til at have et bedre forråd end til den sidste. Sanis mundvand løber ved tanken om det møre, blodfyldte kød, æbler der sprækker i varmen og kastaniernes brændte og søde duft, der blander sig med røgen fra det store ildsted. Thon på sin stentrone. Han vil se mildt ud over sine børn, og gæsterne vil flokkes om deres værter. Måske vil der også være en bejler til hende? Sani er atten somre i år. Thon er begyndt at skele til hende, når der bliver talt om Valnøddefesten. Han venter af hende, at hun finder en bejler.

På vejen hjem møder hun Balum. Han kommer nok fra besigtigelse af fælderne. Hun opdager ham først, da han står en meter fra hende. Uvilkårligt ryster hun af overraskelse, da han pludselig materialiserer sig.
   "Du bliver bedre og bedre," siger Sani og kan høre ærefrygt i sin egen stemme. Anerkendelsen er ægte nok, ikke andre end Balum mestrer usynlighed så godt. Han smiler selvtilfreds og fremviser de stærke tænder. Måske skal Sani slet ikke lede langt i andre samfund efter en bejler? Balum har mere end én gang antydet at det kunne blive de to, men Thon tror på værdien af blandet blod, og ser helst at hun finder én til Valnøddefesten. Derfor slår Sani blikket ned, da Balums øjne prøver at fange hendes lidt længere end nødvendigt. Festen er også meget snart. En månegang mere eller måske før, så kommer de. Fremmede og alligevel velkendte venner fra et samfund på den anden side af bjergene. Tre måner er de undervejs, før de når hertil. Hvis de når hertil. Der er Kukuer alle vegne.

Det er vigtigt, at alt er gjort klart, når de kommer. Intet må mangle. Derfor samler Sani og de andre brombær og svampe, og Balum og de andre jægere sætter fælder op til vildsvine- og hjortejagt. Alle træner de usynlighed flere timer dagligt, for med 15 ekstra beboere i samfundet i 14 dage er risikoen for opdagelse mere end fordoblet.
   "Jeg så spor efter Kuku i dag." Balum efterser sig for flåter, mens han taler. Sani kigger med. Balums muskuløse skikkelse sætter noget i brand. Det er godt, der ikke er så lang tid til festen. Heldige asen, der løber af med flotte Balum. Hun forestiller sig de fremmede stirre på ham, når han træder frem i grotten. De mange fakler vil fremvise hver en sene, hver en muskel på hans krop. Der vil lyde suk og jamren fra de fremmødte, når han fremviser muskler, tænder og sine andre fortrin. Sani vil vugge med i vrimlen.
   "Ja, jeg tror også, der er Kuku i området." Sani ser ned. Hun vil gerne skifte emne, men kan pludselig ikke finde på noget andet at sige. "Altså, måske."
   Balum ser på hende med et underligt glimt i øjnene, så vender han sig og forsvinder mellem grenene i krattet. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro at han havde opløst sig for øjnene af hende, men Sani ved, at det bare er usynlighed. Altså ikke noget, hun ikke også kan, som Thon ofte gentager til samling. Vel er Balum et naturtalent, men intet kommer af sig selv, og hans evner kan mestres af dem alle. De ved, at Thon taler sandt. Foran dem, på stentronen sidder deres redningsmand og evige kilde til livet. Thons evner til usynlighed har skaffet samfundet ud af deres tidligere bosted og 13 ud af 15 slap afsted og det var aldrig sket uden Thons evne til at gøre sig usynlig på det rigtige tidspunkt. Nu er der gået 30 år. De er stadig tretten, selv om de ni er født her, som Sani.

Sani er flasket op med historierne om flugten, og hvordan det lille samfund slap ud af dalen og kom hertil, hvor de byggede et nyt hjem op. Kukuerne havde slået til, og man ved stadig aldrig, hvornår man igen må flygte. Sani ønsker ikke at tænke for meget på det.
   Vinden tager til, og hun øger farten gennem krattet, Måske er det derfor, Balum reagerede, som han lige gjorde? Med bare at gøre sig usynlig foran hende. Det er lidt uhøfligt. Normalt gør de sig ikke usynlige overfor hinanden, kun når de træner, selvfølgelig. Det er nok det med Kukuerne, der gør ham urolig. Nok derfor, han selv bragte emnet på bane. Fordi han selv er nervøs. Sani løber hjem gennem klatreskoven, hvor man stadig kan finde sensommerhindbær i de små lysninger. Hun bøjer sig ned, mens hun småløber og griber så mange hun kan. Solen har flyttet sig på himlen, og det er tid til samling. Hurtigt spæner Sani det sidste stykke hen mod den store grotteåbning.
   Bagved løber en dyresti, hvor hun svagt kan skimte Alma, der henter brændenælder. Næsten usynlig står hun der. Kun et trænet øje vil fange skyggen, der bevæger sig mellem de høje stilke og filtrede blade.

Duften fra suppen damper Sani i møde, da hun træder ind i grottens forfang. Den lave Grita kratter i den store ovn, hvor agern og kastanier knaser hyggeligt. Med kantede bevægelser retter hun sig op og nikker til Sani. Hun er blevet gammelsynet, og næste vinter igen er hun nok blind, mener hun selv. Hvis Grita da lever så længe.
   Sani ser efter et sted at lægge sine forrådsvarer. Tre langhårede unger sidder på gulvet og roder i den grå aske, der har spredt sig i et tyndt lag på det hårdtstampede lergulv. Sani breder dagens udbytte ud på det hvide stenbord. Kaster et blik på Gritas krogede ryg, før hun opdeler hver del for sig, og sætter sig på bænken. Grita slipper ovnen med blikket, og vender sig mod bordet. De mange bær strutter stadig af eftermiddagens sidste sol, og en duft af skovbund blander sig med em fra suppen, der simrer i den slidte lerpotte over ilden. "Du har fået fat i sortesvamp?" Grita nikker anerkendende. "Så bliver Thon glad. Flere skal nok have et bæger saft før festen, tror du ikke."

Sani smiler og skæver over mod to unge piger, der sidder ved den fjerneste ovn og arbejder med en bunke ræveskind. Hun kan mærke stanken af ræv helt herover. Hun nikker til Grita. Jo, Thons særlige bryg til Valnøddefesten. Fundet af sortesvamp skal nok gøre lykke.

En lav summen fra Thons tre følgere indleder samlingen. Thons tilstedeværelse på tronen får af sig selv alle til at være stille og vende hovederne.
   Han indleder som altid mødet med en bøn til skovens guder om at holde hånden over deres samfund og passe på alle gudernes skabninger her, og på den anden side af bjergene. Især våge over gæsterne, der er på en farefuld vej. Må skovens guder beskytte sine børn mod Kukuer og deres mange forfærdelige gerninger. Denne del af samlingen holder hun allermest af. Forløsningen. Faktisk burde de stå under månen nu, men det er for farligt at tilkendegive deres tilstedeværelse så tydeligt.
   Alle vender ansigterne opad og hyler højt mod loftet. Sani mærker kraften i sin strube og skriget fra sit indre, der blander sig med de andres. Når stenen er rullet for indgangen, kan de 13 herinde hyle så højt de vil, ingen kan alligevel høre dem.
   Da de alle, én efter én efterfølgende har fremsagt bønnen, går Thon over til dagens opsamling. Hvem har skaffet hvad, og hvor langt er man i forberedelser til festen?
   Balum tager ordet og fortæller om fælden, han opsatte, og efter en kort pause om sin mistanke. Alle hoveder drejer sig mod ham, da han nævner Kukuerne. Der går et ubehageligt øjeblik gennem grotten. Sani mærker at hun bider sig hårdt i kinden.
   "Kuku, siger du?" Thon stirrer på Balum. "Så du dem, eller så du spor efter dem?" En bred rynke deler den høje pande.
   Balum ser længe på Thon, før han svarer. Sani ser hvordan selv Grita ved ilden spidser ører ved Thons ord.
   "Jeg både så og hørte dem. De var på den anden side af floden. Nær den tvedelte pil."
   De andre i gruppen bliver urolige. De små græder. Alle mumler med hinanden. Netop den tvedelte pil er stedet, hvor de to samfund skal mødes, når gæsterne fra den anden side af bjergene ankommer efter næste månegang. Det her er alvorligt. Sani trækker vejret hurtigt. Bør hun fortælle at hun næsten vadede ind i en Kuku i dag? Men så ville hun jo afsløre, hvor stor en risiko hun selv løb? Gik rundt i solen.
   Den svage mumlen spreder sig hurtigt og vokser i styrke. Enkelte piber og støtter sig til hinanden. Fuldstændig som om Kukuerne allerede står udenfor grotten.
   Thon løfter hånden og rømmer sig kraftigt. Omsider bliver der ro. Thon beder længe til skovguderne og langsomt falder de ned. Sani kan dufte at Grita har lagt gule valmuekapsler på ovnens sidste gløder. Deres svage, men hypnotiske virkning gør alle rolige. Samlingen afsluttes kort efter, og alle går mod sovepladserne.

Bålene er for længst brændt ned og de må bruge deres nattesyn gennem grottesystemet. Men Thon har ret. Frygten for Kukuerne er reel, men de er stadig godt beskyttet i skoven, og guderne beskytter dem jo hele tiden. Før de lægger sig til at sove ligger Sani og Grita og taler lidt sammen. Lidt endnu skal Sani sove herinde mellem de gamle kvinder og alle ungerne, men når Valnøddefesten går i gang skal hun træde ind blandt de voksne og dermed få adgang til de særlige grotter, hvor alle sover fælles.
   Grita ligger med lukkede øjne og hvisker ud i mørket, for ikke at vække de mindre. Hun ved vel godt at hun står blandt de forreste til næste ofring? Alligevel virker hun begejstret ved tanken om festen, og dem fra den anden stamme, som snart kommer. Grita bliver stille et øjeblik. Tænker måske tilbage på dengang, hun selv var ung og havde et særligt formål med Valnøddefesterne? Måske. Sani prøver at forestille sig den gamle, næsten blinde Grita være ung og tiltrækkende. Den gamle krop er trukket forover af mange års slid i skovene, og alderdommen har indhentet hende på det sidste. Det er hende eller Elva, der skal afsted. Sani håber det bliver Elva. Den stridhårede og indtørrede gamling med den slemme hoste.
   Før Valnøddefesten er endnu ingen jo gravide og ingen spædbørn presser en gamling ud. 13 er de altid, så skovguderne fortsat kan beskytte dem. Ni måner efter festen vil de ofre, men ikke før. Det er nok det, Grita luner sig ved. Ni måner er længe.

Dagen efter er jægerne igen i skoven. Ulo er allerede helt træt ved tanken om endnu en lang jagt, men ved bedre end at brokke sig til de andre. "Jagt og ofring til skovens guder er selve formålet med, at vi er her," siger Thon tit fra sin stentrone. Ulo er jæger, om han har lyst til det eller ej. Faktisk kan han ikke fordrage at slå dyr ihjel eller se dem sidde skrækslagne i fælden. Men det siger han naturligvis ikke til nogen.

Nær det skæve vandløb løber en dyresti. Her sætter de tit fælder op. Indimellem er der ekskrementer i området, der fortæller at der er los eller puma på besøg, men i reglen har de jagtterrænet for sig selv. Ulo og de andre er kommet for sent, en anden tømte fælden for det hjortekid, der må have været der. En klov ligger tilbage i det blodige græs og fælden selv er smadret og ødelagt. Ohm og Balum samler uden en lyd stumperne sammen, og trækker sig usynlige tilbage ind i krattet. Heldigvis er der andre fælder derude, tænker Ulo. Måske får de kød alligevel.

Balum går forrest og træder uset på den fugtige skovbund. Ikke en grannål eller et blad forråder, at han træder her. Ulo forsøger at træde i de to andres fodspor, så deres antal ikke forråder dem. Den lille gruppe leder efter et egnet sted at skjule pumafælden, de slæber med. Balum er sikker på, den er der et sted. Luften står næsten stille herinde dybt i skovens midte. Middagsheden er intens, selv så sent på året. Den græsklædte skovlysning virker øde, men Ulo ved at dyrene er der. Ulo kan mærke, de er nær. Usynlige for øjet, skjult mellem træerne i den køligere skygge.
   Omsider standser Balum og snuser mod himlen. De andre stopper op. Så er det her, de skal opsætte fælden. Kaninens forben ligger i Balum knyttede håndflade. Fluerne sværmer dovent om det lille lig. Dyrets øjne er brustne.

Balum ser sig hurtigt om, samler mod til sig, før han træder ud af de trygge skygger. Koncentrerer sig om usynlighed. Stilhed er afgørende. I stedet studerer han minutiøst omgivelserne. Træerne fremviser deres farvepragt og står i flammer i gult, rødt og grønt. Ohm følger efter Balum, direkte i hans fodspor. Bag Ohm går Ulo. Balum går altid forrest, uroligt lyttende med alle sanser på vagt. De følger en dyresti, som ikke har været benyttet længe. Dyreekskrementerne er lette og porøse i konsistensen. Gamle og lugtfri. Træerne står mindre tæt her, og inde mellem de skæve stammer lyser solen ned.
   De har ikke gået langt, før de hører dyrets brægen. Mærkeligt, at det ikke var blevet opdaget før. Ulo tror først at det er er hjortekid, der er gået i fælden, indtil han indser sin fejltagelse. Han ryster over hele kroppen, da han ser ind i de store brune øjne og opdager den lyserøde tunge sulten stikke ud af den bløde mule. En kalv! Det største tabu i skoven. Dem og så Kukuerne. Man kan blive blind, hvis man kigger længe nok på en kalv.

Balum står længe og ser spekulativt ned i fælden og dyret dernede. Det er en alvorlig situation og Ulo kan næsten se, hvordan det knager bag hans pandebrask. Naturligvis kan de ikke slå kalven ihjel og lade den ligge. De må tage den med hjem og høre, hvad Thon vil sige. De binder en klud om kalvens mund, og bærer den over skulderen hjem til grotten. Ulo går bagerst. Nu er Valnøddefesten bestemt i fare. En kalv. Det er næsten værre, end hvis en Kuku var gået i.

Hjemme i grotten går Sani til hånde, og nyder dagens sidste solskin, der strømmer ned fra det åbne loft over ildstedet. Hun har altid været glad for solen, men som skumring- og nattevæsen er det ikke særlig praktisk. Det er også farligt. Det er Grita tit efter hende for. At hendes overmod kan koste dem dyrt. Sommetider fortæller Grita historier fra dengang hun var lille, og de altid var lige ved at blive opdaget af de skrækkelige Kukuer. "En nat, mens du kun var en lille unge og lå og sov ved din ammes bryst, så kom Thon en dag løbende," kunne hun fx begynde. Sani har hørt historien utallige gange før, og det er lige spændende hver gang. Dengang Sani var lille og både Thon og Grita var unge. Det sidste er altid svært at forestille sig. Thon som ung, stor og mægtig. En endnu mægtigere kriger end Balum i dag. Men sådan var det, og dengang reddede Thon dem endnu engang fra opdagelse, og uden at afsløre deres tilhørssted. Sani sover altid godt efter sådan en historie. Thon og Balum skal nok sikre hendes liv. Valnøddefesten nærmer sig med hastige skridt.

Sani hører Thon og nogle af de andre jægere komme hjem, selv om hun er helt omme bag i forrådsområdet. Hun lytter et øjeblik, men forgæves, kan ikke gætte fangsten. Ingen hylen mod loftet, så der er ingen vildsvin heller denne gang. Hvad har de så med hjem? Hun skynder sig op og stikker ind i grotten, hvor ovnen er i gang. Noget bevæger sig i fælden. Helt tomhændede er de altså ikke kommet hjem. Så slår hun hånden for munden.
   Kalven har lyserød tunge og brune, blide øjne. Sani stirrer på den, skønt hun er bange for at blive blind. Men måske virker dens trolddom ikke, når den er taget til fange? Sani har lyst til at hviske til Grita, men gamlingen står med lukkede øjne, dybt inde i sin egen verden, i bøn. Sani tror hun beder om beskyttelse fra de onde øjne. Sani synes ikke kalven har onde øjne. De er nærmest brune og venlige. Men hun ved naturligvis godt, at det bare er for at skjule den ægte ånd nedenunder. Det er derfor, det er så alvorligt, det der er sket.

Balum drøfter lavmælt situationen med Thon. Deres strenge blikke hviler på kalven, der er træt og har lagt sig ned. De har fjernet dens knebel fra mulen. Måske vil den dø af sig selv. Den virker svag.

- Måske kan man forklæde den som hjort? tænker Sani højt, og de andre vender sig forbløffede imod hende. Overraskede over at høre hendes stemme så klart og tydeligt.
   "Forklæde den?"
   Sani nikker med blussende kinder mod Thon. Hun kan se det knager bag den dybtfurede pande. "Hvem skulle opdage det" flyver det så ud af hende. "Lad os spise den. Måske er det en gave fra skovguderne?" De andre stirrer forbløffede på hende. Kalven løfter træt hovedet, som undrer den sig også.
   Thons stemme lyder træt. "Hvordan kan du overhovedet sige den slags, Sani." Sani mærker Gritas bebrejdende blik. Naturligvis. Hvordan kan hun være så dum. Tabu. Man kan ikke spise et tabudyr.
   Thon hæver samlingen efter en bøn til guderne om et tegn. Så går alle til ro. En eller anden må have givet kalven vand at drikke, for der er en mørk plamage på jorden foran den.

Næste dag undgår alle kalven. De længes efter at jægerne kommer hjem. Sani løber hurtigt ind i grotten, da det går op for hende, at Balum og de andre er tilbage. De er meget oprørte, og et øjeblik frygter hun det værste. Så opdager hun, at de smiler, og højt hæver fælden over deres begejstrede ansigter. Så ler hun med.
   I fælden står en hjort med sit unge kid. Ganske uskadte og med store bange øjne. Selv Sani kan med det samme se skovguderenes svar, og for første gang føler hun en dyb religiøs følelse brede sig i sit indre. Når skovguderne afleverer så stor og dyrebar en gave, bliver alt godt igen. Det er et tegn. Et tegn og en stor gave fra skovguderne.

Samlingen indledes tidligt den aften. Det er mest Thon og Balum, der taler. De andre lytter og Sani bemærker, at Grita bliver ved med at sende den sovende kalv sideblikke. Hun vil have den ud. Mener den bringer dem uheld. Balum er enig med hende. Thon og Balum beslutter at aflevere den tilbage. Sani rynker brynene og prøver at høre bedre efter. Hvorfra ved Balum og Thon hvor kalven kommer fra. Et tabudyr?
   Tilsidst beder Thon Grita og de andre gå ud. Kun han selv og de andre jægere bliver tilbage i den store sal. Thon sidder tavs og mægtig på sin trone. Fælden med hjorten og dens kid står foran ham og lidt længere derfra, den hvilende kalv med de brune blide øjne, der stadig sover. Sani har skjult sig i indhakket nær udgangen. Alle tror, hun gik med de andre, da de fik besked. Men hun er nødt til at vide, hvad der foregår.

"I morgen tidlig!" siger Thon og ser udover den lille gruppe. Sani ser ham med ryggen til. Kun det mørke, stride hår stikker op over stentronens kant. "Vi går, når den store øststjerne på himlen er væk. Han nikker mod fælden. "I morgen aften kommer gæsterne, jeg fik et drømmevarsel. Vi har gudernes beskyttelse lidt endnu. Vi er beskyttet, men vi skal have kalven væk."
   "Hvor skal vi så gøre af den?" Det er Ulo, der spørger. Den lyse stemme dirrer nervøst.
   "Vi sætter den ved Kuku-dalen." Balums stemme tåler ingen modsætning.
   "Nej ..." Sani ser, hvordan svage ukontrollable rystelser går gennem Ulos krop. Det tør han garanteret ikke. Kuku-dalen. Men Ulo er tvunget til at gå med, ved Sani. Hun er glad for at hun ikke er født som jæger. Hun sender en bøn til skovguderne.
   Et øjeblik efter udånder kalven.

Valnøddefesten nærmer sig med hastige skridt. Gæsterne må være forsinkede, for Thons drømmesyn har ikke sendt dem før tid. Selvom problemet med kalven har løst sig, er samfundets prøvelser ikke overstået. Pumaen er stadig derude og stjæler deres kød.
   Ulo der går bagerst i jagtgruppen kan ikke lade være med at skotte ind i huler og åbninger i jorden efter kryb. Han forsøger at sætte fødderne så tungt i jorden, han tør uden at blive opdaget, og håber at det kryb, der eventuelt er i området, vil fornemme vibrationerne og holde sig væk. Ulo hader bare kryb, han vil meget hellere gå til hånde ved bålstedet, ude hos Grita, - der kan han vel også træne usynlighed? En kvist knækker under hans fødder. Ohm ser irriteret tilbage på ham.
   Det er også hele tiden kvælende varmt. Solen sidder lige på nakken på Ulo og han mærker sveden pible. Han trækker lidt ind under grenene, væk fra strålerne og dermed ud ad Ohms fodspor.
   De går tavse på den bløde og pudrede røde jord, der veksler med områder med de første nedfaldne blade. Der er stille omkring dem. Kun en enkelt fugl skræpper nu og da op og bryder stilheden. Balum og Ohm går stadig med blikket vendt mod jorden efter spor. Det er ved at blive mørkt. De har gået mange timer.

"Schyy ..." Balum stopper. De andre standser og vender sig så om. Han peger med en kroget finger ind i lysningen til venstre, og tager så et svævende trin mod tre skæve grantræer. De andre følger næsten usynlige efter.
   Balum peger på stammen. Der er tydelige kloaftegn dybt i barken. Ulo stirrer på de skarptaftegnede mærker. Noget pusler i det grønne løv. Balum retter sig op. Ulo stivner. Bag dem lyder en dyb og advarende knurren.

Indlæg på debatforum på Facebook, den 25. september 2013:

"Hej venner! Det her er sandsynligvis én af de bedste optagelser, vi nogensinde har set. Videoen blev filmet af John Lowcliff, og hvis det er en joke, så er hans navn nu knyttet til optagelsen for evigt. Baggrunden for optagelsen er temmelig overbevisende, men døm selv, og læs hans mail:

"Her er præcis, hvad jeg har set, jeg er ikke sikker på, hvad det er, men måske kan nogen herinde hjælpe? Er der nogen herinde, der kan lave en videoanalyse eller hvad sådan noget hedder? Jeg blev desværre bange og løb væk. Jeg ønsker virkelig, jeg var blevet lidt længere, og havde optaget mere film.

Dato: September 24-2013
   Lokalitet: omkring 9 miles vest for Tunica, Mississippi. (Min egen jagtejendom)
   Tidspunkt: Omkring fem om eftermiddagen

Jeg var på jagt, nær en sump i det yderste af mit jagtområde, hvor jeg før har fundet spor efter vildsvin. Det ligger i øvrigt ikke ret langt fra en gennemgående vej, der benyttes af en del lastvognstrafik i sommerhalvåret.
   Jeg var iført det sædvanlige jagtcamotøj, og sad bare og ventede på at det skulle blive ordentlig mørkt. Jeg sad dødsensstille og ventede på det sidste lys forsvinde, fordi det er dér dyrene kommer frem. Jeg hørte en lyd bag træet, jeg sad ved, og troede naturligvis det var vindsvin. Da jeg kiggede frem, troede jeg ikke mine egne øjne.
   Der sad den her store 'tingest', sammenkrøbet bag en død cypres omkring 50 meter væk. Jeg troede stadig først det var et vildsvin, men opdagede så de brede skuldre og et hoved der tilsyneladende sad direkte ovenpå. Jeg kunne ikke se nogen hals. Den stod foroverbøjet, vendt væk fra mig. Min første tanke var at komme væk, jeg overvejede ikke et sekund at skyde den.
   Jeg kender ingen, der vil tro på det her. Det lyder også helt skørt. Det var som om alt foregik i slowmotion, men på en eller anden måde fik jeg min iPhone frem og begyndte at videooptage. Jeg tror nok, jeg skubbede på optageknappen to gange, for undervejs holdt den op med at blinke rødt. Så trykkede jeg igen. Jeg hørte på et tidspunkt en lastbil køre ned ad vejen, og så rejste den der tingest sig pludselig op i fuld højde.
   I kan selv se, hvad den gør på filmen. Jeg hørte tydeligt knækket, da den brækkede nakken på pumaen. Jeg forsøgte at være musestille og holde vejret, men jeg kunne ikke styre min egen krop, og begyndte bare at løbe væk i modsat retning. Stak bare telefonen i lommen og løb. Den var enorm! Jeg vil gætte på i hvert fald 2 meter, måske højere, 2.20. Jeg er selv jæger, jeg kan godt bedømme størrelse. Det var ikke en bjørn!
   Jeg ved ikke, hvad jeg selv skal tro, jeg mødte i skoven i går? Hvis nogen kan fortælle mig, hvad det var eller om nogen kender til nogen, der render rundt i skoven og laver den slags jokes? Lige nu skal jeg ikke ud på jagt igen, før jeg ved mere om det her. Det her er den første video, jeg nogensinde har lagt på YouTube.
   Jeg har selvfølgelig hørt historier om Bigfoot og de andre. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro. Har andre set noget lignende her i Mississippi?"