Hårde regndråber lander i dukkens stive blik. Falder på de blåmalede øjenæbler, og løber i smalle floder over kinden og ned ad halsen, hvor de samler sig under plastikkroppen. En hånd lægger gennemsigtigt folie over dukkerne på bordet. Lidt efter holder sommerbygen op. Solen kommer frem og viser alt i friske farver.

Lise og Benjamin slentrer rundt på loppemarkedet.
   "Se, den lille elefant!" Benjamin trækker i sin kones frakkeærme og peger på den ternede dug, hvor den ældre dame med lorgnetbriller har opstillet varerne.
   "Åh, den er sød..." Lise tager den lyseblå lerfigur op. "Den ser ud til at være lavet af et barn, men den er nu slet ikke så tosset." Hun vender bunden i vejret. "Der står ikke noget, så er den nok hjemmelavet."
   Benjamin hører ikke efter. Han har fået øje på en gammeldags klovnedukke på en fletstol, på toppen af en stabel støvede grammofonplader. Klovnen er slidt og plettet.
   "Hvad skal du have for den?"
   Damen retter sig op ved lyden af stemmen. Midt i sommersolen mærker Lise en snigende kulde ned ad ryggen. Hun retter på skildpaddekammen i det lange hår. En gave fra Benjamin.
   Klovnen er faldet forover, så ansigtet er delvist skjult. Damen lægger den varsomt på bordet foran dem. Nogen har beskadiget ansigtet, kradset øjnene væk. I stedet er de matte huler malet over. Farven er løbet ud i smalle, røde striber.
   "Adr, den er da uhyggelig," siger Lise. Mærker de små hår rejse sig på armen.
   Benjamin stryger hånden gennem sit mørke hår. "Den er i hvert fald specielt ... Hvad koster den?"
   "Unge dame. Sig ikke 'den' om Ráu clovn." Damen trækker dukken til sig. Det orangekrøllede hoved falder forover, som vil den ikke møde hendes blik. Noget vender sig i Lise.
   "Ráu clovn?" Lise ser op på Benjamin, der har et sært glimt i de vandblå øjne.
   "Hans tidligere ejer hentede ham i Rumænien," siger damen.
   Der er noget ved hele situationen, der skurrer. Så blinker Benjamin til hende, og hun mærker, hvordan kroppen slapper af. Finder sig selv igen.
   "Rumænien? Tror du på dén?" Han hvisker til hende. Stemmen er så høj, at den må kunne høres flere borde væk. Lise går med på legen: "Det er nok løgn, for at presse prisen op," hvæser hun tilbage med teaterhvisken.
   Den ældre dame ser irriteret på det unge par og sætter klovnen tilbage, op i fletstolen igen. Glatter over den plettede dragt. "Ham får jeg sagtens solgt. Der er masser, der er interesseret i den slags." Hendes stemme har mistet den kundevenlige klang. Vender sig i stedet mod en ældre mand, der piller ved en samling støvede medaljer.
   Benjamin sender Lise et irettesættende blik og trækker pungen op ad lommen. "Beklager. Det var ikke for at være uforskammet. Jeg vil virkelig gerne købe den, hvor meget skal du have?"
   Lise vender sig hovedrystende, og begynder at bladre i nogle kogebøger på bordet ved siden af. Benjamin er eller skarp nok, men nogen kræmmer er han ikke. Det er måske det, hun er faldet for? En vis kynisme, kombineret med den sødeste naivitet. Hun ryster smilende på hovedet og stryger varsomt over de gamle bøger foran sig. En ældre mand bag den hvide dug smiler og løfter endnu en stak fedtplettede bøger op foran hende.

Senere går det nygifte par tilbage over parkeringspladsen. Lise bærer selv stakken af kogebøger. Hvem ved, måske ligger den næste succes og venter her? Hun har fundet en nærmest uudtømmelig kilde, og udgiver moderne kogebøger. Alle om ældre interessante madtraditioner. Lise er på få år blevet én af landets rigeste kvinder. Det er alt sammen gået meget stærkt. Sådan føles det i hvert fald. I de rigtige kredse taler man nu om 'Lise-effekten'. Som når nogen får en hurtigt og gigantisk succes, med et gammelt-nyt koncept. Som Lise lige har gjort fem gange og med den 6. succes næsten sikkert på vej. Man laver mad på 'Lise-facon' fra Tokio til Grenaa og hun har fået sine 15% fra starten. Og senere en hel del mere. Hvad det tal præcis er, ved ikke engang Benjamin. Kun Ditlev From og hun gør.
   Ditlev From er Benjamins barndomsven, nu succesfuld advokat. Den rare mand ordnede også deres ægtepagt. Lise har mødt så mange spændende mennesker, siden succesen begyndte. Ditlev er bare én af de mange interessante, hun har truffet, udover Benjamin naturligvis. Lise skotter op på den mand, hun havde været gift med nu i 72 timer. Om få dage skal de på bryllupsrejse, men først skal hun møde hans mor. En kunstnertype, der ikke lige havde tid til at komme til brylluppet. Stod sikkert og malede, forestiller Lise sig.
   "Om jeg fatter, du gav tohundrede kroner for den ulækre tingest," siger hun så, og skifter bunken af bøger over i den anden arm. Skotter op på den uhyggelige klovnefigur, Benjamin varsomt bærer på armen.
   "Den er ikke engang sød. - Har du tænkt dig, at den skal stå fremme?" Lise mærker en indre uro.
   Benjamin ler. "Jeg vil give den til min mor, hun elsker klovne." Han smiler. "Hun finder nok på noget at bruge den til."
   Lise retter på skildpaddekammen, der bliver ved med at glide ned. "Tror du virkelig?" Hun sender ham et par forelskede øjne. "Jeg håber næsten, du tager fejl!" Lise smiler ved tanken om svigermoren, der har kreative evner og sikkert hemmeligt fodrer vilde katte nede på Lolland. Lise er efterhånden spændt på at møde Greta, der lyder som en diametral modsætning til sin søn.
   Benjamin ryster på hovedet. "Jeg kan ikke forklare det. Der var bare noget ved den, der tiltrak mig."
   "Men så meget!" Lise ruller med øjnene. "Det kostede den vel ikke engang fra ny?"
   "Hvad gav du da selv for kogebøgerne?" Benjamin stikker nøglen i opgangens dørlås og standser brat, da han ser papskiltet på elevatoren. "Nå, nu igen. Du kommer selv til at slæbe de tunge bøger op på 3. sal! Og hold så op med at være så nærig," smiler han. "Du glemmer hele tiden, hvor rig du er."
   Lise ler og begynder trappeopstigningen.

Dagen efter kører de mod Lolland og hans mor. Klovnedukken har tilbragt natten på øverste hylde i skoskabet. Der kan den klamme dukke lige presses ind, vredet sammen og foldet et par gange. Hun syntes de rødmalede øjenhuler stirrer anklagende på hende, da hun smækker skabsdøren i hovedet på den. Hun vil tage den ned i morgen tidlig, før Benjamin vågner. Hun kan bare ikke klare tanken om, at have den siddende i den lyse sofa, hvor han placerede den, før de gik i seng.

Da hun kommer ind om morgenen. Tidligt, fordi hun altid vågner før alle andre, sidder klovnen der igen. Det orangekrøllede hoved er faldet let forover. Men det ondskabsfulde smil vender stadig ud mod Lise. Hun ryster over hele kroppen, begynder at græde.
   Benjamin vågner og kommer ind i stuen. "Åh, nej." Han trækker hende hastigt ind til sig. "Det må du altså meget undskylde ..." Han løfter hendes hage for at møde hende blik. "Undskyld, men han var faldet ud af skabet, du havde smidt ham op i, og jeg syntes det var så synd, han lå dér."
   "Synd?" Lise ser tårevædet op på ham. "Syntes du, det var synd?"
   Benjamin vrider sig under hendes blik. "Lidt, ja. Fordi han lå dér."
   "På gulvet?"
   "Ja, han lå i garderoben. Under skoskabet. Øverste låge stod åben. Han kunne vel ikke lide at ligge der i mørket. Det ville også have gjort Greta ondt. Hun mener jo, at alle dukker har en sjæl."
   Der går en isning gennem Lise. "Det lyder modbydeligt. Og skræmmende." Hun ser op på ham. "Hvorfor siger du den slags?" Hun mærker hænderne ryste. Forlegen og vred knytter hun dem på ryggen. Ser tilbage ud ad øjenkrogen. Klovnen sidder stadig på hendes plads. Snerrer ad hende. Instinktivt stikker hun pege- og lillefinger ud fra den knyttede næve. Vender dem mod Ráu clovn.
   "Du kan da vist ikke lide klovnedukker?" Benjamin stirrer hende ind i de bange øjne. Som om han forsøger at forstå. Det er tydeligt, det volder ham besvær.
   Lise prøver at få samling på sig selv.
   "Nej, Benjamin. Det har jeg nok aldrig fortalt dig, men jeg har aldrig brudt mig om dukker. Faktisk synes jeg, de er uhyggelige. Og det er ikke bare dén slags." Lise gør et kast over mod sofaen. "Det er alle slags dukker." Hun tøver. "Jeg kan ikke forklare det."
   "Greta holder ellers meget af dukker," sagde Benjamin så. Et øjeblik står han spekulativt og kigger på hende.
   Lise stirrer undrende på ham. Hvorfor mænd ikke kan se den slags? Hans mor er sikkert vild med porcelænsdukker med lange øjenvipper og lyserøde blondekjoler, som skal se antikke ud. Men hvad vil hans mor sige til den uhyggelige tingest?
   Benjamin tager klovnen op fra sofaen. Det rødhårede hoved falder forover og skjuler det snerrende smil. "Jeg anede ikke, du havde det sådan. Oprigtigt. Så havde jeg naturligvis aldrig købt den."
   Lise ser på ham. Pludselig forstår hun, at lige meget, hvor længe de vil kende hinanden, vil der altid være noget, de ikke ved. Som nu Lises forhold til dukker og hvem ved, hvad Benjamin måske går og skjuler? Hun ser forskende på den mand, hun kun har kendt så kort. Alting er gået så stærkt, siden efteråret, hvor de traf hinanden i Paris. Måske er der også noget, Benjamin inderst inde skjuler?
   I bilen mod Lolland er stemningen i orden igen. Lise skotter om til de brune Mulberrytasker på bagsædet og retter uvant på det nye tøj. Hun ser ned ad sig selv og smiler skævt i sidespejlet. Tweednederdelen kradser i livet. Hun kan dårligt genkende sig selv, men som Benjamin siger om forvandlingen: "Mere tweed, mindre sølvprint og det klæder dig vældig godt." Og måske er det sandt? Passer bedre til en 27-årig kvinde. De kører den mørkeblå Audi, hun gav ham i bryllupsgave. Benjamin er tavs under hele kørslen.

De holder ind på en hvidkalket kro. "Jeg lovede, at vi ikke kom sultne. Det vil du bedre forstå, når du møder Greta. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set hende lave mad." Benjamin skåler over den hvide damaskdug. "Der kommer en kone fra byen og laver middag til os i aften." Benjamin nikker over silden. "Der er meget, du bedre forstår, når du først har mødt hende."
   "Du kalder hende aldrig for 'mor'?"
   Han ryster på hovedet og ser kort på det blå Rolex på det solbrændte håndled. "Nej, det er jo ikke alle børn, der gør det. Jeg har vist aldrig kaldt hende for andet end Greta."

Omkring tyve kilometer før mål, drejer Benjamin pludselig den store bil ad vejen. "Hov, hvor skal du hen?" Lise griber instinktivt ud efter støtte. De er drejet ned af en ganske smal markvej. For enden ligger et hvidpudset hus. "Det er da ikke her?"
   "Nej, men der er noget, jeg skal vise dig. Noget, der måske kan kurere din fobi." Lise stivner i sædet. Stikker neglene i tweednederdelen. Hvad har Benjamin nu fundet på?

Det lave hus dukker af sig selv op ad markvejen, som har nogen tabt det dér for nylig. Benjamin holder ind og vinker hende ud ad bilen Vinduesrammerne er malet lyseblå.
   'Dukkernes land', står der med håndmalede bogstaver på et skilt. Nedenunder ligger en sort kat med gule øjne. Den hvæser ad hende.
   "Kom nu ind og se, før du siger, at du ikke kan lide dukker. Dem her vil nok overraske dig. Måske får du lyst til at eje én selv?"
   "Det kan jeg ikke forestille mig." Lise stiger tøvende ud ad bilen. Føler sine svedige fingre klamre sig til den brune skindtaske. Mærker blodet der banker i tindingen. En stærk trykken for brystet, da den skrammede dør til forretningen går op.
   Foran hende står de mest livagtige dukker, hun nogensinde har set. Hun får åndenød og rækker ud efter Benjamin. Kniber øjnene fast i. Føler så hans varme hånd lukke sig om sin.
   "Slap nu af, Lise ..."
   Alt i hende stritter imod. Benjamins berøring er blid, da han trækker hende ind i forretningen. Lise føler raseriet falde og afløses af skam, over at være sådan et barn. Modvilligt åbner hun øjnene og stirrer ind i et hvast blik. Kvinden foran hende smiler en grimasse, der aldrig når øjnene.
   "Goddag, Benjamin." Kvinden stirrer på Lise, mens hun taler. Den stivede kjole virker gammeldags. Som har hun taget en dukkekjole på i overstørrelse.
   Lise ser forvirret på sin mand. Benjamin trækker hende hurtigt ind til sig. "Vi blev gift i torsdags. Lise er min kone." Da han siger 'min kone' lyser ansigtet op." Hun elsker ham pludselig meget højt.
   "Lise, det er Katja ..." Han skubber hende frem over gulvet. Lise rækker undrende hånden frem. De smalle fingre, der møder hendes, er kolde som en vinternat.

Overalt er der dukker. De står langs væggene, sidder på alle stolene og befolker vindueskarmene. Nogle er klædt som prinsesser, andre som cirkusklovne, cowboys og konfirmander. De er alle sært forskellige. Et øjeblik føler Lise sig iagttaget. Så vender hun sig og står ansigt til ansigt med en ung pige på højde med sig selv. Hun synes aldrig hun har set så uhyggelig og livagtig en dukke.
   Katja står pludselig ved siden af hende. "Hun er bedårende, ikke sandt? Det forestiller en ung pige, der kom ud for en ulykke." Katja sender hende sit kolde smil. "Du kan få lavet en dukke fuldstændig magen til dig selv. Så kan den sidde der og for evigt vise dig, hvor smuk du var engang." Noget indeni Lise krakelerer.
   "De er så naturtro, at man ikke kan se forskel på levende og død." Kvinden ler.

Der er en af dukkerne, Lise særligt lægger mærke til. Den står for sig selv i en hvid sommerkjole, som en Marilyn Monroe, uden resten, tydeligvis ikke pyntet endnu. Ansigtet er hvidt og maskeagtig, passer til den lyse kjole. Af en eller anden grund skræmmer den hende ikke nær så meget som de andre. Alligevel er der noget, der forvirrer hende.
   Benjamin smiler over interessen og gør så Lise opmærksom på en lillebitte dukke i en skindæske og Lise glemmer den anden igen. Langsomt går hun rundt mellem de mange figurer. For første gang i mange år, uden at føle skræk. Så er hun måske alligevel kureret?

Greta bor på et gammelt hotel, ikke langt fra Knuthenborg. Da de ankommer, ser Lise med rædsel, hvor faldefærdigt og forladt det hele ser ud. Benjamin følger hendes blik. "Man siger faktisk, det spøger herude." Han drejer ind på gårdspladsen. Det tror Lise gerne på.
   Hvide høns tuller kaglende rundt i solen. Pikker i perlegruset med de røde næb. Der er noget idyllisk over scenen, som fra en anden tid. Audiens brede dæk knaser i stenene. Benjamin standser motoren, men gør ikke mine til stige ud.
   En blå dør går op ind til et dybt mørke, til noget, der ligner en stald. Foran døren står en kraftig huggeblok. "Der er noget, du skal vide, før du møder Greta." Benjamin vender sig mod hende. "Min lillesøster døde, da hun var fem." Lise tager omgående hans hånd. Vielsesringen klikker mod hendes egen.
   "Min mor har forsøgt at genskabe hendes portræt igen og igen, men synes aldrig det er lykkedes. Sådan er det vel med kunstnere." Han ser ikke på hende. Fingererer ved rattet. "Det er min mor, der laver de dukker, vi så i butikken. Katja er hendes kusine ..." Støvregnen viser sig, danner spind på ruden.
   "Jeg troede, din mor malede ..."
   "Nej, hun laver dukker."
   Tavshed.
   " Har jeg ikke nævnt det?"
   "Nej."
   " ... Det begyndte med mannequindukker til stormagasiner."
   Lise gyser. Så hans mor kreerer dukker ... Sådan nogle legemsstore nogle med tomme, døde øjne.
   Benjamin peger ud ad den våde rude. "Derovre. Hun laver dem på værkstedet."
   "Hvor bor gæsterne så?" - Det kan da kun være i hovedbygningen. Den eneste bygning, der virker hel.
   "Der er vist ingen lige nu."
   Regnen tager til. Det er som om Benjamin venter på et eller andet. Pludselig ser Lise noget, der ligner et fugleskræmsel, en gigant iført blå smækbukser og mudrede træskostøvler træde ud på gårdspladsen. En høj og bred kæmpe, som stukket af fra cirkus. Han holder en økse i hånden.
   Uden for bilruden leder hønsene efter insekter. Regnen tager til.
   Manden griber en baskende høne. Fuglen forsvinder næsten i det store greb. Han smækker den op på blokken, Hugger hovedet af den. Giver slip, og lader liget falde flaskende ned mod de blodplettede småsten.
   "Nå, så skal vi have kylling i aften." Benjamin vender sig mod Lise.
   Den døde fugl basker med de blodsprøjtede vinger og løber ind mellem de levende høns. De flygter over perlegruset.
   "Tag dig ikke af Adolf." Benjamin åbner omsider bildøren. "Han er måske lidt underlig," siger han så lavere. "Men ganske ufarlig. Du skal bare lade ham være i fred."
   Kæmpemennesket snøfter kraftigt ind. Lise kan høre det gennem regnen. Så klør han sig i skridtet og vender sig uden et ord. Griber øksen og går tilbage ind ad den blå dør til stalden. Hønen ligger hovedløs tilbage i gruset.
   Lise prøver at få sin hjertebanken under kontrol. Hun skal nok holde sig fra Adolf. Benjamin kan være ganske rolig.
   "Lad os finde Greta, hun er nok i værkstedet." Benjamin peger mod den længe, han viste før.
   Fra alle vinduer stirrer dukkerne ud på hende. Som vagtposter fra Helvede. Noget ved deres tomme øjne får det til at vende sig i Lise. Som om hun ikke er kureret endnu.

Benjamin åbner døren ind til den lave bygning. Lise ser sig rundt i det halvmørke rum. Et sekund ligner de rigtige mennesker på et reklamefoto. Ikke et hår sidder forkert, ikke en plet eller krølle er der på tøjet.
   En høj skræppen lyder pludselig udefra. Automatisk glider Lises blik gennem vinduet, ud i solen.
   En sort kat, der ligner den fra butiksskiltet, har fanget en fugl. En solsorteunge. Katten leger med sit bytte. Solsortens ene vinge hænger skævt. Fuglens næb står åbent. Lise vender blikket væk og opdager hun er alene. Benjamin må være gået tilbage til bilen. Et øjeblik ønsker hun at løbe efter. Så bremser hun sig selv. Forsøger at tage sig sammen.

Det mest uhyggelige er dukkernes overjordiske skønhed. Som er det oprindeligt almindelige mennesker, dog kønne, der i levende live har siddet model. Og kunstneren så efterfølgende har rettet en smule, kun detaljer, men nok til, at en almindelig hage bliver noget særligt, og linjerne i ansigtet understreger det bedste ved dem selv. Udhvilet, munter og glat. Og alligevel er de døde, disse skabninger. Eller udøde. Som om de hvert øjeblik vil rejse sig, og danne en alt for lukket kreds. Omkring det eneste levende væsen i rummet.
   En af de store dukker i den blomstrede sofa rejser sig stift. Lise mærker sveden springe i håndfladerne, og åndedrættet standse et øjeblik. Dukkeansigtet drejes. Lise blinker rædselsslagent. Det grå hår er samlet i en valk, som på gamle malerier.
   "Du må være Lise." Stemmen er blid. En smal, hvid hånd rækkes ud mod hende. De rosa læber skilles i et smil, der giver Lise kuldegys.
   Pludselig er Benjamin tilbage i rummet: "Greta!"
   Mor og søn omfavner længe hinanden.

Greta er overraskende glad for klovnen. "Hvad sagde du kaldte den?
   "Ráu clovn.
   "Og det skulle så betyde?"
   Benjamin tager den lemmeløse klovn op på armen. Vender bunden i vejret, så det orange hår hænger ned fra den skaldede isse. Peger på en påsyet label. "Det tog mig faktisk lidt tid at finde ud af hvad det betød, men ad omveje fandt jeg én, der kunne hjælpe. "Ond klovn", skulle det betyde." Han rækker hende klovnen igen. "En rumænsk specialitet."
   "Fascinerende," medgiver Greta.
   Lise følte sig pludselig meget udenfor.

Senere drikker de te mellem alle dukkerne. Stuen er kold. Benjamins mor fortæller om sin passion.
   "Dukker skændes ikke. De svarer ikke igen og de er altid enige med dig." Hun løfter tekoppen op til de rosa læber.
   Benjamin stirrer hele tiden på sin mor. Nærmest betaget. Der er så meget Lise ikke ved, som hun vil spørge ham om. Moderen er også betydelig yngre, end hun har forestillet sig. Greta må have været en ganske ung pige, da hun fik ham. Var Greta ikke hans mor, ville Lise have betragtet hende som en konkurrent.
   Senere bærer Benjamin Lisas dyre, nye tasker op til 'Det blå Værelse'. Her skal hun sove i nat. Det er rent og pænt. Nok et af dem, der udlejes til gæster.
   "Det er ikke så nemt for hende." Benjamin kysser Lise. "Greta er lidt gammeldags."
   "Vi er vel gift?"

Om natten drømmer Lise, hun er syg og alene sammen med alle dukkerne. Der lyder musik og latter, hun ikke kan fornemme, hvorfra kommer. Så begynder én af dem at bevæge sig. En levende dukke. I drømmen er hun ikke bange. Den ligner Greta lidt, når den ler. Alligevel virker den rar. Dukken kommer tættere på. Der er noget galt. Smilet er forkert. Lise er for syg til at rejse sig, for svag til at råbe om hjælp. Forsøger at skrige, men som dukken nærmer sig, kvæles hendes skrig til lyden af musikken og latteren, der pludselig er overalt. De andre dukker ler. Greta-dukken kravler op i sengen til hende. Rækker ud med døde, hvide fingre. Efter Lises hals.

Solen er svagt på vej med rosa striber over himlen, da hun vågner. Lise kigger på duggen i græsset udenfor vinduet. En solsort synger fra kastanjetræet. Hun går stille rundt i det morgenstille hus.
   En dør står på klem, der lyder svag klassisk musik. Er andre virkelig så tidligt oppe?
   I det halvmørke rum sidder flere dukker. En af dem, højere end hende selv, og klædt i konfirmationskjole smiler koldt, da hun passerer. "Jeg elsker dig", siger den så og drejer hovedet. Lise skynder sig videre.
   "Kom, lad os lege" En matrosklædt dreng blinker med de døde øjne, rækker armene ud imod hende. Grinets vrængen fra den alt for røde mund. Dukkerne har voksne og polerede stemmer. Og alt for stive blikke. Den næste synger. Det er ikke en sang hun kender. Der er noget rå værtshus over stemmen fra dukkens hals.
   Noget falder ned bag ved hende med en høj klirren. Hun får øje på en lang sølvgaffel på gulvet. Hvor kom den fra? I det samme kommer Benjamin ind i rummet til hende. Der sidder en klat skum på hans kind fra barberingen.
   "Dukkerne taler?" Lise stirrer på ham. Har lyst til at flygte ud ad rummet. "Og bevæger sig?"
   "De er udstyret med en sensor, der går i gang, når man træder indenfor en meters afstand." Benjamins stemme er blid. "Det er noget Greta har fundet på."
   Lise trækker vejret stødvist.
   "Hun laver dem på bestilling. De fleste som mannequindukker eller som fine dukker til voksne. - Men også begravelsesdukker."
   "Hvad er det?" Lise hvisker, ikke sikker på, hun ønsker at kende svaret.
   "Kom og se." Benjamin trækker et forhæng væk fra en lukket himmelseng. Afslører den hvide kiste. Et sovende spædbarn. "Se," han løfter dynen. "Kroppen stopper lige under brystet, men det ser man jo ikke. Det billiggør processen."
   På en eller anden måde får torso-spædbarnet noget til at springe i hende. Hun må have luft. Benjamin løber efter, finder hende på gårdspladsen. Ved siden af resterne af solsorten med den brækkede vinge. Fluerne summer over liget. Den sorte kat sover i en solstribe lidt derfra. Lise bremser. "Hvem vil dog ...? " Hun har svært ved at få ordene frem. "Hvem vil dog købe sådan ... et lig?"
   Benjamin trækker på skuldrene. "Amerikanere." Han ser på hende. "Hun sælger dem over nettet."
   Han går tilbage ind i huset. Åbner en dør. Dukkerne står tætpakket i hver deres kasse, klar til forsendelse. "Begravelsesdukkerne er altid iført kopi af det tøj, personen havde på den dag, de døde. Det er en del af konceptet."

Efter morgenmaden skal Adolf til læge. Benjamin og hans mor tager med. Noget med det ene knæ. På en måde er det skræmmende at være ladt alene tilbage, på den anden side interessant. Nu har hun en chance til at undersøge huset lidt på egen hånd. Og måske tage opgøret med sin angst. Hun er nødt til at få den under kontrol. Greta vil næppe lægge sin forretning på hylden, ergo er hun selv nødt til at rykke sig. Lise beslutter sig, at gribe sagen an lidt praktisk. Starte nedefra og arbejde sig op. Skotter op ad den smalle trappe til loftet. Den der går fra køkkenet.

Hun snuser i skabe og skuffer. Undskylder overfor sig selv, at hun er gift ind i familien og derfor er det vigtigt, at hun ved mest muligt. Også om Greta. I en skuffe finder hun et chartek fuld af udklip om sig selv. Først bliver hun overrasket, lidt forskrækket, så slapper hun af. Smilende bladrer hun i det. Så Greta har alligevel fulgt lidt med. Der kan man bare se. Mon Benjamin er klar over det?
   Hun ser på det næste i bunken. Der er det interview, hvor hun fortalte om sin dukkeangst.
   Nedenunder udklippene ligger en masse billeder af Lise. Også dem kender hun. Nu bliver hun rigtig forvirret. Dem har Benjamin jo taget af hende i alt det nye tøj. Hvorfor ligger de her i moderens værksted? Hun bliver nødt til at tale med Benjamin. Føler kulden vokse i sin krop.

Timerne går, hun er stadig alene. Udenfor begynder det at blive mørkt.
   Hun går omsider op på loftet ad den smalle trappe fra køkkenet Husker Gretas ord til Benjamin. At han skulle sikre, at døren ikke smækkede. "Så er det ikke sikkert vi kan høre dig, ha ha." Lise tænder det skarpe ovenlys. Der er også dukker overalt heroppe. Det overrasker ikke. Skyggerne er dybe bag stålreolerne. Der er noget der pusler omme bagved. Lise forsøger at berolige sig selv. Kontrollere åndedrættet. Sikkert bare mus. De er jo på landet.
   Dukkerne heroppe er anderledes, ligesom ufærdige. Så ser hun det. Det er fejlproducerede eksemplarer. De er første, anden og tredje udgave af den samme figur, men uden tøj og parykker. Kun med de ufærdige, umalede ansigter. De ligner noget fra et stormagasin. Nogle af dem er sikkert også. Hun husker, at Benjamin sagde, at det var sådan det startede. Lise går rundt mellem voksfigurerne, forsøger at arbejde med sin frygt. Herregud. Det er bare mannequindukker. De kan intet gøre hende. Det er bare den gamle angst. Sved på ryggen. Hårene på armene, der afslører, at roen hun indgyder sig selv er falsk.
   Så får hun øje på ansigtet. Magen til det hun så i 'Dukkernes land'. Igen er hun tiltrukket af det nøgne hoved, uden at vide hvorfor. Går tættere på. Tager det varsomt ned fra metalhylden med rystende hænder. Så genkender hun det. Hiver efter vejet, trækker det stødvist, som forgæves ind, Hendes hjertebanken går amok, hun ryster, sveder, bakker væk fra reolen.
   Lise står med sig selv i hænderne. Sit eget afhuggede ansigt, som tømt for blod. Rædselsslagen ser hun sig omkring. Overalt ser hun sit eget portræt fra alle hylderne. På alle reolvægge står hun selv, uden øjne. Uden hår. Hun er dem alle sammen. Grædende styrter hun ned ad trappen, direkte ind i Benjamin. Hun kaster sig i hans favn. Hulker voldsomt.
   "Åh, Lise." Han lyder næsten vred. "Det skulle jo have været en overraskelse. Nu bliver Greta ked af det. Hvad skulle du dog også heroppe?" Han holder hende ud fra sig. Der er et irriteret blik i de blå øjne, der forvirrer hende. "Hvorfor gik du herop?" gentager han. Som forventer han et svar.
   Lise får dårlig samvittighed. Måske er det også hende, der er barnlig. Hun forsøger at fange et smil.
   "Vil du ikke nok forklare din mor, at jeg er så bange for dukker. At de altid har gjort mig angst." Hun ser op på ham. Han må ikke være vred. Det kan hun ikke klare lige nu.
   Benjamin stryger hende over kinden. "Det skal jeg nok. Jeg skal nok prøve at forklare det." Han klemmer hendes hånd.
   I stuen sidder moderen, da de træder ind. Hun smiler vagt. Lise synes hun læser skuffelsen i blikket. Hun rejser sig lettet da audiensen er forbi.

Senere går hun og Benjamin en tur i det smukke landskab.
   "Greta blev rigtigt ked af, du kom til at afsløre gaven, men nu kan du jo ligeså godt sidde rigtig model."
   "Rigtig model?" Lise mærker blodet forsvinde fra ansigtet. De små hår på armene rejser sig.
   "Greta vil forære os en helt særlig dukke i bryllupsgave. En dukke, der forestiller dig."

Dagene går langsomt i den hvide sofa. Greta arbejder koncentreret i ler. Bryllupsrejsen er udsat. På en måde er det underligt, men også fascinerende. Portrættet i 3D, som et evigt minde. Lises blik fæstnes på markvejen, der strækker sig i det uendelige udenfor.

Timerne går, hun mærker døsigheden. Så høres motorlyd udenfor og hun løfter blikket. Den sorte BMW standser knasende i gruset. Adolf kommer ud fra stalden. Han bærer på en høj dukke.
   En høj mand stiger ud ad bilen. Han virker bekendt. Lise strækker hals. Med ryggen til taler jakkesættet med kæmpen. Lise ser forvirret ned af sig selv. Blusen er magen til dukkens. Vinden tager i mannequinens honningfarvede hår. Nu genkender hun også skildpaddekammen.

Døren går op. Det er Benjamin. Hun anede ikke, han var hjemme. Han sender hende det smil, hun kender så godt. Bag ham træder en skygge frem. - Det er jo deres advokat, Ditlev From. Ham der ordnede ægtepagt og testamente. Lise reagerer overrasket og glad. - Hvad laver han dog her?

Den sorte kat strækker sig. Så hvæser den ad hende, før den løber ud i solen.
   Lise stirrer op på Adolf, der pludselig tårner sig op bag de andre. Der er noget galt.
   Alting virker helt forkert. Blikket i hans døde øjne, holder hendes fast.
   Solen glimter i den blanke økse.