Første stadie
   Judith havde haft mistanken længe, men vidste ikke hvor hun skulle gå hen med sine farlige tanker. Frygten for hvad hendes læge ville sige, hvis hun dukkede op i konsultationen og fortalte, at hun troede, at der fandtes en hemmelig klub for kendte mennesker, hvor de mødtes og drøftede verdenssituationen over råstegte børnelig. At der var en gigantisk konspiration i gang og at ingen anede det. Måske skulle hun ikke sige noget. Der var altid en lille risiko for at lægen ville opfatte det forkert. Eller måske selv var medlem.
   Hvornår hun fik mistanken var hun usikker på. Men hun var begyndt at lægge mærke til at flere og flere kendte mennesker, også politikere, fik rettet tandsættet meget kort inde i deres karriere, og at de skarpe hjørnetænder altid blev forsøgt skjult. Som om de fik jacketkroner eller måske bare fik en tandskinne på, når de skulle i fjernsynet.
   En dag var der et debatpanel på DR2, hvor en stor og kraftig mand havde travlt med at skule til modstanderne, når det da ikke lige var hans tur til at sige noget. Da programmet handlede om rehabilitering af kriminelle gik hun automatisk ud fra, at han nok var tugthusfange og sikkert havde slået en eller anden ihjel. Og så var han i virkeligheden talsmand for nogle fængselsbetjente. Det overraskede hende virkelig, hun plejede ellers at bryste sig af at være menneskekender. Først havde hun skældt sig selv ud for at være et fæ, der straks dømte folk på deres udseende, for i virkeligheden var det ham med den nydelige frisure og jakkesættet, der var forbryderen, men det kunne man slet ikke se, når han var så pænt klædt på. Men så kiggede hun på fængselsbetjenten igen og fik øje på de skarpe hjørnetænder, da han sagde noget om samfundets forpligtelser. "Han ligner en, der spiser børn," fløj det gennem hende.
   Det var nu ikke den slags, der optog danskerne i den tid. Aviser og tv var fulde af hjertegribende artikler om det forsvundne spædbarn. En lille dreng var taget fra en barnevogn udenfor en bager. Hans forældre var kun ude af syne et øjeblik, men barnet var væk og ingen havde hørt noget til det siden. Nogle talte om kidnapning. Andre om at en forvirret kvinde kunne have taget barnet, måske i den tro, at det var hendes eget. Teorierne var mange. Judith synes næsten ikke de skrev om andet.

En lun forårsaften, hvor man kunne dufte syrenerne nede fra gården, fik hun i en tv-udsendelse øje på en ung politiker, en pige. Det der fik hende til at sætte kaffekanden tilbage på bordet, så det klirrede, var tandsættet. Judith havde lagt mærke til den kønne unge dame før, fordi hun lignede Lisa, frisørens datter, en smule. Samme lyse hår og kønne blå øjne. Der var også noget ved munden. Til hun åbnede den. Smilet var skæmmet af nogle syleskarpe hjørnetænder, der gav det kønne udseende en diabolsk og uhyggelig skygge, der ikke kunne slippe Judith igen og gav hende ildevarslende drømme. Måneden efter var pigen tilbage på TV-skærmen. På rekordtid var hun opstillet og valgt ind i kommunalbestyrelsen og flere talte om den unge komets vej til en borgmesterpost. Hun havde tydeligvis også været hos tandlægen. Hjørnetænderne var nu ganske lige og flugtede med de andre. Det var meget underligt. Judith skyndte sig at tænke, at måske var den unge pige bare træt af at ligne en dracula-aflægger, eller måske havde vælgerforeningen hvisket hende noget i øret, siden tænderne var rettet, og nu lignede hun faktisk frisørens datter Lisa igen. Judith glemte det snart, for sine egne plager.
   I den senere tid havde Judith nemlig haft det meget underligt. Det var som om hun ikke helt kunne styre sine fødder. Som om der var en usikkerhed i benene, når hun gik. Nogle gange måtte hun ligefrem støtte sig til det nærmeste, for ikke at falde. En dag, hun stod nede i banken og skulle betale en varmeregning kunne hun næsten heller ikke fremtvinge ordene. Som om det ikke var hendes egen tunge og læber, hun forsøgte at bevæge. Bankdamen havde været meget venlig og skaffet hende et glas vand. Da hun havde siddet lidt, fik hun det bedre og kunne vakle hjem. I starten tænkte hun, at det kunne være influenza, men nu var hun ikke så sikker. Var der ikke også noget med synet? Sommetider trak det i øjenhuden, som havde hun tics. Bare, bare det ikke var sclerose ... På internettet søgte hun højt og lavt efter andre sygdomme med symptomer der matchede, men fandt ingen ting. En blodprøve ville afsløre om det virkelig var den forfærdelige sygdom. Den sygdom man mente måske tog livet af hendes mor og søster.
   Judith var på FP. Det havde hun været i mange år. Så længe at hun næsten ikke kunne huske, hvad det var hun egentlig fik den for. Det var dengang i 80'erne, hvor det ikke var så svært at få den. Man skulle bare sige tingene på en bestemt måde, så gik det næsten altid. Hendes mor og søster, dengang de levede, havde da også fået den før hende. Det var før de blev rigtigt syge. Sclerose kaldte lægerne den sygdom, familien fik, i mangel af bedre. Man havde aldrig fået sat et navn på hvad det egentligt var. Men fra sygdommen brød ud og til Judiths søster og kort efter moderen døde, gik der ikke mere end knap et år. Den ene i oktober, den anden i januar. Det var en meget svær tid. Judith mærkede blodet dunke i tindingen. Hun ville helst ikke tænke på det.

Andet stadie
   September måned var stadig lun. Kastanietræet i gården bugnede og ville snart smide sine hårde og piggede frugter overalt på den revnede asfalt. Den ejendom Judith boede i var faldefærdig og burde egentlig kondemneres, men af en eller anden grund havde huset fået lov at stå. Det kvarter Judith boede i var i de seneste år blevet byrenoveret. Meget af den gamle bydel havde man bare revet ned og rundt om den nu rensede og opdæmmede lorte-å, havde man etableret en stribe meget attraktive, hvide bebyggelser, hvor de kendte fra ugebladene blev tiltrukket som fluer til en sukkermad. Det morede hende meget, især i starten. Så fik hun fast plads på den lille altan, bag solskærmen med hullet til kikkerten. Der tilbragte hun mange timer i begyndelsen. Lavede lister over hvem der nu var flyttet ind og mere end en gang kunne hun ringe til Se og Hør og givet et tip om pikante møder. Én gang fik hun 500 kroner, men så fik de også gode billeder, da ministeren trådte ud ad opgangen en tidlig morgen. Judith lavede listerne i kinabøger, hun købte i 'Tiger' i centret. Hun holdt nøje øje med hvem af de kendte, der boede hvor, og især hvem der sov hos hvem. Det var først senere, det med deres tænder begyndte at interessere hende og hun begyndte at klistre billeder ind til listerne.
   "Rivieraen", kaldte man i folkemunde det nye topsikrede boligområde, der fik flere og flere kendte fra tv, film og politik til at rykke ind. Boligerne var store og rummelige, der var lækre terrasser til hver lejlighed og så var det sikkert rart for de kendte, at der var andre, som dem selv, tænkte Judith. 'Hver so synes jo bedst om sine egne'. Det var også et af moderens mange mundheld.
   Judith sad i den sidste sol og nød sin smoothie inden hun skulle i gang med aftensmaden. I øjeblikket levede hun mest af bladbede. Det smagte ikke særlig festligt, men det skulle være meget udrensende, sagde de nede i 'Krystalgrotten'. Heldigvis var kuren overstået om fire dage. Og heldigvis havde hun sin smoothie at skylle den grimme smag ned med. Hurra da for den.
   Judith havde fint udsyn til alle de kendtes fester og til de duftende stege, de tilberedte på terrasserne. Sommeren havde været lang og bagende, nu var den på hæld. Grillaftnerne var nok snart slut for 'kendisklubben'. Hun lagde kikkerten og samlede avisen op. Aviser og tv-udsendelser havde stadig fokus på de forsvundne babyer. Tre børn i alderen 2-6 måneder var stjålet indenfor de sidste fem måneder, alle på samme måde og ingen mødre turde længere sætte barnevognen fra sig mere end et øjeblik. Politiet gik meget stille med opklaringsarbejdet, men det var sluppet ud gennem BT, at de arbejdede med en teori om, at der var flere gerningsmænd. Judith løftede blikket fra avisen og fæstnede sit blik på Peter Frödin, der var ved at tænde op i grillen oppe på tredje. På etagen nedenunder boede hende skuespilleren Paprika et eller andet. 'Grus', eller sådan noget, Judith kunne aldrig huske efternavnet. Hun synes faktisk sommetider, der var knas med hukommelsen, meget irriterende. Måske var det overgangsalderen?
   Paprika solede sig topløs på terrassen. Man skulle tro, det var for koldt, men det læsejl, hun havde sat op, tog selvfølgelig noget af vinden. Ved siden af den solbadende stod en kande med noget gennemsigtigt i. Og citronskiver på glaskandekanten. Judith blev helt tørstig selv og tog en slurk af sin egen drik gennem sugerøret. Måske skulle Paprika spise oppe hos Peter? Det var måske mødeaften? Blikket gled op til den osende grill ovenpå. Hun vidste faktisk ikke om Peter Frödin også havde fået rettet tænderne. Han havde været kendt længe før, hun begyndte at tage notater. Ærgerligt nok.
   Røgen fra skuespillerens sorte webergrill steg op mod den blå septemberhimmel og blandede sig med de få skyer. Han stod i bar overkrop og hvide shorts, fandt en børste frem og begyndte at rense grillristen. Det støvede sort ned på de hvide lærredsbukser. Han skulle nok have taget et forklæde på, før han begyndte, tænkte Judith. Hun vidste, han havde et orange et, ét med solsikker på. Judith tog avisen igen. Læste det om de forsvundne børn igen, og sprang så videre til siden med de sidste nye kostråd. Nu skulle man til at være varsom med for meget te, især mænd var i risiko. De kunne simpelthen dø af det. Men da Judith selv drak kaffe og heller ikke kendte nogle mandlige tedrikkere, glemte hun det hurtigt igen og læste i stedet en notits om, at blåbær var godt for øjnene. Det vidste hun da godt. Det var gammelt nyt, det spiste hun allerede i pilleform. Så var hun anderledes interesseret i den forskningsundersøgelse, der viste at fedme var genetisk og det var jo det hun altid havde sagt. De havde altid været kraftige i hendes familie. Selvfølgelig var det arveligt. Hurtigt bladrede hun over til horoskopet og studerende minutiøst teksten under Krebsen.

Mens hun ordnede kødet på spækbrættet til aftensmadens udrensningsmenu, tænkte hun igen over det faktum, at med hendes død ville slægten uddø. Med sine 53 år var det ret sikkert nu. Det var jo ikke fordi hun havde prøvet. Tilbage da hun var yngre havde hun både været til singlefester og svaret på kontaktannoncer. Men han var aldrig kommet forbi, ham der skulle skaffe hende barnet, der skulle føre slægten videre. Det ville skuffe hendes mor, det vidste Judith godt. At hendes søster ikke fik børn skyldes at hun døde så ung og moderen døde selv, da Judith var 31 og stadig kunne nå, at få børn. Det havde hun jo også troet hun skulle. Hvis ikke lige skæbnen var gået imod hende. Kun en gang havde der været optakt til noget, men det gled ud, før det næsten var begyndt og så talte det vel ikke rigtigt? Hun havde mødt ham på det billedkunst-enkeltfag, hun tog på HF, før hun opgav at uddanne sig alligevel. Han var høj og mørkhåret og sad et par rækker foran hende. Hvorfor han var så interessant kunne hun ikke rigtig finde ud af, men for første gang overvejede hun at flytte hjemmefra og begynde et andet slags liv, væk fra sin mor og søster. Han hed Henrik og var meget venlig, da hun tabte en bog foran ham, som han samlede op. På en eller anden måde kom de til at tale om kurset og han fortalte, at han måske ville være dyrlæge, men lige skulle se, om han kunne klare matematikken og inden hun anede, hvad der skete, fulgtes de ned til busstoppestedet og han vinkede til hende, da den kørte. Dagen efter mødte hun ham igen og de fulgtes ad og en dag spurgte han, om hun ville med i biografen. "Jeg kan for resten ikke få børn," sagde han henkastet, da de gik ud fra biografens mørke senere. "Nå," sagde hun og vidste, at så ville hendes mor aldrig acceptere ham. Dagen efter lagde hun sig syg fra kurset og tog ikke telefonen, da han ringede. Hun fandt aldrig ud af, hvad han egentlig lavede på det billedkunst-fag. Da hendes søster og mor døde fik hun den store lejlighed for sig selv. De første år legede hun med tanken om at dele den med nogen, men droppede det igen. Det var også kun fordi der blev så stille, efter de var væk.

Senere, ude i køkkenet, trak hun den store blikæske ud af skabet over vasken og tog varsomt de mange pilleglas frem og stillede dem på række langs bordkanten. Det blev til en del, før de alle var på plads. Hun valgte en bunke ud, som hun ville tage nu, så kunne hun tage resten i aften. Den høje, hvide plastikboks hun først åbnede, var antioxidanter. Dem skulle hun have tre af. Hun skyllede dem ned med juice fra køleskabet. Lidt vitamin var der vel i, det stod der da udenpå. Den gule æske med små, blege kapsler var kaukasisk blærehalstang, der var så god for fordøjelsen. Dem skulle hun også se at få spist op. Dyre var de i hvert fald. To små blå flasker indeholdt begge homøopatiske dråber. Den ene mod pollenallergi og den anden mod generel sommersnue og astmabronkitis, men det måtte de ikke skrive for myndighederne på embalagen, så den gik bare under navnet. 'Alt godt', nede i 'Krystalgrotten', hvor hun kom mindst én gang om ugen og altid omkring den første, hvor skabets depoter tit skulle fyldes op. Frem af bunken tog hun også B-vitaminerne, som var så godt for håret, og det hvide pulver, c-vitamin, til at røre op i vand. Det måtte være nok nu, når hun også skulle have en smoothie til. Allernederst i blikæsken lå nogle små grønne piller i en gennemsigtig pose. Dem købte hun engang over nettet. Hun havde aldrig turdet tage dem, når der ikke var nogen indlægsseddel med og nu havde hun også glemt, hvad de egentligt skulle bruges til. Hun slugte de sidste piller i håndfladen og det sidste pulver rørt op med en rest kaffe og gjorde klar til dagens sidste smootie. I røreskålen hældte hun ølgærsflager og benmel i, gennem en sigte, så vand og tre teskeer fra fadet med det finthakkede, rå kød. Til slut tilsatte hun to æggehvider (ren protein), tomatjuice (antioxidanter) og friskmalet hvid peber (et næsten glemt husråd, der skulle forebygge alt lige fra paradentose til sclerose). Det hele hældte hun i foodprocessoren sammen med en sjat gedemælk og noget friskhøstet skvalderkål, som de sagde nede i helsekosten var lige så godt som spinat, når det kom til C-vitaminerne. Hun kørte det hele gennem to minutter og standsede så. Stilheden var en lise omkring hende. Blandingen var lysegrøn og havde en konsistens som babymos. Det var da også det hendes mor altid havde kaldt det. Hun kørte blandingen flydende med mere gedemælk. Det var fra moderen, hun havde arvet interessen for de sunde kostvaner. 'Babymos' var bare én af de mange proteindrikke, moderen altid havde serveret for hende og søsteren, før der var nogen, der fandt på modeordet. Judith tog en teske frem og smagte på det. Den var fin. Hun smilede til sig selv i spejlet over køkkenvasken, før billedet opløstes foran hende. Ansigtstrækkene flød ud og forsvandt. Hun kneb øjnene sammen, åbnede dem igen, forsøgte at fokusere, men i flere minutter uden held. Angstens kolde greb navlede hende til gulvet. Omsider kom den vante virkelighed tilbage. Hun kategoriserede det under 'hændeligt uheld' og hældte sin smoothie over i et højt blåt glas og tog det med ud på altanen, for at nyde den dér.

Senere var hun nede og handle. Først mødte hun udenrigsministeren i Føtex. Ham der altid lignede en, der lige havde fortalt en løgn, når han smilede. Det undrede hende slet ikke, at han også var flyttet ind. Elskede sikkert at gnide sig op ad de kendte. Pludselig stod han dér over fadkoteletterne og lignede sig selv så meget, at Judith et øjeblik blev helt befippet og måtte køre over i en sidegang og få vejret igen. De skarpe hjørnetænder nærmest funklede i halogenlyset, da han et øjeblik smilede til hende, da han så genkendelsen i hendes blik.
   Henne ved mælken stod den populære skuespillerinde. Hende den blonde og langbenede, de alle spåede et gennembrud i udlandet. Var det ikke Julie, hun hed? Og så et svært efternavn. På det sidste havde navne det med at forsvinde. Men hende dér var i hvert fald altid med i bladene sammen med den fodboldspiller, hun var kæreste med. Måske var det ham, hun talte med lige nu? Hun talte i hvert fald i mobiltelefon og fingererede ved kundevognen, der var proppet med vin og øl. Så skulle der nok være grillfest i kendis-klubben i aften. Så havde hendes mistanke altså været rigtig, da hun så Peter tænde op. Judith holdt sig diskret i baggrunden og forsøgte at få glimt af den unge skuespillerindes tænder, når hun talte, men kom til at vælte et stativ med popkorn og måtte gå med uforrettet sag. I køen så Judith hende igen. Nu talte hun med udenrigsministeren, og nu kunne man se den kønne skuespillers tænder (og hvor var hun bare tynd, altså). De var lige og pæne og sad som de skulle, som de nye jacketkroner de sikkert var. De havde begge været med i Vild med dans. Måske var det der, de kendte hinanden fra? Eller fra 'klubben' ... Fra køen kunne Judith se kiosken. Kunne lige ane Ekstra Bladets spiseseddel. "Endnu en baby forsvundet". Hun tog en kage med hjem fra bageren og sad længe over kaffen og tænkte på de kendte mennesker, der mødtes og ordnede verdenssituationen over de sprødstegte børnelig.

Engang fandtes der et meget mærkeligt blad, 'En skør, skør verden' med alverdens underlige opfindelser og anormaliteter beskrevet ned til mindste detalje. Hun holdt bladet i flere år til det til sidst gik ind på dansk og da hun ikke så godt kunne læse det på engelsk, måtte hun droppe sit abonnement. I bladet stod der tit noget om ufo'er og de hemmelige stråler, man mente kom ud gennem stikkontakterne i USA (heldigvis ikke i Danmark). Men det var her, hun første gang stiftede bekendtskab med den mærkværdige klub, hvis medlemskaber bredte sig fra land til land og nu også var kommet til Danmark, hvis Judiths mistanke var sand. Menneskeæderklubben. I bladet, som var flere år gammelt stod der, at man havde opdaget en hemmelig kult, som bestod af mennesker, der alle holdt sig unge og sunde ved at spise menneskebørn. Det var de rene proteiner og aminosyrerne, man mente kannibalklubben var interesseret i, men alt var tys-tys og den journalist, der havde forsøgt at grave i det var mærkværdig nok forsvundet. Kun hans kraveben fandt man og ligeledes ham, der fulgte efter, var nu væk. Judith vidste godt, at man ikke skulle tro på alt hvad man læste, men det satte alligevel nogle tanker i gang og de førte til flere og langsomt byggede hun et sandslot af beviser. Hvis bare hun vidste, hvor hun skulle gå hen med sin mistanke? Det var alt sammen så skørt og så mærkeligt, at hun begyndte at le. Og da hun først begyndte, kunne hun slet ikke holde op igen.

Tredje stadie
   Judith rejste sig fra computeren og ænsede slet ikke sneen, der slog mod ruden. Gik baglæns over gulvet og måtte støtte sig til lænestolen for ikke at vælte. Forvirret og bange, nej, rædselsslagen var det rigtige ord. Over det hun havde fundet. Men det kunne da ikke være det? Men 'pengene passede', som hendes mor altid sagde, før hun døde. Judith kastede et blik over på nabohuset, hvor vinterens fester nu var godt i gang. De morede sig derinde bag de hvide gardiner, helt uvidende om, hvad Judith gennemlevede lige nu. Børneæderne. Latteren og musikken bølgede ud ad det åbne vindue og op mod den mørke og snedækkede aftenhimmel. Duften af sprødt skind tvang sig vej ind i hendes næsebor. En kvinde hvinede. Hende den lyshårede studievært fra TV2. Den nye. For en gangs skyld sad Judith ikke klar med sin kikkert. For en gang skyld havde hun andet at se til. Omsider bar internettet frugt og hun havde fundet en sygdom, hvis symptomer passede på alle hendes. Kulderystelserne fór gennem hende. Hun skottede ud ad øjenkrogen tilbage mod computerskærmen.

Første stadie: Under første etape, også kaldet den ambulante fase begynder den generelle koordination at forringes. Patienten kan opleve symptomer som usikker gangart, rystelser eller rysten, utydelig tale og trækninger eller tics.

Andet stadie: Den anden etape af sygdommen, er defineret ved en forværring af første etapes symptomer, som nu forhindrer patienten at gå uden støtte, ataksi eller tab af muskelkoordination og svære muskelryk. Derudover begynder et nyt sæt af symptomer, herunder depression, anfald af latter og en svigtende mental kapacitet.


* * *
   Judith sad længe ved vinduet, mens hun forsøgte at drikke det sidste af sin smoothie. I den seneste tid havde hun haft synkebesvær. Hun gled ind og ud af bevidsthed ovenpå dagens anstrengelser. Alt var så besværligt efterhånden.

Det kimede voldsomt på dørtelefonen. langt inde i sære drømme, hvor statsministeren og Casper Christensen trak ønskeben med hinanden. For enden af det overdådigt dækkede bord, forsøgte Frank Hvam at vride skulderen af en lille hovedløs torso, der lå for sig selv på et sølvfad. Et ensemble spillede Mozart i baggrunden. Så smukt, Don Giovanni. Der var mange gæster om bordet. Deres tænder var spidse og deres øjne grådige, mens fadet gik rundt.
   Judith tvang de tunge øjenlåg op, og forsøgte at rejse sig fra stolen. Hun glemte igen, hvorfor hun ville det og skulle til at lukke øjnene og synke tilbage i bevidstløsheden, da dørklokkens kimen lød igen. Møjsommeligt og besværet rejste hun sig og vaklede over gulvets snavsede tæppe. Det var svært at se klart. Der lugtede også så kraftigt overalt. Så ubehageligt og ramt. Hun burde åbne vinduet. Hun burde ... Hun var ved at glide i en sø på gulvet. Nåede at gribe dørkarmen, inden det gik galt. Vaske gulvet ... Så klistret.

"Åben døren! Huset er omringet."

Stemmen var kraftig, en mandsstemme. Hvad ville han hende? Hun måtte ud i entreen. Hun kunne næsten ikke gå lige. Judith passerede den åbne bærbare computer på sofabordet. Siden var stadig slået op på nettets store sygdomsleksikon:.

Tredje fase af kannibalismesygdommen 'Kuru' eller som den også er beslægtet med: 'Creutzfeldt Jakob', er den terminale fase. På dette tidspunkt omfatter symptomerne manglende evne til at sidde oprejst uden støtte, fækal- og urininkontinens, problemer med at synke og i sidste ende koma og død .

"Luk op, det er politiet!"

Stemmen på den anden side af døren lød myndig. Judith ville også åbne, men gled i det blod, hun endnu ikke havde fået tørret op, fordi hun blev så svimmel og glemte det igen. Babyen lå stadig i liften, nu et hoved kortere. Forskærerkniven lå og flød på gulvet. Havde hun også glemt den? Hun gled på det nøgne bræddegulv. Lod sig tungt falde på knæ, gled ned foroverbøjet, konfus og forvirret. Havde allerede glemt den voldsomme larm i opgangen. Sank helt sammen. Gulvet føltes så trygt. Hun ville bare hvile sig et lille bitte øjeblik ...

Døren slog voldsomt mod væggen, da betjentene trådte ind til Judith i entréen.