"styne: beskære et træs krone ved at skære det ned til en bestemt højde, hvorefter de nye skud danner en karakteristisk, kvastlignende form." (Ordnet.dk)

Vinteren har virkelig været mild og fin. Flere sommerblomster har tilsyneladende klaret sig, og godt nok ser de lidt brugte ud, men det ser grangiveligt også ud, som om de spanske margueritter måske har klaret skærene. Nu må vi se, hvad den næste tid bringer.

Erantis, vintergækker og starten på krokus vokser i hvert fald alle vegne, hvor vi trasker, Sophus og jeg. Knopper er der på alting, spædt, forsigtigt og småt, for nu ikke at udfordre Hybris. Vi er jo stadig kun i februar.
Vores kragevenner Hugin og Munin flyver stadig med på tur. De står ret sent op og går tidligt i seng, men hele dagen, når lyset er fremme har vi vores følgesvende med, når vi forlader matriklen.

Pindsvin ser vi derude indimellem, egern møder vi hver dag, og flagermus er kommet frem før solen står op på morgenturen. Solsortene synger muntert i morgenmørket, og når dagslyset kommer ser man hvordan fuglehusene allerede er indtaget af mejser og snart også gråspurve, der vil lægge billet ind. Jo, foråret er heftigt på vej.

Sophus er især optaget af havens mange gøremål, som da også optager mig i denne tid. Han jager edderkopper, mens vi andre graver have. Forleden så han mig beskære en gammel hassel og en hyld og mente vel, at han også kunne assistere.
Da jeg var færdigt med mit projekt, hørte jeg en gøen og fandt en stolt Sophus ved siden af s i t. Det viste sig så at være et totalt stynet Opal-blommetræ. Nu 13 grene kortere. Det vil så sige samtlige. Nu i kaotisk virvar på den lille plæne. En ultra-stynet udgave af et forhenværende mindre frugttræ. Ehm? Hvad siger man så? Jeg tabte i hvert fald mælet.

Stort var træet så heller ikke i forvejen. Max, havens tidligere hersker, opfattede det forrige blommetræ som lygtepæl, og det holdt det ikke i længden til. Så plantede jeg et andet blommetræ forrige år. Det ligner nu en avanceret bonsai.

Når Sophus ikke giver den som gartner, vækker han fortsat opsigt i kvarteret. Han går stadig sine ture med det formål at møde fans og har et sært og klart øje for potentielle nye. Tit fæstnes hans opmærksomhed på et menneske langt borte. Som personen kommer tættere på, tager Sophus nærmere bestik, og hvis instinktet holder, bliver han stædigt stående, så de kan hilse. Det slår faktisk sjældent fejl. Det er de færreste, der er blevet nidstirret de sidste 25 meter, der ikke lige stopper op, når de passerer. Han kan i hvert fald ganske ofte spotte, hvem der har tid/gider/alligevel ikke kan komme forbi og så møder de jo Sophus.

Forleden spottede han et ægtepar på vej ind i den store sportshal. Det viste sig at de skulle til billiardturnering. Især manden interesserede Sophus, og sørme om der ikke var bingo igen. Manden viste sig at være fotograf med stor interesse for dyr, og lagde omgående billet ind på billeder af kræet. Så nu skal Sophus foreviges. Det passer helt sikkert den lille solkonge godt.

Når Sophus ikke styner træer eller hjælper med at grave have, er han meget optaget af søen, som sommer og vinter har en stor tiltrækningskraft på hunden. Kortvarigt var der is på for noget tid siden, men hunden var heldigvis klog nok til at holde sig på land.
Sidste vinter moslede han ellers grundigt rundt derude, men da var isen også langt tykkere og det var han ikke. Nu vejer han 30 kilo og isen i år var tynd. Heldigvis blev han på kanten.

Nu er vandet bare klart og koldt og kalder naturligvis på en drikketår. Jeg synes, han ligner én, der godt kunne få overbalance, og ser uroligt til, når han læner sig frem. Men han er nu en ret klog lille bulldog, og ligner én, der godt ved hvad han gør. Snart kommer skøjteløberne også tilbage til det lille vandhul, og så ligger han alligevel dér på kanten. Kigger, skælder ud og skændes med de små insekter. Man ser ham ligge med hovedet på skrå, spejde koncentreret ned i vandet og så ellers give den gas med grynten, knurren og vuf. For hvad er det dog de laver dernede de mærkelige stankelbensvæsner på vandspejlet? Kommer de ikke op for at lege? Ikke? Så skal de i hvert fald have tørt på, dernede i det våde. Vuf-vuf.

Foråret er tydeligt på vej. Man mærker det i luften, hver dag. En spæd smag af lys, solskin og kommende varme. Et strejf af årstidens vandring fremad i kalenderen. Snart blomstrer kirsebærtræet igen alt for kortvarigt med et flor af blomster, der ugen efter lægger sig som forsinkede snefnug overalt på jorden. Herefter ville blommetræet normalt følge efter med sin skære, hvide blomstring. Det bliver nu nok lidt forsinket i år.