"Hej..."
   (knas på båndet)
   "Som du nok kan høre, har jeg lånt din diktafon - og ja."
   (Lavmælt latter høres)
   "- Jeg skal nok være forsigtig. Jeg ved godt, du er øm over den ... Men nu må du altså godt snart komme hjem - Nu er strømmen også gået... Det er nok bare efterårsstormen."

(Klik)
   "Hej igen... Jeg savner dig bare sådan og tvillingerne har været så urolige, og så ville jeg gerne tale med dig. Det her er det tætteste jeg kan komme. Du må ikke tro jeg er bange - for det er jeg ikke. I hvert fald ikke mere, end at jeg nok skal klare det, til du kommer tilbage. Jeg tror heller ikke der er noget rigtig galt. - ikke noget myndighederne ikke får styr på snart."

(Kort pause)

"Vi har masser af stearinlys og jeg har sat gasflasken til. Vi klarer os sagtens til du kommer. Faktisk føler jeg mig heller ikke rigtig syg. Det er mere de små sår ved ørerne, der bekymrer mig ... Dem du også slås med. Nu har vi også fået dem. Jeg fandt de første på børnene og mig selv i morges."
   (...)
   "- Og så bekymrer komodovaranen mig naturligvis... Der er også kommet én her nu. Øglen snuser rundt udenfor sommerhuset, forsøger at finde en vej ind. Jeg kan lugte den helt herind. Den stinker. Jeg har set den gennem vinduet, den ser ret skræmmende ud."
   (...)
   "Jeg har desværre været nødt til at give tvillingerne lidt at sove på. Bare en svag opløsning af det præparat du også bruger. Men jeg er nødt til at holde børnene i ro, til du er tilbage hos os. Jeg vil heller ikke have, dyret udenfor skal høre børnenes gråd. Jeg ved godt du siger, at den ikke kan komme ind, - men alligevel - den er trods alt ret stor."
   (...)
   "De sagde i fjernsynet, før strømmen gik, at vi skulle holde os indendørs og ikke gå udenfor. Varanerne er nu tilsyneladende alle vegne. Det er også svært at se noget derude, det er stadig ret mørkt. Det er blæst op igen."
   (...)
   "Undskyld, jeg skulle lige tage deres sutteflasker..."
   (...)
   "Det her, det er noget skidt. - Jeg har opdaget at gasflasken, jeg lige har sat til, snart er tom. Der står en anden ovre i skuret, det ved jeg godt - men så skal jeg over gårdspladsen. Der er måske tyve skridt derover - men det er nok for langt, jeg er faktisk ret utryg ved den øgle, der har slået sig ned i området Jeg er også bange for at der skal komme flere. Lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre. - Hvor hurtige er sådan nogle krybdyr egentlig?"

(Klik)
   Tvillingerne er jo heldigvis for små til at forstå hvad der foregår. De ligger på ryggen og pludrer i kravlegården lige nu - Kan du høre dem? De er hele tiden sultne. Især Bertram - men han æder jo altid som en tærsker."
   (Forsigtig latter)
   "Jeg gav dem en flaske lige før og nu falder de nok i søvn igen. Jeg håber de kan holde varmen."
   (...)
   "Lige et øjeblik. - Nu er der igen den underlige lugt i luften. ... Lars, det er den varan udenfor, der snuser. Jeg hørte den lige før skrabe for at komme ind. Den stinker af rovdyr ... og noget andet, jeg ikke ved hvad er. Gudskelov er sommerhuset solidt. Hvad er det dog for nogle skabninger, vi pludselig har fået på halsen?"

(Klik)
   "... Jeg skulle lige hen og lytte ved bagdøren, men der var heldigvis ikke noget. Jeg tror for resten jeg blev forelsket i dig på ny, da jeg så dig stå og save den bjælke til. Den sidder solidt hen henover døren. Jeg behøver vel ikke at være nervøs?"
   (...)
   (Raslen med papir)
   "Jeg prøver at skrive lidt, for at få tiden til at gå. Du ved - mine digte. Sommetider kan jeg glemme alt omkring mig, mens jeg skriver. Når børnene sover, kan jeg sidde og drømme, i stedet for hele tiden at se på uret og lytte efter dine skridt."
   (...)
   "Jeg skriver digtene i en blå notesbog. Jeg så den hos boghandleren nede i byen og vidste med det samme, at jeg skulle købe den. Engang drømte jeg jo om at blive forfatter, men det ved du jo. Jeg skrev og skrev, men når jeg viste mine historier til andre, flakkende deres øjne og selvom de roste mig - kunne jeg godt se, at jeg nok alligevel ikke var så god. Jeg synes ellers mine historier var meget sjove."
   (Lav latter).
   "Så nu skriver jeg bare digte. Det er også nemmere synes jeg."
   (Lyd af papir, der knitrer)
   "Her er et af dem. Vil du høre det? Det lyder sådan her:

"Jeg er gået i hi nu
   Lukket min dør
   for alverdens hjertestorme.
   Mit vindue har jeg tætnet,
   ingen vindes sange
   skal nå mig nu.

Nogen stjal min sommer
   og gav mig vinterdage.
   Jeg har forpuppet mig
   bag efterårets løv."
   (...)
   "Lige nu går jeg rundt og memorerer mine digte, så tænker jeg på noget andet end storm og varaner..."
   (...)
   "Og de små sår..."
   (...)
   "Lydene er nok de værste. Suset fra vinden, der har blæst hele dagen og så i nat, da stormen tog fat igen. Jeg troede taget røg af på et tidspunkt. De heftige vindstød lagde sig først hen ad morgenstunden. Er det ikke også som om det er blevet koldere?"
   (Lyd af tilbageholdt gråd)
   "... Undskyld, men jeg er en lille smule bange alligevel."
   (...)
   "Hvad er det også for nogle dyr, der pludselig er dukket op? Hvor kommer de fra? Myndighederne siger at de er i familie med komodovaranen - bare lidt større."

(Klik)
   " - Jeg slukkede lige, prøver at spare på batteriet - men det beroliger mig at tale til dig ... Jeg troede virkelig, jeg skulle dø, da du forlod mig. Du tog riflen over skulderen og gik ud ad bagdøren. Jeg græd og bad dig blive, men du ville af sted. Du ville absolut op til Svanegården for at låne mere ammunition. - Lever du stadig?"
   (...)
   "Undskyld. Jeg siger så meget vrøvl."

(Klik)
   "Du er stadig ikke vendt tilbage. Blæsten holdt mig vågen det meste af natten. Jeg er alene med børnene og jeg er bange. Strømmen er stadig væk, og stormen har naturligvis kvalt ethvert mobilsignal. Børnene og jeg er virkelig fanget lige nu."

(Pause - vejrtrækning høres).
   "Jeg er begyndt at løbe tør for batterier til lamperne. Nu er der heller ikke mere gas på den gule flaske. Jeg brugte det sidste til at varme vandet til tvillingernes bad. Prøver at opretholde dagligdagen. Jeg bliver nødt til at hente den anden i skuret. Men lige nu ved jeg ikke hvordan."
   (...)
   "Den lede satan snuser stadig rundt ude på gårdspladsen. Dens grønne skæl lyser metallisk i det stimede dagslys. Halen er meget lang og muskuløs. Den står midt på gårdspladsen i blæsten. Spiller med den spaltede tunge. Den er grim."
   (...)
   "Lars - er øgler ikke vekselvarme? - burde den ikke være død af kulde for længst. Er det overhovedet en varan?"

(Klik)
   "Jeg begynder at tro, du måske har ret. Det hele startede nok i Schweiz, da forskningscentret CERN skulle lave det der banebrydende forsøg med partikelacceleratoren. Men det virkede jo slet ikke, da det kom til stykket. Vi var ellers nogle, der havde frygtet det værste. Du og jeg var jo også bekymrede, kan du ikke huske det? - men der skete heldigvis ingenting. - Ja, de involverede forskere var jo vildt skuffede, for de havde håbet at finde en forklaring på - ja, hvad var det nu, de ledte efter? Noget med det første sekund efter Big Bang. - Noget i den retning i hvert fald. Og så skete der slet ingenting. I starten i hvert fald."
   (...)
   "Det var næsten morsomt. Kan du huske at vi grinede lidt, da vi så det i TV? Forskerne syntes nu ikke der var noget at grine af. De var tydeligvis kede af det. Alt det arbejde og alle de penge smidt ud ad vinduet. "Gad vide hvor mange sultne børn i Afrika, de kunne brødføde med de penge, det der Higgs-partikelforsøg har kostet," sagde du. Jeg nikkede og var enig. Sikke et ressourcespild."
   (...)
   (Lyd af rindende vand).
   (...)
   "Jeg gør klar til at lave te, hvis du er nysgerrig ... Så sætter jeg vandet over, når jeg har fået fat i gasflasken."
   (...)
   "Man skal heller ikke pille ved den slags - Cern-forsøget," sagde du og løftede Amanda og Bertram op på armen. Tvillingerne elsker det, ved du. Så sidder de deroppe og kigger ud på verden - og så griner de! De små ansigter flækker af grin og man må bare knuselske dem. Vi griner også. Eller vi gjorde. Det er som om der ikke er så meget at smile af lige nu."

(Klik)
   Bare du snart ville komme tilbage... Jeg kløer i de små sår ved hårgrænsen og prøver at lade være med at pille skorperne af. Tror du vi er smittet med noget?"

(Klik).
   "Jeg var lige ude ved bagdøren igen. Prøver at tage mod til mig. Jeg skal jo bruge gasflasken fra skuret, men jeg tør ikke gå lige nu. Jeg kan lugte øglen."
   (...)
   "Jeg kan lugte den tydeligt nu. Selv her i køkkenet. Tvillingerne så også ud som om de mærkede den, langt inde i søvnen. Kunne se på Bertram at han snusede efter noget lige før. - Vil du ikke nok skynde dig hjem?"
   (...)
   "Amanda klynker i søvne. Bare jeg ikke har givet dem for meget sovemedicin? Jeg kigger lige til hende..."
   (...)
   (Hviskende:)
   "Jo, hun sover fint. Hendes lille hånd krammer den lyserøde bamse. Hun har lidt savl rundt om sårene i mundvigen. Laver små spytbobler. Bertram sover helt stille igen. Men han ånder da. Jeg kan mærke det på min hånd. - Jeg tror ikke de vågner, før jeg er tilbage."
   (...)
   "Jeg føler, jeg lidt mere tryg, når jeg kan snakke med dig samtidig. - Ja, jeg ved godt du ikke kan høre mig, men det virker beroligende at tale til dig, mens jeg forbereder mig. Jeg skal bare tyve skridt over gårdspladsen, for at hente den gule gasflaske. Prøver at opmuntre mig selv - bare tyve skridt. Jeg ville bare ønske flasken ikke var så tung."
   (...)
   "Jeg har taget ildrageren med. Den vejer godt til. Jeg har aldrig slået på noget levende før, men nu bliver det måske nødvendigt. Jeg håber det ikke."
   (...)
   "Hvordan skal jeg forhindre øglen i at komme ind i huset, mens jeg er i skuret? Så er bjælken jo taget af."
   (...)
   "Lars, hjælp mig lidt. Hvis jeg låser døren, skal jeg jo spilde kostbare sekunder med at åbne den, mens jeg måske selv bliver angrebet. Og jeg skal også bære gasflasken. Jeg så hvor tung den så ud, da du bar den over gårdspladsen."
   (...)
   "Nu står jeg ved bagdøren, jeg kan ikke høre andet end blæsten. Vinden hyler. Bjælken er for. Måske er uhyret væk? Måske har varanen opgivet at trænge ind og forladt området igen? Måske er den taget til en naboby?"
   (...)
   "Måske."
   (...)
   "Jeg har trukket den store bjælke væk fra døren. Jeg gjorde det så stille jeg kunne, men træet knager. Lige nu er der ikke meget, der holder varanen ude - Tør jeg åbne på klem og kigge ud? Tør jeg, Lars?"
   (...)
   "Stormen har fat. Døren var lige ved at springe op, da jeg åbnede den på klem. Det er gråt og diset og næsten mørkt derude. Der ligger en metalspand på gårdspladsen og skramler i vinden. Man kan lige ane skurets form henne ved æbletræet. Tyve skridt ... måske er der tredve, i hvert fald ikke så mange. Jeg knuger ildrageren i hånden og træder forsigtigt frem. Send mig et kys."
   (...)
   "Jeg er nødt til at hviske - jeg ved ikke om varanen stadig er i området. På en måde tror jeg det ikke. Lugten er i hvert fald forsvundet. - Kryds fingre - nu løber jeg!"
   (...)
   (Lyd af kort, heftigt åndedræt. Hurtig knasen i gruset).
   (...)
   "Jeg står foran skuret, men jeg kan ikke komme ind - Det er låst - åh gud, det glemte jeg - hvad gør jeg?..."
   (...)
   "Hvor er nøglen? Er den inde i huset? Ligger den under en sten? Hvor er nøglen, Lars?"
   (Svagt - væk fra mikrofonen) "Åh, nej. - Øglen er her stadig. Kan se en skygge ved halvtaget, bag cyklerne. Den drejede sin lange skællede hals."
   (...)
   "Jeg tror ... måske den så mig."
   (...)
   (Høj lyd af metal mod metal).
   (Forpustet:) "Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra, men jeg smadrede låsen med ildrageren... Nu står jeg inde i skuret. Jeg har skubbet bordet for."
   (...)
   "Her lugter støvet og lidt jordslået - Man kan se omridset af de stribede stofhynder og den blå sammenfoldede parasol. Ovenpå ligger en bunke håndklæder. Og urtepotter - Der står en stor stabel lænet op ad væggen. Jeg har lukket døren bag mig, jeg tror jeg er i sikkerhed her. Jeg kan ikke se varanen, der er for dunkelt udenfor og stormen skjuler alle lyde og tvinger lugten væk... Men nu ved jeg, hvor den er. Den gemmer sig under halvtaget... Det ved jeg nu."
   (...)
   "Av... - Her er gasflasken i hvert fald. Jeg gik lige ind i den. Jeg kan også skimte en lommelygte på hylden. Men tør jeg tænde den?"

(Klik)
   "Nu sidder jeg på hug foran det lille vindue. Jeg sidder i mørke. Jeg tror ikke det er godt, der kommer lys ud fra skuret lige nu. Æbletræet skygger for cykelskuret. Lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal komme tilbage til huset, når jeg også skal slæbe på gasflasken."
   (...)
   "Jeg er nødt til at tænke mig om. Og jeg bliver nødt til at skynde mig. Børnene er alene derinde."
   (...)
   "Lars, lugten er der igen! Nu kan jeg lugte, varanen er tæt på. Jeg forsøger at få et glimt af gårdspladsen, uden at afsløre mig selv. Hvis den får øje på mig, kan den smadre ruden på et sekund. Jeg må være stille..."
   (...)
   (Hviskende:) "Nu var der noget, der bevægede sig lige foran mig, under vinduet. Jeg så skyggen af noget, der hurtigt forsvandt tilbage over gårdspladsen. Den er ovre ved cyklerne, som silhuet mod muren. Hvor er den dog hæslig! Ikke så enorm, som jeg forestillede mig, men hurtig tydeligvis - og stinkende ... Lugten var stram, da den stod og snusede udenfor lige før. Råddenskaben siver ind gennem træværkket. Jeg kan se på gruset, hvordan den har kredset om skurdøren. Den kradsede forsøgsvis på væggen. - Den kan da ikke komme herind, vel?"
   (...)
   "Jeg skal tilbage til huset. - Kan jeg distrahere den på nogen måde? - Tænk! - Åh, Lars. Bare du var her, jeg har aldrig følt mig så alene, som nu."
   (...)
   Kan jeg aflede dens opmærksomhed med høje lyde? Kan jeg sætte ild til noget - eller er det bedre at larme? Hvad kan jeg bruge til at støje mest muligt? Kan jeg distrahere dem, mens jeg løber tilbage til huset?"

(Raslende lyde).
   "Det er meget svært at være stille, når man næsten ikke kan se noget, men jeg tør ikke tænde lygten. Jeg leder efter et eller andet... noget jeg kan bruge..."
   (...)
   "Vækkeuret! For pokker, Lars - jeg har fundet det gamle vækkeur, vi ledte efter forleden. Det går... Lars, uret går! Tror du ikke jeg kunne bruge det? Tænke, jeg må tænke..."
   (...)
   "Jeg prøver at stille det til at ringe om nogle minutter, - så vikler jeg det ind i de gamle håndklæder, der ligger på stolen. Mind mig om at smide dem ud, hvis jeg overlever det her. De stinker væmmeligt jordslået..."
   (...)
   "Om lidt åbner jeg forsigtigt døren. Så kaster jeg bylten så langt væk, jeg kan. Hvis jeg kaster langt nok, kan jeg måske nå over til huset, før den opdager mig. Kryds fingre for mig. - Så snart jeg hører vækkeuret, løber jeg. Alt hvad jeg kan."
   (...)
   "Nu har jeg samlet, det jeg skal bruge. Jeg har stukket lommelygten ned i bukserne og gør klar til at løbe med gasflasken, når jeg har kastet."
   (...)
   "Kryds fingre for mig."
   (...)
   (Høj kimen).
   "Lars, jeg løber... Jeg slæber gasflasken i armene, jeg må ikke tabe den. Hvor er den tung!"
   (Hivende åndedræt)
   (...)
   "Jeg er næsten fremme... Varanen er henne ved vækkeuret, kløerne flænser i håndklæderne. Der sidder noget på den ene klo. Det glimter. Hvad er det?"
   (...)
   "Hvor er den dog skræmmende! Om lidt standser støjen og så vil den vende sig om - få øje på mig."
   (høj stønnen, kimen fra ur i baggrunden).
   (...)
   (Høj slæbende lyd).
   "Jeg kan ikke komme ind! Døren binder... Hjælp mig, Lars. Åh, nu kommer den! Den har set mig!"
   (...)
   (Højt brag).
   (Forpustet:) "Jeg er inde! - Jeg er tilbage og har fået bjælken på. Jeg ved ikke hvordan jeg klarede det, men jeg er inde. Og jeg har gasflasken!"
   (Lyd af hikstende gråd)
   "Jeg er inde ... - men, Lars... Varanen er stadig derude. Og nu ved den, vi er her.."
   (...)
   "Nu ved den, at vi er lige her."

(Klik)
   "Jeg er bange for at båndet løber ud, hvis jeg bare snakker. Så jeg slukkede, mens jeg gav børnene flaske. Mine hænder ryster stadig, men jeg er faldet lidt ned nu. Jeg har fået Amanda og Bertram til at sove igen og prøvede selv at få et hvil, men jeg tør ikke falde i søvn, før jeg ved du er tilbage. Jeg håber du kommer snart."
   (Klik)
   "Jeg ligger på sengen, på din halvdel."
   (...)
   "Jeg ligger og tænker på hvordan det hele skal ende, nu alting åbenbart er gået amok."
   (...)
   "Efter det med Cern-forsøget der gik galt, var der jo en kortvarig periode, hvor vi talte om andre ting. Krigene i Mellemøsten og CO2-faren selvfølgelig. Kan du huske hvordan klima-Connie gik på skærmen og igen-igen fortalte om faren ved global opvarmning? Du gabte bare og skiftede kanal. Man kan jo ikke tage sig af det hele, som du sagde. Tror du Connie Hedegaard lever endnu?"
   (...)
   "Så var det jo, at det begyndte at gå galt. Du mente at det havde med forsøget i Cern at gøre. At den voldsomme kraft havde revet en flig ind til en anden verden og derfra brød der underlige vira løs. Først var det ikke så slemt - det var jo heller ikke i vores verdensdel, og kun de færreste døde af den første influenza. Men du søgte dybt på Internettet og virkede mere og mere bekymret. For tre uger siden begyndte sårene at dukke op i dit ansigt, men du ville jo ikke til læge - smurte det bare med creme. Måske har du virkelig ret. At sygdommene og dyrene er trængt gennem forhænget fra en anden verden, Cern-forsøget banede vejen."
   (...)
   "Jeg ved godt, du allerede ved alt det her, men det beroliger mig at tale."

(Klik)


"De sagde på TV, mens strømmen stadig virkede, at det er en slags kosmisk forurening, der hærger. De siger, at man ikke endnu har nogen forklaring på hvad der er sket, men at de arbejder på højtryk for at finde ud af det. - At vi bare skal forholde os i ro - og blive indendørs. De sagde ikke om det havde noget med eksperimentet i Cern at gøre. Hvorfor fortæller de os ikke sandheden, Lars?"
   (...)
   De viste billeder i Tv af varanerne. De forsøger at bilde os ind at de ikke er specielt farlige, men at man ikke ved om de medbringer sygdomme og advarer mod kontakt."
   (...)
   "Ikke farlige? Tror de befolkningen er åndssvag? Det er r o v d y r der går rundt derude."
   (...)
   "Men du har regnet det ud, ikke? Du ved hvad det hele handler om, gør du ikke? Og det var derfor du tog af sted. Du skulle jo ikke på Svanegården ... Du ville ind til byen. Finde en officiel repræsentant for myndighederne og fremlægge din teori. For du mener, der trængte en uhyggelig virus ind i jordens atmosfære."
   (...)
   "Du har også været så stille, de sidste døgn, før du tog af sted. Ikke til at slå et ord af, kun børnene kunne stadig få dig til at smile. De lagde åbenbart heller ikke mærke til de store sår i ansigtet og på brystkassen."
   (...)
   "I virkeligheden forstår jeg dig godt. Du vidste jeg ville forsøge at bremse dig, og det ville jeg nok også, hvis jeg mente at jeg kunne. Du sagde at du var nødt til at være væk nogle dage."
   (...)
   "Den aften du tog af sted, lå jeg længe vågen og tænkte på de billeder TV havde bragt. Hundredvis af mennesker blev inficeret. Rovvaraner løb rundt på gaderne og angreb de forbipasserende. Flåede lunser ud af deres krop."


(Klik)
   "Varanen snuser rundt ude på gårdspladsen. Bare det var dine skridt, jeg kunne høre. Ikke et uhyggeligt dyr, der forsøger at trænge ind. Stormen har også taget fat igen. Jeg kan høre øglen skrabe mod muren, når den går forbi."
   (...)
   "Sårene ved ørerne er blevet større. Nu tror jeg desværre jeg ved, hvor de kommer fra - hvorfor både jeg og børnene har dem. Den virus du frygtede har ramt os nu."
   Jeg mærker, hvordan huden krakelerer og noget indefra bryder frem. Jeg tør slet ikke se mig i spejlet."
   (...)
   Jeg giver os alle tre sovepiller nu. Ikke for mange og ikke for lidt. Jeg slår os ikke ihjel, men jeg vil gerne at vi sover og jeg håber, det bliver dig, der vækker os. Og at du kommer tilbage med en kur."

(klik)



Epilog

Kameraet panorerede over området.
   Så fokuserede det på noget i skyggerne og standsede sin kontinuerlige bevægelse. Vinden hylede i den kolde nat. Små blege stjerner tændtes på himlen og afløste den forblæste mørke dag. Kluntede skridt trådte over gårdspladsen og standsede. Stormen bølgede omkring varanen. De kraftige kløer borede sig dybt ned i perlegruset.
   Blæsten havde fat i tagspæret, i gruset trillede en metalspand støjende frem og tilbage foran det mørklagte hus. Øglen så op på de forrevne skyer og sendte et brøl mod himlen.
   Den rustne metalspand standsede et øjeblik sin vanvidsdans, som om den lyttede. Så trillede den støjende videre i sin akse.
   Varanen sendte sin spaltede tunge ud i blæsten og søgte efter duftsporene. Målbevidst gik den tæt op til huset. Snusede. Søgte.
   Øglens hale smadrede mod vinduet og sendte en byge af glasskår mod jorden. Et øjeblik efter stak den sit store hoved ind gennem den knuste rude. Opdagede ikke at blodet flød fra dens skællede krop. Kluntet kravlede den op i vindueskarmen, Klemte sig gennem den smadrede åbning og stod så et øjeblik stille. Så faldt dens blik på diktafonen på gulvet. Den røde knap blinkede for fuldt bånd.


* * *
   Kvinden i sengen vågnede ved en lyd - En rude der baldrede. Hurtigt rejste hun sig og slog kimonoen omkring sig. Forsigtigt nærmede hun sig sovekammerdøren og åbnede den. Så fik hun øje på den. - så hvordan øglen vagtsomt iagttog hende med sammenknebne gule øjne, fra vindueskarmen mellem det smadrede glas.
   Varanens spaltede tunge spillede søgende ud i luften. Den tog et kluntet skridt ud på den hvidbejdsede kommode, der vaklede under vægten. Det store krybdyr svang sin lange, skællede hale, så den blå lerkande væltede og spredte de farvestrålende evighedsblomster i et virvar ud på gulvet.
   Så var øglen nede på tæppet.
   Kæmpefirbenet drejede hovedet. Dens skind var blankt og musklerne arbejdede under huden, da deres blikke mødtes.
   Den hvæsede af hende. Trådte et skridt tættere på. Hun bakkede og stirrede på øglen fra døråbningen.
   Gennem den smadrede rude så kvinden en større gruppe varaner dukke frem af disen. De sneg sig tættere på i den hårde blæst. Så lød braget fra knuste ruder. Et kort øjeblik efter kom skrigene fra tvillingernes værelse længere nede ad gangen.
   Øglen vendte hovedet efter lyden og stod et øjeblik stille, kun med tungen spillende ud i luften. Så mistede den interessen og med et hurtigt hovedryk fokuserede reptilet atter på kvinden. Det kluntede, men sært vævre dyr tog et skridt frem.
   "- Lars??!"
   Hun stivnede med hovedet på skrå, da hun fik øje på vielsesringen på venstre klo.
   Hun rakte hænderne ud, som ville hun tage dyret i sine arme.
   Et øjeblik efter fokuserede hun på de savtakkede tænder i Komodovaranens spytfyldte gab.


* * *
   Kameraet slog over til hvid støj og chefen trykkede på afbryderknappen. Vendte sig mod sin underordnede i stolen overfor.
   "Propaganda! Både diktafonbåndet og den film du - påstår - skulle være fra en ægte overvågningsfilm!"
   Han stirrede på den unge gut i stolen.
   "Hvor har du den fra?"
   Et øjeblik var der stille i kontoret.
   "Jeg fandt det på Internettet. På en illegal side..."
   Chefen rakte ned og fandt glas frem, skænkede whisky fra krystalkaraflen. "Du kan stole på mig." Han smilede, viste de gule tænder. "Det er ikke andet end propaganda."
   Assistenten kiggede på sine sko. De trængte til forsåling.
   "Det er lige præcis den slags, vi skal forsøge at holde ude af medierne. Den slags historier er fabrikeret af fjenden." Han skubbede glasset over mod den unge mand.
   "For det første ligger det generationer tilbage, for det andet..." Chefen kneb øjnene sammen. "- Kan det skade os politisk..."
   Den yngre mand så forvirret op. Sank så whiskyen, og kiggede bekymret ned på det lille kassettebånd foran sig. Så tænkte han på sin kone og deres to børn. Og sin meget lille pensionsordning.
   "Naturligvis."
   Han var på vej ud ad døren, da chefen standsede ham. "Båndet..."
   Assistenten lagde det med en hurtig bevægelse på det store skrivebord.
   Chefen smilede. "Så taler vi ikke mere om det."
   De to varaner smilede til hinanden.