Det er nat og det er mig, der har vagten.
   Udenfor bilruden svæver byen forbi, som var det husene, de ensformige grå facader, der bevæger sig, i stedet for mig.
   Chaufføren er god, kan jeg mærke. Jeg kender ham ikke og vi taler ikke sammen, men den måde han fører bilen gennem byen på, viser mig at han er dygtig til sit job. Han har en lyseblå kasket trukket dybt ned i panden, de snavsehvide bogstaver reklamerer for mineralvandet Evian.

Jeg læner mig bagover og hviler nakken mod den bløde plyskant. Billig indfatning, der er i den her bil. En flyveøgle dingler i en nylonsnor under bakspejlet. Der hvor andre ville hænge en Wunderbaum. Figuren er lavet af plastik og har gabet spilet voldsomt op med spidse tænder og rødmalet mundhule. Den ser ikke særlig ægte ud.

Vi kører gennem de brede alleer med 140/t. De få fodgængere kigger ikke på os, vi vækker ingen opsigt i den mørke bil. Næppe nogen, der bagefter kunne fortælle noget om nummerpladen, endsige hvad farve bilen har. Det er kun godt at være anonym i dette job.

Vi må snart være fremme, jeg forsøger at tilbageholde en gaben. Kvarteret har også ændret sig. Graffiti hærger murene og affaldet hober sig op. Med tommel- og pegefinger trækker jeg i huden mellem øjnene og mærker trætheden indfinde sig. Et job mere i nat, så kan jeg tage fri.
   Jeg havde ellers vagten i Afghanistan indtil for nylig. Her dækkede jeg de bjergrige egne og var på arbejde dag og nat.
   Faktisk skulle jeg på ferie, da de ringede fra hovedkontoret med jobbet og som afløser tog jeg selvfølgelig tjansen, selv om jeg var træt.

Da vi når frem til etageejendommen, hvor kvinden bor på tredje, blinker bilen ind til siden og holder de reglementerede meter fra hjørnet. Jeg åbner selv døren og kaster et kort blik på chaufførnakken, før jeg smækker efter mig..

Jeg bruger ikke dørtelefonen, ringer ikke på. Går kun tungt op ad trappen, en etage ad gangen. Der står halvdøde tørstende planter på reposen og en gul Nettoreklame med tilbud på rødkål og cola flyder med fodspor på. Navneskiltet på 3. sal til venstre er upudset messing og malingen på døren afskallet. Der står "Larsen" og jeg går ind.

Stilhed i entreen. Den lysegrå frakke er slidt på ærmerne og der lugter af mølkugler i det lille rum. Døren ind til stuen står halvt åben og lyset fra Tv'et blinker. Kvinden ligger på sofaen med ryggen til. Vejrtrækningen er besværet og der kommer halvkvalte gisp ned i sofapuden. Lugten er tung og stillestående, her er en em af cerutrøg og ensomhed. Stille trækker jeg en slidt spisebordstol ud og sætter mig.

Fru Larsen hoster dybt nede fra de rustne lunger. En svag snøften og så stilhed igen.
   Nu er der kun at vente, jeg ser mig omkring.
   De få bøger bag skænkens glasruder ser ikke ud til at være læst og har måttet klemme sig sammen mellem porcelænsfigurer og billeder i gyldne rammer. Portrætterne er gulnede og frisurerne er underligt umoderne. Der er både børn og børnebørn på de mange fotos

Fru Larsen raller i sofaen, under det orangestribede dynebetræk. Der står en halvtom kop med kaffe ved siden af det fyldte askebæger. En halv roulade i cellofan hviler på det brune sofabord, ved siden af en uordentlig bunke med pilleglas. Lottokuponer og et tv-blad flyder på bordet. Fjernsynet kører med natlige genudsendelser, lyden slået fra. Vejrtrækning er nu næppe hørlig.

Jeg bladrer lidt i et ugeblad, mens jeg venter, men forstår ikke idéen. Madopskrifter og haveartikler, strikketøj og kærlighedsnoveller, ikke lige noget for mig. Solen stiger langsomt i øst bag de tynde undergardiner. Der kommer et langt suk fra den spinkle kvinde og så udånder hun omsider.

Jeg rejser mig, lukker døren, går ned ad trappen og lydløst ud på gaden. Et avisbud passerer mig i opgangen, men bemærker mig næppe. For jeg er Gabriel og meget stille. Så dødsens stille på mit job.