12. juni 2013
Varmen kom pludselig. Meteorologerne var forbavsede, den globale opvarmning til trods.
"Hold nu op, Otto" sagde Ida og skændte kærligt på den stridhårede hund. "Pjat med dig. Stå så ordentligt!"
Ida overvejede at tage jakken i entreen, men ombestemte sig, da hun så temperaturen. "Puh ha, Otto. Hvis det bliver varmere end i går, falder jeg død om!" Hunden logrede med halen og peb for at komme ud i sommersolen.
De gik gennem havelågen og op mod skoven. Græsset lå tørt og gult i vejkanten. Otto hev efter vejret under den brændende sol. Ida så op og skærmede med hånden. Strålerne stak. "Kom, Otto - vi går ind i skyggen."
* * *
Kuglen var et hit! Han kunne bruge timer på at følge livet bag plexiglasruden. Det var spændende at se de små dele bevæge sig i faste baner. Den blå og grønne bold i midten drejede langsomt rundt om sig selv. Selvom man ikke kunne se det i detaljer, var der alligevel gode kighuller ind til den fremmedartede verden.
Synd det var så småt det hele. Men han vidste, at man kunne få et særligt program, som forstørrede alt, når man installerede det. Det ville han ønske sig.
Drengen sænkede halogenpæren, så den næsten berørte overfladen. Jo mere lys, des mere kunne han se derinde. Han måtte klare sig med lampen, til han fik forstørrelsesprogrammet.
Hans blik faldt på det lysende kontrolpanel. Justerede lidt ved knapperne, mest for sjov. Han havde endnu ikke prøvet spillet og vidste ikke hvad alle skalaerne var til. Drengen håbede, hans far snart ville hjælpe. Han havde også lovet det.
Modstræbende forlod han Kuglen og loggede sig ind på skolens Intranet. Han var bagud med matematikopgaven. Den skulle afleveres i eftermiddag, for ikke at få ballade. Hun var skrap, hende den nye virtuelle lærer.
Bag ham lyste Kuglen langsomt op. En rød lampe begyndte insisterende at blinke på det blanke kontrolpanel. Drengen bemærkede det ikke for det skarpe lys fra halogenlampen.
13. juni 2014
Dagen efter spadserede et ældre ægtepar deres sædvanlige morgentur gennem Surreys smukke landskab. De forsøgte at holde sig i træernes skygge, længst væk fra den bagende, brændende sol.
Den globale opvarmning kunne også mærkes i Sydengland og da Gladys og David forlod den kølige skov, passerede de triste, sørgelige rester af villahaver i forfald. Endnu en varmerekord. Og de var stadig kun i juni måned.
David mærkede sveden ned over nakken og skævede ned til sin kones kraftige skikkelse. Hvordan skulle han få fortalt, at han ville skilles efter 25 år? At han havde mødt en anden
"Hvad tænker du på, min ven?" Den buttede kvinde så op på sin mand med forelskede øjne og greb hans hånd. Rynkerne trak hendes øjne sammen og et øjeblik var de kun sprækker i det runde ansigt.
"På dig, Prinsesse."
Hun lo, plukkede et solsvedent græsstrå og tog et par kokette dansetrin. Nynnede. Manden så ulykkeligt efter hende, da hendes fyldige krop småløb foran hans hen mod huset, der om få måneder kun ville være et bittersødt minde. Hvad det her ville gøre ved Gladys, turde han slet ikke tænke på. Han strøg over den skaldede isse, mærkede sveddråberne. Engang havde der siddet en kraftig manke deroppe. Engang var livet så let. Engang havde han elsket Gladys, havde han ikke? David tørrede sig over den glinsende pande og trak ud i flippen. Varmen var ulidelig.
14. juni 2014
Dagen efter, i et forfaldent højhusbyggeri lidt uden for Paris, stod en bekymret kvinde på badeværelset og kiggede på to lyseblå streger på en papirstrimmel, før hun klamrede sig til toiletkummen og kastede op. - Så var der altså en naturlig forklaring på kvalmen.
Aimée så på det hærgede ansigt i badeværelsesspejlet. Øjnene var blodsprængte og håret strittede forsovet. En kold, klam sved løb over panden og ned i øjnene og skjulte nådigt synet i spejlet. Aimée havde tømmermænd i svær grad og nu også en ny bekymring til samlingen. Varmen var ulidelig. Hun brækkede sig igen, før hun forlod badeværelset. Et kig ud over den ramponerede stue fjernede den sidste rest af tvivl. Her skulle et barn i hvert fald ikke vokse op.
Den tynde mand med fipskægget og de slørede øjne kiggede apatisk på hende, da hun trådte ind i rummet. "Hvad så. Var der noget?"
Aimée rystede på hovedet og knugede om strimlen i lommen. "Nej, det var falsk alarm."
"Hvorfor kaster du så op?" Charles stod foran hende og forsøgte at møde hendes øjne. Aimée så ned.
"Det ved jeg ikke. Sikkert ikke noget - Hvorfor tager du ikke en øl?"
Den tynde mand slog sig ned i den rodede sofa og viftede irriteret tomme Gauloises-cigaretpakker og sammenkrøllede øldåser ned på det hullede tæppe. "Ja, - er der nogen kolde?" Han rakte ud efter kassen på gulvet. "Nå, jeg tager én herfra." Han nikkede opmuntrende, åbnede flasken med lighteren og skyllede den lunkne øl ned i en lang slurk. "Synd! Det kunne ellers have været skægt med en unge."
"Ja," sagde Aimée og trak persiennen længere ned. "Men sådan skulle det altså ikke være." Hun rettede på lamellerne. Hvis hun rejste i morgen, mens Charles var væk, kunne hun nå langt, før han regnede den ud. Hun ville tage op til sin søster i Norge. Der kunne man stadig være for varme, havde hun hørt. Hun smilede til den omtågede Charles i sofaen og vidste, hun ikke ville komme til at savne ham. "Charles - Når du åbner for vinduerne bliver der endnu varmere herinde."
"Åh, hold kæft."
* * *
Det var også nemmere end med hamsteren, tænkte drengen, mens hans anden hjernehalvdel forsøgte at finde rumfanget i den tegnede katedral på computerskærmen. Kuglen klarede sig selv.
Drengen tænkte på kæledyret, der døde og ret hurtigt begyndte at lugte. Hans mor blev sur og sagde at det var sidste gang han fik sådan et ansvar, når han ikke kunne passe det ordentligt og hun skyllede det lille dødsstive dyr ud i toilettet, mens han stod bagved og ikke rigtigt vidste, om det forventedes, at han sørgede.
- Men så fik han overtalt forældrene til Kuglen. Den passede sig selv. Næsten. Han skulle bare huske at trykke på de to blå knapper hver morgen. Nemt.
Hver morgen trykkede han på knap et og to og sikrede balancen. Faderen havde lovet at hjælpe med at sætte spillet op, men det blev aldrig rigtig til noget. Faderen havde altid så travlt. Det var uretfærdigt. Drengen mærkede vreden ulme bag panden.
Han prøvede igen at koncentrere sig om lektierne. Der var meget varmt i værelset og han fik hovedpine. En af persiennerne foran vinduet hang skævt og solstråler skar ind gennem lamellerne og bagte en varm stribe på Kuglen. Et øjeblik faldt han i staver, så vendte han modvilligt tilbage til matematikopgaven. Den røde lampe på kontrolpanelet blinkede ubønhørligt uden ophør.
15. juni 2014
I Rudkøbing lød radioavisen. Igen konstaterede meteorologerne at temperaturen steg. Stemmen kværnede videre og kvinden så på roserne, der langsomt opgav ævred på husmuren. Det var mærkelige tider, det var sikkert og vist. Fru Jacobsen blik faldt på den opslåede bibel på læsebordet, før hun igen rettede opmærksomheden mod forhaven. Der gik naboen forbi i lårkort nederdel. En Babylons skøge, var hun. Havnede i ilden, når Herrens time indtraf. Fru Jacobsen så op mod den brændende sol og længtes efter Jesu komme.
Hun skiftede program og fandt en sørgemarch. Nynnede lystigt, mens hun fjernede de indtørrede fluelig fra vindueskarmen, mens solen bagte buskene udenfor.
* * *
Drengen løste let matematikopgave nr. 1 og klikkede på afslut-knappen. Fire opgaver endnu, så var han færdig. Et rødt hjerte begyndte at blinke på skærmen og en skinger fanfare lød. Drengen syntes, det var meget barnligt.
Læreren tonede frem. Stemmen lød metallisk, da hun stift smilede. "Du løste opgave nr. 1 rigtigt og fik ét point. Gå straks videre til næste. Husk, du skal have minimum fire point for at bestå."
Lærerens ansigt stivnede et øjeblik, som var der fejl i billedets pixels, så fortsatte stemmen efter en kort pause: "Tryk på den grønne knap for at gå direkte til næste opgave."
Drengen vrængede. Hadede sin virtuelle lærer for hendes kønsløse evige gentagelser. Trykkede så på knappen.
Et billede af en kompliceret bygning tonede frem: En enorm lagerhal med hylder overalt. Kameraet panorerede rundt. "Beregn rumfanget af lokalet og beregn dernæst den procentvise fordeling af varerne på hylderne. Tryk på det gule udråbstegn for gentagelse af oplæsning."
Nej tak. Drengen skyndte sig at flytte musen. Drejede hovedet og kiggede igen på Kuglen.
Vennen Mike havde også haft en. Men den var gået i stykker. Drengen ville passe bedre på sin.
Bare nu snart faderen havde tid til at hjælpe. Han sukkede, vidste at lektierne ikke lavede sig selv og begyndte at opmåle det virtuelle lagerrum.
16. juni 2014
Dagen efter ventede Aimée til Charles var sikkert ude ad døren. Hele vejen ned gennem opgangen kunne hun høre klirren fra de tomme flasker i bæreposerne, det rungede i betonen. Hun havde for længst taget tid på, hvor længe det tog ham at nå tilbage. Aimée hastede ind i soveværelset, greb den store mønstrede taske og begyndte at fylde den. Et par tykke trøjer røg med i håb om, at der ville være sne i Norge. Så løb hun ned ad bagtrappen med tasken tungt bumlende efter sig. Sveden haglede af hende, da hun pludselig mærkede Charles hårde greb i armen.
4. september 2014
Den finske galleriejer gned sig i hænderne. Solgt-skiltene hang over de fleste af billederne. Motiver af isbjerge og krystalklar sne over bjergtoppe blev revet væk og det var nemt at forstå hvorfor.
Han så efter de to unge hyrede servitricer. Den ene køn og kvik, blond og velskabt. Den anden mut og tvær med tjavset hår. Kvinderne ryddede op og samlede tomme glas sammen. Den kønne havde lange, velformede ben i høje sko. Han ville bede hende blive lidt. Tilbyde hende noget, hun ikke kunne afslå. Et afsvalende bad f.eks. Litervis af køligt vand mod huden og alt det, hun kunne drikke. Hvornår ville hun få det tilbud igen?
En tarveligt klædt kvinde tog i den låste galleridør og efter et kort blik på hende ignorerede han synet. Næppe en kunde. Nok endnu en, der ledte efter et sted at slukke tørsten. En af de nye klimaflygtninge, man så overalt i gadebilledet. Han gjorde med en håndbevægelse tegn til de unge piger om at trække persiennerne ned.
Omhyggeligt optalte han sedlerne igen. Selv med andelen til kunstneren fratrukket, havde det været en særdeles indbringende dag. Hans blik gled over den labre servitrice. Små kække bryster under tøjet. Han håbede hendes hud ville være kølig under den hvide silkebluse.
6. december 2014
Militæret lukkede grænserne om Nordeuropa. Ordren havde ikke været til at misforstå. Skyd enhver der forsøger at komme over. Og skyd for at dræbe. Den mest humane aflivning af klimaflygtningene. Alternativet var at dø af tørst i de varme gader uden skygge. Overalt brændte bygninger og mange gader lå som rygende askehobe tilbage. Skraldet hobede sig op i rendestenen, smidt ud fra de tilskoddede vinduer, hvor den tilbageblevne befolkning skjulte sig for varmen. Affald selvantændte og overalt lå ligene fra dem, der havde opgivet og bare lagt sig til at dø i gaderne.
En hund med ribbenene stikkende frem snusede forsigtigt til en kvinde med flænset underliv. En anden, lysere i pelsen lå længere væk under en bænk og søgte skygge. Den havde opgivet at spise mere og lå nu gispende af tørst på den hede asfalt.
Skovbrande hærgede og havene kogte. Den sidste rest af menneskeheden søgte ly i klodens koldeste egne, men selv her var ingen sikkerhed. Hver dag var et spinkelt håb om snarlig udfrielse og de korte, tilfældige nyhedsudsendelser levnede ikke længere håb for de overlevende. Jordkloden var døende.
24. december 2014
Mørket kom pludseligt. Som en dyne, der lagde sig over verden. På et øjeblik blev alt sort og kulden tiltog minut for minut.
Aimée stod på badeværelset og holdt om sin voksende mave. Livet bevægede sig stædigt derinde. Hånden med pilleglasset dirrede. Hun skruede langsomt låget af og fyldte håndfladen med de hvide tabletter. Vendte blikket mod den tætte mørke verden udenfor vinduet, før hun skyllede sovepillerne ned med det sidste vand i flasken.
"Undskyld, lille barn..." Hun lagde sig på sengen ved siden af det snart opløste lig af Charles og lukkede øjnene.
* * *
"Nej, nu stopper det!" Moderens stemme trængte som en skærebrænder gennem faderens hjerne. "Hvor er Xzclock!?!"
Faderen strakte modstræbende følehornene i vejret og så op på sin hustru. "Han er vel i skole - Hvad er der nu?"
På den anden side af vinduet steg begge sole op på himlen og sendte deres livgivende lys ud over verden. Faderen fæstnede igen blikket på det roterede computerbillede foran sig.
"Jeg sagde jo, han var for lille!" Den reptilagtige kvinde stod foran ham, følehornene dirrede ophidset. "Jeg sagde det jo!"
Den grønne kyklop rejste sig med et suk og gik efter sin kone ind på drengens værelse. Som sædvanlig lå alt hulter til bulter og selvom computeren var indstillet på skolearbejde, havde de begge en fornemmelse af, at der sikkert lå et aktivt og særdeles blodigt computerspil i gang bag den blinkende lektieside.
Moderen kiggede opgivende rundt på rodet. "Det er fuldstændig lige meget, hvor mange gange jeg siger det til ham!" Hun begyndte med heftige bevægelser at samle legetøj op fra gulvet. En elektronisk, blinkede flyveøgle gav sig til at hvæse og hun slog den irriteret fra på knappen. Øglen standsede midt i en hvislen.
"Hvad var det så, du ville vise mig," Faderen lod de grønne følehorn svinge rundt i den tiåriges værelse. "Jeg har ærlig talt lidt travlt".
Moderen pegede på den tildækkede Kugle. "Det er hvad han har gjort!" Med en hidsig bevægelse trak hun det mønstrede sengetæppe væk fra Kuglen. En spinkel halogenlampe faldt på gulvet med et brag.
"Jeg sagde det jo! Han er alt for lille! Kan du ikke huske hamsteren?"
Kuglen virkede kold og stille. Faderen bankede på ruden. Den var stadig matsort, men noget vågnede sagte til live derinde.
"Måske er den ikke død..."
"Jeg tvivler!"
Kyklopen så på sin kone. "De sagde "fra 10 år" i butikken."
"Ja, det er meget muligt..." Hendes stemme dirrede. "Men han kan jo tydeligvis ikke tage det ansvar, vel?" Hun trykkede irriteret på de to blå knapper.
Dybt inde i Kuglen begyndte den blå og grønne klode igen langsomt at dreje. Stjernerne blinkede koldt og klart på det hvælvede loft, og langsomt, langsomt tændtes en bleg, rød sol.
Moderen tørrede kanten af bordpladen af med snippen fra sit forklæde. "Den har ellers været dyr!"
"Ja, ja," sagde faderen udglattende og strøg kløerne over plexiglasset. "Men de sagde altså "Fra 10 år" i butikken. - Lad dog barnet."
Han løftede æskens låg og læste igen de store bogstaver, trykt på forsiden.
"Solsystem med tilhørende levende jordklode. Skab din egen unikke Verden og vælg selv klima, geografi og befolkning. Garanti for lang tids underholdning. Køb det i dag!"