"Se mor, der ligger sne over det hele!"
   Barnet i den lyseblå sommerkjole pegede glædestrålende ud på de snedækkede tage. Hun og moderen sad ved morgenbordet, men pludselig havde Charlotte rejst sig og var styrtet over til vinduet, hvor fnuggene hurtigere og hurtigere lagde sig på ruden.

Lidt efter rejste Karin sig og gik hen ved siden af Charlotte. "- "Sne? - Det lyder utroligt midt i sommerferien..."

Karin åbnede vinduet, som troede hun ikke på det, før hun følte den mod sin egen hud. De kolde fnug smeltede ikke, men blev liggende, som små skinnende diamanter på hendes fingre. Vinden var iskold og stod lige ind. Hurtigt børstede hun sneen af og haspede vinduet. "Det var da godt nok underligt, hva' Pus?" Hun strøg smilende datteren over det lyse hår, før hun gik tilbage til morgenmaden, med en gysende fornemmelse af at have oplevet det før.

Ejendommen lukkede for varmen om sommeren og Karin syntes faktisk også, at der var lidt småkoldt i køkkenet. Hun tændte for gasovnen og sikrede sig at flammen havde fat, - man hørte jo engang imellem om ulykker. Det var noget hun var begyndt på, selv om det vist var forbudt, men det gav så dejlig en varme, når sommeren blev kølig.

I køkkenskabet fandt hun en håndfuld stearinlys, som hun satte i stager rundt omkring. De lyste smukt op i de små rum. "Er det ikke helt hyggeligt, Charlotte?"
   Det syntes Charlotte det var og fik lov til at tænde et, som hun satte i vindueskarmen.
   Toastbrødet havde fået for meget og knasede, da Karin smurte smør på. Hun rakte ud efter marmeladen og fik et uhyggeligt deja vue. En underlig fornemmelse af at have foretaget bevægelsen mange gange før, så rystede hun hurtigt tanken ud af systemet igen.

Karin bladrede i et gammelt ugeblad, mens Charlotte så tegnefilm på dvd. Toasten var alligevel for branket til at spise og datteren havde tilsyneladende heller ingen appetit efter sine corn flakes, som hun slet ikke havde rørt. Karin lod også sin egen kaffe stå.

"Skal vi ikke gå i parken, på legepladsen?" Charlotte fjernede øjnene fra Pippi et øjeblik og så over på sin mor. "Skal vi ikke nok?"
   Karin kiggede over på det flimrende tv. Pippi Langstrømpe bar rundt på den plettede hest og bagved stod Annika og Tommy og så betuttet til. Karin havde også været helt vild med Pippi, da hun var lille. Da Karin var barn havde hun ønsket sig en abe som hr. Nilsson. Hun huskede dog også tydeligt forældrenes reaktion.

Charlotte vendte hovedet væk fra tegnefilmen. Fødderne i de lysegrønne sandaler dinglede, hun sad på Karins kontorstol og kunne ikke nå jorden. "Vi kunne bygge en snemand..."
   "Måske senere – ikke lige nu, måske kan vi gå i eftermiddag." Karin spekulerede på, om hun skulle have briller? - Alting forekom hende så tåget og hun måtte knibe øjnene sammen, for rigtigt at kunne fokusere på omgivelserne. Barnet sad i modlys og så næsten gennemsigtig ud, med blikket fastklistret til skærmen.


* * *
   Olav Eggerts stod ved indgangen til det store kirkerum og ledte efter Gud i sit hjerte.

Hver gang han kastede blikket ud over Guds Herlighed, sang det smertefuldt i hans bryst. Gud var vel her i rummet, præsten burde føle det i hver en celle i sin krop. Gud spredte sit nådelys over kirken og bydelen og ham. – eller gjorde Gud nu også virkelig det? Olav Eggerts var på det sidste begyndt at tvivle og det truede hele hans eksistens.

Blikket faldt på det elegante mosaikgulv, der var dækket af sjappede fodspor fra kirkens gæster.
   - Det var da utroligt, som folk griser! Det store gulv trængte både til støvsugning og sæbevand. Eggerts sukkede. Kirketjeneren var naturligvis syg - igen. Og nogle skulle jo holde Guds hus rent. Præsten slæbte besværet den store industristøvsuger ud på gulvet og tændte den. Det var ikke ligefrem det, der havde stået i jobbeskrivelsen, men på en måde havde han heller ikke noget imod det. Det var et lille offer at bringe for sit kald.
   Igen mærkede han det lille stik i hjertet. Den lille stemme, der fortalte ham at Gud var død og han selv til grin. Olav tvivlede pinefuldt på sit kald. Hvad han virkelig manglede, var et tegn En manifestering på at han havde en rolle at spille i dette liv, der var blevet ham tildelt. Hvor var Gud ellers, hvis ikke her i kirkerummet?
   En solstråle gled ind ad vinduet, dansede ivrigt over de hvidkalkede vægge, før den lagde sig til hvile på altertavlen. Olav Eggerts fulgte den, mens han støvsugede under kirkebænkene.

Altertavlen forestillede Jomfru Maria på en gylden trone med Jesusbarnet på skødet. Med et uudgrundeligt smil rakte hun Rosenkransen til den hellige Dominikus.
   Olav Eggerts så på det hellige motiv, som så mange gange før og dernæst på anden halvdel af alterbilledet; Kristus med armene bredt ud, som omfavnede han den ganske verden. Præsten slukkede for støvsugeren for at skifte stik. Omfavnede Jesus også ham? Hvorfor følte han det så ikke?

Solen var skarp og det virkede som om Kristusfiguren glødede pulserende, da præsten passerede. Måske var det et tegn, så svagt det end forekom? Olav slog korsets tegn for en sikkerheds skyld og bad en hurtig bøn over sin egen Rosenkrans, før han satte stikket i væggen og tændte for støvsugeren igen.

Solstriben flyttede sig langsomt over alterbilledet, gled videre over døbefonden og endte ved den bagerste stolerække. Her standsede den og oplyste en gammel avis i skyggen under kirkebænken.


* * *
   Karin kom i tanke om, at hun havde købt nogle billige læsebriller i Netto på et tidspunkt. De lå vist i den hvide kommode ude på badeværelset. Brillerne lå ganske rigtig i deres etui i skuffen, bag ved en pakke hygiejnebind. Karin tog brillerne på og stirrede kritisk på sig selv i badeværelsesspejlet.
   28 år var hun blevet. Og mor med stort M. Det lyse hår var egentligt pænt nok, men ansigtet var blegt med tydelige rande under øjnene. Karin strammede ud i huden, løftede hagen og stirrede på sig selv. Var hun allerede begyndt at se gammel ud? Hun kiggede fra alle vinkler, tog nakkespejlet til hjælp.

Karin prøvede virkelig at holde sig pæn, skønt det kostede et indhug i deres smalle budget. Charlotte skulle jo også se ordentligt ud i tøjet, selv om det meste var købt brugt. Karin havde en gang læst, at fattige mennesker fik flere rynker end andre.
   Hun stirrede kritisk på sig selv i spejlet. - Var den rynke, der fint tegnede sig ned over panden én der var kommet for at blive? Lignede den fold under hagen ikke den hun altid havde forbundet med sin mor?
   Ville hun få de samme selvretfærdige linier om læberne, som moderens – som krusede sig frustreret, når Karin igen havde skuffet.
   Som da hun i gravid og ulykkelig steg af bussen, en iskold vintermorgen på den lille rutebilstation. Og fandt forældrene ventende langt borte. På den anden side af vejen, mørke skikkelser i daggryet, for flove til at tage imod deres datter på stationen.

Turen til parkeringspladsen. Faderen der duknakket tog kufferten fra hendes hånd, før han lagde den i bagagerummet. Rørte hendes fingerspidser et kort øjeblik gennem handsken, men var tavs på vej hjem i den brune Ford Taunus. Karin havde set på de nøgne stubbede marker og forsøgte at lukke moderens stemme ude, mens de kørte.

Karin huskede den skråsikre stemme, en tidlig morgen med frost på ruden. "Så må du klare dig selv..." Moderen i døråbningen. "Kan du ikke oprigtigt angre og bede Jesus tilgive dig, så kan din far og jeg ikke hjælpe dig mere."
   Senere; kvinden i døren til kammeret igen:

"Din far beder dig rejse."
   Det triumferende blik i moderens øjne. Den hvidskurede fyldningsdør, der gled i og lod Karin alene. Senere ved frokostbordet, faderen der ikke kunne møde hendes blik, selv når de delte kartoflerne. Senere snelandskabet der gled forbi på den anden side af bilruden, på vej mod stationen. Stilheden i en Taunus og faderens røde, flove nakke. Kufferten op af bagagerummet og hånden til farvel.
   Men også de første bobler i maven og følelsen af usikker, vakkelvorn, sønderskudt tro på en fremtid alligevel.

Karin var et øjeblik igen seks år tilbage i tiden og stod igen på rutebilstation, i snevejret med sin kuffert og gravid mave, mens bussens røde lygter forsvandt.
   Et trinbræt nord for Vejle omgivet af forblæste marker. De nidkære og hævngerrige guders land. - Så kom hun tilbage til virkeligheden. Alt det var gudskelov fortid. Hun rystede på hovedet og tvang tankerne i en anden retning. Karin havde et godt liv nu. Hun var en god mor mod sin datter og forældrenes forskruede verdensbillede kunne ikke længere ødelægge hendes liv.
   Senere kiggede hun på vejret, det lod til at være klaret lidt op. Hun kaldte på Charlotte. "Skulle vi på legepladsen, syntes du?" Charlotte jublede og løb ud i entreen.

Da de kom hjem så Karin med det samme at deres navn på entredøren var fjernet og erstattet med et nyt.
   "H. Larsen" stod der pludselig på det standardiserede, firkantede plastikskilt, hvor der før havde stået "Clausen".
   Den slanke kvinde og pigen i den blå sommerkjole stod stille et øjeblik, før Charlotte så op på sin mor.
   "Hvorfor er der nogen, der har taget vores skilt, mor?" Pigen skrabede med den sandalklædte fod i betongulvet.
   Der gik en ildning ned over rygraden på Karin. "Sikke noget pjat at lave," sagde hun og hørte den falske smilende klang i sin stemme "Det er nok bare nogle frække unger, der har byttet rundt på navneskiltene. Det må viceværten tage sig af. Jeg ringer til ham i morgen."
   "Hvorfor gør børnene det," ville Charlotte vide. "Er det fordi de er nogle frække unger?" Karin lo af datterens bemærkning, men fik alligevel en underlig fornemmelse i maven.
   Hurtigt skrev hun en midlertidig seddel og satte den på med tape. "Karin Clausen og Charlotte Clausen", stod der med kantede bogstaver. Karin havde aldrig været stolt af sin håndskrift og nu virkede den mere kluntet end nogensinde.

Mens Karin vaskede grøntsager og gjorde klar til aftensmaden, ærgrede hun sad over det med skiltet. - Det var hvad der kom ud af at give børn syv uger sommerferie, når de ikke havde noget at bruge tiden til. Det var ikke første gang, der havde været hærværk i opgangen og så snart de fik råd, ville hun også flytte.
   Drømmene lagde hun kniven fra sig på spækbrættet og så ud på mørket, der var kommet så tidligt den dag.
   - En dag når hun vandt i Lotto eller hun kom på den børnebog, der skulle lægge verden ned, (som hende med Harry Potter havde gjort det) – så skulle de flytte! Helst ud til havet. Så skulle hun og Charlotte gå langs vandet med hinanden i hånden og mærke blæsten. Karin ville fortælle historier om de store oceaner og om de fiskere, der tog på havet hver dag, dengang hun var barn. Måske ville de købe en hund til Charlotte. Sådan en lille stridhåret rar én, der ville blive datterens bedste ven.

Karin fik tårer i øjnene over billederne af fremtiden, der gled over den indre skærm, det gjorde hun tit. Hun så hen ved bordet, hvor Charlotte legede med sin Bratz-dukker. Pigen blev stor så hurtigt, at det næsten var uhyggeligt.


* * *
   Olav Eggerts opdagede at der lå en avis under en af kirkebænkene og tog den op.
   Nogle gange lå der både ispapir og tomme piratos-poser efter gudstjenesten, så en avis var såmænd ikke noget særligt. Alligevel ærgrede det ham og trådte ham over forfængeligheden. Hvem tog dog en avis med i kirke?
   Somme tider havde han haft lyst til at sige noget om rodet fra prædikestolen, men gjorde det alligevel aldrig. Holdt sig til emnet, og lagde sig ikke ud med menigheden, men gu var det da irriterende. Var intet da helligt for folk mere? Desværre mente han at kende svaret. Problemet var at mystikken var forsvundet, tænkte præsten og kiggede nærmere på avisen.


* * *
   Barnet havde fået en underlig idé, om at det spøgte i lejligheden. Charlotte sagde at nogen tog hendes legetøj og at hun heller ikke kunne finde sine tegnefilm. Moderen hjalp hende med at lede, men det var rigtig nok, at filmene var væk. Charlotte havde nok lagt dem fra sig et eller andet sted, måske i en plasticpose, de ville finde en dag, de slet ikke ventede det. Sådan var der jo så meget.

Samme nat kom Charlotte med sin dyne, og sagde at der lå en anden i hendes seng.
   Karin anede ikke hvad hun skulle stille op med datterens fantasier, men prøvede at forklare hende, at der ikke fandtes spøgelser. Charlotte havde nok ved en fejl set et af de programmer i fjernsynet, der hele tiden kørte på Discovery om ånder og genfærd. Måske manglede hun bare legekammerater?

De havde altid levet sådan lidt isoleret, mor og datter. Karin havde ikke den store omgangskreds, faktisk ingen og forældrene havde aldrig været interesseret i deres eneste barnebarn, så der blev tit lidt stille i lejligheden og sommerferien kunne være lang.
   At Karins forældre ikke interesserede sig for Charlotte var faktisk ikke helt sandt. Faktisk ønskede de slet ikke kontakt med hende. Horeungen.

Et kortvarigt, men skæbnesvangert forhold til en mand, der viste sig at være gift, resulterede i mange tårer og en uforudset graviditet. Så kom Charlotte og fyldte hendes dage på en ny og særlig måde. Livet var mærkeligt, som det drog af sted med én.
   Først havde der været dagene som gravid i barndomshjemmet, synderinden under moderens konstante nagende blik. "Bed om tilgivelse! Bekend din synd! Jesus vil tilgive dig, hvis du angrer oprigtigt." Moderens stemme kom ud mellem musetænderne og de misbilligende læber. Øjnene lukket halvt i, som ønskede hun ikke at kigge på skøgedatteren. Det gjorde hun nok i virkeligheden heller ikke.


* * *
   Sneen faldt stadig udenfor. Olav Eggerts kiggede på lyset, der faldt på avisens forside. Gulnet, som havde den ligget der længe, men han genkendte straks billedet. Han havde faktisk skrevet om den frygtelige historie i sin klumme i ugeavisen. Om sorgen og alt det vi ikke forstår. Hvorfor Gud tillader så megen smerte.
   Olav Eggerts tog avisen med ind på kontoret, rev sin egen klumme ud til scrapbogen og smed resten i papirkurven.

Præsteboligen lå klods op af kirken og Olav Eggerts brugte en smutvej, der førte fra lejligheden, direkte ind i det store kirkerum. Her stod han længe og så ud gennem de store kirkeruder, hvor snevejret dækkede byen.
   Selv om sneen faldt, skinnede solen og sendte skyggerne på flugt, når strålerne gennemborede det hvidkalkede rum. Lyste altertavlen op og gengav skæret i Jomfru Marias øjne.
   "Gud, send mig et tegn," bad Olav Eggerts og lukkede øjnene.


* * *
   Ingen tvivl om at der var nogen eller noget i lejligheden udover Karin og Charlotte.
   Døre blev åbnet og lukket. Ting dukkede op og forsvandt. Nu var læsebrillerne også forsvundet. Charlotte påstod at den ene Bratz dukke var væk og der i stedet lå nogle gråmelerede herrestrømper, hun intet kendte til.
   Det her var for mærkeligt og selv om Karin ikke troede på spøgelser, følte hun at det ville være fornuftigt at alliere sig med en præst.

Hun lå vågen om natten. Alene tanken var skræmmende. Langt ind i sjælen frygtede hun forældrenes hævngerrige og ondskabsfulde gud, men hvem skulle hun så kontakte? Karin bed sig i læben og næste dag sad hun længe og slog op på må og få i telefonbogen, før hun traf sit valg.
   Hun fandt nummeret på den katolske præst og trykkede tasterne.
   Telefonen ringede og ringede, men omsider blev den taget. Karin holdt vejret.

"Det er sognepræst Olav Eggerts..."

Stemmen lød i det mindste rar, Karin sukkede lettet, men vidste pludselig ikke hvordan hun skulle formulere sig, bed sig i læben. Var det overhovedet en katolsk præst hun skulle have fat i?
   Henne ved vinduet stod Charlotte og kiggede ud på sneen, der blødt lagde sig på glasset. Isblomster begyndte at danne sig. Barnet vendte sig og smilede til moderen.

"Hallo, det er sognepræst Olav Eggerts, hvem taler jeg med?..." Præstens stemme var klar og spørgende. "Hallo?"
   Karin tog sig sammen. "Mit navn er Karin Clausen... Jeg... jeg ved ikke rigtig hvordan..."
   "Hallo?" Gentog præsten.

"Mit navn er Karin Clausen," prøvede hun igen, denne gang højere. "... Vi tror det spøger i vores lejlighed." Charlotte vendte sig et øjeblik ved moderens hævede stemme, men blev så fanget af den dalende sne igen.

"Hallo?!!"
   Nu lød præsten irriteret. Der var åbenbart noget galt med forbindelsen, bare han ikke lagde på. "Hallo.." gentog Karin. "Jeg ringer fordi..."

Præsten afbrød hende. "... Der må være en virkelig dårlig forbindelse, Jeg kan slet ikke høre dig, måske er det vejret, men mit kontor er åbent alle hverdage mellem 10-13. Kom gerne forbi. Farvel, jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe dig." Så blev røret lagt på.

Karin sad lidt med telefonen i hånden, før hun satte den tilbage på gaflen. Måske var det virkelig sneen, der skabte den dårlige forbindelse? Eller måske Gud, der ikke ønskede hende at komme i forbindelse med en af sine tjenere? Nogle gange følte Karin sig forbandet af sin moders uforsonlige og grådige gud. - Og måske var det bare vejret? Den slags havde man jo hørt om, telefonnettet der brød sammen. Karin så på uret, klokken var næsten ti. "Kom Charlotte. Vi skal alligevel ud – Vi skal i kirke."
   "I kirke?" Charlotte vendte sig undrende. Så trak hun på skuldrene og skyndte sig ud i entreen.
   
* * *
   Præsten åbnede selv døren. Den iskolde vind omfavnede Olav Eggerts, da han slog døren op og forvirret rynkede panden. Sådan stod han et øjeblik, samlede sig så og fokuserede på kvinden og barnet.
   Hans rustrøde rullekravesweater og cowboybukser syntes at overraske hende. Han kiggede undrende på hende. – Havde hun mon forventet, han tog imod hende iført fuldt ornat?
   Olav Eggerts var i vildrede, for kvinden virkede så bekendt, da de stod over foran hinanden. Præsten så ned på barnet i den blå sommerkjole og i et splitsekund, genkaldte han billederne for sig. Avisforsiden med ulykken og vidste med ét hvem gæsterne var.

Præstens verdensbillede vaklede. Forsigtigt rakte han hånden frem, anede ikke om hun ville tage den. "Mit navn er Olav Eggert, sognepræst," Han pegede på Charlotte. "Det er vel din datter?"

Kvinden stirrede bare på ham, gjorde ikke mine til at tage hans hånd. Trak barnet ind til sig og kiggede forskende på ham, som var hans blotte tilstedeværelse noget særligt. Olav Madsen trådte et skridt tilbage og lod dem indenfor.

Entreen var ganske lille med stribet tapet på væggene. Der hang en tyk duffelcoat og et rødt halstørklæde, der så hjemmestrikket ud på den gammeldags knagerække. Kvinden tog barnets hånd og trak hende med sig ind over dørtærsklen.
   "Kom med," sagde præsten. "Vi må nok hellere gå ind i kirken."

Kvinden gik efter ham med barnet ved hånden. Langsomt, som vidste hun at intet ondt kunne ske hende. Præsten åbnede en dør i den lange gang. "En smutvej," smilede han og gik forrest.

Lyset fra de store vinduer strømmede dem i møde, da de stod ved indgangen til kirkerummet. Præsten gik ind i den store hvidkalkede bygning. En mærkelig følelse steg i hans bryst. Sådan fik han det hver gang, han trådte ind i Guds hus, men i dette øjeblik mere end ellers. Blodet rullede i hans årer og han mærkede sit hjerte banke. Alligevel følte han sig forunderlig let.

Der var højt til loftet i kirken. Altertavlen lå badet i lys og døbefonden skinnede højtpoleret. Der lå en støvsuger på gulvet.
   Præsten drejede hovedet og smilede undskyldende. "Kirketjeneren er syg, men vi skal jo have gjort rent..."
   Fra de store vinduer i hver ende stod solen ind. Kun alteret henlå i halvmørke og trappen op til prædikestolen hvilede druknet i sin egen skygge.

Kvinden foran ham stod et øjeblik stille, som sugede hun indtrykkene til sig.
   Olav Eggerts kiggede efter hende. Han vaklede mellem sin tro - og denne kvinde og barnet. Forvirret satte han sig ned på den nærmeste kirkebænk og foldede hænderne, sendte en bøn til sin gud. En solstråle fangede hans blik. På gulvet foran ham lå avisen igen.
   Han kunne se at det var den samme, for klummen var tydeligvis sakset ud. Med rystende hånd samlede han den op og mærkede hvordan brikkerne i hans hoved af sig selv faldt på plads.

Barnet slap moderens hånd og begyndte at gå ned langs kirkebænkene. Hun gik langsomt, som havde hun hele livet til at gå de få meter. Et sted lå en salmebog på gulvet med ryggen opad og pigen bøjede sig, rørte ved dens røde skindryg, men fortsatte så mod altertavlen, der dominerede det store rum. Vinterlyset faldt ind og fangede hende i en stråle af lys.

Præsten pegede på bænken ved siden af sig. "Måske skulle du sætte dig?"
   Kvinden rystede på det blege ansigt.
   Han vendte sig mod hende. "Jeg tror, jeg ved hvem du er og hvorfor du har opsøgt mig."

Olav Eggert rakte hende avisen. "Jeg gemmer normalt altid avisen på grund af min ugentlige klumme." Han rødmede og pillede i rullekraven. "Her står det, det om jer... På forsiden." Præsten bøjede sig frem. "Mine klummer står i reglen på side syv." Han rejste sig og kiggede hurtigt udover kirken, som ville han gerne tilbagekalde den sidste bemærkning. Stak hænderne i lommen på cowboybukserne.

Kvinden så på avisen, mens hun vantro formede ordene med læberne.
   "Gaseksplosion i ejendom." Hun så forvirret op. "Hvorfor viser du mig det?" Forsigtigt lagde han sin hånd over hendes. Rørte hende ikke, men fornemmede alligevel at hun mærkede varmen fra hans krop.

Kvinden kiggede forvirret i retning af barnet, der var gået på opdagelse i kirken og nu så betaget op på altertavlen. Jesus glødede og rakte ud efter barnet. Den lille pige i kjolen vendte sig og vinkede til moderen. Så pegede hun op mod Jesus.
   Præsten nikkede. "Ifølge avisen skete det 20. juli sidste år..." Han så op, anede Kristus gennem pigens vinkede hånd. Kvinden løftede hovedet. Håret var så lyst at det virkede gennemsigtigt i vintersolens stråler.
   "Der bor vel andre i jeres lejlighed, nu der er gået så længe – det er vel de spøgelser I fornemmer," Præsten talte med vilje så lavt at barnet, der nu kun var en skygge henne ved alteret ikke hørte deres samtale.
   "Tingene I finder, er vel de nye beboeres. - Måske smider de jeres ud og kalder det for mærkeligt." Olav Eggerts så hen på alteret. "Ingen ved, måske undtagen Gud, hvor I kan have været i den mellemliggende periode, men I er åbenbart knyttet til lejligheden."

Solen strømmede ind i det højloftede rum og søgte det glødende alter.
   Præsten så hvordan den kraftige lyskilde omfavnede Charlotte og trak barnet op i en gylden stråle. Kvinden så ikke længere ud til at høre præstens ord, hendes ansigt var fortrukket i en pludselig længsel efter at følge sin datter, der sagte gled opefter, mod det livgivende lys.

"I er begge døde."
   Kvinden forsvandt langsomt op i lyset.

"I vidste det bare ikke..."

Rosenkransens perler virkede som kærtegn mod hans hud, da han trak den frem og lod den køre mellem fingrene. Blikket faldt af sig selv på den gulnede avisforside:

"Sent i går aftes eksploderede et gaskomfur i en ejendom i Havnegade. En kvinde og et mindre barn er fundet omkommet. Det menes der er tale om en kvinde sidst i 20’erne og hendes seks årige datter."

Og Olav Eggerts vidste med sikkerhed at han havde genfundet sin tro.