Canovanas, Puerto Rico
   19. november 1995
   Den lille pige tumlede gennem køkkenet med en livløs kanin i armene. Kinderne var stribede af tårer.
   Violetta Tolentino var i gang med morgenmaden. Hun så op fra det ristede brød og tørrede hurtigt hænderne i forklædet.
   "Han er død, mor..." Maria gemte hovedet i forklædet. "Chico er død."
   Barnet pressede kaninen ind mod moderens bryst og krøllede sig sammen i hendes favn.
   "Herregud, Maria..." Violetta så ned på dyret i sin datters arme. Så havde nabokonen altså ret. Den havde ikke været rask. Hun drøftede det i går aftes med sin mand. Hvis den døde, var det slut. Det var den samme ballade hver gang.
   "Lad mig se." Violetta rakte med et gran af ubehag ud efter den brune kanin. "Vi kan begrave ham efter morgenmaden, skal vi det?"
   Maria hikstede og snøftede hørligt ind. Hun afleverede alvorligt kaninen og strøg den over pelsen.

Dyrets øjne var brustne. Den spaltede mund stod åben og afslørede mejselformede tænder. Der var blod på poterne og bugen. Violetta undrede sig, da hun så sine blodige fingre, og skyndte sig at lægge et viskestykke over dyret. Så vaskede hun omhyggeligt hænder og rakte sæben videre til Maria. "Vask dig og spis din morgenmad, så begraver vi ham bagefter. Du kan plukke nogle blomster til at lægge på graven, vil det ikke være fint?" Violetta strøg kærligt sin datter over håret og placerede hende i stolen ved bordet.
   Barnet rakte ud efter brødet. "Lågen til Chicos bur stod åben. - Det var derfor jeg opdagede det. Senora Mendosas hønsehus stod også åbent, mor..."
   "Naboens?" svarede moderen åndsfraværende og spekulerede på, hvad hendes mand ville sige til en ny kanin.

Mens datteren spiste med ryggen til, tog Violetta diskret dyret og lagde den i en tom brændekurv udenfor døren. Hun gik tilbage til datteren, der spiste morgenmad, mens hun tørrede tårer bort fra mundvigen. "Drik din mælk. Vi køber en anden til dig på lørdag..." Hun rakte pigen en skive brød. Altid den ballade, når de kæledyr døde...

Det bankede hårdt og utålmodigt på døren. Violetta rejste sig for at åbne, men nåede det ikke, før nabokonen hastigt klemte sig ind.
   "Men, Senora Mendoza..." Violetta rakte forvirret ud efter den ældre dame. "Hvad er der dog sket?"
   Nabokonen satte sig stift ned. Hun dirrede over hele kroppen og så op på kvinden foran sig med slørede øjne. Hænderne rystede, da hun tog det glas vand, Violetta rakte hende. Den rynkede mund snappede efter vejret.

Det tomme blik fik den yngre kvinde til at reagere. "Maria, gå ud og pluk nogle smukke blomster til Chicos grav, så kommer jeg om lidt."
   Den lille pige rejste sig og gik ud af køkkenet med et spørgende blik på sin mor.
   "Skynd dig så!" Violetta puffede datteren ud. Hun lukkede døren og vendte sig mod naboen.
   "Må jeg så høre!" Hun greb kvindens hænder. De var iskolde.


* * *
   Nabokonen havde lukket hunden ud, stort set samtidig med, at Maria fandt sit døde kæledyr. Den havde stået og knurret foran køkkendøren i flere minutter og Senora Mendoza håbede, at det ikke igen var nogle af nabobørnene, der var gået på papaya-jagt i baghaven.
   "Nå, så kan de få sig en forskrækkelse..." mumlede hun til sig selv, da den overvægtige, plettede hund gøende for fuld hals styrtede rundt om gavlen, før den forsvandt ud af syne i baghaven.
   Hun lukkede døren bag Gomez. De unger var selv ude om det, hun havde ellers advaret dem! Senora Mendoza rystede på hovedet og tog plads bag gardinet, mens hun ventede på at den kom tilbage. Han var en god hund. Han skulle nok passe på hende og de modne papaya.

Der lød et hyl fra baghaven! Hun stivnede. Rev så gardinet væk fra vinduet og åbnede det. Hun baskede irriteret til en magnoliegren, hvis vrimmel af hvide blomster skyggede for udsigten. Hun løb hen til den åbne dør og ud i solen.

Der lød endnu et pinefuldt skrig og en glidende skygge forsvandt bag de høje træer. Så blev der stille.
   - Var det Gomez, der sagde sådan? Hun rystede forvirret på hovedet og gik hurtigt nærmere. "Gomez! Gomez! Kom her lille skat!"
   Hun kiggede rundt i baghaven. Træernes klaser bugnede af plukkemoden frugt. De saftige frugter tyngede stammen.
   Ud af øjenkrogen så hun en silhuet mellem træerne. Så var den væk. Hun gik forsigtigt nærmere. "Gomez...,"
   Der var ingen gøen, ingen lyde overhovedet. I et glimt så hun en skygge ved hønsehuset. Et kort øjeblik glemte hun hunden, lagde hovedet på skrå og trådte ind af den åbne låge. Hvorfor var der så stille herinde?
   Hun skreg, da hun så de hovedløse fugle. Flænsede, flåede høns lå i et virvar af blod og fjer overalt. Knuste æggeskaller og iturevne kyllingefostre lå spredt i det blodige halm. Væggene havde fået nye, røde, uregelmæssige striber.

Den hæse snerren kom dybt fra struben, da det abelignende væsen pludselig blokerede indgangen til hønsehuset. Den stod med solen i ryggen og dens klare, røde øjne lyste, da den knurrede og krøb sammen foran hende.
   Senora Mendoza tog sig til halsen og skreg, mens hun stirrede på dyret foran sig. Dets lange hjørnetænder var spidse og gullige og hun så bræmmen af pigge langs dens skællede ryg.
   De stod et kort øjeblik og så på hinanden i hønsehusets halvmørke. Så vendte dyret rundt, tog flugten ud i solen og forsvandt over den høje, kalkede mur.

Radioen bragte nyheden overalt i den latinamerikanske verden, den 19. november 1995. Dusinvis af døde dyr fundet tappet for kropsvæsker. De lå på markerne og i staldene. Køer og heste, geder, kaniner og kalkuner, alle tømt for blod. Nogle af dem var børnenes kæledyr, som da den syvårige Maria fandt sin kanin Chico og naboen Senora Mendosa senere sin døde hund.
   El Chupacabra var kommet til byen.