Ungala
   Den skaldede mand fik et møde hos Alakim klokken 14.00..
   Præcis fem minutter før, trillede han den store hvide landrover ind på parkeringspladsen foran ejendomsmæglerbutikken. Han fangede sit blik i bakspejlet og kiggede intenst på sit ansigt. Han var ved at genvinde noget kulør. Han hadede at skulle tage solarium, for at holde kuløren i safariform. Han sendte et opmuntrende smil til sig selv i spejlet og puttede solbrillerne i skjortelommen inden han steg ud. Fra passagersædet snuppede han timemanageren i farten.
   Den buttede sekretær hilste venligt på ham og bad ham tage plads. Han kastede et stjålent blik på hendes fyldige barm under silkeskjorten, før han smilende satte sig og med en travl mine, gav sig til at bladre i sin kalender. Tanken om "De hvidklædte" fyldte ikke mere så meget i hovedet. Nu gjaldt det bare om at fange de kongamatorer. Og passe forretningerne med Alakim naturligvis. Han svedte stadig. Han mærkede dråberne i sit overskæg. Han håbede virkelig belgieren var i godt humør i dag.
   Den skaldede mand så sig om i det sparsomt møblerede lokale. Det var svært at forestille sig, at dette her skulle være en af byens mest blomstrende forretninger. Der var kun få møbler. Ingen dyre raderinger på væggene og absolut ingen kostbare tæpper på gulvene. Det ville aldrig være gået i Danmark. Her i Afrika var alting bare så anderledes. Den eneste udsmykning hang over døren. Et temmelig mølædt Kuduhoved. Ikke engang særlig store horn. Et dårligt trofæ.

Sekretæren fortsatte med at skrive på sin PC og tage telefonen, når den med jævne mellemrum ringede. Hver gang gentog hun en lang remse på den lokale dialekt, inden personen i den anden ende kunne komme til orde. Han ville personlig blive vanvittig, hvis han skulle høre på det sludder halvtreds gange om dagen.
   Han kiggede nærmere på lokalet. Kun en enkelt væg var helliget salg af ejendomme. Amatøragtige polaroidbilleder med krøllede hjørner, var hæftet skævt op med tegnestifter. Gule små selvklæbende papirlapper nedenunder fortalte med sirlig håndskrift, (sikkert sekretærens), om stedernes fortræffelighed. Den skaldede mand rystede på hovedet. Sommetider var det nemt at forstå, hvorfor Afrika aldrig kom på fode. De fulgte simpelthen ikke med tiden.

Han løftede hovedet igen, da en ældre mand trådte ud fra Alakims kontor. Alakim gav ham hånden, nikkede i forbifarten til den Skaldede Mand og sendte ham et lille smil. Et-øjeblik-så-skal-jeg-være-der-smil.
   Tillidsvækkende, tænkte Den skaldede mand. Et smil han selv ville brugte. Den Skaldede Mand var en person, der samlede på gode udtryk.
   Et øjeblik efter gik manden, og dyreindsamleren rejste sig.
   "Goddag. Og kom endelig indenfor." Alakim rakte ham hånden. "Sally, du vil godt sørge for en kop kaffe, ikke sandt?" Han smilede til kvinden ved skrivebordet. Sekretæren rejste sig straks.

Den skaldede mand og Alakim gik ind på kontoret og lukkede døren. "Sid ned," sagde Alakim og slog ud med hånden mod det massive skrivebord. Det mørke hår var stribet af gråt. Kun øjnene virkede som altid årvågne og unge.
   Hans kontor var møbleret i diametral modsætning til resten af forretningen. Her var der ikke sparet på noget. Solide og dyre møbler. Tunge elegante gardiner slap en fin stribe af solskin ind og dyre litografier på væggen fortalte om penge og gensidig tillid. Man kunne mærke på Alakim, at han var belgier. Ham kunne de ellers lære lidt af hernede.
   "Tak." Den skaldede mand satte sig og lagde kalenderen på skrivebordet foran sig. Sally bankede på og trådte ind med en bakke, satte den fra sig med et smil og forsvandt efter at have lukket døren bag sig.

"Nå," sagde Alakim, da han havde fået skænket kaffen. "Hvad kan jeg så gøre for dig?" Han så på ham gennem de nøddebrune øjne og foldede de buttede hænder over maven. Noget i blikket havde ændret sig, da de blev alene og Den skaldede mand rykkede sig uroligt på stolesædet.

"... Så nu kender du altså hele historien," sluttede Den skaldede mand lidt senere. Han rystede sørgmodigt på hovedet. Utroligt som løgnene så let flød over hans læber. Han blev aldrig færdig med at beundre sin egen evne på det felt.
   Alakim nikkede medfølende og lod en hånd glide gennem sit grånende hår.
   "Ja så," sagde han. "Det forandrer jo en del." Han nikkede og så over på manden overfor ham. Den skaldede mand så træt ud. Vidste man ikke hvilke prøvelser, han havde været igennem, skulle man næsten tro han havde tømmermænd.
   "Og så kommer denne Morten Lange og hende antropologen altså her... Hvad var det du kaldte hende?"
   "Anna Wahlin," svarede Den skaldede mand stille og tav et øjeblik. "Jeg er heller ikke vild med det, men jeg kan jo ikke rigtigt gøre noget for at forhindre det."
   "Nej," sagde Alakim og kastede et blik ud gennem vinduet på kontorlandskabet foran sig. De sad lidt uden at tale sammen.
   Den skaldede mand holdt skjult øje med Alakim, der sad tilbagelænet i den højryggede læderdrejestol med blikket rettet ud mod landskabet.
   "Der er noget ved den her historie, jeg ikke kan få rede på," sagde Alakim så omsider. Blikket var stadig indstillet på uendeligt, et sted langt forbi de blå bjerge i det fjerne.
   "Ja, Alakim." Den skaldede mand så venligt på ham. "Hvad er det?"
   Alakim drejede med en skarp, hurtig bevægelse hovedet og sendte Den skaldede mand et isnende blik. "Hvordan kan WHO kende til problemerne med Kongamatorerne her i Ungala?"
   Den skaldede mand kravlede mod sin vilje længere ned i stolen og tvang så omsider sig selv til at møde Alakims hårde brune øjne. "Det har jeg også spekuleret på," sagde han. "Det kan jeg sørme heller ikke forstå..."
   "Det er en meget kedelig streg i regningen. Meget." Alakims stemme var kold som stål.
   "Ja, medgav den skaldede mand sandfærdigt. Det var faktisk noget rigtigt lort, det her, men det var ikke en sag, han havde lyst til at grave dybere i. Slet ikke på det her kontor.
   "De Hvidklædte vil ikke bryde sig om, at to forskere render rundt og stille nysgerrige spørgsmål."
   "Nej," svarede den skaldede mand. Igen sandfærdigt. Det ville "De Hvidklædte" nok ikke. Ubevidst vrængede han ansigt ved tanken om sekten. Man skulle næsten tro, det var dem der kørte Ungala, i stedet for den usynlige konge. Nogle gange så man dem to og to i bybilledet, når de hentede forsyninger, før de så hurtigt returnerede ind mellem bjergene igen. De levede skjult, men alligevel gik rygterne, at de kontrollerede landet og at folk, der stillede kritiske spørgsmål, havde en kedelig tendens til at forsvinde midt om natten. Man kom heller ikke udenom sekten, hvis man skulle gøre forretninger i Ungala, det var sikkert og vist. De havde mere end en enkelt finger med i alt, det var han efterhånden klar over.
   "Situationen tvinger os til at handle utraditionelt." sagde Alakim så og rakte ud efter guldfyldepennen.
   Den skaldede mand mærkede sveden bryde frem på overlæben. Den lede guldpen, den psykopat altid skulle sidde og blære sig med.
   Alakim kiggede forskende på Den skaldede mand, og aktiverede den skjulte fjeder, så den lange, smalle stiletkniv sprang ud af sit skjulte hylster. Bladet lynede i solen. "Du forstår vel, at vi ikke kan tillade de to at forlade landet igen?"
   Den skaldede mand bed sig i læben og kiggede ned. "Eh, ja," sagde han og havde ikke særlig meget lyst til at møde Alakims blik.
   "Der er store kræfter på spil, og vi kan ikke lade nogen tilfældige forskere ødelægge vores lovende arbejde. Det vil "De Hvidklædte" aldrig tillade."
   "Nej," mumlede Den skaldede mand og gravede sig dybere ned i stolen.
   "Og det er en sag, jeg naturligvis forventer, du tager dig af. Personligt."
   "Ja," sagde Den skaldede mand. Det var lige det han havde frygtet.

Udenfor bagte den nådesløse sol ned over byen. Kun inde i bymidten var husene af sten. Rejste man blot et par kilometer bort af en ad de mange smalle veje, der omsluttede og skærmede byen mod junglen, ville man møde skure af blik og senere hytter af opdyngede kokasser. Affaldet lå over alt. Ungala var et land med mange kontraster. Alakim kiggede på sin smukke Audi Q7, der holdt parkeret, så han kunne se den fra sit vindue. Knaldrød og meget ren. Og ny. Ungala var et spændende land, et land for dem, der turde tage en chance. Alakim smilede og tegnede kruseduller med sit legetøj, der nu igen havde forvandlet sig til en dyrt udseende fyldepen. "Nå, så fik vi den sag ud af verden, det var godt..." Han slog en ny streg på papiret, og så venligt smilende op. "Og hvornår kan vi mon så forvente dine kolleger?"